Malá inventura, Tjekkiets største festival for det frie felt, stod for et arrangement, hvor tre teatre i Prag åbnede dørene, og viste rundt for scenekunstnere og producenter. Her blev det muligt at få et direkte indblik i muligheder – eller mangel på samme – for scenekunstens frie felt i den tjekkiske hovedstad.
Malá inventura inviterede til åbent hus på tre teaterscener i Prag som en del af programmet på den 24. udgave af festivalen i februar i år. En delegation af scenekunstnere og producenter fra det frie felt, nationale som internationale, fik mulighed for at besøge tre teatre, møde den kunstneriske ledelse på teatrene og stille spørgsmål. Det var også en lejlighed for teatrenes kunstneriske ledelse til at møde deltagerne. Det er et eksempel på en brancheaktivitet, der kan give indblik i de konkrete muligheder – eller mangel på samme – som det frie felt har. Den underliggende kontekst for den guidede tur rundt på teatrene var: Hvad er teatrenes kunstneriske fokus, og hvilke muligheder er der for (internationalt) samarbejde?
De oplagte spørgsmål til teatrene var:
Har det frie felt inden for scenekunst i Prag adgang til scenekapacitet?
Hvilke muligheder er der for at skabe rum og ressourcer til eksperimenter og udvikling inden for scenekunst i det frie felt i Prag?
Hvordan kan teatrene etablere transparente og inkluderende adgangsprocedurer for det frie felt?
Hvordan fremmes den kunstneriske risikovillighed på teatrene i forhold til de grupper og værker fra det frie felt, der får adgang til scenekapaciteten?
Hvordan sikres adgang for nye kunstnere til scenerne, så det ikke udelukkende er de samme og allerede etablerede kunstnere, der får mulighed for at optræde?
De tre scener, som vi besøgte, var: Alfred ve Dvoře, VILA Štvanice og Archa+. Det er alle teatre, der er spillesteder på festivalen Malá inventura. En tidligere leder af festivalen, Adriana Světlíková, der nu arbejder for den kulturpolitiske paraplyorganisation Nová Sit, fungerede som moderator under rundvisningerne.
Eksperimenterende teater for objektscenekunst i en baggård
Alfred ve Dvoře var første stop på ruten. Teatret, hvis navn betyder ’teatret i baggården’, ligger i Letná-kvarteret i Prag, og blev etableret i 1997 af en kendt mime-kunstner, koreograf, instruktør og underviser, professor Ctibor Turba. Han boede selv i ejendommen og ønskede at skabe et teater i sin egen baggård til prøver og visninger. Teatret består af en halvstor blackbox-scene med fast publikumsopbygning med 100 sæder, et værksted, to omklædningsrum, et mindre lokale, der fungerer som scene- og prøvelokale samt en lille bar. Stedet viser 14–15 forestillinger om måneden, typisk med 3–4 visninger pr. værk.
Foto: Gritt Uldall-Jessen
Alfred ve Dvořes kunstneriske profil er at være scene for non-verbale scenekunstformer som objektteater, dukkespil, live art og mediebaseret, eksperimenterende scenekunst i postdramatisk stil. Tjekkiet er internationalt kendt for sin tradition inden for dukke- og objektbaseret scenekunst samt animationsfilm. Alfred ve Dvoře er et sted, hvor der netop sker eksperimenter og nybrud inden for disse genrer. Siden 2001 har teatret været drevet af Motus Assoc., en non-kommerciel forening, der arbejder for udvikling og eksperimenter inden for uafhængig scenekunst. Den kunstneriske leder, Tomáš Procházka, er professor i instruktion og scenografi på The Academy of Performing Arts Prague (DAMU), den nationale scenekunstskole ved siden af arbejdet på Alfred ve Dvoře, og medvirker også som kunstnerisk leder og performer i objektteatergruppen Handa Gote. Hans periode som kunstnerisk leder af Alfred ve Dvoře er snart slut, hvorefter den kunstneriske ledelse overtages af et medlem af dramaturgiatet på Malá Inventura-festivalen, Zuzana Šklíbová. Tomáš Procházka forklarede under rundvisningen, at kurateringen af værkerne på Alfred ve Dvoře foretages af ham selv, men at alle teatrets ansatte er med på råd og indgår i udvælgelsesprocessen. Teatret huser en række faste kunstnergrupper og giver også scenekapacitet til studerende fra DAMU. Der er open call til en enkelt festival på teatret, men ellers gør teatret ikke brug af den metode for at få værker til programmet.
