bastard

Første gang jeg så et værk af Birgitte Skands, var til Tårnby Park Performance Festival i 2023 med IN DUO WITH EARTH Volume 5. Jeg blev mildest talt blæst bagover af Skands – sjældent har jeg oplevet en performer med så meget nærvær, åbenhed og humor.

På dansescenen i København er der ikke mange andre (hvis nogen) som hende. Der er en mangel på coolness, forstået som i distancetagen, som er særlig ved hende. Hun lader til aldrig at være hoppet med på de nyeste bølger af trends. Også det faktum at det er bestemte kroppe med bestemte udseender, kropsbygning og alder, som er mest velkendt og brugt i performance, men i særdeleshed også i dans, gør, at det var ret vidunderligt at se hende performe, fordi det var dejligt at betragte en kvinde, som har bevæget sig videre fra den tidlige ungdom til en smuk midaldrende uden, at hendes krop på nogen måde bærer sig selv med andet end nydelse. 

IN DUO WITH EARTH Volume 5 virkede ved første øjekast til at være en improvisation, særligt da Skands begyndte at danse på en måde, som mest af alt lignede, at hun var til en privatfest, hvor hun lige dele dansede for sig selv og for os med så meget nydelse, at mine kinder blussede en smule.

Dette gentog sig da jeg så Skands nyeste værk på Dansehallerne i november 2024, STILL / DANCING / BODY, som var skabt af Taneli Törmä til Skands.

Her bevægede koreografien sig igen mellem dans, pauser, sang og lange sekvenser, der fungerede som meditationer over at være en krop i forbindelse med en verden, som er i opløsning og transformation grundet kapitalismen og klimakrisen. Dog, hvor Skands altid vendte tilbage til glæde, til at sanse og trække vejret og livet dybt ned i lungerne og lade os betragte denne vejrtrækning som en essentiel del af værket.

Det blev tydeligt i begge performances, at Skands agerer som et kropsligt arkiv, som er udgjort af mange forskellige elementer, og at alle disse var lige vigtige. Arkivet, som her er Skands´ egen krop og historie, kommer til syne gennem især affekt og sanselighed, og dermed ikke kun den viden, som man får fortalt. Det var som om, Skands ønskede at bidrage til en forståelse af historieskrivningen, som er langt mere inkluderende end, hvordan vores forståelse af verden hidtil har været.

Jeg har længe gerne ville interviewe Skands, fordi hun i mine øjne er en ener, og fordi hun fortjener plads og tid til at blive hørt. Samtidig er hun en person, som ikke har en stor online persona, og derfor er der ikke mange andre steder at få viden om hende end fra lige præcis hende selv.

Karin Hald [KH]: Jeg ved, at du som ung i 20´erne rejste til New York og blev optaget på The Juilliard, School og at du har en lang og omfattende karriere bag dig som dansekunstner, men meget andet om dig ved jeg ikke, andet end brudstykker jeg har kunne finde hist og her. Hvis du skulle fortælle mig om dig selv i kapacitet som skabende menneske, hvad har du så mest lyst til at starte med at fortælle?

Birgitte Skands [BS]:For mig har dans altid været forbundet til selve livet, helt siden jeg var lille. Dans i kombinationen med musik, er selve min livsnerve, mit udtryk og min inspiration.

Jeg er født i Danmark i 60’erne og er opvokset som teenager i København i 70’erne. Denne hippietid har lagt rødder for en åbensindet, men også selvstændig tilværelse, og en tro på det retfærdige samt en styrke til ikke at falde for ideen om at passe ind, hvad end det nu har betydet i forskellige kontekster, uanset om det er (eller har været) kunstnerisk, personligt, professionelt m.m.

Som teenager agerede jeg både som stærkt venstreorienteret politisk aktivist, men også som disciplineret danser. Jeg tror, at denne kontrast har været et led i mit fundament som kunstner de sidste 40 år. I mit kunstneriske arbejde lægger jeg stor vægt på at skabe modstand overfor det fastlåste og det uretfærdige. Både i kunsten, livet og verden har bevægelse, dans, musik og performance altid været mit medie for dette.

I start 80’erne tog jeg til New York, for at starte på Juilliard, hvor jeg havde været til audition året forinden. På skolen havde vi flamenco, klassisk indisk dans, ballet, moderne, Graham, musikteori og historie, komposition og koreografi. Juilliard gav mig dybdegående indsigt og træning i contemporary og moderne teknikker, både teoretisk og/eller fysisk undervisning. Jeg var også meget glad for at være med som den sidste årgang, der havde Hanya Holm, som arbejdede mere konceptuelt og filosofisk med performativitet m.m.

