Scenekunstner og kunstnerisk leder af Secret Hotel og Earthwise, Christine Fentz, har helt siden 1999 arbejdet med klimapolitiske spørgsmål. bastard har været forbi Mols bjerge og mødt hende til en samtale om at skabe forbindelser mellem mennesker og ’more than human’.
Gyldne og brungrønne marker i forskellige farvevariationer bugter og strækker sig. Kornaksene er flere steder hvidgule, og andre steder står majsene indhyllet i tørre blade i lange, lige rækker. Jeg er på gåben på vej til scenekunstner og kunstnerisk leder af Secret Hotel og Earthwise Residency, som er på Christine Fentz’ gård på Mols i Jylland. På vejen kommer jeg også forbi et mindre skovområde, forbi et par gårde, rødbrunt og sort/hvid-broget kvæg. Indimellem kan jeg også se havet, der ligger stålgråt som en spejlflade under solen bag et par enkelte skyer.
Christine Fentz bor i den ene længe af en gård sammen med sin kæreste, der er komponist og musiker. Der er flere unge frivillige tilknyttet Secret Hotel og Earthwise, hvor sidstnævnte giver mulighed for residencies på gården. Da jeg bevæger mig ind på gårdspladsen, møder jeg først de to unge italienske frivillige. De hilser venligt og en smule generte, men så kommer Christine hurtigt ud og tager imod mig. Hun viser mig generøst ind i køkkenet, hvor hun er i gang med at koge æg til frokosten, som jeg er inviteret til. Æggene kommer fra gårdens egne høns, som jeg også havde fået et glimt af på vej ind i køkkenet; honning fra gårdens bistader og tomater fra stedets egne drivhuse er også en del af frokosten. Christine Fentz’ kunstpraksis og livsførelse hænger tydeligt uadskilleligt sammen. Så interviewet kommer derfor ikke kun til at handle om Christine Fentz’ kunstpraksis og Secret Hotels performances, men også og især om hvordan hun, de frivillige, kunstnere i residencies og hendes medarbejdere lever på gården.
Christine Fentz har helt siden 1999 gået i front i forhold til spørgsmål om klimakrise, bæredygtighed og at skabe forbindelser mellem mennesker og alle andre arter. Hun har altså været optaget af disse vigtigste spørgsmål længe før det blev hipt at være økokritisk. Hun har med Secret Hotel fx udviklet værket In the Field (2008), som med inspiration i Christine Fentz’ rejser til Tuva i Sibirien, undersøgte vores perspektiv på menneskets rolle i verden. Hun har også udviklet Vandringsforelæsninger om myrer – Myreporstyr samt Banket for bier. Hendes værker er deltagerbaserede og hendes måde at leve på, som er del al af hendes kunstpraksis, fortjener mere opmærksomhed.
Rundvisning
Efter den velsmagende og hyggelige frokost viser Christine Fentz mig rundt på gården, som hun har boet på i ca. 18 år. Hele interviewet, kan man sige, tager form som en af Secret Hotels performancevandringer. Da jeg lytter til optagelserne, da jeg skal skrive interviewet, lægger jeg mærke til, hvor mange gange jeg siger: wow, fantastisk, nej hvor flot, smukt, eller bare griner, mens Christine guider rundt til lyde af vores trin, vinden i grene, kviste, der knækker og fuglefløjt.
Men først åbner hun ind til gårdens gamle stald med et flot, råt stengulv; lyset kommer ind ad de små vinduer, og brændekævler ligger stablet langs den ene væg, og en enkelt svale sidder oppe under de smukke træspær i loftet.
”Det er sådan lidt Frilandsmuseum-agtigt. Og der står to forestillinger deroppe”. Christine og peger op på en masse habbengut oppe på loftet under svalen på spærene. Stalden bruges også til opmagasinering. På vores vej videre rundt peger hun også på en masse krukker og skåle i et fadebursrum.
”Vi har æblemos, vi henkoger, der er vi begyndt på, så vi bruger mindre fryseplads. Vi henkoger supper af jordskokker fx. Og her har vi så studiet.”
Christine åbner ind til endnu et flot rum.
”Der er gulvvarme, det er jordvarme, og det bliver også brugt til koncerter, foredrag osv. Her har været arrangeret mange sjove ting. Det er en del af det, vi også kan her”.
Hun viser så ind i biblioteket i den såkaldte Atelierlejlighed.
”Vi har 460 titler nu. Folk siger, det er et af de bedre biblioteker i forhold til det paradigmeskifte, vi står midt i lige nu. Vi har samlet bøger længe – fra da Anna Tsing havde sit professorat på Aarhus Universitet. Der er både bredden, antologier, specialiserede forskningsbøger, etc. Vi mangler bare en bibliotekar til at systematisere det. Så sig til, hvis du kender nogen”, griner Christine.
