Body Acts – Sofie Volquartz Lebech

Sygesengen forvandler sig til en kampplads, og det private bliver politisk i Sofie Volquartz Lebechs enkle, stærke og personlige performanceværk, Body Acts, på Teater Får 302.

”Jeg ligger i sengen”, lyder det lakonisk, efter hvad der føles som mange minutter. Vi sidder i Teater FÅR302s intime teaterrum, en toværelseslejlighed, der er bygget om til en lille teaterscene. Vi har først kunne betragte den talende kvindes ryg. Hun ligger i en seng. Hun ligger helt stille. Så vi kunne blive i tvivl om, hun er levende. Men så taler hun, som sagt, med ét til os, stadig med ryggen til. Så hendes stemme virker forsinket. Der er en pause, en afstand, mellem det vi ser, og det hun siger. Hun fortæller os, hvad vi allerede ser. Der findes noget før sproget – kroppen måske?

Distancen i teaterrummet gør os også beviste om, det er performancekunst, vi bevidner. Det er ikke en naturalistisk forestilling båret af et drama omkring forskellige karakterers psykologi, vi skal indleve og glemme os selv i.

Samtidig giver kvindens gentagende benævnende stemme en indramning og en puls, som helt fra begyndelsen giver værket, billedet af den sengeliggende, liv. At hun nævner sine handlinger, er måske også med til at forvandle hendes afmægtighed i sygesengen til handling.

Hun sætter sig op, efter hun har forklaret os, hvordan hun ligger meget af sine vågne timer i sengen, fordi hun har smerter. Hun lider af en autoimmun sygdom, og hun har depressioner. Hun åbner et pilleglas, tager et par piller ud og synker dem med en tår vand. Hun tager også medicin, fortæller hun.

Hun rejser sig også op og stiller sig ud på gulvet og hælder vand fra en flaske ud over gulvet. Hun danser ligefrem lidt, svinger sin krop, sine hofter rundt med en kontrasterende lethed i forhold til langsomheden og tyngden i sengen. og min veninde, der er med inde og se forestillingen, spørger, da vi er på vej hjem fra Teater FÅR302, om jeg tror, hun er danser.

Jeg ved det ikke, men jeg har set to andre af performancekunstneren Sofie Volquartz Lebech performance lectures på henholdsvis Medicinsk Museion og Teater FÅR302. De værker tog også udgangspunkt i hendes personlige liv med en autoimmun sygdom, men i Body Acts er det som om, vi kommer endnu tættere på. Måske fordi værket er så enkelt: en kvinde i sin seng, der spørger til, hvad man kan holde til og kan tillade sig, når man er syg.

Kan man være aktivist og politisk kunstner, når man er syg og ikke kan gå på gaden i demonstrationer og aktioner? Kan man tillade sig at få et barn, når man har en autoimmun sygdom og depressioner?

Det er nok også den intime setting selvfølgelig, der gør, at vi føler, vi kommer tæt på et menneske. Sengen i lejligheden. Jeg kommer til at tænke på den britiske kunstner Tracey Emins seng. Installationen My bed jeg har set på Louisiana for nylig. Jeg var der med min søster, der har siddet i kørestol, siden hun var 20 år. Vi blev forundrede over, at Tracey Emins senge-installation i kunstkredse havde udløst et ramaskrig, da den første gang blev udstillet i 90’erne.

Hvorfor skabte en seng, et møbel, som mange mennesker vel sover i hver nat, sådan en furore? Var det, fordi man virkelig kunne fornemme personen, der havde ligget i sengen? At personen havde haft sex, sovet, men også have været misbruger og syg i sengen. En masse skrald; revnede nylonstrømper, kondomer, vodkaflasker, brugte menstruationsbind, madrester, ’you name it’, ligger i og rundt om sengen. Et break up scenarie måske, som mange kender til, men som helst skal være skjult fra offentligheden.

Der er slet ikke samme display af det fuldstændigt ’messy’, uorganiserede, muligvis ligefrem vanvittige i den kontrollerede Body Acts. Det er ikke empati, udladning af følelser og medlidenhed Body Acts søger for mig at se, men derimod undersøgelse og refleksion. Men der er et dybt mørke i Body Acts, som bliver helt konkret i lyssætningen, særligt i en sekvens, hvor Lebech står i absolut skygge, så vi kun kan høre hendes stemme.

Body Acts rammer mig sikkert også særligt, fordi jeg selv lider af PTSD og har lidt af stress og angst længe. Så jeg kender til at ville alt muligt, men ikke at kunne. Og kender også til, som Lebech forklarer, at være ret syg, men samtidig stadig til dels at kunne passe mit arbejde. Så omgivelserne ikke helt forstår ens sygdom.

