Danser og koreograf Carolina Bäckman har på sit IN DEPTH residency på HAUT kunnet reflektere og undersøge Danske dansehistorier; et initiativ udviklet i samarbejde med danserne og koreograferne, Andrea Deres, Stine Frandsen og Nanna Stigsdatter. bastards redaktør, Mette Garfield, er gået på opdagelse på sitet og har mødt Carolina og Andrea til en samtale om at skabe rum for kunstnerisk udveksling, historieskrivning og liv med dans.
IN DEPTH residenciet på HAUT har givet danser og koreograf Carolina Bäckman en sjælden mulighed for at kunne dykke ned i sin egen kunstneriske forskning i hele fire uger uden at skulle producere. På bastard kan I også læse hendes eget essay om residenciet: Car(ry)ing Past, Present & Future Dance. Hun har altså på vegne af gruppen af koreografer og dansere, der også tæller Andrea Deres, Stine Frandsen og Nanna Stigsdatter, bl.a. kunnet undersøge initiativet og sitet Danske Dansehistorier.dk, som jeg kun kan anbefale at tjekke ud. De har sammen udviklet sitet på baggrund af et symposium og et residency, de arrangerede på HAUT i 2018 og tre weekendsymposier rundt om i Danmark i 2021.
”Det hele startede som en samtale mellem os. Vi havde et ønske om at mødes på kryds og tværs af miljøet og tale med nogen, vi måske ikke kendte i forvejen. Vi ville gerne mødes uden for produktionen af en forestilling og selvfølgelig tale om kunstneriske situationer, men også om livssituationer”, indleder Andrea Deres, og Carolina Bäckman tilslutter sig:
”Vi har insisteret på, at det skulle være et kunstnerisk arbejde for os og har fx lavet et fælles skriv, interviewet hinanden og danset sammen. Men Dansehallerne var uden hus på det tidspunkt, så en del af initiativerne udsprang af, at det var tydeligt for os, at der manglede muligheder for at mødes. Så hvordan kunne vi organisere og facilitere sådan et rum? Og så ville vi også gerne lære kollegaer på tværs af generationer at kende”.
De understreger begge, da vi sidder rundt om et bord til en kop kaffe og vindruer en gråvejrsformiddag i den feministiske boghandel på Nørrebro, Det Lilla Rum, at det vigtigste for dem var at facilitere møderne mellem dansere og koreografer.
”Vi fandt frem til symposium-og residency-formaterne, fordi vi var interesserede i deltagelsen og ville skabe en form, hvor der var synergi mellem det at samtale og danse sammen. Vi ville gerne kunne hænge ud sammen med dans. Det gav virkelig meget, legen og forestillingsevnen kom i spil, og med forestillingsevnen kom fortid og fremtid i dialog med hinanden. Deltagerne kunne selv komme med ideer til, hvad der skulle ske især på residenciet”, fortæller Carolina, og Andrea uddyber:
”Sitet er resultatet, man nu kan se, der kom ud af møderne. De forskellige formater komplementerede hinanden, da vi var optagede af, hvordan vi kunne inkludere så mange som muligt, selvom man jo altid ekskluderer nogen. Fx. var vi interesserede i at åbne op også for de ikke-udøvende kunstnere til at deltage, og der var symposium-formatet godt, hvor alle kunne deltage ud fra deres egne ståsteder. Med residenciet gik vi mere i dybden rent kunstnerisk. Tilbage i 2018 var vi ca. 30 i alt til residenciet og ca. 70 i løbet af symposiets to dage”.
Danskedansehistorier.dk
I modsætning til, hvad jeg måske ville forvente af et site med fokus på dans og koreografi, er Danske Dansehistorier ikke video- og billedbåret, men derimod præget af auditivt materiale. Der er en masse uddrag fra podcasts med dansere og koreografer med deres vidt forskellige personlige historier, der også findes i deres fulde længde. Men hvorfor valgte gruppen at kalde sitet Danske Dansehistorier?
”Vi valgte bl.a. ’danske’, for at situere det. Det var det danske miljø, vi var optagede af, men også for at afgrænse det. Men samtidig forstod vi, at det danske dansemiljø var så meget mere end indenfor grænserne af Danmark, for det er jo utroligt internationalt. Fx er Carolina og jeg jo svenskere, men vi claimer den danske dansehistorie. Vi havde både et ønske om at fylde og at vise, at det danske dansemiljø er så meget mere og i flux. Det kan ikke afgrænses hverken i dansen eller i livet. ’Historier’ er fordi, det ikke drejer sig om én historie eller Historien med stort, men om mange historier”, svarer Andrea og Carolina supplerer.
