Performancekunstner og kunstnerisk forsker, Camilla Graff, er i gang med et langvarigt, større fællesskabsprojekt, der inddrager børn, beboere og institutioner i den vestjyske by Fjaltring. Kunstprojektet angår os alle, da det undersøger og adresserer de vigtigste spørgsmål i vores tid; vores relationer til dyrene og naturen. Hun fortæller om tankerne bag projektet Vi, Dyrene, som bastard kommer til at følge fremover.
Morgenlyset falder ind fra vinduet på teen, jordbærrene og kardemomme-snurrerne, som jeg er blevet inviteret på i performancekunstner og kunstnerisk forsker Camilla Graff Juniors stue i Blågårdsgade. Vi skal tale om det langvarige performanceprojekt Vi, dyrene – et fællesskab, som hun laver i samarbejde med dyr, planter, børn og beboere på Fjaltring Trans-egnen i Vestjylland.
Camilla Graff Junior er i sin praksis interesseret i spejlinger, empati og kollektiv videndeling. Elementer man i høj grad kan sige, vi har brug for nu og som sammen med eftertænksomhed præger hele min samtale med Graff. Som mange performancekunstnere vender hun tilbage og gentager sine performances i nye variationer og kontekster. Værket, Vi, dyrene – et fællesskab, som er udspringet for det kunstneriske fælleskabsprojekt på Fjaltring Trans-egnen, lader deltagere spejle sig i dyr og bruger deres kollektive erfaringer og viden om dyrene. Men værket handler også om at give agens til dyrene.
Camilla Graff [CG]: Vi, dyrene er et materiale, som jeg har udforsket i forskellige undersøgelser sammen med forskellige samarbejdspartnere og i forskellige kontekster. Projektet arbejder med spejlinger og med hvilke ord og billeder, vi sætter på de spejlinger. Jeg ser kommaet i Vi, dyrene som spejlet, og samtidig er vi en helhed. Vi, mennesker, bør se os ind i en helhed med dyr og andet levende. Projektet tager udgangspunkt i et citat af filosoffen, kuratoren og forfatteren Paul B. Preciado:
“Contrary to what one might imagine, our health will not come from a border or separation, but only from a new understanding of community with all living creatures, a new sharing with other beings on the planet”.
MG: Vil du uddybe det?
CG: Ja, vi definerer os på mange måder ud fra en adskillelse. Men det er virkelig vigtigt at træde ud af de hierarkier for at træde ind i en anden tænkning. Så fællesskabsprojektet i Fjaltring udspringer også af et ønske om at tænke tingene sammen og arbejder med empati.
MG: Kan man også sige, der er en form for terapi i Vi, dyrene?
CG: Ja, det kan man. Jeg er interesseret i, hvordan man kan dele viden og dele noget om sig selv. Jeg vil gerne skabe et rum, hvor der er plads til at beskrive ting. Vi har lige siddet og kigget på udgivelsen med Tove Ditlevsens interviews og på Annie Ernaux bøger. Det har revolutioneret min verden at læse Ernaux, ikke? Hun talte på Den Sorte Diamant for nylig om at ’reconaissance’ både er at blive set og anerkendt, men også genkendt. Og Rachel Cusk taler om, hvordan hun i sin læsning af Ernaux bliver kastet ind i en stadig dybere tilstand af genkendelser.
Jeg tror, genkendelsen er utrolig vigtig. Og den genkendelse kan man læse ind i mange ting, bl.a. et dyr, som på mange måder er fremmed. Men det skaber et meget vigtigt møde, som har en kraft. Det er vigtigt at træne rejsen over til det andet. Det skal vi træne som samfund. Rejsen mod det andet, og som også gør vores liv større.
MG: Vil du måske knytte nogle flere ord til det stedspecifikke ved Vi, dyrene i Fjaltring?
CG: I Fjaltring har det udviklet sig meget konkret til at undersøge, hvilke planter og dyr, der befinder sig i området. Vi har delt det ind i fire undersøgelser; insekter i vilde haver, havdyr, fugle og produktionsdyr.
Vi, dyrene – et fællesskab. Foto: Camilla Graff Junior
MG: Og så er der også det kollektive aspekt i performancen Vi, dyrene?
CG: Ja, det jeg tager med til Fjaltring, er, hvordan viden om noget bevæger sig. Vi, dyrene arbejder med erfaret viden, og vi prøver at finde ud af, hvem der ved hvad på egnen, og at skabe situationer, hvor den viden bliver delt.
