Sigrid Johannesens vanvittigt skægge afsløringsgreb genopliver Jane Eyre på Aarhus Teater. Hvide heste, teatralske poseringer, voldsomme kastrationer og Pussy Riot er med til at kæmpe om den tempofyldte fortælling i angrebet på Charlotte Brontës højromantiske klassiker.
På scenen er en scene. Eller måske nærmere et fotostudie med en baggrund, hvis højromantiske landskabsbilleder af Casper David Friedrich kan rulles og skiftes ud. Lamper, elektriske projektører, som skuespillerne kan rykke rundt på udover forklarende skilte med tekster som i stumfilm er også en del af Jane Eyre-scenografien på Aarhus Teater. På lydsiden hører man fx også et klaptræ og en kameraudløser.
At afsløre den romantiske drøm som en iscenesættelse er et markant greb i Sigrid Johannesens vellykkede tempofyldte nyfortolkning af Charlotte Brontës nok feministiske, men også højspændt romantiske klassiker Jane Eyre. Omdrejningspunktet for forestillingen på Aarhus Teater er paradokset mellem både at ville realisere sig selv og at fortabe sig i forelskelsen i en anden. Er begge dele overhovedet muligt? Instruktør Sigrid Johannesen og dramaturg Hanne Lund forsøger i hvert fald i opsætningen på Aarhus Teater at vriste Jane Eyre fri af romanklassikerens historie og særligt dens utroværdige happy ending.
Jane Eyre i skikkelse af fantastiske Mette Klakstein træder derfor også ud af fortællingen på Aarhus Teaters scene. Hun vil gøre sig fri af den rolle, hun får tildelt i romanen, hvor den stakkels forældreløse Jane opdrages af en væmmelig tante, sendes på kristen kostskole og overlever i kraft sin rolle som lærerinde på skolen og dernæst ude i verden.
Jane Eyre på Aarhus Teater. Foto Rumle Skafte
I opsætningen på Aarhus Teater veksler Jane således ligesom hele forestillingen som sådan mellem en ivrig fremmedgørende samtidsstil og en farceagtig melodramatisk iscenesat teaterstil. Jane skifter fx med at henvende sig med nutidige meta-kommentarer og -spørgsmål til publikum og at spille med i iscenesættelserne af de victorianske historiske tableauer. Det giver et skægt, dynamisk og legende satirisk udstillende scenisk sprog à la comedia dell arte i afsløringen af det patriarkalske, victorianske England og især de romantiske, meget velkendte troper. De romantiske tegn og tableauer er med Sigrid Johannesens sikre afsløringsgreb helt konkret iscenesat i fotostudiet på scenen. Førsteelskeren Rochester i Jane Eyre-dramaet bliver fx også til høj latter fra publikum kørt ind i højdramatisk positur på ryggen af sin hvide teaterhest. Magtstrukturer afsløres, ligesom forestillingens mange lag giver en paradoksal spørgende og ikke udtømmende flertydighed modsat et entydigt svar. Jane Eyre – en romantisk drøm indskriver sig dermed i en tendens, der afslører ældre teksters egentlige og tillagte undertekster, som fx i den norske instruktør Eline Arbos opsætning af Iliaden (2023) på Betty Nansen Teatret eller den britiske instruktør Katie Mitshells og dramatiker Alice Birchs Ofelias Zimmer (2016) på Royal Courtroom i London.
Charlotte Brontës romanfortælling er selvfølgelig kritisk efter datidens begreber. Jane Eyre skildres som søgende efter sit eget begær og ønsker selvstændighed og ligeværd. Men Brontës romanklassiker har stadig triviallitterære træk med en happy ending. Godt nok er Rochester, Jane Eyres elskede, hen imod slutningen blevet handicappet og blind, men Jane har heldigvis arvet en masse penge fra en rig onkel, og de får også en søn, og Rochester får synet tilbage på det ene øje. Så de lever herfra lykkeligt til deres dages ende. Denne slutning er det især vores Jane på Aarhus Teater selvfølgelig har svært ved at indgå i og spille frem i mod.
Men derudover får Jane i Sigrid Johannesens nyfortolkning også kamp til stregen af karakteren Bertha Mason, helt vidunderlige Anne Plauborg. For Bertha vil nemlig også fortælle historien. Så på scenen i Aarhus forsøger Jane og Bertha igen og igen på forskellig vis at fravriste fortællerrollen fra hinanden, så folk skriger af grin på publikumsrækkerne. Sigrid Johannesen lader i begyndelsen meget klogt Bertha indgå på scenen som en form for anonym hjælper i fotostudiet, der nærmest fra kulissen kommer med vrede kommentarer til fortællingen. Afsløringen kommer dermed virkningsfuldt først meget sent: Bertha Mason er faktisk Rochesters kone. Han har bogstavelig talt gemt hende af vejen på loftet. Hendes afsindige vrede er altså totalt berettiget og forståelig, ligesom hendes udbrud taler for alle kvinder, der gennem historien er blevet gemt af vejen og diagnosticeret som gale.
Jane Eyre på Aarhus Teater. Foto Rumle Skafte
Jane og Bertha er i litteraturvidenskaben ofte blevet læst som to sider af den samme kvinde, men de er samtidig også hinandens rivalinder. Begge dele bliver udnyttet til fulde i Sigrid Johannesens opsætning. Bertha bliver også efter afsløringen, af hun er Rochester kone, lige idet Jane og Rochester skal til at giftes, ved med at forsøge at overtage fortællingen. Bertha vil af med Jane og kommer med et utal af forslag til alternative slutninger. Hun foreslår derfor den nyligt rige Jane at tage til Sydfrankrig og leve livet eller at indlede et lidenskabeligt forhold med døtrene til præsten, der tager sig af hende. Eller da det virkelig stikker af for Bertha, foreslår hun, at Jane skal tage initiativ til en radikal feministisk bevægelse, der kastrerer alle mænd. Så efter Pussy Riot maskerede kvinders indtog udspiller et drabeligt voldsscenarie sig med storblødende mænd, der bliver maltrakteret af kvinder med motorsave, stavblendere og hækkesakse.
Men til sidst bliver det hele for meget for Jane, så hun skyder simpelthen Bertha og vender tilbage til Brontës fortælling og gifter sig med den gamle, handicappede Rochester. Heldigvis afsluttes den hæsblæsende og virkeligt vellykkede, kritiske genoplivning af Charlotte Brontës Jane Eyre i Sigrid Johannesens udgave med en punkterende, spørgende, melankolsk replik. Den dybe alvor i behandlingen af de eksistentielle kønsspørgsmål, ligger som en understrøm gennem hele den komiske og måske kritisk bredt anlagte forestilling.