”Historiefortællingen var vi bevidste om fra starten, men nu kan vi virkelig se, at det handler om en form for videndeling af, hvad historieskrivning og historiefortælling er. Det er to parallele praksisser, og de kan både være i friktion og udvikle hinanden”.
Der er også små fotos, post-its’ med skrift, noter samt tegninger knyttet til nogle af historierne på Danske Dansehistorer.dk, som derfor virker taktilt og efemerisk måske ligefrem poetisk på mig, ligesom det snørklede logo er i bevægelse, og dermed mimer sin kunstart. Hjemmesidens design er tydeligt og befriende ikke er udarbejdet af et corporate kommunikations-bureau. Sitet virker måske også lidt tillukket og utydeligt og befinder sig nok et sted mellem kunstprojekt, formidling og dokumentation.
Rhizomatisk historiefortælling
Hvis man ikke tilgår materialet via den alfabetiske liste på undersiden STORIES, men gennem de små thumbnails placeret under alle de overraskende tags’ene som fx ’ka ik la vær’, ’New York i 80’erne’, ’sårbarhed’ eller ’TEXT’, på undersiden MAP, er det lidt som at åbne en julekalender. Jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag de små billeder. Derfor synes jeg også bedst om at gå til de mange historier eller måske snarere herstorier, for der er vist flest stemmer, der identificerer sig som feminine, via thumbnails’ene.
Sitet virker på den måde encyclopædisk. Historierne om dans, koreografi og bevægelse angribes eller strejfes fra forskellige vinkler, og jeg kan bevæge mig rundt mellem fragmenterne, muligvis cyklisk i fortællingernes væv. Forbindelserne og forskellighederne mellem dem giver nemlig endnu et lag til sitet. Jeg lytter først til flere fragmenter af historier, der alle på hver deres måde giver mig lyst til at fordybe mig og høre mere.
Carolina fortæller først om gruppens overvejelser om struktureringen og designet af sitet:
”Vi ville gerne kunne foreslå nogle andre organiseringer af materialet end kronologiske lineære idéer om historien, som du også nævnte, da vi talte sammen på et tidligere tidspunkt, nogle rhizomatiske ideer. En af de første ideer, vi havde, var at præsentere historierne gennem objekter, som nogle gange heller ikke er særlig 1:1, men igennem det vokser der en eller anden form for samling frem. Altså gennem det, vi kalder for MAP, og som mange har sagt er et anti-map”.
Andrea siger i samme åndedrag:
”Ja, vi havde en ambition om at bryde med bestemte hierarkier. Nu kan man faktisk også søge på navne, men det er ikke kendte navne, der er bærende. Det er nogle andre ting, der er vigtige; bestemte emner, tags’ene, billederne og objekterne er det, vi bruger til at fange læseres interesse”.
Sitet giver altså ikke et forkromet overblik over dansk dansehistorie eller et overblik over de udvalgte danske dansehistorier, men er snarere en mosaik af stemmer eller nedslag i personlige fortællinger, der kunne blive glemt eller udeladt i (danse)historien. Sitet virker derfor også for mig som en underliggende kritik af historieskrivningen.
”Det er, fordi materialet er dokumentation af aktiviteterne på symposiet og residenciet. Vi besluttede tidligt, at vi ikke ville optage video, fordi det er tungt på et website. Vi havde også på fornemmelsen, at video ville flytte fokus fra fortællingerne til, hvem det var. Så vi tænkte, at lyd faktisk er et ret spændende format i forbindelse med historie. Billederne bad vi nogle, der var med til events’ene om at tage. Vi har ikke haft professionelle fotografer. Man får nok en anden oplevelse, hvis man hører podcastene først, og så kan man gå ind og se nærmere på hjemmesiden bagefter og få større forståelse for aktiviteterne ”, siger Carolina, og Andrea fortsætter:
”Ja, ambitionen med hjemmesiden var at kunne inkludere flere end de, der dukkede op til den specifikke weekend og/eller residens-uge. Vi kunne fx mærke, at mange i vores generation med små børn ikke kunne være med. Så vi ville gerne give mulighed for at dele erfaringerne med dem og videre med andre uden for miljøet”.
