Lesions af Jules Fischer blev vist på Husets Teater som en del af årets Toaster. Her blev old school Hollywood æstetik blandet med hyper kontemporær queerness i en forhandling om hormonbehandling, modstand, ambivalens og kompleksitet i mødet med både det fælles og individuelle mulighedsrum for intimitet.
Forførende nonchalant
Lesions, som på dansk betyder læsioner, startede indbydende ved, at performer Ingeborg Meier Andersen lå klar til at tage imod os. I en afslappet og nonchalant stilling, hvor hun hvilede let løftet på sin egen arm, så hun publikum i øjnene, som de kom ind i det kvadratiske rum på 1. sal af Husets Teater. Måden, hvorpå Andersen mødte vores blikke, var så intenst, overdrevent og insisterende, at det vækkede til små fnis. Her blev man set. Som var hendes blik et spotlys.
Andersen var klædt i et kostume, som ledte tankerne hen på old school Hollywood à la Gene Kelly. Smukke, glatte stoffer, perfekt syet til kroppen, som bar det, et slips i elegant gråt og så en monokel, altså dette latterlige påskud for en form for brille, som rigmænd i 1800-tallet påførte sig, for at fremvise deres rigdom. Da regulære briller allerede var opfundet, blev rigmændene latterliggjort for det påfund, som gav dem et besynderligt anstrengt ansigtsudtryk, hvilket blev flittigt gengivet i karikaturtegninger.
Andersen lod dog også sit højre øje nærmest spytte glasset ud, og derfra begyndte hun at bevæge sig afsted igennem rummet. Måske var afvisningen af karikaturen på magt som en afvisning af det hvide patriarkats normer?
Kludetæppe af intertekstualitet
Det primære fokus for mig, mens jeg så Lesions udfolde sig i et loop af 25 minutter i to runder, var brugen af mimik. Udover dette var der igennem hele performancen to lydspor, som viklede sig ind og ud af hinanden. Det ene var saxofoner, som skabte et lydbillede af både sexet glamour og changerende over i noget langt og meget sorgfuldt. Det andet lydspor var udgjort af den tyske skuespiller Susanne Sachsses stemme, som speakede Jules Fischers tekst, med fragmenter fra Paul B. Preciados Testo Junkies, Little Woman af Louisa May Alcott, tv-showet Designing Women, digtet The Hills We Climb af Amanda Gorman og filmen The Dictator, hvor Charlie Chaplin spiller hovedrollen. Alle disse referencer fungerede som et kludetæppe af intertekstualitet, som jeg ikke til selve performancen kunne nå at opfange hvor hørte til og fra hvilken forfatter – hvilket også blev understreget af, at de var blevet indtalt af kun en stemme, som strømlinede fortællingen til at være suggererende i stedet for opbrudt. Jeg oplevede dette som intenderet – at der blev talt fra et sted, som kunne opleves i sin egen ret i rummet, og som det var muligt senere hen at dykke yderligere ned i.
Men for at vende tilbage til mimikken og dens centralitet: den overdrevne mimik stod i fuldstændig dialog med performerens kropslighed. Andersen lipsynchede sig gennem ordene, som kom til alle i rummet som en voice over, mens hun bevægede sin krop på samme overdrevne, forvredne, forførende, insisterende måde som hendes mimik.
Jeg fik associationer til drag, tegneseriefigurer, hvis øjne er ved at poppe ud af hovedet, hvis de ser et lækkert stykke kød, The Joker og surrealismen. Mimikken blev brugt til at understrege hvert et ord, der blev sagt og til at gøre grin med, hvor latterlig dårlig hormonbehandling er for transpersonen samt, hvordan den generelle italesættelse af brugen af p-piller er. At noget er tilgængeligt (p-pillen), men samtidig ikke undersøges tilstrækkeligt for at vide, hvilke konsekvenser de har på sigt for en krop, samt det svært fremkommelige i at blive behandlet ordentligt, hvis man som transperson ønsker hormonbehandling stod i kontrast til hinanden. Begge dele er spørgsmål om tildeling af hormoner, men som tildeles helt forskellige ideologier og forståelsesrammer. Et konstant spørgsmål gennem performance syntes at være:
Hvilke kroppe fortjener omsorg og opmærksomhed?
Hvordan undgår eller opnår man opmærksomhed?
Flamboyant ekshibitionisme
Andersen bevægede sig rundt cirkulært i rummet og til tider op på det podium, som fandtes i midten. Koreografien forhandlede opmærksomhed mellem både performer og publikum ved brug af et spotlys, som langsomt gled rundt langs væggen, hvorved enten Andersen eller publikum blev indfanget.
Når spotlyset bevægede sig hen til Andersen, stod hun klar, fastfrosset i en episk position, ønsket om at blive set var tydeligt og grinagtigt. En flamboyant ekshibitionisme.
Det modsatte var tilfældet, når lyset ramte publikum – spotlyset var så skarpt, at det var blændende, og jeg oplevede det personligt, som om alt jeg gerne ville skjule, stod frem som et sår i rummet. Men også i dette opstod en dobbelthed:
Hvem ønsker, at spotlyset skal indramme dem, og hvordan føles det at blive indfanget af det?
Jeg kan som queer person nikke genkendende til, at i mange rum tiltrækker jeg mig en opmærksomhed som ikke ønskes blot ved, at man står frem som den, man er. Samtidig vil jeg ikke gemmes bort eller fravælges på grund af, hvem jeg er som menneske, også selvom det ikke passer ind i den bestående norm.
Livet, sammen
Når jeg læser Jules Fischers tanker om performancen, beskriver de blandt andet, at de har været interesseret i at undersøge intimitet, og de problematikker som kan opstå i mødet både med sig selv og andre. Hvordan tidligere sår – individuelle traumer siver ud i de fælles,
– og hvordan vi kan mødes i det rod, som er at findes i livet, sammen.
Det er interessant, hvorvidt den valgte koreografi af både performerens krop samt ansigt gav adgang til at blive berørt, eller om den overdrevenhed, som drev hende frem og rundt i søgen på at blive elsket, gjorde, at det var svært at blive berørt. Jeg oplevede værket med mit intellekt i højere grad, end at mine følelser blev vakt.
Jeg oplevede Lesions som pragtfuld. Jeg var ekstremt duperet over Andersens måde at performe på: det var en kraftpræstation. Og også hvordan Jules Fischer endnu engang har formået at sakse sig frem til en collage, som tilsammen dannede en kompleks forståelsesramme af nutidens spørgsmål vedrørende, hvordan man som et individ kan indgå i fællesskaber uden at give afkald på sin egen oplevelse af at være i verden.
