Første gang jeg så et værk af kunstner, danser og koreograf Cassie Augusta Jørgensen, var i sommers, hvor hun var med på gruppeudstillingen Non Performing på Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor Museet for Samtidskunst holder til de næste tre år.
Jørgensens bidrag fandtes i en trappeopgang, hvor hun på dramatisk vis havde optegnet bagvæggen med skyggen fra en delikat blonde-bh ved brug af en projektor. Men dette blev først tydeligt, når man gik forbi projektoren, indtil da var det en arbitrær figur, som kom til syne på væggen. BH´en var flankeret af uddrag fra en brevkasse for transkvinder i 1980´erne kaldet ‘GirlTalk!’ Jørgensen skabte collager, hvor en dobbelteksponering skete mellem transfobiske udsagn overfor udklip fra brevkassen.
Når jeg ser Slit Your Click på Overgaden, Jørgensens første soloudstilling, som er en del af Overgadens et årige postgraduate program INTRO, begynder jeg at se røde tråde i Jørgensens gestaltning af hendes interesseområder. Det er som om, der foregår en form for detektivarbejde, en udgravning af normative forstålsesrammer samt altid et alternativ; en håbefuld queerness, der vinder til slut. I hvert fald er det sådan, jeg oplever videoværket, som deler titel med udstillingen: i slutningen af en jagt mellem en mand og kvinde, filmet af en transkvinde, giver denne kameraet fra sig, for derefter stolt at forlade det umulige setup af regler, som ikke efterlader megen bevægelsesmulighed for den, som ikke kan eller ønsker at indgå i patriarkatets og dermed også misogyniens spilleregler.
Karin Hald [KH]: Hvordan har processen været med Slit Your Click, hvordan arbejder du værker frem, og hvornår vidste du, at du gerne ville fortolke scenen fra Brian de Palmas film Dressed to Kill?
Cassie Augusta Jørgensen [CAJ]: Umiddelbart tror jeg, den begyndte, da jeg faldt over nogle magasiner, der blev nævnt i en bog jeg læste for et stykke tid siden med titlen Detransition Baby. Bogen er skrevet af forfatteren Tory Peters, og er en af de bøger, der formår at forklare kompleksiteten ved transkøn og ønsket om at skabe en familie og blive forældre.
I bogen er en scene, der fortæller om hovedrollens første møde med andre transkønnede. Her nævner bogen nogle forskellige magasiner med titler som Milk Maids, Panty Clad Guys og LadyLike. Det vækkede en form for interesse hos mig. Hvad var det for nogle magasiner, og hvordan kunne jeg se dem? Jeg fandt frem til en specialhandler i Paris, der sælger alle former for fetish-magasiner og bl.a. mange af de transmagasiner, der blev nævnt i bogen. Så fik jeg min veninde til at hente nogle for mig, så jeg kunne have dem i hånden.
Der er noget tilfredsstillende ved at materialisere og samle ting til ens egen ellers ret materiale-løse praksis. I magasinerne kan man se skriftlige brevudvekslinger transkvinder i mellem, private billeder og add’s på hormoner, bryster og sexet undertøj. En form for fiktion åbner sig op for mig, et univers fra 70’erne og 80’erne, det lægger byggesten til den viden jeg selv sidder med. En viden om medicin, hvad transition betyder både psykisk, fysisk og socialt. En viden, der er sammensat af egen erfaring, internettet og andre transkvinder.
Flash forward til at jeg sidder og søger film på min computer. Jeg har tidligere set en film af Rainer Werner Fassbinder med titlen In einem Jahr mit 13 monden. Filmen beskriver en transkvinde ved navn Elvira, hendes tragiske liv og kamp med kærligheden, der til sidst driver hende til selvmord. Meget typisk for film, der trækker på den slags fortælling, og som nødvendigvis ikke er urealistisk heller. Selvom filmen og dens fortælling løber koldt ned ad ryggen på mig, så er det på en måde første gang en transkvinde bliver vist som følsom og livet omkring hende udfoldet i så store sving, at empatien for hende er der. I det mindste.
Men i den forbindelse anbefaler en ven mig at se Dressed To Kill af Brian De Palma, som jeg kommer i tanke om der i sengen. Jeg ser traileren og falder næsten ud af sengen i målløshed og sluger derefter filmen i et hug. De Palma har lavet en splatterfilm om en psykotisk transkvinde, der dræber cis-kvinder i lystbetonet og hævngerrigt blodbad. De Palma formår at lave et meget stilistisk, camp og æstetisk filmunivers, der fanger mig og skræmmer på samme tid.
Flashback til jeg sidder med magasinerne, og der er en gåde, der løser sig. Den her klassiske karakterbeskrivelse af den ubarberede, nylonstrømpe-, paryk- og trenchcoatbærende trans er ikke en, Brian De Palma har fundet på, hun eksisterer, ikke fordi hun er farlig, men fordi hendes eksistens har været kogt ned til hendes stue, til hendes private hjem, hvor hun har kunne klæde sig ud som kvinde, inden hendes kone eller børn kommer hjem… Tror interessen og ideen til en genfortolkning begynder der. Lige der i det mest intime rum, der hvor Brian De Palma måske i virkeligheden slår transkvindens eneste mulighed for selvskabelse ihjel.
KH: Udover de værker, som findes kontinuerligt på udstillingen Slit Your Click, har du også skabt en performance, hvor du performer sammen med Clara Dessau.