Pres på scenekapaciteten
Alfred ve Dvoře modtager økonomisk støtte fra Kulturministeriet og Prag by. Kunstnerne får betaling for at spille på teatret, finansieret af den offentlige støtte. Adriana Světlíková forklarede, at dette var helt i tråd med anbefalinger fra Nová Sit, at kunstnere, også inden for det frie felt, SKAL have løn for deres arbejde. Det er ikke løn i sig selv at få en scene at spille på. Udover honorar tilbyder teatret kunstnerne adgang til scenekapacitet, begrænset prøvetid på scenen og PR. Honoraret til kunstnerne, der spiller på teatret, rækker ikke til at dække produktionsomkostninger i forbindelse med tilblivelsen af værkerne, så kunstnerne må selv søge støtte i Kulturministeriet og Prag by til research, prøver, produktion og udvikling af forestillinger. Som Tomáš Procházka udtrykte det: ”Jo højere honorarer teatret betaler kunstnerne, jo færre produktioner kan vi realisere.” Det rejser spørgsmål om adgangen til scenekapacitet for grupper i det frie felt i Prag, der ikke opnår støtte og ikke kan finansiere udvikling og produktion af forestillinger. Hvilke scener har de mulighed for at tilgå? Er der plads i programmet til værker på Alfred ve Dvoře, der ikke er finansieret? Hvor stor er den ledige scenekapacitet udover de fast tilknyttede kunstnere og studerende? Teatret modtager, med Tomáš Procházkas egne ord ”mange forespørgsler om adgang til scenekapacitet og ønsker at holde sig åbent for nye initiativer”, men en typisk udfordring, ifølge ham selv, er, at kapaciteten allerede er optaget af de faste grupper og egne produktioner.
Betal-som-du-kan model understøtter publikumstilslutning
Teatret har en betal-som-du-kan-model for publikum, der giver mulighed for at betale mindre i entré, afhængigt af indtægt. Ifølge Procházka er det vigtigt med denne model for billetindtægter, da teatret modtager offentlig støtte. På den måde har publikum ”allerede betalt, da de bidrager via skatten”, citat Procházka. Modellen muliggør, at publikum, uden at besidde en større mængde økonomiske resurser, får mulighed for at opleve en hel masse forestillinger på teatret. En anden strategi på teatret er, at det ikke inviterer internationale gæstespil til scenen, da det, med de kun 100 siddepladser i teatrets blackbox sal, og de reducerede billetindtægter, ifølge Procházka, ville være ”kommercielt uholdbart”. Teatret fokuserer i stedet på den lokale scenekunst og de studerende på teaterskolen, deres eksperimenter og laboratoriearbejde, og publikum bakker op omkring det, og kommer netop der for at se og opleve netop dét. Tomáš Procházka gjorde rede for, hvordan der alligevel eksisterer internationalt samarbejde omkring visning af værker fra Alfred ve Dvoře. Fx den gruppe, Handa Gota, som han selv er en del af, turnerer en del internationalt, og andre af de faste kunstnere på teatret som Jan Mocek og Warriot Ideal kan også opleves på internationale festivaler. Men spørgsmålet er, hvad det betyder for arbejdet med internationalisering i forhold til det samlede tjekkiske objektscenekunstmiljø og den lange tradition herfor, når Alfred ve Dvoře har en central rolle i forhold til at løfte den kulturarv, og så har som strategi at fravælge invitation af internationale gæstespil og ikke deltager i internationale festivaler? Teatret var med i denne guidede tur, initieret af Malá inventura, hvor der også var en del internationale gæster, der gik med rundt fra teater til teater. Der var en stor interesse for scenen Alfred ve Dvoře og en række spørgsmål fra gruppen af internationale gæster til Tomáš Procházka.