I huskunstnerprojektet har vi brugt en masse spørgsmål som performativt redskab. Spørgsmål er med til at give mange perspektiver på noget. I første del af huskunstnerprojektet er det børnene, der har formuleret spørgsmålene. Vi har så arbejdet med at stille spørgsmål til de fire undersøgelser om dyrene, hvor vi i undersøgelsen af produktionsdyr startede med at kigge på, hvad og hvorfor de sælger det, de gør hos købmanden. Bagefter har vi besøgt en konventionel svinefarm og et økologisk landbrug. Vi har også talt med en tidligere ansat på et slagteri. Det er faktisk meget voldsomt materiale, når jeg lytter til lydsporene nu.
MG: Hvad hører du?
CG: Jeg har skåret noget væk, fordi det bliver for mørkt. Hvis dyrene bliver stressede, kan man smage det på kødet. Så den tidligere slagteriarbejder beskrev, at dyrene ikke lægger mærke til, at de lige så stille bliver skubbet ind i et rum, hvor de bliver gasset. Det er nogle ekstremt voldsomme billeder. Hvis man accepterer de betingelser og lever i et samfund, hvor man spiser kød, har man måske også accepteret, at tingene er ekstremt adskilte. Man ved ikke, hvordan det foregår. Den adskillelse er præmissen for at leve sådan.
MG: Du er også optaget af moderskabet i forhold til produktionsdyr, vil du fortælle om det?
CG: Ja, det med at optimere produktionen?
MG: Ja, du har fx vist mig billeder af de fastspændte søer.
CM: Ja, det har været vedkommende at undersøge sammen med friskoleeleverne. De identificerer sig i høj grad med dyreunger og er empatiske overfor dem. Vi besøgte en svineavler med børnene. Svineavlerne har meget fokus på en form for dyrevelfærd. Der er rammer, regler og dyrlæger. Så de vil sikkert svinene det bedste også, fordi det er deres produkter. Samtidig optimerer svineavlere produktionen, så nu inseminerer man søerne, så de får mange flere unger, end soen har patter til. En hel del unger dør, fordi de ikke er stærke nok. Så det er vigtigt at komme ud og undersøge, og man skal have respekt for at få lov til at komme ind og snakke og stille spørgsmål. Samtidig er det voldsomt og klaustrofobisk at se, hvordan der ikke er halm, dagslys …
MG: I besøgte også et økologisk landbrug?
CG: Ja, det gjorde vi. Et af spørgsmålene, børnene stillede, var, om dyr har følelser. Konventionelle svineavlere taler også om dyrs følelser, når de taler om stress, og at dyrene ikke må mærke stress. Mennesker, der er stressede, må heller ikke komme ind til dem, fordi de producerer stress. Man kan se på billederne, der blev taget, at børnene bliver mere og mere vilde i øjnene, man kan se deres flakkende blikke. Olga, min datter ville gerne ud fra den konventionelle svinefarm, men hun gik glad derind. Men børnene sagde også, at de nu har set det og kan tale om det og argumentere, hvis de kommer i en samtale om det.
MG: Hvor gamle er børnene?
CG: De er fra 1. til 8. klasse. Og min oplevelse er, at de tænker godt og frit. Hele ideen er, at undersøgelserne ikke skal gå i en præcis og bestemt retning, men at vi informerer os sammen.
Vi har meget svært ved at tænke andre levende væsner ind i vores sammenhænge, men børnene fra Fjaltring er bedre til det.
Vi, dyrene – et fællesskab. Foto: Camilla Graff Junior
MG: Og det sker i samarbejde med underviserne og skolen?
CG: Ja, det er jo en mindre skole, så det har været for hele skolen. Vi har også inviteret en række lokale borgere ind for at tale om de fire undersøgelser, vi har haft i projektet. Langsomt har vi fået mere og mere fokus på det stedspecifikke gennem de lokale borgere, hvad der er for nogle planter og dyr i området. Vi arbejder så hen imod at indsamle, dokumentere og dele.
MG: Vil du sige mere om, hvad der kommer til at ske fremover, og hvordan I vil arbejde for fællesskabet i byen?
CG: Ja, nu går anden del af projektet i gang, som strækker sig over to år. Vi vil gerne arbejde på tværs i samfundet på egnen. Hvis vi tager udgangspunkt i den erfarede viden, der er, hvordan kan vi så fx bryde med den aldersgruppering, der kan være? Det er et åbent, lille samfund, hvor meget deles, men hvor det så alligevel også er adskilt i nogle grupperinger.
