Kunstneren Elisabeth Molin inviterede som en del af festivalen Performance Bulletin på performativ middag på Den Frie. As if you could just eat time behandler forbindelser mellem mad og erindring og undersøger især, hvordan vi med udviklingen af vores billedteknologi forfordeler synet og måske mister hukommelsen.
Først får vi serveret en velkomstdrink. Den bliver båret ind på en bakke til os gæster, der står lidt spredt rundt i det ottekantede lokale på Den Frie. Det er kunstneren Elisabeth Molin, der sammen med de tre fremragende performerne Ida Nissen, Jonathan Bonnici og Anna Lea Ouro har inviteret til performativ middag som en del af programmet på festivalen Performance Bulletin. Festivalen er kurateret af Iben Bach Elmstrøm i tæt samarbejde med kunstnerne, Toaster og Den Frie.
Selvom dramaturgien muligvis følger en traditionel middag og den derfor som sagt også indledes med en velkomstdrink, så er alt selvfølgelig ikke som det plejer. Velkomstdrinken lyser nemlig og smager af mineralet magnesium, som også blev brugt til at udvikle kameraflashen.
Settingen til As if you could just eat time er heller ikke, som man måske kunne forvente til et middagsselskab. Lyset er ikke dæmpet, men kommer i stedet væltende ind fra loftets ovenvinduer i det hvid-væggede rum, så jeg bliver lidt selvbevidst, men så kan jeg heldigvis hurtigt sætte mig ned ved et af de tre borde opstillet i rummet. Flere andre gæster har også allerede gjort det samme.
Så følger hvad man kunne kalde forretten. En af de tre performere, der agerer tjenere, alle klædt i lyserøde t-shirts, kommer ind med, hvad der ligner papir på bakkerne. Men det er ikke alle der får et stykke. Endnu en usikkerhedssprække eller et mellemrum i middagskonceptet. Jeg får fx ikke et stykke, men hende ved siden af mig deler sit og viser, at på papiret er et billede af et æble, og at man faktisk kan spise billedet.
I dag konsumerer vi jo også nærmest billeder, som vi spiser mad, ligesom vores hukommelse snarere er gemt i digitale billedarkiver fremfor i vores bevidstheder. Så hvad vil der ske, hvis der en dag ikke længere eksisterede æbler, og vi ikke længere kan smage dem, men kun har dem som billeder, spørger As if you could just eat time muligvis?
En mælkeagtig hvid suppe peger også på, hvordan vi oftest orienterer os gennem synssansen, yderligere forstærket af vores billeteknologier. For suppen smager slet ikke som jeg havde forventet, men af tomat.
As if you could just eat time gør os måske også subtilt opmærksomme på, at erindringer i højere grad dukker op sammen med andre sanser end synssansen, som vi fx ved fra På sporet af den tabte tid, hvor fortælleren Marcels barndom med ét vågner i ham, idet han dufter og mærker lindeteen, da han dypper madeleinekagen i den.
På lignende måde undersøger Elisabeth Molin og de tre performere i As if you could just eat time, som er hendes første større performanceværk, også teksturer, smage og forskellige materialiteter i maden i forhold til kroppen og dens erindringer.
Lidt efter får vi i nemlig serveret fermenteret kampuchea og bløde madboller, som måske relaterer til maven og hjernen, mens den hvide, crispy chokolade, som er den sidste servering, knytter an til tænderne og knoglerne.
Jeg har endnu ikke nævnt et andet vigtigt forstyrrende element for Molins performative middag: tjenerne, som pludselig stiller sig med ansigtet vendt ind mod væggen, som man vist ofte så i teatret i 1990’erne, var det ikke? Eller når de bare går rundt og rundt i lokalet med bakkerne, fumler med og kigger fikseret på kamera eller med ét bryder ud i sang. Vores forventninger til det praktiske omkring middagen forstyrres. Disse mindre gestures lægger sog til de andre forstyrrende lag i middagskonceptet så det glitcher og bliver til noget andet, måske lidt som når kroppen pludselig husker noget?
Elisabeth Molins As if you could just eat time undersøger interessant overlappene mellem minder, mentale billeder, drømme og virkelighed og ikke mindst, når de bliver slørede og flyder ud.