Billedkunstner Suada Demirović har gennem sin mangeårige kunstpraksis bl.a. undersøgt landkortet, geografiske grænser og den kollektive erindring. Senest har hun udstillet det poetiske mobileværk Home – the terrible beauty of unbelonging på Skulpturgaden på Statens Museum for Kunst som en del af udstillingen Forbindelser – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien. bastard har som tredje del i artikelserien med temaet ’erindring’, støttet af Nordisk Kulturfond, talt med Demirović om en eksil-sindstilstand, feminisme, hækling og om at samarbejde med sin mor, Murveta Bačevac.
I år er det 30 år siden, at krigen i det tidligere Jugoslavien i 90’erne sendte over en halv million mennesker på flugt, hvilket på det tidspunkt var den mest udfordrende flygtningesituation siden Anden Verdenskrig. Det har SMK markeret med udstillingen Forbindelsen – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien kurateret af Tijana Mišković. Udstillingen giver fokus til syv toneangivende kunstnere fra den danske kunstscene, der har ophav i det tidligere Jugoslavien. Ideen er, at kunsten kan skabe forbindelser på tværs af landflygtigheden, migrationen har skabt. Udstillingen splintrer således post-migrationistisk samtidig ideen om samlende nationalstats-identiteter, og dermed hvad der er dansk og fremmed.
Billedkunstneren Suada Demirović og hendes mor var ikke blandt flygtningene, der kom til Danmark i 90’erne. Hendes mor kom derimod til Danmark i 70’erne og tilhører altså de mange immigrantarbejdere i Danmark, som ikke har fået nogen særlig opmærksomhed siden. Men det har Suada Demirović forsøgt at ændre i bl.a. videoværket Family Album præsenteret på udstillingsstedet meter i 2018. Derudover har hun lavet større udsmykningsopgaver med erindringstemaer fx for Rigsarkivet i Odense og Viborg.
Da jeg møder Suada Demirović på Cafe Blå Time i København er det dog selvfølgelig hendes senest udstillede 3 meter store transparente mobile/ installation Home – the terrible beauty of unbelonging, der nu hænger så smukt og drejer poetisk som en klode om sin akse i SMK’s skulpturgang, vi hovedsageligt skal tale om, mens vi drikker kaffe og spiser croissanter.
Mette Garfield: Hvorfor et verdenskort?
Suada Demirović: Geografiske kort har været et tilbagevende motiv i min praksis. Der er to dele, der interesserer mig. Dels interesserer det mig at arbejde med geografiske kort, fordi det er en måde at reflektere over emner, der har med grænser og migrationsbevægelser at gøre, men også at reflektere over tilhørssted og nationalstater. En anden meget konkret ting er, at jeg tilbage i 2021 var inviteret med på en udstilling i samtidskunstcentret KRAK i Bihać i Bosnien. Udstillingen undersøgte spørgsmålet om ’tilhørsforhold’. Kuratoren Irfan Hošić inviterede diaspora-kunstnere tilbage til at udstille 30 år efter krigen. Nogle bor delvist i Bosnien, mens mange andre bor ude i verden. Men fordi jeg er født og opvokset i Danmark, har jeg ikke selv oplevet migration, men har arvet fortællingen gennem min mor, Murveta Bačevac, som migrerede til Danmark i 1970’erne. Derfor valgte jeg at lave et samarbejde med hende, fordi det muliggjorde en overlevering af fortællingen om migration. Så gennem hendes erindring har vi kortlagt tre generationers migrationsbevægelser, så det er min bedstefar, min mors generation og min generation. Vi har kortlagt, hvor de boede og senere har bosat sig. Så værket kortlægger ruterne, bevægelserne, men ikke hvor mange.
Og hvor er din mor fra?
Min mor er født i eks-Jugoslavien, i en lille landsby, der nu ligger i Serbien, hendes mor er fra Bosnien, og som ung har hun boet i Skopje i Nordmakedonien og er senere migreret til Danmark. Men dengang var det Jugoslavien. Værkets kort beskæftiger sig desuden med, at der i min familie også har været mange migrationsbevægelser indenfor landets egne grænser. Så værket viser begge dele.
Hvorfor er værket hæklet?