Et eksempel på en eksperimenterende og tværæstetisk forestilling, der blev produceret og havde premiere på Alfred ve Dvoře samt indgik i programmet for Malá inventura i 2024, er From the Ashes af Error Cult; en kunstgruppe, der består af studerende fra DAMU og andre kunstskoler. Medlemmerne af gruppen er Teres Bartůňková, Jan Burian, Adam Železný og Jaroslav Hrdlička. Værket foregik i et totalt mørke i blackbox salen, hvor lud, flint, metal, blitzlys, ild, røg og aske blev benyttet performativt og var de eneste performere på scenen, der, i en række forløb, fx kæde-reaktioner, genererede visuelle billeder såvel som lydbilleder.
Fredet bygning bz´at for at blive til et teater
Det andet teater på ruten var VILA Štvanice, der er en historisk bygning fra 1824, beliggende på Štvanice-øen i det centrale Prag. Oprindeligt fungerede bygningen som restaurant og dansehal, men i 2014–15 blev den, som det eneste bevarede bygningsværk på øen, omdannet til et selvstændigt teater. I dag er VILA Štvanice en fredet bygning. Villaen rummer en fleksibel hovedsal med bar og en modulær scene med fuldt teknisk udstyr. Teatret tilbyder desuden adgang til prøvelokaler, lager og garderober for de kunstnere, der kurateres ind.
Den daglige leder, Miroslav Vrbický viste rundt i bygningen. Han fortalte, at VILA Štvanice er åben for nye såvel som erfarne scenekunstnere, og fungerer som en åben, kurateret gæstespilsscene for det frie felt. Det er ikke kun et spørgsmål fra teatrets side om at fylde scenekapaciteten ud, men om at bidrage til udvikling og skabe en kontekst for det frie felt. Vrbický gjorde det klart, at VILA Štvanice er et non-kommercielt teater, der delvist er selvfinansieret: 40 procent af budgettet kommer fra offentlige midler, mens resten kommer fra egne aktiviteter og samarbejdsprojekter. Han gennemgik teatrets korte historie: Scenekunstgruppen Geisslers Hofcomoedianten opdagede bygningen, bz´atte og overtog den. Da gruppen ikke selv kunne fylde hele scenekapaciteten ud, inviterede de scenekunstkompagniet Divadlo LETÍ med ind. I dag er det stadigvæk de to faste kompagnier, der er på teatret, og som står for en stor del af teatrets program. De planlægger deres forestillinger to måneder forud. Herefter fordeles den ledige kapacitet til gæstespil. Gæstespillene kommer ikke kun fra Prag, men fra hele regionen. Åbenheden over for nye projekter og forskellige genrer er, ifølge Vrbický, stor. Egentlig udlejning af lokalerne finder ikke sted.”Vi udlejer ikke lokalerne, men indgår co-produktionsaftaler med gæstespillene. Kunstnerne skal betale de ansatte på teatret, og bidrager med et mindre beløb til driften,” forklarede Miroslav Vrbický.
På den måde er de frie grupper med til at støtte teatret. Vrbický forklarede desuden, hvordan overskuddet fra baren direkte gik til og var med til at sikre scenekapacitet for det frie felt. Baren er en del af teatrets egen aktivitet i huset, og ikke forpagtet ud.
En kunstner spurgte under rundvisningen, hvorfor man som fri gruppe skulle vælge at spille på VILA Štvanice, når man fx hos Alfred ve Dvoře ikke skulle betale for leje af scenen. Her svarede Adriana Světlíková fra Nová sit, at valget afhang af, hvilket publikum og hvilken dramaturgi, der passede til det enkelte værk. VILA Štvanice har fx en større andel af tekstbaserede værker end Alfred ve Dvoře.
Spørgsmålet om publikumstilslutning på teatret blev også vendt fra de scenekunstnere, der deltog i rundvisningen. Hvad indebar co-produktionsaftalen med stedet? Var gæstespilprojekterne nødsaget til på egen hånd at skaffe publikum og helt selv stå for PR, eller var det et samarbejde med teatret omkring at skabe synlighed og få publikum? Vrbický pointerede, at de faste scenekunstkompagniers tilstedeværelse i huset var med til at sikre, at der var et fast og stabilt publikum til teatret; at der på den måde var et lokalt stampublikum, der fulgte og deltog i alle aktiviteterne. Han oplyste, at næsten alle forestillinger på VILA Štvanice, hvor der er plads til 60-90 personer, var udsolgt.
