Amduat – en iltmaskine

Hotel Pro Forma iscenesætter med flotte velkendte greb Harald Voetmanns smukke dødedigte på Teater Republique og er måske på godt og ondt et møde mellem litteratur og scene?

Hotel Pro Formas Amduat – en iltmaskine er en fragmentarisk og usentimental fortælling i 12 kapitler om at tage afsked med sin far. På den 28 meter lange scene, uoverskuelig for os publikum ligesom i tidligere Hotel Pro Forma forestillinger fx H. C. Andersen performancen Jeg er kun skindød, danser mytologiske egyptiske figurer, falke og sjakaler, en drømmende dødedans. Danserne klædt i egyptiske dyremasker og kostumer kaster flotte skygger på bagvæggen, idet de  bevæger sig, bølger frem og tilbage som en krig på scenen, akkurat som den kamp faren udkæmper på tærsklen mellem liv og død. Faren (the one and only Bo Madvig) ligger kontrasterende til det mytologiske drømmelag i en helt almindelig hospitalsseng tæt på os, publikum, foran den let forhøjede scene lang som en hospitalsgang.

Faren ligger der faktisk allerede, da vi publikum træder ind i scenerummet, og på den måde bliver vi straks en del af forestillingen, der modigt iscenesætter Harald Voetmanns smukke afskedsdigte Amduat – en iltmaskine. Forestillingen er som mange af Hotel Pro Formas tidligere forestillinger en form for palimpsest, hvor flere lag udspiller sig og lægger sig samtidige til hinanden. Betydningen ligger altså i forskellene mellem lagene. Forestillingen er ikke et forsøg på at afsløre en bagvedliggende sandhed om døden, dens uudgrundelighed findes derimod i klassisk Hotel Pro Forma-stil i overfladen, og derfor ville de flade egyptiske billedtegn, hieroglyfferne og de todimensionelle figurer sandsynligvis passe perfekt til dødsuniverset.

Flerstemmighed

Ved siden af farens hospitalsseng står sønnen (Ask Eckardt Amtoft). Han står alene tilbage, ung, mens faren er på vej over på den anden side, og hans stemme  bliver sammen med lyden fra iltmaskinen en gentagende puls, når han beder faren indtrængende om at tage sin iltmaske, der kan forlænge hans liv en smule, på. Men gennem Harald Voetmanns tekstuddrag får andre personer også stemmer. Hospitalspersonalet bryder hverdagsligt og modsætningsfyldt ind i det vilde, mytologiske drømmeunivers; ”Vi skal lige trille dig en lille tur”. Og farens udtalelser med ønsker om lige at ville have en smøg eller hans natursanselige barndomsminder fra en gyngetur, eller de indledende morbide sproglige forskydninger af sangen Jeg ved en lærkerede afløser på en gang rørende og usentimentalt, sønnens og plejepersonalets udsagn.

Teksten og skriften på væggen i forestillingen er således en form for tavs tale, der som i mange andre forestillinger fra Hotel Pro Formas imponerende bagkatalog, føjer sig til det sceniske univers udfoldelser og bliver en del af det visuelle udtryk, lægger endnu et billedlag til scenografi-palimpsesten. Derudover lægger visuals projiceret op på bagvæggen, hvor bl.a. lysegrønne hospitalsgrafer transformerer sig til hieroglyffer, igen et lag til Amduat – en iltmaskine. Et andet lag er skulpturerne, der falder ned fra loftet, fængslende evil eye lamper af kunstneren Astrid Myntekær. 

Et ligeså betydningsfuldt lag i Hotel Pro Forma-forestillingen er naturligvis musikken. Marie Højlunds reale hospitals-lydlandskaber, iltmaskinens mekaniske pumpen, blander sig meditativt med Hari Shankar Kishores live egyptisk-inspirerede ambient toner, så man ind i mellem fysisk kan mærke det i brystet.

Teater og litteratur på godt og ondt

Om sammenstillingen af Harald Voetmanns digte med det sceniske univers på Teater Republique lykkes er jeg virkelig i tvivl om. Det er heller ikke sikkert, det er det rigtige spørgsmål at stille? Og måske er jeg for præget af mine egne erfaringer med døden. Min far døde pludseligt som 41 årig, da jeg var ti år gammel. Jeg er derfor meget farvet af et barns oplevelser af dødens brutalitet.

Hotel Pro Formas iscenesættelse af Amduat – en iltmaskine bliver muligvis derfor en smule for tam for mig. Jeg forstår til fulde, hvorfor hotellet vælger at gå en usentimental vej ind i dødsriget, men den konkrete fysiske voldsomhed i overskridelsen til døden (også når det gælder en gammel mand), der for mig at se også findes i såvel teksten som i lydlandskabet, bliver desværre sovset for meget ind i dansende ufarlige dyrekostumer, klicheprægede lysegrønne slanger, hieroglyffer og stilskabende lamper. Og måske er det meningen at forestillingen skal afvæbne døden, men den tror jeg ikke på. Dødens angstfulde uudgrundelighed findes hver gang nogen dør og skal stå stærkt i en underverdenstrilogi, som det sker i Hotel Pro Formas ikoniske værk Operation: Orfeo.

Amduat – en lltmaskine af Hotel Pro Forma på Teater Republique

Instruktører og scenografer: Kirsten Dehlholm og Jon R. Skulberg
Med-instruktør: Marie Dahl
Tekst: Harald Voetmann
Lysdesigner: Jesper Kongshaug
Komponister: Hari Shankar Kishore og Marie Højlund
Lyddesigner: Kristian Hverring
Kostumedesigner: Kit Wan Studios
Maskedesigner: Marie Dahl
Videodesigner: Magnus Pind Bjerre
Skulpturer: Astrid Myntekær
Performere: Bo Madvig og Ask Eckardt Amtoft
Dansere: Joel Fritzon, Simone Wierød, Jon Hoff, Christian Reiter Seibæk, Love Hellgren og Christine Sollie Musiker/DJ: Hari Shankar Kishore
Foto: Ditte Valente

Co-produktion mellem Hotel Pro Forma og Teater Republique.

Spiller 1. – 12. juni 2021 på Teater Republique, Østerbro Teater. Forestillingen er anden del af Hotel Pro Formas underverdenstrilogi. Gilgamesh blev opført på Glyptoteket i 2019 og det ikoniske værk Operation Orfeo fra 1993 afslutter trilogien i Skuespilhuset netop nu. Alle tre forestillinger kan ses uafhængigt af hinanden.