Nønne Svalholms performancevandring i Aarhus midtby under byens festuge skabte fællesskab og vendte måske frygt til håb med tre vidt forskellige stedsspecifikke koreografiske optrin, som man kun kunne have ønsket sig lidt flere af.
Vi bliver hentet af vores guide. Hun er iført en lang, sort kappe og bærer om armen store, hvide ringe, symboler med sorte kanter på, som hun deler ud til os deltagere på koreografen og kunstnerisk leder Nønne Svalholms performancevandring Collective Matter. Vi skal skiftes til at bære og tage vare på symbolerne og bliver sådan lidt et fællesskab helt fra begyndelsen. Vandringen, der særligt iscenesætter overgange og transformation, er anden del af Svalholms Big Bang-trilogi.
Vi følger nu vores guide i samlet flok ud på pladsen foran Aarhus Teater. Her smyger en lille gruppe blå- og gulklædte personer sig forbi os på vej ned mod Aarhus Domkirke. Deres tøj ligner lidt folkedanseres, men er samtidig lidt for kunstnerisk og smart. De tre ældre kvinder og den unge mand bevæger sig op på en forhøjning med birketræer, hvor vandringens første optrin koreograferet af Snorre Elvin Hansen, der også selv performer, finder sted.
Performerne ligger ned, rejser sig så langsomt op og begynder at holde om træerne, mens de lukker øjnene. Koreografien er smuk, tyst ,og som alle værkerne på vandringen åben for fortolkning. På mig virker performene skræmte, på flugt, som om de gemmer sig i skoven. En fugl flyver forbi og skriger som på bestilling.
Herefter bevæger performerne sig ned på pladsen foran domkirken, hvor de stimler sammen og stiller sig med ansigterne vendt mod hinanden. Så laver de små bevægelser med hænderne foran hinanden og bag på deres rygge. Deres ansigtsmimik og fingre bliver en del af den på en gang forfinede og hverdagslige koreografi. Der dvæles ved de mindste detaljer, der her får vægt og en pluralistisk betydning, og på mig virker som et kærkomment modstykke til byens hurtige konsum.
Vores guide beder os nu om at holde hinanden i hænderne, danne en cirkel og dernæst at stille os på en række to og to. Vi, publikummer, er altså også i bevægelse og bliver lidt mere en del af vandringens fælleskab. Vi går sådan som en hale efter vores guide. Vi skal gå igennem passager og overgange, som hun, måske lidt for teatralsk, gentager for os under Collective Matter vandringen.
Byen som scene
Vi går på pladsen foran domkirken nu for første gang gennem en af de tre oppustede stribede skulpturer, de gennemgange Collective Matter også byder på. Vi går videre gennem byen nu i stilhed, som vi får besked på. Mit blik er hurtigt blevet fiktivt framet, så jeg ser byens virvar som en iscenesættelse. Byen bliver en scene og scenen en by; et greb Metropolis festivalen har arbejdet med længe. Men for mig bliver vandringerne mellem de koreografiske optrin desværre lidt for lange i Collective Matter, så jeg falder ud af framingen og kommer til at tænke på alt muligt andet, hvilket måske er intentionen?
Vi guides dernæst hen til en passage, en stemningsfuld smøge i Aarhus. Og det er pludselig igen, som om vi er et andet sted, et skjult sted byen og som om, vi kommer bagfra, bagpå de fire performere, vi passerer igennem smøgen. De er iført sære masker og farverigt tøj. Tøjet ligner måske noget, vi kender og alligevel ikke. Farverne på tøjet er subtilt i dialog med omgivelserne, ligesom deres bevægelser koreograferet af Marie-Louise Stentebjerg & Ida Elisabeth Larsen. Performerne synger pludseligt ind imellem høje toner. Det er ikke kun kroppene, men stemmerne er også koreograferet i rummet. Vi fortsætter videre gennem smøgen og bliver ført op af en trappe for enden, hvor vi får plads til at stå eller sætte os.
Her kan vi virkelig se de fire performere i smøgen foran os, hvor et halv-magisk scenarie udspiller sig. Performerne bevæger sig meditativt, undertiden i ryk, står næsten stille, vaklende står de lidt forskudt af hinanden hele vejen ned gennem passagen. Og de ender med at danse til et pophit og bevæge helt frem foran os på trappen. Jeg kommer til at associere til de fulde og måske høje unge, vi har mødt på vandringen rundt i byen, der er særligt fuld af ballade og liv på grund af festugen. Koreografien tager måske farve af de festende. Mod afslutningen af det koreografiske, skulpturelle og arkitektonisk interessante optrin dukker en ældre mand i lederhosen og røde sko pludselig også op nærmest som på bestilling.
Det reelle og det fiktive lag føjer sig selvfølgelig til hinanden i Collective Matter, som det har gjort på mange andre performancevandringer; fx det virkelig vellykkede stedspecifikke koncept Mellemrum af Kitt Johnson, der på lignende måde åbnede sprækker i Københavns kvarterer tilbage i nullerne.
Stjerneskud
Det sidste koreografiske optrin på Collective Matter vandringen er på Godsbanen, hvor mørket nu er faldet på. Vi bliver ført op på et skrånende tag under stjernehimlen. Her ligger tre performere. To ældre og en ung danser opfører her Nønne Svalholms koreografi. De stiller sig gentagende op og lægger sig, går i dialog med det skrånende tag. Den unge danser løfter sig også op i bløde, stærke bevægelser. De ældre ikke-skolede kroppe og den trænede krop arbejder sammen, som man også har set i andre af Svalholms værker og i fx Kit Johnson praksis. Og de ser alle direkte på os publikum.
Vi guides nu til at gå forbi performerne og hen til kanten af taget, hvor vi kan se ud over byen. Til sidst spyes en tæt, hvid røg ud bag os, da vi vender tilbage til performernes bevægelser på taget. Og jeg ser et stjerneskud på himlen som den sidste bestilling.
Collective Matter’s koreografiske optrin gav nye vinkler og interessante, fiktive perspektiver på Aarhus midtby. De tre optrin var alle meget arkitektonisk såvel som skulpturelt og visuelt veludførte; koreografi og rum talte med hinanden. Som sagt kunne der derfor for min skyld godt have været endnu flere stedsspecifikke scenarier på den lidt lange fælles vandring fra frygt mod håb.