Jeg oplevede performancen som tredelt: først var der en del, hvor videoværket til forveksling blev genopført: Dessau gik rundt og betragtede den kunst, som fandtes i udstillingsrummet, nu på Overgaden istedet for SMK. Derefter kom du tilsyne, og en form for jagt mellem jer to begyndte på baggrund af en tabt handske. Denne jagt sluttede yderst dramatisk og teatralsk med en simultan kvælning af hinanden, som gled over i et knus og transformeredes videre til en talk-show-lignende situation. Her indtog du, Cassie, rollen som interviewer af Dessaus karakter, Kate. Hun fortalte blandt andet, at hun var den person i verden, som har set flest kunstudstillinger. Hun sammenlignede kunstens rum med kirkens og lod dette morfe videre til en værdsættelse af ægteskab, mand, hus og børn. Jeg oplevede det som fyldt med en enorm ironi og en tyk sarkasme, kritikken af disse opfattelser sivede ud mellem ordene. Slutteligt sang du for os.
Jeg oplevede det som en kompleks og nuanceret performance, som på relativt kort tid tog livtag med flere forskellige stereotyper samt fremviste mulige transformationer. Hvordan hænger de tre dele sammen for dig, hvad betyder det teatralske for dine værker, og hvorfor er kritikken af den ukritiske beskuer vigtig?
CAJ:
Jeg tror ikke, at der findes ukritiske beskuere, men nok mere en handlingsløs eller lammet beskuer… Jeg tror, der er masser af kritik og uforståenhed i tankerne, men handlingerne beviser ofte noget andet. Jeg havde først ideen til filmen efter et residency, hvor jeg arbejdede med to andre performere på at genskabe museumsscenen fra filmen. Der er faktisk tre karakterer i scenen: Kate, Bobbie og The Strange Man. De skaber en form for trekantsdrama, der på koreografisk vis udvikler en spænding. I videoen får vi aldrig en løsning eller et svar, men i liveshowet bliver forførelsesdansen mellem de tre til en samtale mellem Kate og Bobbie. Jeg havde brug for, at der eksisterede en samtale mellem de to. Oftest ser vi transkønnede i talkshows, som ‘The Opera Show’, ‘Geraldo’ og ‘Ricki Lake’, der bliver udspurgt om alt muligt, fra deres kønsdele, til hvad for noget sex de har, og om de mon har tænkt sig at gå hele vejen? Derfor ville jeg gerne vende mikrofonen om mod Kate, hvad tænker hun på, hendes tydelige følelse af tilhørighed, som får en ironisk tilgang, fordi hun på en måde også er malplaceret i nuet, og hvordan den form får intimjournalistisk interesse og formulering er upassende og udstillende.
Jeg tror, jeg blev forelsket i det koreografiske og alt det uden ord, som scenen i sig selv udvikler. Udover alt det identitetspolitiske og repræsentation, der foregår i udstillingskonteksten, så er der en dyb kærlighed til det koreografiske, der handler mere om håndværk end identitet. Hvordan vi orienterer os i det offentlige rum, hvordan vi begår os. Alt det, der er svært at beskrive med ord, men som kroppen siger højt og tydeligt. Det er de bittesmå bevægelser i det koreografiske, der antyder eller foreslår en række muligheder, et blik, en handske, der blotter en nøgen hånd.
Jeg tror, at jeg forsøger at zoome ind på forskellige nuancer af en filmscene for at påpege begær og spænding, der bygger op til vold. Og i live-performancen foreslår en psykologisk samtale mellem to kvindelige oplevelser, der i stedet for at tro på den forklædte skikkelse, der dræber og manøvrerer sig i samfundets yderkant, gør hende til værtinde-heltinde.
KH:
Slutteligt vil jeg spørge ind til din oplevelse af den anmeldelse som Madam Nielsen har skrevet til Weekendavisen d. 1. december 2023 med overskriften ’Fascisternes indtog i kunstinstitutionen’. Det er en ganske hård anmeldelse, som både emmer af et generationsopgør mellem (trans)kvinder, hvilket det dog ikke helt virker til at Nielsen har for øje samt også en ret kedelig fremlægning af whataboutism, hvor det virker som om, Nielsen forsøger at miskreditere dig for det arbejde, du rent faktisk har gjort og gør, ved at mene, at du skal rumme alverdens diskurser og problematikker på en og samme tid… Hvad er dine tanker omkring den retorik, som Nielsen bruger i forbindelse med din udstilling?
CAJ:
Jeg tror min første tanke, som gik ud over Madamens meget detaljerede, beskrivende og intrigante artikel, var rettet mod avisen, altså Weekendavisen, der havde godkendt artiklen til tryk.
Jeg tænkte på Madamens introduktion i artiklen og den redaktør fra Weekendavisen, der havde kontaktet Madammen for velvidende at skabe en form for rival kamp mellem mennesker, der udadtil ligner hinanden, men som deler komplet forskellige indgangsvinkler til udstillingens stillingtagen.
Altså Madammen har tydeligvis haft en forudindtaget opfattelse af mig og min udstilling, før hun ankom.
Jeg tror, vi kan understrege, at en lang række misogyne perler igennem tiden ikke gør sig til forskel fra den her. En ældre kvinde giver en yngre kvinde en løftet pegefinger…
Jeg tror, der er en signifikant generationskløft, når det kommer til at insistere på tilværelsen som kvinde, som noget mere end en happening, en performance eller et element af provokation. For mig handler det om at forstå den historie, der går forud for den situation vi har i dag, og derfor vil jeg gerne udpensle seriøsiteten i at skifte køn offentligt, socialt og privat. Det gør jeg gennem kunst som en form for fiktionel magt, jeg selv kan formulere.
Tak!