”Vi arbejder meget med genbrug”, fortsætter hun og peger på nogle smukke gamle kakler i en bruseniche på vores vej rundt på gården. ”Jeg har ordnet kaklerne og bestemt, hvordan de skulle ligge. Rigtig meget er fra Genbyg, det er pisse-dyrt, men det kan være lækre ting fra en eller anden københavner-villa. Armaturet her er fx fra Kong Hans i Kbh. Vi arbejder med alle tiltag til at blive bæredygtige og mere selvforsynende”.
”Er I så tæt på at være selvforsynende?”, spørger jeg, mens Christine Fentz guider videre ud i haven.
”Jeg synes, vi er rigtig godt på vej i forhold til rigtig meget af vores mad og grønt. Men der har også været unge her, som skulle lave mad, og så – når de ikke har været her så længe endnu – kører ud og køber øko-grøntsager fra Spanien, fordi det er vinter. Der er mange unge i dag, som ikke tænker i kun at bruge, det der er. Lige nu”.
På vores vej møder vi nu et par fine høns, der ser ud som om, de har mamelukker på. De følger rundt efter Christine på en lille række, for hun er deres madmor, forklarer hun.
”Vi er i gang med at give dem navne. Er en af jer begyndt at øve på kykkeliky?”, spørger Christine en af hønsene og tager den op på armen.
Inde i drivhuset viser hun store auberginer frem. Og dernæst den kommende permahave.
”Permakultur handler jo om, at man hele tiden oparbejder jordens kvalitet og sørger for at binde kvælstof, Co2, hvilket jeg ikke har så meget viden om endnu. Jeg har ikke Permabeviset, men jeg skal have taget det meget snart. Med permakultur laver man også skovhaver, man dyrker spiselige træer. Man arbejder med den levende verdens principper, som er til gavn for naturen og for mennesker”.
”Og her har vi forsøgt at gro majs, græskar og bønner efter Three Sisters-prinpippet. Men med ringe held i år”.
Christine peger så op mod en stor grund.
”Her har vi syv hektar, hvor hestene går. Grunden går helt op til Toggerbo Spejderlejr. På den mark har vi forskellige drømme og planer. Bl.a. også arbejde med land art. Vi har haft en forestilling sammen med Århus Teaters Udflugten her, der begyndte i toppen af området og sluttede i et telt hernede”.
Så viser Christine mig op til det andet residenshus, Kirkesletten, hvor der kan bo 10-15 kunstnere i residens. På vejen derop passerer vi tre bistader, som også hører til Christine Fentz gård. Hun forklarer, at honningbierne på de her kanter ikke truer de vilde biers liv.
”Her er biodiversitet, betingelserne er til det, så der er også masser af vilde bier her”.
Gamle ritualer og metoder
På vores videre vandring forklarer Christine, hvordan hendes rejser til republikken Tuva i det sydlige Sibirien fik to dele af hendes liv til at flette sammen.
”Den ene del var den nutidige scenekunst med dens på det tidspunkt i 90’erne, metakommentarer og ironi, dens form-undersøgelser og traditionsudfordringer. Den anden del er at komme fra landet med traditioner og kende til ældgamle metoder og ritualer. Jeg har også været aktiv i at opbygge Forn Sidr – Asa- og Vanesamfundet i Danmark. Det har farvet mit liv at være en del af noget, man kunne kalde en minoritet. At være spirituel var ikke noget, man var den gang”.
Du har på mange måder været ret forud for din tid?
”Ja, det kan man godt sige. Og så har jeg fået flettet de to ting sammen. Jeg synes ikke specielt godt om forestillinger med bål og en tromme. Jeg kalder det teater med pels. Hvad abonner vi på her, hvad tilbeder vi? Hvorfor? De elementer hører for mig oftest sammen med en privat, spirituel praksis. Ikke kunst.
Men at have en spirituel tilgang til livet, som derfor forholder sig til årstidernes gang og landskabet, og at have et værdisæt om, at verden er befolket af levende væsner, det informerer min praksis og mine værker, men uden at det nødvendigvis handler om det. Men dem, der har ’softwaren’ til at fange det, de ’downloader’ selvfølgelig, at det er på spil. Hvorimod min gamle far fx har en sjov oplevelse, hvor han lærer noget om myrer. Jeg skal ikke prædike noget som helst i mine værker”.
