Performancen DAS ROTE af Mu Wang og Yumo Cheng bruger et kinesisk bruderitual til at undersøge skønhedsidealer, kropsskam, selvhad og et forbudt begær.
”She skilfully injected herself with a shot of Ozempic”, lyder det fra vores semi-autoritære fortællerstemme på Aveny T’s lille black box-scene, og så sætter performeren nålen i sit kød.
I performancen DAS ROTE af Mu Wang og Yumo Chenger bliver vi vidner til, at kvindekroppen udsættes for det ene smertefulde overgreb efter det andet. Altså hvordan den skal omformes og kontrolleres for at kunne passe ind i den snævre kasse, kulturen kræver.
Jeg kommer selvfølgelig til at tænke på det berømte citat af Simone de Beauvoir fra Le Deuxième Sexe. ‘Man fødes ikke som kvinde, man bliver det’. Hvordan kvinden kulturelt skal være smuk som naturen, ligne blomster, men samtidig være beskårede blomster – ikke vild natur. Men jeg får også billeder af body art kunstnere fra 1990’erne som Ron Athey på min indre nethinde og associationer til performancekunst-ikoner som Yoko Ono og Marina Abramovics tidlige værker, fx Cut Piece eller Rhythm O.
Først fortæller stemmen også, at vores hovedperson helt fra, hun var barn har fået at vide, at en kvinde er allersmukkest på sin bryllupsdag. Fordi hun indtil den dag har udviklet en sofistikeret slankekursplan: ”When she stands in front of the people, she wanna be ten pounds lighter than she is today”.
Herefter bliver hun, meget slanke Mu Wang, udsat for endnu et smertefuldt fysisk indgreb, da Yumo Cheng syer tre rækker med rødt silkebånd fast i huden på hendes ryg, en slags korsetsnøring, så hun også kan få bundet en lille sløjfe. Mu Wang bliver til en lille gave, et objekt, man kan pakke op, mens korsetsnøringen også giver fysiske billeder på kønsnormer., der inddæmmer hende. Så hun næsten ikke kan få vejret, leve frit som hun vil.
DAS ROTE trækker også særligt på et kinesisk ritual, hvor man ifølge traditionen fører bruden iført silkekjole med bind for øjnene hen til brudesengen.
Pigen, Mu Wangs historie, fortælles herfra kronologisk, fra hun som spæd bliver forladt af sine bedsteforældre, jeg forstår det som om, det skyldes, at hun er en pige, men er ikke sikker, og i 2002 som fireårig i børnehaven oplever sin første forelskelse. Fortællingen skrider frem med udsigelsen af årstallene, som bliver performancens rytme, ligesom gentagelsen af værkets refræn om blodet: “A droplet of blood , vivid and red, welled up like a confession, She sieht Das Rote.” Som giver mig associationer til eventyret Snehvide, hvor Snehvides biologiske mor, mens hun broderer (en smuk kvindes syslen), taber tre dråbe blod på et hvidt stykke stof indrammet af sort ibenholt og giver hende ønsket om et barn med netop de farvekontraster, og som binder Snehvides udseende, hendes særlige skønhed, uløseligt sammen med eventyrets farvesymbolik. I DAS ROTE er det også farverne rød, hvid og sort, der går igen i scenografi, rekvisitter og kostumer, og særligt den røde farve, som selvfølgelig også refererer til kvindens menstruationscyklus. Det både tiltrækkende og frastødende ved blodet, som er livsnødvendigt, men også har givet kvinden status som uren. Vores fortællerstemme forklarer os også, at pigerne i Mu Wangs skole indbyrdes kalder det for ”that thing”, når de hvisker om det til hinanden. Og Mu Wangs mor, siger samtidig, da Mu Wang får sin menstruation første gang med voldsomme mavesmerter, at sådan er det at være kvinde. Det skal åbenbart gøre ondt.
Allerede i 2009 som 11årig oplever vores pige også, at en fremmed mand befamler hende i skridtet. Hun siger ingenting, men ved instinktivt, at noget er forkert. Siden da er hun bange for mænd.
DAS ROTE fortsætter herefter med årstal efter årstal og scene efter scene med smertefulde og ydmygende situationer for Mu Wang, fordi hun er kvinde. Den gentagende fortællerstemme mimer det pres og den fremmedgørelse kvinden må leve med. Selv som voksen og ansøger af opholdstilladelse i Europa er der en alenlang liste af certifikater, hun skal have for at kunne rejse ind. I Berlins frie performancekunst- og senere BDMS-miljø bliver det næsten lige så svært at få foden indenfor og få lov at være sig selv. Så fortælleren og forestillingen spørger sig selv, hvor meget hun mon skal tilpasse sig for at kunne være sig selv?
”How many times much she be looked at? Touched? Judged? Desired? Rejected? Ashamed? …Everything was put onto her body, before she even knew she owns her body. Das Rote runs through her body. Das Rote belongs to her. And her alone”.
Scenerne i DAS ROTE er kropslige, og Mu Wang og Yumo Cheng er utroligt modige og generøse, men desværre bliver koreografierne og dialogerne efter min mening ind mellem for usikkert udført. Jeg ville ønske, de stod stærkere og tydeligere frem, da det kke virker til den form for skrøbelighed skal være en del af udtrykket. DAS ROTE er dermed ikke helt på samme niveau, som mange af de andre gæstespil, som vi er så heldige, at Nydanskeren Jimbuts Kulturforening inviterer til Danmark.
Men DAS ROTE af Mu Wang og Yumo Cheng er stadig en meget aktuel historie, der desværre er vigtig at få fortalt og gentaget. Den tavsheds- og objektgjorte pige og kvinde skal have sin egen stemme og fortælle sin egen historie, og det empowering-projekt lykkes i DAS ROTE. Men selvom performancen selvfølgelig ikke skal klandres for det, så må jeg samtidig nævne, at det for mig at se er lige så væsentlig at få fortalt nye alternative og omsorgsfulde pige- og kvindehistorier.
Performancen DAS ROTE har mange betydningsfulde og nuancerede indsigter og pointer og står stærkest i sin ide, koncept og sine åbne associationer, i metaforerne og symbolikken om det røde, som samlende element, der selvfølgelig også kan forbindes med politik, Maos lille røde fx, der også stod i mine 68-forældres bogreol, og til censur, kulturel/politisk vold mod kvindens og alle andre kroppe. Men også til revolution, til transformation, passion og forandring.