Amalie Bergsteins IN SEED residency var ved HAUT i samarbejde mef Teater Zeppelin. HAUT og bastard.blog undersøger sammen måder at dokumentere kunstneriske arbejdsprocesser på.
” In the beginning was the Word.
No.
This is about the moment before the word, when everything inside you is broken open.
Words, together; multiple and multivalent, coming in a rush, sounding in a chorus, a force like a waterfall. A dam breaking. A difficult birth.
(…)
To know one´s place becomes a profound art, in the broken open.
It takes this density of words, their history.
This isn´t about God making the world with the Word. It´s about the witches who´ve been remaking the world, unmaking the mess he made, ever since that difficult birth” – So Mayer
Hvad betyder det at besværge? Jeg læser om Bergsteins research og ønske med sit residency – at undersøge dans som besværgelse.
Jeg slår besværgelse op:
magiske ord eller rituel handling der anvendes når man påkalder en åndelig magt
Eller
det at besværge nogen eller noget
Bergstein, (she/her), som er en danskbaseret danser og performer, er uddannet fra danse- og koreografistudiet på Den Danske Scenekunstskole i 2019. I sit residency ved HAUT har hun fokus på magi og nydelse – med dansen som redskab. Hun beskriver selv, hvordan hun har en fysisk base i vestlige moderne danseteknikker og er senere begyndt at lære pole dance.
Delingen på Teater Zeppelin er en fiktion over dans som besværgelse med inspiration fra genrerne fantasy og folk horror.
Som introduktion til Bergsteins performance, var et oplæg af Sepideh Ardalani (de/dem), som er en iransk-født, usynligt handicappet person, der udfører socialt arbejde på tværs af arter. For eksempel i MASSIA, et selvorganiseret residency i Estland. Her inviterer Ardalani til udveksling om socio-miljømæssige forhold. Dette kommer blandt andet til udtryk ved at arbejde i en fælleshave, som danner grundlag for en kollektiv plejepraksis.
Ardalani, som er blevet inviteret til at dele tanker om brug af besværgelser og deres kærlighed til TikTok, starter med at fortælle om, hvordan man kan opnå eller arbejde med nydelse samtidig med, at man forholder sig til den ressourcemangel vi står overfor set i lyset af klimakrisen.
I en kapitalistisk optik opstår værdi i forhold til produktion, nydelse kommer altid sekundært; først må du yde, så kan du nyde. Det er en iboende, konstant struktur, som til dels er opstået i samklang med kristendommen, og dermed også i forbindelse med patriarkale strukturer. I vesten får vi indoktrineret, at vores værdi ikke er givet, men er noget man skal tilegne sig, og at man derfor ikke er nok i sin egen væren. Men Ardalani er interesseret i, hvordan man kan finde en måde at leve på, som er fyldt af nydelse, som ikke er noget, som skal findes udenfor os selv, men i stedet altid findes i os. Vi behøver ikke skabe det, i stedet skal vi finde måder at opdage det på.
Foredraget undersøger, hvordan man kan udvide rammerne for vores forståelse, følelser, handlinger, omsorg og ikke mindst sprog – alle dele af vores liv, og for Ardalani handler dette om at centrere alt i nydelse. De italesætter, hvordan nydelse (pleasure) oftest tænkes i forbindelse med seksuel nydelse, men de er interesseret i at tænke nydelse som et udvidet felt, der ikke kun omhandler det seksuelle. Det samme gælder ordet magi – Ardalani undersøger ordet, dets historie, men leder samtidig også efter at finde sin egen vej i forbindelse med brugen af det. De reagerer intuitivt på ordet MAGI, mærker det med deres krop, og de ved, at de ønsker mere af det i sit liv, men hvad ordet indebærer er flydende og svært at definere.
Ardalani har et konkret ønske, selvom de ser det som en utopisk drøm, og det er, at ligegyldig, hvad de gør, om det er noget hverdagsligt som at tage opvasken, eller det er noget mere usædvanligt, som at give plads til andre på en workshop, så vil alt ske som en performance af en besværgelse, hvilket for dem betyder at bevæge sig mod en fri verden. Hvilket vil sige, at alle kroppe, menneskelige og ikke-menneskelige vil være opfyldte af nydelse.
Her bliver heksen vigtig at (gen)tænke: heksen er en historisk figur, som altid har stået for frihed, og dermed er en person, som kæmper for retten til en selvstændig, autonom måde at leve på.
Ardalani guider os videre til Bergsteins performance ved at vise to tiktok videoer, som de har lavet, hvor de danser nydelsesfuldt sammen med planter og træer, som findes i deres have. De gnubber sig op ad træstammer og slikker på blade i en erotisering, som ikke udelukkende er seksuel.
I samlet flok bevæger vi os videre fra Ardalanis intelligente, følsomme og håbefulde foredrag, videre ned i Teater Zeppelins mørke teaterrum. I stedet for at ankomme på den måde man normalt gør, går vi igennem kontrolrummet, hvor lys- og lydteknikeren ville sidde. En projektor skinner på et rødt scenetæppe, som dækker for tilgangen til scenen.
