Inger Christensens stærke og banebrydende hovedværk DET om sprogets relation til verden får krop og stemme på scenen i en smuk musikalsk, men desværre for overlæsset teatralsk forestilling på Odense Teater.
”Det var det. Så er det begyndt”.
Og så kravler de op af hullerne i gulvet på træscenen i Odeon i Odense, hvor Odense Teater meget modigt forsøger at give Inger Christensens stærke digthovedværk DET krop, bevægelse, stemme og musik. Seks personer kommer kravlende op af hullerne i scenegulvet.
Performerne finder snart kaffekopper frem fra samme huller de kom op af. De henter også borde og stole fra lemme i gulvet og skaber langsomt en verden i samklang med digtets skabelsesberetning. Men først sætter de sig og venter. De sidder stift med kaffekopperne i hænderne på stolene med samlede ben, men de svinger underbenene fra side til side som et pendul, et ur, som tiden, der bare går. Tik tak: ”De venter på at leve, mens de venter”.
Odense Teaters huskoreograf Esther Lee Wilkinson, der tidligere sammen med Tim Matiakis var leder af kompagniet Corpus på Det Kongelige Teater, har sikkert koreograferet de sanselige, fortællende scener, ligesom komponisten Hannah Schneiders nærværende sang og vidunderligt åndende musik samler de forskellige scenarier. Schneider sidder med på scenen og spiller på sit klaver eller sin guitar, mens fx en høj kvinde med en blomsterparyk pludseligt hopper op på bordet eller en klovn sminker sig og fremfører en uhyggeligt sort monolog eller en militant kvinde under skrig og skrål overraskende føder en bombe eller en mand vandrer hvileløst rundt med englevinger eller en anden mand planter en flagstang.
Desværre bliver disse tableauers udtryk alt for teatralske efter min smag. For mig bliver det for overlæsset i forhold til Inger Christensens stramt komponerede værk. Kostumerne og ’karaktererne’ får mig til at tænke på halvdårligt børneteater. Inger Christensens stærke digt får efter min mening ikke lov at stå frem. Tekstens poetisk stærke billeder, gentagelsesmønstre og interessante sproglige forskydninger behøver slet ikke disse storladne scenebilleder, ‘karakterer’ og kostumer, som for mig fremstår gammeldags: en klovn, englevinger, en hvid flagstang med rød knop…
Heldigvis forsøger scenebillederne ikke at illustrere teksten (bortset fra sneen, der på et tidspunkt daler ned fra loftet), og mod slutningen morpher ’karakterne’ også og bliver til noget mellem menneske og sten og mellem menneske og øgle. Måske et forsøg på at udtrykke og illustrere Inger Christensens DETs tematisering af frihed overfor for tvang og normalitet? Et udryk for at bryde ud, for vanvid?
På Teatret ved Sorte Hest gik man i 2013 langt mere åbent, abstrakt og minimalistisk til værks med forestillingen Det springende punkt; en iscenesættelse af Inger Christensens digtning, der lod ordenes skaberkraft stå frem som omdrejningspunkt. Måske har man forståelig nok ønsket at gå modsat med forestillingen DET på Odense Teater?
Træscenografien af Johan Kølkjær og Marie Rosendahl Chemnitz virker på samme åbne måde organisk sart samtidig med den står stærkt, idet den er udformet som et helt kontinent eller en verden. Den verden, der skabes gennem sproget, gennem ordene i digtet DET og forsøgsvis igennem hele forestillingen. Måske mimer scenen den runde skærm, der indledningsvist svæver som en blågrøn klode placeret på bagvæggen og senere giver et perspektiv ovenfra på hele forestillingen, hvilket jeg desværre heller ikke kan se bliver brugt for alvor og derfor virker forstyrrende. Hvorfor skal vi på distancen kunne se forestillingen oppe fra?
Men DET på Odense Teater er et virkelig prisværdigt og modigt forsøg på at iscenesætte et stramt komponeret, komplekst og stærkt hovedværk i dansk poesi, der reflekterer over kvindefrigørelsen, ungdomsoprøret og forholdet mellem menneske og natur og ikke mindst frihed, tvang og normalitet.