Projektet udvikles i samarbejde med skole, beboerforening, borgerhus, landsbyhøjskole og det lokale arkiv, og ideen er at skabe samarbejder på tværs igennem møder og dermed understøtte fællesskabet.
Vi, dyrene – et fællesskab. Foto: Camilla Graff Junior
MG: Vil du fortælle om møderne?
CG: Ja, dem vi havde i marts. Vi har gennem undersøgelserne samlet en masse materiale, som blev udstillet i en periode og indgår i vores arkiv. Arkivet er fysisk og bliver åbnet nogle gange og delt. Vi arbejder også på et digitalt arkiv.
Så et af møderne har været en arkivdeling i borgerhuset, hvor Ask, Selma og Bella på henholdsvis 9, 11 og 13 år og jeg præsenterede materialet i en performance lecture.
Man kunne kigge i arkivet, som er en række kasser, hvis indhold vi delte. Arkivet består af optagelser, samtaler, tekst, billeder og genstande, vi har samlet. Det var virkelig fint at se, hvad der sker i samtalen. Folk kommer ikke for at se noget, eleverne har lavet, men alle kommer med forskellige meget reflekterede bidrag og spørgsmål, man har om egnens plante- og dyreliv.
Vi, dyrene – et fællesskab. Foto: Camilla Graff Junior
MG: I har også haft en vidensdeling med en biavler, ikke?
CG: Jo, vi besøgte Finn og Ruby, hvor vi igen havde forberedt spørgsmål, og Finn fortalte om sin praksis. Med bier skal man huske, at de også er produktionsdyr. De bier, der indgår i en produktionsavl, tager faktisk territoriet fra de vilde bier, så de indgår ikke særlig godt i balancen. Jeg er ikke ekspert. Og ideen er jo hele tiden at inddrage nogen, der ved mere, så vi kan få den her samtale. Så lige nu vil skolen lave sin egen vilde have. Og i 2024 indgår vi et samarbejde med landsbyhøjskolen. Det er en uge, og temaet er insekter og vilde haver. Så på det tidspunkt er der måske også skolens vilde have.
Mette Brun, som har en vild have i Fjaltring, indgår også i projektet. Da vi besøgte hende, beskrev hun sin praksis. Når man deler viden og inddrager andre i sin praksis, fx sin havepraksis, fornemmer jeg, hvordan vi hver især kan blive hæmmet af at skulle være ekspert, men hvis det er mere jævnbyrdigt, er det lettere at dele. Det er noget, de fleste af os gør på daglig basis. Vi forsøger bare her at formalisere det.
Fremover kommer en række lectures med forskellige inviterede i lokalarkivet. Så det handler om den viden, vi har erfaret sammen. Det interessante er, at det er i lokalarkivet, og ideen er, at den viden indgår i lokalarkivet siden hen.
MG: Du har fortalt om jeres undersøgelser af produktionsdyr. Vil du fortælle lidt mere om de undersøgelser, I har lavet omkring havdyrene?
CG: Ja, vi har været på stranden på to forskellige måder. Fjaltring ligger jo lige ved Vesterhavet. Vi har fisket med net og set på, hvad der er i havet. Vi har også været der for at spejde, som er en mere meditativ praksis, for man kan nogle gange se marsvin og sæler. Det er en interessant øvelse, se noget, ikke se noget, se en masse, se ingenting. Så lærte vi om sæler. Der ligger nogle gange en sælunge på stranden, fordi moderen er ude at jage, så det er vigtigt ikke at gå hen til sælungerne, for moderen skal ikke blive bange for at hente sin unge. I vores projektperiode var der også en narrehval, der var strandet i Thyborøn tæt på, som vi besøgte.
Den sidste dag var vi på besøg hos Bjarne Hansen på Ravmuseet, som er søn af Rav Åge, som var en af de første miljøforkæmpere. Han var fisker og kom til egen, hvor der var mange døde fisk, og mågerne skreg. De var forgiftede. Han var havnet i en slags tragedie, og der startede hans miljøkamp.
Man har i området ellers taget godt imod Cheminova, der egentlig var blevet forvist fra Sjælland. Men Cheminova skabte arbejdspladser på en fattig egn, så man har været stille om giftproblemerne. Det beskrev Rav Åge, og siden hen hans søn Bjarne Hansen, som finder sin kraft som miljøforkæmper i rav.
Bjarne Hansen beskrev for os, at ravet er så smukt, fordi man i ravet kan have et insekt, som er flere hundredetusind år gammelt, som betragter nutiden, og hvad vi gør ved naturen.