Da alle er samlet, begynder et lydlandskab at spille, som udelukkende er instrumental og leder tankerne hen på hypnotiske seancer. To hænder glider frem fra tæppets midterfold,og laver en lille dans for os, hvor det er som om, der findes hemmeligheder inde i begge håndflader, som er blevet skjult, ved at hænderne er blevet knyttet sammen. Til slut åbner hænderne sig for med vrikkende fingre at lokke os ind i den skjulte verden, som er bag bagtæppet.
Herinde er logikken en anden, jeg føler, jeg træder ind i et magisk landskab, udgjort både af fortidig samt kontemporær viden. Scenografien er udgjort af to hjørner, hvoraf den ene er en spejlscene med spejle, som ligger på gulvet med to par højhælede laksko ved siden af. Det andet hjørne er en pole, som står med en underlig form for stilhed over sig, i sine mørke, anonyme farver.
Bergstein starter med en sekvens, hvor hun langsomt bevæger sig, både til musikken men også til en tilsyneladende indre logik, hvor hun virker til at tage ejerskab over rummet. En tilbagevenden bevægelse er, at hun glider hendes arme fra hinanden, og spreder dem ud, mens hun peger med hendes pegefingre. Der er en stolthed i bevægelsen samt en åbning af hendes krop mod rummet, nærmest som en rockmusiker, der indtager en scene. Hun ser op ad igen og igen, som for at påkalde sig et ukendt andet i universet.
Herefter skifter musikken og bliver mere rytmisk og hurtig, og det samme gør Bergsteins bevægelser. Hun næsten flyder eller svæver gennem rummet og hilser nu på alle, som sidder og ser på med hendes blik: vi er nu en del af den magiske besværgelse, som er ved at finde sted.
Frøer begynder at kvække i lyden. Andre dyrelyde stemmer i uden, at jeg kan definere, hvilke de er. En kakofoni opbygger sig imellem rummet, lydene og den dansende krop.
Bergstein tager nu position ved spejlet, hvor hun fjerner sin jakke, som er en del af kostumet, som trækker tankerne hen på en dykkerdragt samt high fashion, og svinger den over sit hoved for herefter at lade den bevægelse manifestere sig ned i hendes hofter, imens hun betragter sig selv i spejlene. Jeg føler mig som en voyeur, der får lov at betragte et ritual, som åbner en krop op for noget, jeg endnu ikke ved, hvad er.
Bergstein forsvinder ud af vores synsfelter for en kort stund med det ene par højhælede sko i hånden, mens lydene af natur og dyr fortsætter. Selv uden en performer tilstede er rummet stadigt interessant og nærmest beroligende at betragte. Dette ændres brat, da Bergstein dramatisk åbner for bagtæppet, hvor hun nu er iført en minimal bikini i grønt, skinnede stof, og et smil som er så glædesfuldt, at jeg går lyst til at grine højt sammen med hende.
Denne glæde er central for den energi, som hun danser videre med, nu i en sekvens, hvor polen er det redskab, hvormed hun positionerer og aktiverer sin krop. Det er lige dele glæde, nydelse, akrobatik og styrke, som kommer til udtryk. Elegant svinger hun sine ben omkring stangen, bevæger sig op af, tager fat med sine hænder, trodser tyngdekraften og vender hele sin krop om, mens hendes ben nu står ud fra hendes underliv, som antenner der vejrer og afbalancer stemningen.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan heksen er blevet afbilledet af patriarkatet som flyvende på en kost, hvormed den underliggende symbolik var en fallos, og nu besværger Bergstein os alle ved at gnubbe, glide og ride op og ned ad en stang i en tværdisciplinær leg mellem udtryksformer, som af magthavere bliver kategoriseret som enten rigtig eller forkert, finkulturel eller vulgær.
Audre Lorde har skrevet om det erotiske som en kraft, der ikke skal negligeres i hendes essay Brug af erotikken: det erotiske som kraft.
”For at sikre sin fremtid må enhver undertrykkende magt fordærve eller forvrænge de forskellige kraftkilder, inden for de undertryktes kultur, som kan levere energi til forandring. For kvinder har det været ensbetydende med at fortrænge erotikken som en mulig kilde til kraft og information i vores liv”.
Det er som om Constellation of the heart ønsker at sammenblande besværgelser, naturviden og pole dancing i en stor heksegryde i et forsøg på at undergrave eksisterende hierarkier, som kun kan opretholdes ved, at vi alle glemmer vores individuelle samt fælles erotiske kraft, og derved træder bort fra vores kraftfulde natur, som Lorde beskriver.
Performancen slutter med, at Bergstein pludselig fremviser, hvor svært det rent faktisk er at gå i de tårnhøje stiletter, da hun rejser sig op og tripper hen mod bagtæppet. Hun forsvinder bag det, og langsomt bliver det trukket fra, hvormed alle os beskuere betragter de tomme stolerækker, hvor vi normalt ville være blevet placeret. Det magiske lys vi har været badet i skinner ud i den tomme teatersal, og bliver med et fingerknips slukket, og salen ligger nu hen i en genkendelig ensomhed, hvor det ikke føles som om meget andet end status quo fortsat kan ske.
Magien fandtes i en erotisk leg, som en opvisning i livsenergi. Det var magisk at være inde i den verden. Forhåbentlig findes den snart på begge sider af tæppet.