Christine fortæller, at hun i Tuva har lært at respektere alderdommen, og at det spirituelle er i hverdagen. Shamanerne bærer amuletter om halsen og har mobiltelefonen hængende ved siden af, fortæller hun.
”Der har med andre ord ikke været et brud mellem det konkret målbare og det ikke-målbare, ligesom vi har i Vesten. Og det brud er en del af den vestlige sygdom efter min mening. Jeg plejer at gøre mig umage med ikke at bruge ordet ’natur’, for så har vi med det samme modsætningsforholdet mellem natur og kultur. Vores sprog er fyldt med sætninger som: ’at lade op i naturen’ og ’at bruge naturen’. Hvor går vi så hen, når vi er færdige? Er det så til kulturen? Den opsplitning fører til forestillinger om, at mennesker er noget andet end resten af verden og kloden. Og den adskillelse gør det nemt at opleve alt som ressourcer for os i stedet for at tænke, at alt er levende til ære for sig selv og hinanden, og at alt er forbundet. Det kæmpe skifte er den vestlige verden i gang med nu, og det er rigtig spændende.
Fentz mener også, der skal en ny bevidsthed om sproget og en ny terminologi til idet altafgørende paradigmeskifte.
Secret Hotel og Earthbound residency
Da vi er ved at nå op til residencyhuset, som ser helt nyistandsat og ryddeligt ud i modsætning til den gamle, hyggelige gård. Kunstnere på Earthwise Residency har gode forhold. På en væg hænger et verdenskort, hvor der er sat nåle i alle de steder, hvor kunstnerne og volontørerne kommer fra.
”Min praksis står på to ben”, fortæller Christine.” I form af de to organisationer Secret Hotel og Earthwise Residency. Secret Hotel er et skrivebord i Aarhus, en teaterforening, som laver deltagerbaserede værker, som i rigtig mange år har handlet om ’the more-than-human’. Så blev jeg træt af at rejse, og i 2012 begyndte jeg at invitere folk hertil. Jeg er ikke en Eugenio Barba, hvor man sidder og lytter, men stedet her har rigtig meget at byde på. Så er det vokset derfra lige så stille, og vi stiftede Earthwise Residency i 2020.”
I forlængelse af Secret Hotels værker og Earthwise-aktiviteterne arrangerer Christine Fentz og hendes samarbejdspartnere også et symposium hvert andet år kaldet Earthbound, som man kan opleve for tredje gang her i oktober 2023. Her er det interdisciplinære i fokus.
”Det er i mødet mellem siloerne, at nye ting opstår og gamle ting kan anerkendes. Hvis der skal ske noget, skal der tænkes på kryds og tværs af de faglige siloer. Vi prøver derfor også på at ændre de traditionelle konferenceformater. Vi mener ikke, at ’present and defend’ formatet, hvor hovederne taler, og kroppene bare sidder, virker. Det hjælper os jo ikke med at gøre tingene anderledes. Så de erfaringer vi har fra deltagerbaseret eller immersiv scenekunst, kan du også kalde det, men uden tonsvis af sand, men de små greb, vi har herfra, gør, at vi kan skabe nogle andre rum til Earthbound-symposiet. Mennesket kan få plads med al sin skrøbelighed, sine erindringer, sit håb og sin krop. Jeg tror ikke, vi lærer særlig meget, hvis ikke hele mennesket er tænkt ind og er til stede.”
Budskabet er selvfølgelig, at Secret Hotel og Earthwise har været med til at starte en udvikling mod forandringer og har meget erfaring og viden, som de gerne vil dele ud af på Earthbound-symposiet.
”Derfor er vi også ved at udvikle Rum for Jordvisdom, som bl.a. skal bo herude, hvor madhaverne og interaktionen med landet og dyrene er en vigtig del”.
Økonomisk er det ikke kunstmidler, der gør det muligt at bo på gården. Men da Christine har muligheden for at bo her, vil hun gerne dele med andre.
”Verdens goder er for gode til ikke at dele. Det er mit motto. Men derfor har vi stadig brug for fondsmidler til nogle af de grundlæggende udgifter, der er ved at være et center eller residenssted, for der er mange, der henvender sig, selvom vi ikke reklamerer. Nogle har fondsmidler med eller kan søge midler, og andre har ikke ret meget. Vi vurderer så, hvordan vi kan støtte en kunstners pause eller research, en udvikling og/eller en produktion ved, at de kan være her og arbejde. Det er ikke en business, det er jo et kunstprojekt”.
