Det støvregnede, mens jeg cyklede igennem København på vej til forestillingen ENTANGLED, som var en del af BEYOND DARKNESS. Mens jeg var i bevægelse, mærkede jeg ikke andet end regnen; hvordan den enkelte dråbe ikke føltes betydelig, men mængden langsomt betød, at mit hår blev tungt og uldjakken kold. Ved hvert rødt lys, jeg holdt for, tog jeg min mobil op og nåede at læse den seneste besked fra min kæreste, og ved det næste røde lys svarede jeg. Samtalen handlede om misforståelser, brug af ord som betyder noget for den ene, men noget andet for den anden, og hvordan man i sin iver på tydelighed, kan ende med at utydeliggøre. Da jeg kom frem til performancen, omhandlede de spørgsmål, som sad fast i mig, som så ofte før, sprogets umulighed, især hvis vi ikke formår at sammenflette det somatiske og semantiske.
Men hvordan sammenfletter jeg min oplevelse af verden, så den ikke tænkes i dikotomier, hverken mellem dig og mig, men ej heller mellem fantasi og virkelighed eller drøm og levet liv? Det var ikke noget dårligt udgangspunkt for at gå ind til BEYOND DARKNESS, som er overskriften for det arbejde, duoen koreograf Nanna Hanfgarn Jensen og instruktør/dramaturg Nadja Mattioli har skabt sammen.
BEYOND DARKNESS rummede to oplevelser, og den første, ENTANGLED, fandt sted i en bunker i en baggård på Frederiksberg, hvor man i en lille gruppe blev ledt ned i stenenes kolde, runde struktur. Den koreografi og gestaltning, der mødte mig, var en sortklædt kvinde, som var danser Anna Stamp, der sad oven på en mindre jordbunke med ryggen til publikum. I rummet var der andre strategisk placerede bunker af jord, og op af disse stak små uigenkendelige objekter, der klart havde noget organisk i deres æstetik, og som pegede i retning af endnu andre fortællinger, der fandtes i dybet, og som ikke var synlige for mit umiddelbare blik.
Performeren begyndte at bevæge sig i rytmiske, hakkende bevægelser. Mine tanker blev med det samme ledt hen på noget dyrisk, fragmenteret, forsøgende. Det var imponerende, hvor dygtig Stamp var i sin formidling af en hybrid tilstand. Formidlingen af performancen ledte tankerne hen på svampes mycelium net og deres kommunikation og skjulte, underjordiske verden. Det var svært for mig at se dette udfoldet som egentlig reference, og det gjorde mig ikke noget. I stedet var det forståelsen af mørke i samspil med sanserne, der stod frem.
Performeren havde konstant lukkede øjne, og der var noget underligt distanceret i at stå i sit overtøj, oprejst, kold og så samtidig være med et så introvert perspektiv, som performeren præsenterede. I ENTANGLED var der klart et ønske om at komme ind i en større bevidsthed, i en form for posthumanistisk tilstand, hvor en tilknytning til naturen står frem, men den korte tid som performancen varede, samt hvordan mit blik nærmest blev voyeuristisk, gjorde, at jeg gled ind og ud af at være til stede i oplevelsen. Jeg blev ikke inkluderet i performerens indre verden, i stedet var jeg tilskuer til den, og dette virkede distancerende.
Særligt stærkt var det dog, da performeren til slut sad og gav slip på hendes underkæbe og langsomt begyndte at savle, og hvor savlen fik lov at løbe og dermed skabte en linje mellem hendes indre og jorden, hvorpå hun savlede. Herefter slukkedes lyset, og vi stod alle i total underjordisk stilhed, og det var ekstremt hvor stærkt, jeg pludselig kunne lugte jordbunkerne. De duftede tungt og vådt. Her blev jeg vist, hvordan sanserne kan forstærkes og leges med i et enkelt greb, der forstærkede hele oplevelsen for mig.
Den anden del havde titlen SCINTILLAE, og den manglende gestaltning af publikums mulighed for at leve sig ind i oplevelsen i ENTANGLED blev her vendt fuldstændig på hovedet. SCINTILLAE var en af de mest gennemførte, interessante og usædvanlige performances jeg længe har set i Danmark.
SCINTILLAE fandt sted på Basement, natklubben, som ligger ved Enghave plads. Endnu engang fortrak man sig bort fra byens lys og larm og ned i mørket, omgivet af stenvægge. Publikum fik hver deres sæt hovedtelefoner udleveret, og vi kom derefter ind og sad på rækker, foran en scene. Lyset forsvandt fuldstændigt, og hovedtelefonerne betød, at jeg var i min egen verden, hvor en feminin stemme begyndte at opridse et landskab for mig, som ikke havde en klassisk lineær narration, men i stedet bevægede sig flydende imellem poetiske beskrivelser af at sanse og skifte til lydeffekter, som var uplacerbare i forhold til at være optagelser af reallyde eller computerskabte.
Lydsiden fortsatte kontinuerligt, men pludselig begyndte en gestalt at fremtræde på scenen i et lys så svagt, at jeg var usikker på, hvad jeg så, og hvorvidt det var en form for fatamorgana. Og det var denne koreografi imellem lys, lyd og en krop som hybrid mellem tilstedeværelse og former, som sammenflettedes på mesterlig vis i SCINTILLAE. Det var underligt rørende og spændende og ikke mindst sanseligt at blive inddraget i denne fortælling, der skete midt imellem min egen oplevelse og performeren, Cecilie Schyth Kjærs, bevægelser.
Der var mange forskellige sekvenser af bevægelser iscenesat igennem forskellige grader af lyssætning. Nogle fungerede bedre end andre, og hvor det klart var de sekvenser, som kaldte mere på fantasien end på at understrege, hvor godt teknikken spillede sammen med fx hop, hvor performeren nærmest forsvandt i luften, der var særligt spændende at leve sig ind i.
BEYOND DARKNESS spørger selv indtil gennem deres formidling ”om det vi oplever, er fantasi eller virkelighed.” Hvis jeg skulle pege på noget, som jeg kunne håbe, at disse virkelig dygtige udøvere tager med videre til forhåbentlig mange flere forestillinger, ville det være at overveje, hvorvidt det er givtigt at opsætte et binært forhold imellem netop virkelighed og fantasi? Jeg tænker, at filosoffen Jacques Lacan netop har påpeget at forholdet mellem det imaginære, det symbolske og det virkelige er uadskillelige. Derfor er en dikotomi mellem fantasi og virkelighed en illusion, men som vi ofte, især i Vesten, hylder som sandhed. Hvis man skal tænke på en anden, mere kontemporær tænker, som også understreger, at det ikke er gavnligt at inddele verden binært, er Ursula K. Le Guin nærliggende. Hele hendes sci-fi ouevre er igen og igen, indtil for ganske nyligt, blevet underkendt, fordi den ikke handlede om det såkaldt realistiske, som mange store, hvide mandlige forfattere har fået lov til igen og igen at fremskrive.
Udover nogle berigende oplevelser, får jeg også lyst til at spørge både mig selv og de omkring mig: Kan vi nogensinde ophæve den påståede binære relation mellem fantasi og virkelighed, hvis vi fortsat italesætter dem som modsætninger?