Jeg kommer fra en familie med en stærk tradition i håndarbejde. Min mor har lært at sy, væve og strikke af sin mor, og hun har ydermere en uddannelse i håndarbejde. Der er mange kvinder i min familie, der har arbejdet med håndarbejde. Jeg kan huske, hvordan jeg, som pige har hjulpet med at sy perler og har broderet blomster på brudekjoler. Mange kvinder gjorde det for at få en lille basisindkomst, som sikrede husholdningens økonomi. En anden ting er, at hvis man er vokset op på Balkan eller i et hjem med den kultur, så er det hæklede meget til stede i hjemmet. Det plejede at gå i arv, og er noget, mange kvinder kan. Så de fleste har en relation til det hæklede. Det ville jeg gerne gøre brug af og vise i den kontekst i udstillingen i Bosnien, som jeg var inviteret til.
Er der også et feministisk aspekt i det?
Ja, den tradition, der er i min mors familie; at det var kvindernes håndarbejde, der sikrerede husholdningens økonomi, gjorde, at jeg som voksen tænkte over, at der stadig er en ide om, at det ”bare er kvindearbejde” og ikke særlig værdifuldt og derfor også stærkt underbetalt. Til sammenligning er det slet ikke betalt på niveau med, hvad håndværkere får. Så på den måde er der et feministisk aspekt. Jeg vil gerne vise, at det har en værdi, fordi der strukturelt er meget af det kvinder laver, der er usynligt eller ikke anses som værdifuldt. Det er et eksempel, der ikke kun gælder på Balkan, men i hele verden.
Det hæklede peger måske også tilbage på de kroppe, der har lavet værket, det hårde fysiske arbejde?
Ja, det er hårdt og meget tidskrævende arbejde.
Der er jo også en stor skønhed i det?
Ja, Informations anmelder, Bodil Skovgaard Nielsen, kaldte det ’en meddelelse om det intime liv, der stædigt findes i det storpolitiske spil´.
Ja, de geopolitiske forhold møder den private historie i dit værk.
Ja, og de konsekvenser det har.
Værket er så lavet specielt til Statens Museum for Kunst, ikke?
Jo, det er lavet til Skulpturgaden på SMK. Da jeg lavede værket sammen med min mor til udstillingen i Bosnien, bestod værket af to dele. Jeg skulle kunne folde kortet og sende det derned. Da jeg efter nogle måneder blev spurgt om, jeg ville vise værket på SMK, gik jeg i gang med at revurdere, hvordan jeg skulle præsentere det. For det kunne ikke vises på samme måde. Skulpturgaden er et vanvittigt rum. Der er tyve meter til loftet, du må ikke gøre noget ved marmorgulvet eller væggene. Så hvad gør du? Det satte mig virkelig på prøve. Så det fik mig til at tænke mere skulpturelt, og det fik mig til at tænke, at kortet skulle syes sammen som en cirkel, der drejer om sin egen akse som en klode. Jeg kunne ikke forudse om den ville dreje. Men det gør den.
Er kortet det officielle verdenskort?
Mener du om, det er tro? Altså, det er det kort, vi kender. Der kan godt være små afvigelser, fordi det er håndlavet. For når du hækler, så gør man det i rækker, så hvis du har lavet en fejl, så skal det hele trevles op, hvis det skal rettes. Min mor har været ret træt af mig. Jeg har været meget fokuseret på, at det er en form, vi forstår. Jeg har tidligere lavet et værk, hvor jeg har arbejdet med et kort, som mere var et psykologisk kort. Man ved, at på skolekort i USA, har Sydamerika og Canada været afbilledet mindre for at vise USA’s magt, men jeg har brugt det officielle verdenskort, som vi kender det nu. Det vigtigste har været at vise migrationsbevægelserne. Der er heller ikke nogen landegrænser. Der er ingenting, der er bare kortet med de broderede røde aftegninger.
Hvordan har processen med samarbejdet med din mor været?
Min mor er kommet til Danmark og har arbejdet på fabrik hele sit liv, så der var ikke plads til at bruge sine evner. I starten var min ide, at det var et samarbejde, men at hun primært skulle hækle, for jeg kunne ikke finde ud af det. Hun lavede nogle tests på, hvordan maskerne skulle være, når vi skulle lave det her enkle udtryk uden særlig meget ornamentering, som jeg gerne ville have. Så allerede i starten blev hun pænt træt af mig, for jeg ville flere gange have, at vi skulle starte forfra. Jeg ville have hullerne større, eller der kunne være noget galt proportionelt. Så jeg kunne finde på at sige, at det bliver du nødt til at rette, og så svarede hun, men Suada, det er to ugers arbejde. Det er klart, at hun tænkte meget på tiden og ressourcerne. Men rettelserne var nødvendige.
