Metropolis festivalen har de sidste tre uger arbejdet på højtryk for at arrangere 100 kunstneres vandringer i Københavns byrum under titlen Wa(l)king Copenhagen. Vandringerne reflekterer på hver deres måde over lockdown situationen. Leder af festivalen Trevor Davies fortæller om tankerne bag.
“Det er en meget mærkelig tid. Der har været så stille. Men nu har vi oplevet en kæmpe interesse for Wa(l)king Copenhagen. Samtidig stilles der spørgsmål til kunstens eksistensgrundlag, og det er måske også det, som indirekte er udgangspunktet for projektet, for er kunst overhovedet nødvendigt? Hvordan kan kunst bidrage til at komme videre fra denne mærkværdige situation?”, indleder leder af Metropolis festivalen og Københavns Internationale Teater, Trevor Davies, vores skype-samtale.
”Hele samfundsdebatten bliver sat ud af spil i denne krise. Det er kun sket enkelte gange i verdenshistorien. Vi har ingen indflydelse på, hvordan situationen udvikler sig, bortset fra at vaske hænder, holde afstand osv. Det er en reducering til en mekanisk håndtering af vores kroppe. Løsningerne er overladt til eksperter og er præget af statistik. Vi mener selvfølgelig, at man skal følge restriktionerne, men det betyder ikke, at man skal holde op med at være et selvstændigt tænkende menneske, der kan sætte ting i relation til noget andet. Det betyder ikke, at man ikke er bekymret, men det betyder, at der også er andre ting, der er vigtige”.
Metropolis mener, at kunstnere kan være med til, at skabe et refleksionspunkt og sætte et andet perspektiv. Metropolis festivalen har for mange år siden fravalgt bygningen som ramme omkring dens virke. Det er i stedet det fælles offentlige rum, hverdagen og forholdet til byen, det handler om. Metropolis bruger byen som scene.
“Vores kulturrum er altså ikke lukket, men radikalt ændret, så vi syntes, vi burde holde fanen højt. Konceptet bag Wa(l)king Copenhagen er meget simpelt og ikke genialt, men en logisk fremskrivning af de muligheder, der er i denne lockdown situation. Mange oplever de ikke kan bidrage til en diskussion om situationen. Så i stedet for at lave en snæver kuratering og arbejde med dem, vi kender, så har vi gjort det til et åbent projekt. Derfor er det heller ikke kun kunstnere, som er vant til at agere i det offentlige rum, som deltager. Vi har kontaktet en række institutioner, som vi har samarbejdet med for at udvælge de 100 kunstnere, som over 100 dage, hver især skal lave en 12 timer lang vandring i København”.
Samarbejdspartnerne er Copenhagen Contemporary, Dansehallerne, Third Ear, Arkitektforeningen, AFUK, Råderum, Det Frie Felts Festival, Skræp, Fotografisk Center og Poesiens Hus.
”Næsten alle de inviterede kunstnere har sagt ja, så vi har ramt en nerve og kunnet mærke et behov for at kunne deltage i noget. Det kan vi også mærke i koncepterne for vandringerne. Det at vandre i byen kan man gøre meget nemt uden de store anstrengelser bortset fra, at det er lang tid at vandre 12 timer. Men den arbejdsindsats vi ser, kunstnerne har gjort for at bearbejde deres praksis, kuratere selv, tænke sig om, det er faktisk rørende, og underbygger tesen om, at der er et intenst ønske om at ytre sig.”
Lad kroppen bestemme
Metropolis har bevidst ikke bedt kunstnerne om at forholde sig direkte til corona-krisen, men kun om at bruge den nedlukkede atmosfære som afsæt. Derfor er det også, at vandringen er blevet konceptet, forklarer Davies, for vandringsturen lader kroppen bestemme, og vi frigøres for hverdagen.
”En vandringstur er ikke rationel. Hvis man flytter sig gennem byen efter en rute, så kræver kroppen, at man forholder sig til andre steder og ting end det, der står i avisen. For det er nærmest en traumatisk tilstand, vi oplever nu. Pandemien optager al opmærksomhed, og det er ikke sundt. Det at sætte kroppen i spil, gør vi alle sammen, når vi skal tænke os om eller tale sammen om noget, som er vigtigt. Så går vi en tur. Der er også mange kunstnere igennem tiden, som har brugt det at vandre til at skabe en anden tilstand, hvor man kan tænke på en ny måde, ikke så rationelt.”
Kunstnerne er blevet bedt om at lægge hver deres rute De skal alle begynde fra deres egen bopæl, men har herefter frit spil til at gå, som de vil rundt i København.
”På den måde bliver de tvunget til at lave et narrativ eller forholde sig til et emne. Og vi har bedt dem om at finde noget, der betyder noget for dem selv. Det kan være alt muligt. Jørgen Teller er fx musiker og komponist, og han vil på sin rute føre publikum gennem det akustiske rum, det vil sige, hvordan byen lyder, når den er tom; hvordan lyder den anderledes? Mikkel Harder Munck-Hansen har besluttet at gå tilbage til alle de steder, han har boet. Han har regnet ud, han har boet omkring 12 steder, han laver en rute, hvor han besøger hvert sted hver time, han går baglæns i sine egne fodspor”.
