Udstillingen Dangerous When Wet kurateret af Mette Woller og præsenteret i samarbejde med Copenhagen Contemporary og Dansehallerne i Kildeskovshallen sluttede af med en åbenbaring af en synkronsvømnings-performance af kunstnerne Pablo Lilienfeld & Federico Vladimir.
Synkronsvømnings-performancen Dragon, Rest Your Head on the Seabed, af kunstnerne Pablo Lilienfeld (ES/BE) & Federico Vladimir (AR/ES) var virkelig værd at vente på. Inden performancen havde vi, publikummer, fået rig mulighed for at gå på opdagelse i udstillingen Dangerous When Wet , som var særdeles gennemført kurateret af Mette Woller og præsenteret i samarbejde med Copenhagen Contemporary og Dansehallerne. Måske var der dog lidt for rig mulighed, for ventetiden mellem live performanceværkerne var ind i mellem lidt lang på trods af, en række virkelig interessante værker var præsenteret i svømmehallen ; bl.a. det for mig dragende videoværk, der har givet titel til udstillingen af Freja Sofie Kirk og Mette Woller, hvor sæbeskum på billygter og nærbilleder af rislende vand umærkeligt glider over i hammam-lignende scener med kvinder, der vasker hinanden.
Udstillingen, der desværre kun kunne opleves en enkelt dag i Kildeskovshallen i slutningen af september undersøgte, hvordan vand og væsker har potentiale til at bære omsorgsfulde forbindelse på tværs af kroppe og eksistenser og præsenterede med inspiration i begrebet hydrofeminisme, dvs. solidaritet på tværs af vandede kroppe, en række kunstværker i den arkitektoniske svømmehalsperle, hvor inde og ude flyder sammen. Træerne udenfor står så tæt på svømmehallens glasfacade, så det næsten er som om, de bliver en del af svømmehallens interiør, ligesom det kan synes som om, bassinerne og de kunstige palmer inde er en del af terrasse-området udenfor hallen.
Udstillingen, Dangerous When Wet, var afsluttende kapitel på et længevarende researchprojekt kurateret af Mette Woller, der undersøgte kærlighedens rolle i samfundet. Projektet ville række ud over traditionelle romantiske forståelser af kærlighed. Det sidste kapitel havde således fokus på kollektive kærlighedsformer, selvkærlighed, identitet og seksualitet.
Men det var den sidst programlagte performance, der vist for alvor slog benene væk under eller pustede luften ud af maven på publikum. Jeg har i hvert fald ikke oplevet noget lignende før. Og efter de afsluttende klapsalver og jublende tilråb at dømme, da performancen var overstået, var jeg vist ikke den eneste, der havde det sådan.
De seks transindividuelle performere, Andrea Fernandez Botelho, Andrea Fuertes Torres, Irene Toledano Carmelo, Carolina Pino Mendez, Julia Echeberría Esquivel, Esther Mora Rodriguez, kom drypvist ind i svømmehallen, alle iført sorte badedragter, badehætter og svømmebriller med spejlglas. Deres kroppe var tydeligt og befriende forskellige. De smilede ikke, men virkede gravalvorlige på kanten til, at det var morsomt, og jeg fik flashbacks til Luc Bessons 80’er film, Le Grand Bleu, om den enlige mandlige svømmer, der skal gå så grueligt meget igennem, spillet af Jean Marc Bar, som jeg elskede teenage-højt. Men derfor satte jeg nu måske så meget mere pris på de seks transindividuelle stærke kroppe, der i fællesskab bliver til dragens krop i det vidunderlige vandværk Dragon Rest Your Head on the Seabed. Performene hoppede, måske lidt overraskende, ikke i bassinet med det samme, men lagde langsomt, sikkert og støt op til den synkrone og asynkrone serie, en koreografi, der blev kulminationen på art walken i Kildeskovshallen , der talte til alle publikums sanser.
De seks performere bevægede sig først rundt rundt om bassinet i mindre grupper, to og to eller alene. De stod allesammen i et hjørne med ansigterne vendt ind mod hinanden og løftede armene i smukke serier, eller stilede sig på skift i forskellige formationer på vipperne. De afmærkede, indtog rummet. De stod på et tidspunkt helt tæt på kanten af bassinet og lod til lige at være ved at springe i, men legede med vores forventninger. De fik os virkelig til at ønske, at de ville springe i; vores begær efter, performancens fortælling skulle udfolde sig, blev ægget.
Så sneg én sig endelig til at springe i, så lidt flere, og til sidst var de alle i vandet. Performerne var militant præcise i deres snart synkrone snart asynkrone bevægelser. Det ene øjeblik bevægede de sig sammen i fælles, men lidt forskudte formationer, og i det næste stak én eller flere af fra gruppen. Gabet mellem det individuelle og det kollektive, det synkrone og det asynkrone, ligheder og forskelle, de traditionelle dikotomier, blev opløst. Begreberne eksisterede samtidig i vandet, flød ud, ligesom svømmerne bevægede sig både under og over vandet. Ind i mellem var det næsten som om, dragen kunne gå eller glide på vandoverfladen. Jeg fik fornemmelser af en form for kode indlejret i værket, en kropslig vandskrift, måske en udvidet écriture féminine, hvor bevægelige betydninger opstod i forskelle og ligheder, i forskydningers omskiftelighed, som dragen svømmede, dansede frem.
Koreografiserien indebar sekvenser med kantede, abrupte bevægelsesmønstre, hvor ben, arme bliver skægge periskoper, der pludseligt stikker op af vandet, eller når performernes baller kommer humoristisk, erotisk til syne, mens benene former en trekant. Forinden har en serie med blide rundinger, maverne op mod vandoverfladen, havfrue og delfinvæsner, fascineret og bevæget mig lige så dybt. Performerne danner også hele tiden nye konstellationer med og mod hinanden, hvor kroppe sættes sammen under vandet, så nye både smukke og uhyrlige skabninger fødes.
Værkets lydside minder måske også indledningsvist om soundtracket Le Grand Bleus sfærisk, bølgende synthesizer klange. Men snart bliver tempoet mere upbeat, club-præget. Lyset skifter også, hen mod afslutningen, changerer dramatisk mellem mørkeblåt, dybviolet og pink.
I den professionelle disciplin synkron-svømning mister man point, hvis man ikke smiler og pleaser sit publikum. Et krav mange, der forbinder sig med det feminine, sikkert kender til. Forvildede hårlokker eller hvis synkronsvømmere hviler eller bare rører bunden af bassinet fratrækker også points. I Dragon, Rest Your Head on the Seabed smiler ingen af de ekvilibristiske performerne et øjeblik, det sker først, da klapsalverne lyder, efter performancen er helt forbi. Dragesvømmerne har også alle sejt blåsølverisk zigzaget make up malet forskellige steder i ansigtet. Og dragen forandrer sig ikke bare konstant, den lægger sig selvfølgelig også på bunden og hviler sig under performancen, hvis den vil. Den anerkender ikke de traditionelle synkronsvømningskonkurrences begræsende parametre, den har sit helt eget dragesprog og opløses til sidst.