En anden koreograf, der ofte satte værker op på skolen, var Paul Taylor. Han og hans dansere instruerede mig til værket Cloven Kingdom, men lærte mig også Esplanade.

Hans totale forståelse og udnyttelse af rummet og kroppen, som det at løbe og bevæge sig i relation til rummet, har været et vendingspunkt i min forståelse af koreografi og koreografisk tænkning og bevægelse. Koreografi var en vigtig del af uddannelsen på det tidspunkt, og vi koreograferede tit for og med hinanden.

Når jeg reflekterer over dit spørgsmål i sin helhed, så spørger jeg mig selv:

Hvad kommer jeg fra?

Hvad har været gennemtrængende i mit liv de sidste 15 år?

Og i det er der en ting, der stikker ud for mig:

Jeg har altid har fulgt min nysgerrighed. Gennem den har jeg kunne bibeholde humor og kritisk sans, samt et ønske om at møde publikum og mennesket ligeværdigt og direkte. Mit håb er at dette også viser sig i mit arbejde og i min dans.

KH: Hvordan har din karriere udviklet sig siden Juilliard og dine formative år? Hvordan bevægede du dig videre fra New York og tilbage til Danmark?

BS: Mit liv som dansekunstner spreder sig bredt udover tid og sted. Efter Juilliard dansede jeg både i kompagnier, var på tournéer og som freelancer, herunder i Gath Fagan kompagni, DanceBrazil kompagni, musicalen Queenie Pie af Duke Ellington, danser i Dancer in the dark af Lars von Trier m.m.

Men efter nogle år vendte jeg tilbage til København. Danmark var på dette tidspunkt et helt andet sted i forhold til moderne kontemporær dans end New York, og jeg fandt det meget svært at finde fodfæste på dansescenen her i Danmark.

I de første år underviste jeg på Oure, turnerede med Ann Crosset performance gruppe Proko m.m, Men i 1995 var jeg ude for en stor ulykke i K.B. Hallen under en filmoptagelse til en tennisballet. Dette viste sig at ændre mit liv ret drastisk og er en sorg, som stadig følger mig. Denne skade betød, at jeg ikke kunne vende tilbage til den dansende krop, som jeg havde før, og det har været en lang rejse for mig finde nye veje i og med dansen og den måde, jeg arbejder med mig selv og min krop på.

I 2000 fik jeg min datter og skiftede mit fokus mod undervisning og tid med hende, dette var en vidunderlig og fantastisk tid, men også en travl tid som enemor. Jeg tog en læreruddannelse og begyndte at arbejde som lærer og danseunderviser, men den indre danser slap jeg dog aldrig. På dette tidspunkt kunne man stadigvæk se mig poppe op i Dansens Hus til morgentræning ind imellem – men ikke som koreograf af egne værker. Jeg skabte på andre måder.

I 2013 begyndte jeg på en kandidat i pædagogisk filosofi, og det er i disse år, at jeg udvikler IN DUO WITH EARTH og Philo-physical: dance-lecture-series, som var mit eksperiment i at samle filosofisk viden, tekst, refleksioner og bevægelse. Min jordklode, en malet træningsbold, er altid med i disse værker. Den pumpes op, den hviler, den mister luft, den er en stor cirkel. Den er krop, den er moder jord, den er forbindelse til kroppens filosofiske univers i konteksten af dette værk.  

KH: Prøv at fortælle mig om det seneste værk, du skabte i samarbejde med Taneli Törma, hvad var din oplevelse af og med det?

BS: STILL / DANCING / BODY er et værk, hvor Taneli Törma og jeg har været i tæt samarbejde. Det handler om at kunne huske kroppen. Det er et bevægelsesbaseret værk, og vi har fokuseret meget på dansen og kvaliteten af dansen, vinden og det rent livsnære, som selve det – at trække vejret. Åndedrættet er jo rytmen og livet. At huske kroppen er derfor ’noget større’ i denne kontekst, noget der går langt tilbage i menneskets historie.

Et andet fokuspunkt eller tema er vores tætte venskab, som voksede gennem Corona epidemien, hvor vi fik som ritual at tage på cykelture flere gange om ugen samt filme dette. Disse klip/scener blev til filmen Birgitte, som også spillede i foyeren i Dansehallerne under spilledagene. Gennem forestillingen har jeg en sat ramme med rum til improvisation, hvor jeg performer ’det satte som u-sat’, og ’det tilfældige som ikke tilfældigt’.

