bastard

I en teatersal på Refshaleøen undersøger live video-performancen Dear Beloved Friend Metropolis Festival-publikummets frygt for flygtningestrømmene, når den Lagos baserede performanceteatergruppe Kininso Koncepts vender perspektivet om, så et hvidt, racistisk, centraleuropæisk perspektiv afsløres.

En sort mand i bar overkrop går alene om natten i en øde by. Han går, vandrer med blikket rettet lige imod os. Han går og går i den tilsyneladende forladte afrikanske forstad lige imod os, publikum, bænket i teatersalen på Refshaleøen. Manden bliver ved at gå imod os. Manden er venlig, men virker måske også meget stålsat, stærk og umulig at stoppe? Så kommer en mand til og derpå en og lidt flere. Mændene går sammen, løber, hopper, danser, leger, smiler og flere vinker flirtende til os. Det er som om, de vil gøre hvad som helst for at komme os i møde, men samtidig er de måske også truende? Et billede på afrikaneren og den afrikanske migration- og flygtningestrøm, vi frygter i Europa?

Kun adskilt af en tynd skærm bliver det via en live videotransmission fra byen Lagos i Nigeria, tusindvis af kilometer væk, muligt at udveksle med teatersalen på Refshaleøen i København, Danmark. Et filmhold fra Nolllywood, som er centrum for den afrikanske filmindustri, laver filmoptagelserne.

Kunstnergruppen Kininso Koncepts og den hollandske provokatørkunstner Dries Verhoeven forsøger i Dear Beloved Friend, som er programsat på Metropolis Festivalen, at undersøge blikket på ’den anden’ fra begge sider. Værktitlen låner fra scammails. Multimedie performancen indledes også med eksemplet:

”Dear beloved friend. Jeg er Maya Oliver fra Norge. Min afdøde mand ejede en guldmine i Burkina Faso og efterlod 8,5 millioner euro på en bankkonto i det land. Jeg har brug for din hjælp til at få pengene.”

Dries Verhoevens knap så tvetydige værk Ceci n’est pas… på Metropolis Festivalen i 2015 undersøgte også blikket på ’den anden’, da han over ti dage udstillede et menneske; en transkønnet, en højgravid, en børnesoldat eller bedende muslim, i en glasboks midt på Strøget

I teatersalen på Refshaleøen zoomer kameraet snart ud og forlader de vandrende mænd og fører os ind i et rum, hvor en mand småløber på et løbebånd. Live transmissionen fra byrummet forandrer sig til en form for transmitteret teaterperformance, hvor filmcrewet bag også deltager. Og det bliver klart for os på Refshaleøen, at de i Lagos også kan se os. Flere i teatersalen på Refshaleøen bliver generte, griner og kigger væk, da de pludselig ser billederne af dem selv på skærmene i Lagos, mens andre sender luftkys og vinker lige så imødekommende tilbage som de vandrende, sorte mænd. Dear Beloved Friend iscenesætter på den måde vores blik på nigerianerne. Vi kan se os selv kigge på dem. Blandt publikum i salen på Refshaleøen sidder også sorte tilskuere på de forreste rækker, der måske forstyrrer dem/os-grebet?

Vi får nu også et kig ind til skuespillernes sceneforberedelser i Lagos. Skuespillerne tager latexmasker på og transformerer sig til hvide, fedladne, gamle mænd. Deres øjne er endda halvtlukkede, som om de slumrer. De illustrerer selvfølgelig den hvide mand, hvis verdensbillede tydeligt er forældet.

Vi ser, hvordan de hvide mænd spiser yoghurt (et dansk mejeriprodukt), går lidt videre på løbebåndet, laver solhilsner, mens en apatisk, hypnotiserende voice-over stemme gentager igen og igen: ”Du rækker ud efter telefonen. Du ved for meget”.

Stemmen fortsætter med at fremmane vestlige mediers undergangsbilleder af afrikanere, der krydser verdenshave og forcerer tårnhøje pigtrådshegn i jagten på drømmen om det søde, europæiske liv. Dear Beloved Friend iscenesætter og giver sprog til det europæiske, velstillede, men stressede og digitalt distancerede liv, hvor tunnelsyn og angst for fremtiden lægger en dæmpende dyne over det hele. Og dermed stiller performancen selvfølgelig spørgsmålet om, hvad dette perspektiv siger om os?

For Dear Beloved Friend maler ikke kun en parodi på den dansende, stærke og imødekommende afrikaner, men også et billede af nigerianere fulde af optimisme og tro på fremtiden. De er ikke på vej til Europa. ”Vi vokser og bliver rigere”, siger voice-over-stemmen og fortsætter med at fortælle, at byen Lagos inden udgangen af dette århundrede forventes at have 800 millioner indbyggere.

Jeg kan dog ikke lade være med at under mig lidt over, hvorfor Dear Beloved Friend fastholder forældede dikotomier om apatiske, fedladne, hvide mænd overfor stærke, muskuløse, dansende, sorte mænd. Kender vi ikke allerede de fordomme? Men dermed spørger performancen selvfølgelig også til, hvordan dem/ os-relationen kan overskrides? Hvordan kan vi sprænge den tynde skærm, der adskiller os? Vi var vel godt på vej til det under performancen. Skulle Dries Verhoeven måske bare have ladet Kininso Koncepts tage helt over for at vise en vej mod et nyt tredje, ligeværdigt blik og fælles rum? Det er nok de spørgsmål Dear Beloved Friend vil, vi skal tænke over?

Dear Beloved Friend af Kininso Koncepts og Dries Verhoeven præsenteredes 20., 21., 22. juni på Refshaleøen af Metropolis – Københavns Internationale Teater

Mere fra Mette Garfield