Walking Copenhagen har altså været et åbent format, hvor Metropolis kun har givet kunstnerne enkle greb, de evt. kunne benytte som fx at optage lyd, indsamle ting, tage fotos, bearbejde opsamlet materiale, skrive på husmure, uddele objekter, have tekst med, agere i eller efterlade ting i landskabet.
”Men de skal finde en ny rute, de ikke har gået før og ikke bare gå rundt på Nørrebro, som de plejer. De skal ud af deres comfortzone og finde et nyt sted og skabe nye relationer. Det er derfor vi har afsat 12 timer, fordi 12 timer er meget længere end en aftentur eller en formiddagsvandring. Hver time, når kirkeklokkerne slår, skal de give et ’livstegn’. Det kan være et digt, som læses op, en improviseret performance, en installation med objekter fra stedet, eller måske har de aftalt at mødes med nogen. Disse tidspunkter kan publikum så opleve via live streaming, og enkelte kunstnere vil invitere publikum med. Det er en rytme med 12 forløb og nedslag. Alle er med til at skrive denne dagbog om byen i undtagelsestilstand”.
Så Wa(l)king Copenhagen er på den måde 1200 live streamede mikroværker, der kan følges via projektets Facebook-side: http://www.facebook.com/walkingcopenhagen.
”Performancekunstner Annika B. Lewis har fx aftalt at mødes med folk og diskutere nogle kunstneriske strategier med dem på sin vandring. Det bliver en teoretisk diskussion i det offentlige rum. Så der er vidt forskellige tilgange til det. Men sammenstillingen af det offentlige og det private rum er fælles.”
Udover at pluraliteten i de mange udtryk præger eventen, har lockdown-stemningens tomhed og vakuum primært båret kunstnernes ideer og har muligvis bragt dem andre steder hen, end de plejer. Hvilken kunst er det derudover ifølge Davies, der er interessant for denne tid?
”En kunstner skaber kun, når hun møder en udfordring, som tvinger hende til at reagere og at skabe, men normalt skal kunstneren være meget optaget af noget for at kunne skabe et værk. Hvad er det, der motiverer kunstneren? Kunstens essens er, at den vil ytre sig modsat flertallets mening. Kunsten forholder sig modsat den stående økonomiske og politiske diskurs. Den befinder sig på et andet niveau”.
Og hvad er det så for en diskurs og samtale Walking Copenhagen inviterer til?
”De indtager ikke rummet for at sætte fokus på sig selv som kunstnere. Faktisk gør mange af dem det næsten anonymt, de agerer nærmest bare, for de påstår indirekte, at et kunstnerisk indslag er vigtigt lige meget om, ingen ser det, eller 1000 mennesker ser det. For det er en aktion som et værk.”
Indenfor den sidste tid har man næsten kun kunnet opleve kunst digitalt, hvad tror Davies, det betyder for kunstnere og kunsten?
”Jeg vil hellere gå et skridt tilbage og spørge: hvordan kan det være, at når sundhedskrisen lukker alle kunstinstitutioner ned, hvorfor kan man så ikke finde en anden måde at forholde sig til krisen på? Hvorfor skal der spilles i kulturens store huse?”, svarer han og fortsætter:
”Man kan skabe kunst på 10 kvadratmeter. Hvad kan du alene kun med et kort, og kan det give mening for dem, der kommer forbi? Det spørger Wa(l)king Copenhagen til helt simpelt. Vi skulle måske finde helt andre modeller at skabe og formidle kunst indenfor. Vi har konstrueret Metropolis, så vi kunne lave et kunstnerisk produktionsapparat, der konsistent kunne håndtere og forholde sig til alle mulige kriser og samfundsemner her og nu. Og nu er hele byen tom, det er en endnu større oplagt mulighed end normalt at bruge den som scene”.
Hvilken betydning har samfundet i kunsten?
”Det er fint nok med programlægning langt ude i fremtiden, men hvis du ikke er i stand til at kunne reagere her og nu, så mister du også din ret til at være en del af den demokratiske debat i et samfund, der siger, hvad så kunstnere? Er det nok at beklage og bede om kompensation og skubbe alt til næste år? Er vi gode nok til at håndtere de kriser, vi selv har været med til at skabe eller udbrede, kunne man spørge?”
Den sidste store krise var flygtningekrisen, hvor medierne på lignende vis ligesom nu var overfyldt med stof om flygtninge.
”Vores medier var totalt oversvømmet, men det var overraskende få kunstnere og kunstinstitutioner, som var i stand til at behandle og håndtere krisen på en fornuftig måde, så de blev en del af den samfundsmæssige debat. Så kunstinstitutioner skal passe på med ikke at lade det gå sig af hænde at være en del af debatten, fordi de ikke kan håndtere at reagere hurtigt. Én måde at gøre det er at nedskalere, således at den enkelte kunstner er i stand til at agere mere spontant, så der ikke skal bruges flere år og millioner af kroner for at producere – fra mainstream til live stream”.