Men Body Acts handler netop også ’bare’ om, at vi alle kan blive syge. Det er et vilkår i livet, den skrøbelighed, der følger med at være menneskekrop. Vi bliver alle ældre og sårbare og skal dø en gang. Og derfor er det selvfølgelig vigtigt at fortælle andre historier, end fiktionen om det stærke, handlekraftige, capable menneske. At udvide historien om det ’normale’.

Lebech citerer også om sengens forvandling fra et sted, hvor man sover og elsker til et sted for sygdom, fra den amerikanske forfatter Anne Boyers bog Ikke at dø, der beskriver forfatterens egen sygdom efter en kræftdiagnose, men også er en undersøgelse af sygdomsbegrebet i det 21. århundrede.

Foto: Søren Meisner

Inddragelse af andre kunstnere – et aktivistisk fællesskab

Sofie Volquartz Lebech fortæller os igen, at hun gerne vil være aktivist. Hun ville fx gerne have været med i Solvogns-aktionen i Rebild bakker ved den danske fejring af USA’s 200års fødselsdag. Hun løber også rundt som en hest på scenen, mens hun beskriver aktionen. Det er klart. hvor stærkt hun ønsker at være en del af en fælles politisk, kritisk handling. Men hun konstaterer næsten i samme åndedrag, at med hendes sygdom og diagnose ville det ikke have været muligt.

I sin performance lecture inddrager Sofie Volquartz Lebech også andre kunstnere og kunstbegivenheder. Fx Mierle Laderman Ukules ’maintenance art’. Ukule skrubbede trapper og gulve på et kunstmuseum i Hartford for at gøre det usynlige, men store rengøringsarbejde synligt og transformere det til kunst. Lebech vasker også gulvet på Teater FÅR302s scene og demonstrerer for os, at små hverdagslige handlinger i mindre ikke nødvendigvis offentlige rum kan være en kritisk, kunstnerisk handling; at det private kan være politisk.

Eventyret Tornerose får også en plads i Body Acts. For vores hovedperson vil, udover drømmene om at tage del i en fælles kamp om en bedre fremtid og verden, gerne sove. Hun er træt og syg. Så Lebeck læser i et lyserødt lysskær op fra eventyret om Tornerose, der sover, men bliver reddet af prinsen, da han kysser hende. Men Lebech konstaterer igen nøgternt og lakonisk, at der kommer ingen prins i virkeligheden og befrier den syge fra søvnen: ”Den syge vil sove”.

Afslutningsvist spørger Lebech inspireret af den koreanske, forfatter, kunstner og musiker Johanna Hedva: ”Hvordan kaster man en mursten gennem vinduet på en bank, hvis man ikke kan komme ud af sengen?” Lebech tager i det samme en pose med tunge brosten frem og vælter dem ud på scenegulvet. Så det pludselig larmer i det ellers stille og forsigtige scenerum. Vi når måske at blive nervøse for om, Lebech vil kaste med stenene? Vil hun ligefrem kaste dem ud på os? Og jeg får også tanker om ungdomshuset, autonome og deres kampe med politiet. Og tydelige billeder på, hvordan vi forbinder aktivisme med stærke handlinger på gaden i det offentlige rum.

Men Lebech deler i stedet stenene ud til os på publikumssæderne, så det tunge ansvar ikke længere skal bæres af hende alene.

Samtidig perspektiverer og væver Lebech ved at inddrage andre kunstnere og deres værker heller ikke kun sin personlige fortælling ind i litteratur- og kunsthistorien, men får også skabt et kollektivt netværk af andre stemmer omkring sin egen og et muligt fællesskabsrum fra sygesengen.

Body Acts transformerer med et centrum omkring sengen, hvor man både sover, elsker og lever, men også er syg og mentalt kan gå i opløsning, politiske handlinger til at ske helt ind i det nære rum. Det politiske teater bliver til teater om sygdom performet af den skrøbelige krop. Og det er måske alligevel lidt et svar på det ubesvarede spørgsmål Sofie Volquartz Lebech gentager gennem forestillingen. Kan man være aktivist fra sengen?

BODY ACTS på Teater Får302 fra den 23.-29. oktober.

Tekst, iscenesættelse og performer: Sofie Volquartz Lebech
Iscenesættelseskonsulent: Jon R. Skulberg
Dramaturg: Astrid Hansen Holm
Lysdesigner:Felipe Osorio-Guzmán
Grafisk design: og foto Søren Meisner
Produktion: De Kreatives Kontor