Og Sitet behandler heller ikke kun dans, koreografi og bevægelse, for podcastene bevæger sig også mod emner som aktivisme, identitetsspørgsmål, moderskab, intuition, rum og transformation og trækker internationale tråde. Jeg lyttede fx til Manon Siv Duquesnay og Snorre Jeppe Hansens samtale om aktivisme og tilhørsforhold og Maja Pålsson og Sofie Hub tale om krydsfeltet mellem dans, liv og natur og Georgia Kapodistria og Tali Razgas dialog om magtstrukturer i dansen.
”Vi har jo kurateret fortællingerne på hjemmesiden. Vi har valgt fra dem, der var med til de forskellige events, og givet mulighed for at videregive nogle af fortællingerne, store som små, og indgå i mappingen på sitet, forklarer Andrea, og Carolina tilføjer:
”Ja, og vi har valgt ud fra, hvordan vi kunne repræsentere så bredt som muligt: forskellige generationer, forskellige geografiske områder og forskellige kunstneriske baggrunde. Og vi har også prøvet at sætte to personer sammen, der ikke kendte hinanden så godt, men som vi havde en fornemmelse af kunne have en spændende samtale. Måske havde de noget til fælles. Det har været en måde at kunne introducere personer til hinanden på, mens de emner, der bliver talt om, alle er blevet vendt på symposiet”.
Liv med dans
Desuden fortæller Carolina og Andrea, at de har fået stor hjælp af den virkelig dygtige tilrettelægger Rasmus Cleve Christensen, der arbejder med lyd- og radioformidling, men de mener selvfølgelig, at de selv må tage hele ansvaret for arrangeringen af events’ene, konstruktionen og kurateringen af indholdet.
”Man kunne selvfølgelig spørge om, vi overhovedet har mandat til at lave denne her kuratering. Men nu har vi taget et initiativ, og så håber vi, at andre vil byde ind med flere historier”, siger Andrea smilende.
”Men vi prøver også på at fremhæve historier, som er en lille smule off idéen om Historie. Når vi har kurateret en fortælling om en eller anden random forestilling fra en gang i 80érne, får man en forståelse for, hvordan produktionsforholdene var dengang, eller fortællingen om merchandise giver et indblik i, hvordan støttesystemet fungerede på det tidspunkt. Men der er selvfølgelig mange historier, der ikke er med, og ellers er dans selvfølgelig den røde tråd”, siger Carolina lige så smilende.
”Og passionen!”, i stemmer Andrea og griner.
”Ja, liv med dans. Vi har et tilhørsforhold til fælles, selvom vi har forskellige kunstneriske præferencer, så er dans en tænkning og erfaring vi har til fælles. Nogle taler også om at forlade dansen, og hvordan gør man så det? Nogle sagde møderne faktisk virkede healende”, fortæller Carolina, og Andrea tager over:
”Det var meget intenst og dybt, det der kom ud af møderne. Der blev brudt med fordomme, folk havde haft om hinanden. At lytte og blive hørt er utrolig stærkt. Og det kan man jo så gøre nu på Danske Dansehistorier.dk”.
”Men vi har selvfølgelig skrevet os selv ind i historien, for det er vores udvalg”, pointerer Carolina.
Hvem kortlægger det danske dansefelt?
Mener danserne så, at Danske Dansehistorier.dk, er et arkiv eller måske nærmere et counter-arkiv?
”Jeg tænker nok mere, at det en kortlægning, eller en samling af dokumentation, måske?”, svarer Andrea, og Carolina er enig.
”Et arkiv bliver skabt over lang tid og har en rød tråd. Danske Dansehistorier er måske det projekts arkiv, men man kunne håbe og lege med tanken om, at sitet kunne bruges som grundlag til historieskrivning og kunne generere andre former for forskning. Vi insisterer på, at det her felt findes, og at man kan tage hånd om det, der har været, og det, der kommer, som ikke nødvendigvis er båret af produktioner og resultater. Hvem kortlægger det? Vi er ikke de eneste, der laver counter-archives. Der er mange andre kunstnere, der laver arkivprojekter og skriver de historier, der ikke bliver skrevet. Men jeg kan godt lide ’kortlægning’, for det vil sige, at noget er kortlagt, mens andet mangler, der er blind spots, andre kan tage fat i. Der er en åbenhed i kortlægning”.
”Ja præcis, det er et forsøg; her er lidt, og der er også noget her, så mangler der bare noget i afstanden mellem dem”, afslutter Andrea.