Foto: Gritt Uldall-Jessen
Ingen kunstnerisk leder – hvem har det sidste ord?
Adriana Světlíková forklarede, hvordan VILA Štvanice i øjeblikket fungerer som et kollektivt drevet uafhængigt teatersted snarere end, at det er drevet af de to faste scenekunstkompagnier, Geisslers Hofcomoedianten og Divadlo LETÍ. Der er ingen kunstnerisk leder. Vrbický supplerede med at forklare, hvordan udvælgelsesprocessen af værker, der kurateres til programmet, foregik: Scenekunstgrupperne fra det frie felt ansøger om at spille på teatret. Herefter er der en gruppe, der består af medlemmer af de faste kompagnier i huset, Geisslers Hofcomoedianten og Divadlo LETÍ, og andre kompagnier og scenekunstnere i huset, der i fællesskab træffer beslutninger om de enkelte værker og skaber en balance i programmet mellem de faste gruppers værker og de indkomne værker og co-produktioner. Det fremgik ikke, hvem der havde det sidste ord.
Ved siden af VILA Štvanice ligger teknoklubben FUCHS 2, hvor Malá inventura viste danseforestillingen SYNESTHETIC FLESH af Simulakrum. En gruppe på 7 dansekunstnere, iklædt clubbingkostumer, bestående af net, syntetisk gennemsigtigt stof, toppe, store bukser og sminket hud, dansede i forskellige konstellationer og tempi, som til et raveparty. En live DJ, Karolína Maťová aka Kaa Glo stod for at spille høj teknomusik, direkte til dansegruppen. Undervejs var der af- og påklædning/bytte og udveksling af tøj. Performerne dannede forskellige formationer af kroppe, i grupper og enkeltvis. Alle 7 performere var stort set ’på’ og i gang hele tiden. Nogle performere holdt lidt igen, andre gav sig helt hen til teknorytmerne. Der var en struktur med fælleshandlinger som et brud og en pause i den individuelle dans. Det var en række tableauer, hvor det oplevedes som om, at clubbing-rummet blev udvidet og overtaget af noget andet; at der opstod et andet rum og en anden tidsfornemmelse midt på dansegulvet. Værket arbejdede med den stedsspecifikke lokation som et kunstnerisk materiale og med performernes udmattelse og ekstase samt med den enkelte krop over for gruppen som fælles krop.
Det tredje teater på ruten var Archa+, der af den kunstneriske leder, Jindřich Krippner, blev beskrevet som et multifunktionelt produktionshus. Archa +-scenen huser et fleksibelt scenerum, hvor alt fra teater, film og musik spiller, men hvor der også afholdes debatarrangementer. Det afvikler årligt omkring 250 arrangementer i forskellige formater. Stedet har særlig fokus på at inddrage den unge generation som både publikum og medarbejdere. Der kan være op til 1.200 publikummer i den store sal til et enkelt arrangement på Archa+, og flere af værkerne samt brancheaktiviteterne i Malá Inventuras program i år, blev vist på dette sted. Archa+ har i 2024 som projektbaseret scene gennemgået en omstrukturering, hvor teatrets kontor helt praktisk blev omdannet til en åben café. Teatrets kunstneriske leder, Jindřich Krippner, kuraterer 3–4 scenekunstpremierer årligt, og betegnede sig selv som ”åben over for internationale samarbejdsprojekter”, altid med formålet at samle og præsentere mange formater under ét tag. Han forklarede, at Archa+ tidligere havde co-produceret programmer og festivaler i samarbejde med andre teatre, og ud fra samarbejdspartnernes kuratering, men at han fandt det vanskeligt at promovere de værker, som han og Archa + ikke selv havde valgt. Det var hans erfaring, at det var sværere at sælge dem og argumentere for dem, når han ikke selv havde kurateret dem. Derfor var han i højere grad tilhænger af open calls.
