Den informative og bevægende podcast performance walk af den New York baserede kunstner Nadir Souirgi og London performeren baseret i København, Jonathan Bonnici, giver lidt håb i en nedlukket antropocæn verden
Lydene af vand, skridt, blade i vinden og fugle. Jeg går rundt om søerne i København i en frokostpause. Men naturlydene stammer faktisk ikke fra omgivelserne rundt om mig, men er fra en podcast, jeg lytter til via mine hovedtelefoner. Jeg var deltager på konferencen Aestetics Relations arrangeret for nylig af Københavns Universitets forskningscenter Kunsten som Forum, støttet af Ny Carlsberg Fonden. Hele konferencen foregik selvfølgelig på zoom på grund corona-nedlukningen.
Lydene af vand, skridtene og senere fuglene er fra podcast performance walken Birding the Anthropocene af den New York baserede kunstner Nadir Souirgi og London performeren baseret i København, Jonathan Bonnici, som var en del af konferenceprogrammet. Det er altså Covid-19 kunst med det digitale podcastformats afstand og samtidige intime nærhed produceret på flygtige vilkår, jeg har i ørerne på min gåtur rundt om søerne.
For egentlig skulle Jonathan Bonnici have assisteret Nadir Souirgi med at genskabe performancen Birding the Anthropocene (2019) til en københavnsk kontekst. Den oprindelige performance var en guidet gåtur midt i januar i et urbant område i München, hvor Nadir guidede deltagerne til gå rundt og spotte fugle. Nadir fortalte om fuglenes vaner, en viden, som afslørede tysk historie og den tyske industris afhængighed af bestemte ressourcer både ikke-menneskelige og menneskelige samt interaktioner med resten af verden, særligt de tidligere tyske kolonier.
Men pga. corona-nedlukningen blev det selvfølgelig desværre ikke muligt at genskabe performancen i København. I stedet er kunstnernes fine møde og udveksling omkring deres samarbejde nu blevet til en performance walk, en informativ og bevægende samtale afbrudt af reallyde af vand, skridt, fugle og blade i vinden.
For fugle, vand, skridt, det at gå, at være i naturen og at sanse den, mens man spotter fugle, er ikke kun grundlaget for den oprindelige performance i München, men også en vigtig del af Nadir Souirgis kunstpraksis, der inkorporerer kunstnerens egen praksis som fuglekigger. Podcastens samtale tager derfor også udgangspunkt i, hvordan det at se på fugle kan blive en overlevelsesstrategi og en måde at genfinde glæde i livet for POC i et hvidt domineret samfund
Fuglekiggerpraksis som antiracistisk værktøj
”Birds, space, joy and comfort in these spaces are for you”, siger Nadir Souirgi eftertrykkeligt. Han vil gerne videregive til børnene, han underviser på en skole i Harlem, at der kan være store fordele ved a være i et ikke menneskeligt miljø og se på vildt dyreliv. Han ønsker for alle sine studerende, for alle POC og alle marginaliserede, at de får et eget forhold til naturen, får en følelse af at høre til, og at verden tilhører dem umedieret af hvidhed eller white supremacy.
Jonathan Bonnici spørger derfor også Nadir om en fuglekiggerpraksis kan bruges som antiracistisk værktøj?
Nadir Souirgi svarer, at han mener, den er brugbar til at udvikle og vedligeholde en kritisk racepolitik, fordi en fuglekiggepraksis udvikler dyb observation, engagerer en variation af sanser og kroppe af viden, som hele tiden skal sættes i kontekst af tiden, stedet og vejret.
”It makes me humble”, siger han.
Og der er mange måder at kigge på fugle på; det kan gøres som profession og som en sport, forklarer Nadir, mens jeg selv ser på mågerne sejle i luften og svanerne i søen, da jeg går over Dronning Louises Bro. Man kan også bare se dem i sin baggård uden at kende til arterne og lydene, men for Nadir Souirgi handler det om at opbygge fælleskaber og glæde især med folk, som er nye og ekskluderet fra ornitologiske institutioner og på den måde er det liberation work.
”Det vigtigste for mig er at udvide self care til andre”, siger han.
Nadir forklarer, at en fuglekiggerpraksis samtidig gør opmærksom på, at vi deler rum med ikke-menneskelige væsner. Det giver endda også adgang til andre tider, når man ser på fugle, der ikke har ændret sig gennem i millioner af år. Det vil sige rum, der ikke er defineret af menneskelige civilisationers angst og vold.