MG: Det er igen en spejling, ikke?
CG: Ja, det er interessant, hvad det gør ved en at vokse op ved havet. Det er en ur-situation, hvor mennesket befinder sig igen og igen. En urkraft.
MG: Vil du også fortælle lidt om jeres undersøgelse af fugle?
CG: Det at betragte fugle er utrolig organiseret i Danmark og i verden. Nu er det faktisk muligt at betragte en del reder online hele døgnet. Jeg betragtede en uglerede forleden.
Vi havde et specifikt fokus på storken i Fjaltring. Et lille udvalg i Fjaltring har lavet en storkerede, fordi ønsket er at tiltrække storken. Det store spørgsmål, vi har vendt i lokalsamfundet, er, at betingelserne ikke er så gode længere. Det kræver vandløb. Dyr, der græsser er også en stor fordel, hvis der skal være føde til storken. Og omkring Fjaltring og ved Thyborøn må dyr ikke længere græsse på grund af fosfat. Monokulturen gør det sværere for storken at leve.
Så da spørgsmålet om storken kom op i lecturen, og hvorfor der er brug for den i Fjaltring, peger det på alle de her ting. Og nogle i området er meget aktive på den front.
Vi kiggede også på høns. Forskning viser, at de brækker brystbenet, fordi de er avlet forkert, og fordi de får stærk kost, der gør, at de starter med at lægge æg tidligt, æggene bliver store, og de lægger så mange æg i forhold til, hvad de burde. Men vi opdager ikke, at de brækker brystbenet, fordi vi ikke spiser dem, men kun bruger dem til ægproduktion. Vi besøgte også gæs og fik besøg af en jæger, der havde skudt to fugle, og alle børnene hjalp med at plukke og tilberede dem. Jægeren fortalte, at lige indtil fuglen bliver skudt, ved den ikke, den skal dø. Den er fri. Det var råt for børnene, men det er jo samtidig en proces, der er med til, at de kan tage ansvar for, hvad de spiser.
MG: Vil du fortælle om de kunstnere, der også er en del af projektet?
CG: Ja, den næste del af undersøgelsen af fugle er, at vi skal iagttage og tale med flere kendere og vælge nogle fugle, som vi skal lave masker af og lære at bære dem sammen med Erninguaq Poulsen fra det tidligere Tukak Teatret. Og vi skal lave videoværker, hvor vi bærer maskerne.
Vi skal også arbejde grafisk med de planter, vi har indsamlet, og vi skal arbejde med en filmskaber, som arbejder analogt og dokumentere planterne og lave en film.
MG: Vil du fortælle lidt mere om arkivværket? Hvem bestemmer, hvad der kan være i arkivet?
CG: Jeg er arkivisten. Jeg vælger ud fra æstetiske hensyn, men også pædagogiske. Alt og alle har en plads. Arkivværket bliver skabt i fællesskab og samarbejde, og som performancekunstner og projektleder er det min rolle at aflæse fællesskabet.
Det bliver udstillet til Arkivernes dag i 2024, og så bliver det, som sagt, åbnet ved performance lectures. Jeg prøver hver gang at gøre det levende og finde det materiale, der kan interessere i den givne sammenhæng. Som at lytte til de stemmer, man kender. Det er én indgangsvej, men der kan også være andre. Jeg tænker arkivet som en måde at tænke og aktivere på, så det ikke kun er dokumentation. En række af kunstnerne, der siden er inviteret, vil sammen med os også arbejde videre med arkivet.
MG: Vil du måske uddybe, hvad det er for et værkbegreb, du arbejder med, kunne man måske kalde det for en social skulptur?
CG: Dengang jeg var en del af Maiden Monsters i Berlin, arbejdede vi meget med det begreb. Men der er fx noget meget stedsspecifikt i at arbejde med en egn. Se hvordan ting bliver formidlet. Det performative, kan jeg se, er virkelig interessant i en sammenhæng med en egn. Jeg har kunnet mærke, at Vi, dyrene er blevet taget godt imod, og ideerne arbejder videre. Skolen har fx godtaget projektet som sit eget, og nu arbejder børnehaven fx videre med det. Tankerne inspirerer hinanden. Ideerne har et meget bredt ejerskab. Jeg vil gerne synliggøre nogle tanker og praksisser, jeg ved er der. Ideen er, at vi er med til at skabe forandring. Og at mødes og skabe fællesskab er også at skabe forandring.