Halvdelen af budgettet til Archa+ kommer fra offentlige tilskud, som ansøges hvert fjerde år. Inflation og en stigende husleje til det internationale holdingselskab, der ejer bygningen, presser stedets økonomi, hvilket også udgjorde et kulturpolitisk emne, som Jindřich Krippner tog op under rundvisningen. Han forklarede, at konkurrencen om midlerne til teatrene i Prag by var hård. Archa+ er den uafhængige scene, der får flest støttekroner af Prag by. Men med støttekronerne følger der også en række krav til antallet af aktiviteter m.m. Ejeren af bygningen, hvor Archa + holder til, har senest varslet, at de lokaler, som teatret råder over, kan risikere at blive omdannet til en parkeringskælder, hvis det nuværende niveau for den statslige støtte til teatret ikke opretholdes. På den måde lægger holdingselskabet pres på den kommunale støttegiver. Archa+ er ikke en kommerciel scene og ønsker at give scenekapacitet til det frie felt og uafhængige NGO’er. Men kan de blive ved med det, hvis tæppet hele tiden er ved at blive revet væk under fødderne på Archa +´ ledelse med krav om øgede økonomiske resurser? Det var svært ikke at blive distraheret af nogle indre billeder under rundvisningen af, hvordan teatrets lokaler kunne undergå en transformation, og blive en udmærket parkeringsplads midt i det centrale Prag.
Ifølge Jindřich Krippner fra Archa+ er situationen som følger: ”Vi skal ansøge om støtte i Prag by i 2028. Hvis vi ikke får tilstrækkelig med støttekroner, vil ejerne ikke fortsætte med at udleje til os. Det er vores situation. Vi håber, vi kan blive her og fortsætte.”
Forestillingen ALEX af Adam Dragun, som spillede på Archa+ og indgik i programmet for Malá inventura i år, var en forestilling, der handlede om en udbrændt dramaturg på et institutionsteater, der havde mistet meningen med sit teaterarbejde. Han arbejdede ikke længere med det, som han i sin tid drømte om at lave som scenekunstner, og rent politisk kunne han ikke længere stå inde for det, han lavede. Kun (næsten) 30 år gammel og desillusioneret, kontaktede dramaturgen derfor en scenekunstner fra det frie felt, Adam Dragun, som han ikke kendte personligt, men som han kun havde et overfladisk kendskab til, og bad ham om at lave en forestilling, der om muligt kunne give dramaturgen troen på og dermed også lysten tilbage til at lave scenekunst. Scenekunstneren fra det frie felt, der også er punkmusiker og tidligere fotomodel, indlod sig på samarbejdet med dramaturgen, i første omgang for at fremme sin egen karriere og at få foden inden for på institutionsteatret. Men det blev ikke til andet end et par møder på teatret, før dramaturgen, af politiske årsager, sagde op på teatret. Adam Dragun valgte alligevel at fortsætte med at lave forestillingen. Han engagerede en barneskuespiller som performer, Anna Tóthová, der i castingen skulle optræde som teaterchef, men ellers drømte om at blive skuespiller på Nationalteatret, når hun engang blev voksen. Adam Dragun benyttede sig af barneskuespilleren for at genopdage kraften i barnedrømmen om, hvad teater og scenekunst kan være og blive til i fremtiden. Dramaturgen, der sagde op på institutionsteatret, endte med selv at medvirke som livsekspert i forestillingen, hvor barneskuespilleren instruerede den afskedigede dramaturg OG instruktøren Adam Dragun. Men var det det, der skulle til, for at revitalisere dramaturgens syn på teatret?
Åbent teater uden ledig scenekapacitet og kun for dem, der kommer med støtte andetsteds fra?