Jeg havde lavet en skabelon til hende, som jeg hængte op i hendes køkken og lavet et grid, hun kunne arbejde ud fra, men hun fandt sin egen måde. Men det endte med jeg lavede halvdelen, for at vi kunne nå det, men så blev samarbejdet også tydeligere. Men jeg skulle lige lære at hækle. Det var ikke så svært, fordi jeg er vokset op med håndarbejde. Så jeg kom hver morgen hen til min mor og arbejdede. Det har været så fedt at arbejde sammen med hende, fordi jeg ved, at hun er så dygtig, så det har også været godt at kunne udfordre hende. De fleste kunsthåndværkere er traditionsbundne og ved, hvordan materialet opfører sig, og de arbejder med det på en bestemt måde for at få et specifikt resultat. Der er regler, man ikke bryder. Men jeg vidste, hun kunne løse det, men det var ikke nemt. Da vi skulle samle værket og hænge det op på stålrammen på SMK, kunne jeg se, det strammede, så proportionerne blev skæve, så jeg skulle ringe til min mor. Som så kom og re-installerede det hele, så det blev spændt op korrekt. Det var svært at spænde op i cirklen. Vi lavede så mange test. Så det var en rejse, jeg var på sammen med min mor.
Hvor lang tid tog det?
Værket, der blev vist i Bosnien tog fire måneders arbejde, og tilpasningen til SMK tog yderligere to måneder, så seks måneder i alt. Så det er et kæmpe arbejde. Det var jo også en måde at tilbringe tid sammen med min mor på, og jeg elskede at samarbejde med hende. Jeg arbejder med historieskrivning og erindring, så den samtale, der blev med hende, har været noget, jeg ikke kunne få ellers. Der er jo mange fortællinger i alle familier, alle har deres fortællinger om, hvordan noget er blevet til eller skete. Så jeg fik andre vinkler på familiefortællingerne, fordi jeg kom tættere på, erindring er jo også en usikker størrelse.
Vil du sige noget om titlen på værket, som måske også er modsatrettet Home – the terrible beauty of unbelonging?
Det er et paradoks, som titlen godt måtte rumme, både skønheden og det svære. Det er en position jeg selv står i, og ’unbelonging’ er ikke et ord, der findes. Man kan ikke slå det op. I starten brugte jeg det som en arbejdstitel. Da jeg udstillede værket i Bosnien, kom mange unge hen til mig og sagde, ”det er lige præcis sådan, jeg har det”. Så det er en universel historie, særligt hvis man kommer fra Balkan. For mig er det en sindstilstand. Jeg kan ikke sige, hvad det positive og det negative er. Edward Said taler om det at leve i eksil, og hvad det er for en størrelse. Hvordan man positionerer sig selv; det er en måde at være til på, som er mærkeligt i periferien, det lyder negativt, men det kan også være en god ting. Det er en tilstand, som jeg selv har taget til mig som diaspora. Det behøver ikke være enten, eller men er begge dele.
Vil du måske uddybe det med den kollektive erindring? Videoværket Family Album, der blev vist på meter i 2018 handlede også om en families erindring…
Ja, jeg gennemgår familiealbummet sammen med min mor. Der fortæller hun om sin rejse, at hun allerede som ung rejste af sociale og politiske grunde og får sit første job på Toms chokoladefabrik i Danmark. Hun kan ikke tale dansk på det tidspunkt. Det tager hende syv år at lære sproget. Hun arbejder også på en fabrik, hvor der kun er andre, der ikke taler dansk. Så Family Album er en anden måde at kortlægge på via erindring. Jeg tænkte dengang, at det er en generation af immigranter, der ikke har en stemme, ingen har interesseret sig for deres historie, så på den måde er det kollektivistisk, fordi det er en hel generation, der er blevet glemt. Jeg ligger jo selv i mellem, mange tror, jeg er flygtning fra krigen i 90’erne, men det er jeg ikke. Så det er som om, der ikke er en historie før krigen. Så det er også for at sige, at migration ikke er en ny ting. Det har altid foregået.
bastards interskandinaviske artikelserie om erindring, som er første indledende skridt til bastards interskandinaviske udvekslingssamarbejde, er støttet af Nordisk Kulturfond.
Mere fra Mette Garfield