I værket er der langsomme sektioner med gentagede ritualer af kærlighed, tale, rytmiske, grove dansesektioner med manège og spring samt andre med simple bevægelser som porte de bras, som jo er en bevægelse, jeg har lavet hele livet nærmest dagligt. Vi har prøvet at arbejde med simplicitet og dagligdagshed samt kroppen som et univers i sig selv.

Selvom jeg er dybt præget af postmoderne praksis, after dance-tænkning m.m, sætter jeg personligt ikke tilfældige ting sammen uden, der er en baggrund og grund til det. Jeg ønsker ikke at fremvise et ’neutralt menneske’ fra et objektivt blik. Jeg spørger ind til, hvilket blik der ser, og hvor tingene kommer fra. Jeg er bevidst om, at alt sidder i kroppen og også i væggene, historien.

For mig er kontekst og levet erfaring en vigtig og essentiel del af mit kunstneriske arbejde og kreative proces. Jeg prøver så vidt muligt at ’træde ud på ordet’ med kroppen og bevæge mig kunstnerisk og fysisk derfra. Tematisk ønsker jeg at lade lyset strømme ind med en naturlig oprigtighed, sensitivitet, humor og vedligeholde alle de små vigtige ting i livet, som egentlig er store, og som gør det nærværende og berigende forstørret.

Derfor handler både In Duo with Earth og STILL / DANCING / BODY ikke så meget om, hvad det betyder at blive ældre, (som også er relevant), men mere om de mange vinkler og cyklusser livet drejer en rund ring om og igennem.

KH:Du er en moden performer, og det er tydeligt ud fra det, du beskriver, at du har fundet vej gennem livet på din egen måde med masser af integritet og har skabt dit eget koreografiske udtryk. Du har gennem livslang nysgerrighed undersøgt en middelvej mellem dig selv og den omgivende verden – hvad drømmer du om for fremtiden, både din egen og klodens?

BS: Det er et stort spørgsmål, men jeg kan prøve at besvare det så godt, som jeg kan. Jeg føler en absolut nødvendighed ved netop dette. Både i forhold til mit eget liv og vores forhold til verden. I den tid vi lever i, er kroppen, bevægelse og liv blevet meget værdifuld og ikke noget, der kan tages for givet.

Personligt ønsker jeg at få tid og rum til at fordybe mig i min praksis og med min dans og kunst. Jeg ønsker at danse, og bringe den danser jeg er ud i verden! Performe mine værker, indgå i performances og koreografiske processer med nye og gamle samarbejdspartnere og ikke mindst blive set og hørt på dansescenen. Jeg drømmer om at få ro til at kunne hellige min tid og kræfter til at bidrage aktivt deltagende i det vibrerende og blomstrende community, der er i dans lige nu i København, og få rum til at bidrage med alt, hvad jeg har og bringer som dansekunstner, og at jeg kan få kunstnerisk, personlig og økonomisk frihed til at gøre alt dette.

Lige nu ønsker jeg, at værket STILL/ DANCING / BODY kan være med til at åbne nye døre op for, hvem der danser på landets scener – og hvem der få lov til at lave forestillingerne. For mig som veteran danser og altid begyndende koreograf, vender jeg jo her lidt op og ned på ideen om, hvordan den ’rigtige’ rækkefølge og progression af ens dansekarriere skal forløbe. Jeg vil gerne ændre den forestilling (og andre fastlåste tankesæt) og inspirere.  

Jeg håber min livserfaring, mit blik, min dybde i mange dansetraditioner og min viden i form af tværæstetisk bevægelsessprog åbner op for tankesæt og blik og en mere nuanceret forståelse af hinanden.

I det større verdensperspektiv ville jeg ønske at degrowth, altså tanken om komplet stop af vækst over alt andet ville tage til i styrke. Jeg har et ønske efter ro, fred, respekt, forståelse og kærlighed til og for hinanden. Vi agerer for aggressivt mod alt, der tjener os, og det holder ikke i det lange løb, det har vi set for længe siden, men bliver ved med at fortsætte med de samme ting over og over igen. Jeg ønsker respekt for menneskeliv, dyreliv, planter, økosystemer m.m. og ægte radikal politik, sociale initiativer og handling for at stoppe den destruktion, vi som art er ved at forudsige alt levende på kloden.