De tre teatre i Prag, der slog dørene op og viste rundt på scenerne, ud fra en invitation fra Malá inventura, praktiserede en villighed til at huse og understøtte scenekunstens frie felt. Det var tydeligt, hvordan det krævede bevidste strategier fra deres side på hver deres måde at sikre adgang til og skabe rum for eksperiment og udvikling inden for scenekunstens frie felt. Og ja, det frie felt i Prag har adgang til prøve- og scenekapacitet. Der var også spørgsmålet om, hvad det betød for et teaters arbejde med internationalisering, når det fravælger invitationer af internationale gæstespil, samt vælger ikke at deltage i internationale festivaler på vegne af teatret. Kan det være begrænsende i forhold til udveksling og fornyelse? Jeg oplevede en stor åbenhed fra Alfred ve Dvoře omkring muligheden for international udveksling. Det Frie Felts Festival har fx vist et værk sidste år, der havde premiere på dette teater, Heavy Theatre af KHWOSHCH. Værket har efterfølgende været vist bl.a. på festivalen Fringify i Hamborg. Værket indgik i Malá inventura-festivalens program.
Der er kunstnerisk risikovillighed på de tre teatre. Alfred ve Dvoře har sin betal-som-du-kan-model, og på Archa+ er der tiltag, direkte dedikeret til den nye generation af scenekunstnere, så det ikke udelukkende er de etablerede kunstnere, der får mulighed for at optræde på teatret. På VILA Štvanice er overskuddet fra baren en måde at få scenen til at køre rundt. Men der er en usikkerhed omkring, hvor megen scenekapacitet der rent faktisk er ledig på alle teatrene.
Mit indtryk af de tre scener var også, at der var stor publikumstilslutning til scenekunsten. Det er unikt med non-kommercielle scener, der opererer på scenekunstens og det kunstneriske eksperiments præmisser, som det var tilfældet på Alfred ve Dvoře. Men de korte prøveperioder og teatrets manglende ressourcer må gøre det vanskeligt at udnytte og udfolde de eksperimenterende processer rent tidsmæssigt, hvis kompagniet eller de enkelte scenekunstnere ikke selv har adgang til prøvefaciliteter, teknik før de kommer ind på selve teatrets scene osv. Alle teatre og scenekunstnere er afhængige af offentlige midler. Kompagnierne er nødt til at skaffe en egenfinansiering, hvilket presser dem, ligesom teatrene også er pressede rent økonomisk. Fokus på støtte og opbakning fra lokale publikummer er med til at skabe forankring for kunstnere og teatret, men kunstnerne skal stadig leve af andet end kulturel kapital.
Foto: Gritt Uldall-Jessen
Hvad er der ellers at sige? En fredet bygning som i tilfældet VILA Štvanice og en fast publikumsopbygning på Alfred ve Dvoře sætter nogle fysiske begrænsninger for, hvad der rent praktisk og kunstnerisk kan lade sig gøre. Teatrene har endnu ikke etableret transparente og inkluderende adgangsprocedurer for det frie felt. Adgangen til scenerne afhænger ofte af den enkelte scenekunstners personlige netværk, hvilket kan favorisere et snævert udsnit af kunstnere og være med til at reproducere eksisterende hierarkier. Dog gøres der brug af open calls på Archa+, VILA Štvanice og til dels på Alfred ve Dvoře.
I en tid, hvor scenekunstnere, producenter og andre scenekunstarbejdere samt institutioner konstant er under pres fra stigende huslejer og skiftende kulturpolitiske prioriteringer, er det afgørende for teatrene at blive ved med at arbejde sammen med scenekunstnerne fra det frie felt og forholde sig til, hvordan tilgangen til, mulighederne for – eller manglen på samme – til prøve- og scenekapacitet er for scenekunstens frie felt, og hvad der skal til, for at styrke og fremme scenekunstens frie felt, sådan så den del af scenekunstbranchen også har en mulighed for at eksistere, udvikle sig og komme indenfor. Det Frie Felt fungerer ofte som en udviklingsenhed for hele scenekunstbranchen. Det er nødvendigt at tjekke ind og undersøge, hvordan det frie felt har det, for at forstå hvordan hele scenekunstbranchen har det. Som med de tre værker, jeg har beskrevet fra programmet til Malá inventura, er der heldigvis aktuelle og fortsatte initiativer til eksperiment, og vilje til at få nytilkomne scenekunstnere inden for, og til at lave en forretningsmodel, der understøtter scenekunstens frie felt på de tre åbne teatre i Prag.