Komme ned i tempo, vække sanserne og forbindelserne
Efter vi har besøgt residency-huset, går Christine og jeg Knurrehalsstien rundt, en gammel poststi, som er 3 kilometer i alt. Vi finder både svampe, brombær og mirabeller, og ser en masse insekter og fugle og går meget af vejen under trækronerne i stilhed; på den ene side af os kurver buskads og grønne planter sig. Vi går op ad fornemmer jeg. Da vi kommer ud af skovområdet, sætter vi os, så vi kan kigge ud over et vidunderligt for Mols karakteristisk, malerisk landskab, mens hun fortæller videre.
”Jeg stiftede Secret Hotel med Synne Behrndt, som er dramaturguddannet ligesom mig, og har arbejdet tolv år i England. Hun har siddet i vores bestyrelse i nogle år og er redaktør på Palgrave på en serie om nutidens teaterformer. Da vi stiftede Secret Hotel, var vi nysgerrige på arbejdsprocesser og interdisciplinære møder. Det var meget klassisk for den tid; vestligt forkælet at ville undersøge kunsten. Siden har det vokset på mig som en konsekvens af min tid i Tuva og af at flytte på landet igen, at vi bliver nødt til at gøre noget mere end det. Jeg bliver nødt til at arbejde med at kunne genforbinde os med noget, der er større end os: Det levende land, den levende verden”.
Derfor har man muligvis tidligere set på Christine Fentz, som en hippie, men nu er tiden helt anderledes. Hendes centrale emne er i mellemtiden blevet hipt.
”Men jeg er stadigvæk langt ude på landet for nogen… Secret Hotel er stadig baseret i Aarhus og har lige turneret med Myrepostyr, børneversionen af Vandringsforelæsning om myrer. Vi har ti uger i år med huskunstnerforløb i Aarhus og på Amager, som vi kalder Insektinvasion, hvor fjerde klasser i fire dage lærer om myrer, bier, overordnet om insekter og om koreografiske kompositionsprincipper, sådan helt mildt. De lærer også om daglige rutiner. Det er en af de måder, vi prøver at komme ind i de små hoveder tidligt”.
Christine tilbyder mig nu ærter frisk fra en nyplukket ærtebælg og spørger til, om min mand og jeg også har fået gået nogle ture, mens vi har været i sommerhus på Mols. Jeg må svare, vi mest har rekreeret og kun har gået et par få ture ned til havet. Og jeg får så lyst til at spørge ind til det med sproget, den nye terminologi, vi skal finde.
”Jeg vil ikke sige, vi skal finde et andet sprog, men udvikle en bevidsthed om, hvor ordene kommer fra, og hvad de gør og evt. finde på nogle nye, fordi ordet ’natur’ fx holder os fast i den vestlige sygdom, hvor alting er adskilt og alle løber så stærkt og går og længes og så køber flere og flere ting, selvom de ikke har brug for dem”.
Fentz holder fast i hendes forestillinger ikke skal prædike, hendes kunst skal ikke spændes for en bæredygtighedsvogn. Konkret i myreforestillingerne og Banket for bier (for voksne), er der fx ingen, der siger til deltagerne, at det bl.a. handler om at blive til myrer, men langsomt og legende udvikles en gruppefølelse, og alle bliver som myrer i en myretue.
”At skabe en gruppe, der skal noget sammen uden, at man taler om det, er en del af fiktionskontrakten, vi skaber i starten, det er vigtigt, for jeg vil gerne ændre en smule på vores perception, så vi kommer lidt væk fra vores menneskeperspektiv. Det tror jeg, at kunsten kan. Det forstår nogen som, at jeg har et pædagogisk kunstsyn med intention om at ville forandre folk. At kunsten bliver et redskab.
Men nej, jeg har det værdisæt, at jeg gerne vil dele det verdenssyn, jeg mener er sundt. Det verdenssyn, hvor vi er en del af noget større. Vi har hjemme her, vi ikke er alene her. Der er vores mikrobiom, et mikromylder i jorden med alt muligt, vi ikke en gang kender til. Der er et væld af andre levende væsener her, som er en del af vores vellevned. De skal nok klare sig uden os, men hvis de ikke har det godt, så får vi det slemt – medmindre vi er Elon Musk og stikker af. Jeg vil gerne forsøge at give os andre perspektiver, for jeg tror, vi har brug for at komme tilbage til noget på en nutidig fremtidig facon”.
Og hvad er det for et perspektiv, hvad er det mikrosansningerne, som jeg har oplevet på hele denne her lange vandring, kan?
”Mikroperspektivet og mikrosansningerne kan få os ned i kroppen uden, at fokus er på dig som individ, og få os til at mærke, at vi er væsner i live sammen med en masse andre væsner. Det betyder, at du kan mærke dig selv som et væsen, der er mere end én, og som hører hjemme sammen med en masse andre.”