Copenhagen Stage satte i gang med en apokalyptisk rave-danseforestilling, hvor danserne bevæger sig som er de smittet af en danseepidemi, men med mulige glimt af drømme og håb.
Vi opdager først, der faktisk sidder en danser på publikumsrækken, da der pludselig sættes spot på performeren. Det er før forestillingen oppe på scenen begynder. Danseren har skjult sig mellem os. Bryder med den fjerde væg og kravler næsten ind over os for at nå hen til scenen. Det samme gentog sig tre gange kort forinden bag os på de røde plyssæderækker i Skuespilhuset til Cph Stages åbningsforestilling. Danserne i franske Compagnie Dyptiks Le Grand Bal havde sat sig sammen med publikum og på et cue af en båndet tung basgang, blev de som bragt til live sammen med et spotlys.
Så nu kravler og vandrer de op mellem publikum mod scenen. De virker fremmede, alien-agtige, måske nærmest som zombier? Er de syge? De bevæger sig i ryk, ikke harmonisk og organisk. Vi bliver måske forvirrede over, hvem de er, og hvad de skal og vil? Hvad foregår der? På den gode måde. De er svære at afkode.
Compagnie Dyptiks forestilling Le Grand Bal er en post corona forestilling, og det ses tydeligt i værket, at kroppene skal sættes fri, men samtidig er sygdomsfornemmelserne og kommende altoverskyggende trusler som klimakrise, krige og folkemord måske en understrøm i forestillingen?
For når de fire dansere i salen får bevæget sig op på scenen, bliver vi muligvis igen overraskede over, at endnu seks dansere faktisk allerede står på scenen. Danserne begynder nu sammen en trancelignende, ekstatisk dans, et rave, med bevægelsesmønstre, der læner sig ind i ja rave, hip hop, street dance, men også låner fra sufidansens spirituelle, nærmest endeløse eller opløsende cirkler om sig selv og fra den klassiske ballets fouettes-serier.
Heldigvis bryder danserne ind i mellem det monotone rave, bryder ud af de fastlåste bevægelsesmønstre, hvor de hamrer og trækker sig sammen rytmisk i takt med den pulserende elektroniske musik parret med folkemusik af Patrick De Oliviera. De rykker selv, bryder ud, spjætter, men stadig som om de ikke helt er herre over deres egne kroppe. Som om de er smittet af en danseepidemi, deres ansigter virker også fortvivlede. De har ikke bare fået en dansuenza, som jo kan være alvorlig nok.
Jeg vil gerne tolke, udbruddene som udtryk for håb eller drømme om andre nye måder at danse på, nye former, måder at være til på, mulighedsrum uden de fastlåste regler?