På Sydhavn Teater bliver Martin Andersens Nexøs tunge klassiker om den udbyttede revolutionære unge pige til vellykket aktuelt politisk og sanseligt teater.
Hovedpersonerne er bogstavelig talt begravet og klædt i laser og pjalter. Så Bertholt Brechts stærkt kapitalismekritiske musikteaterstykke Laser og pjalter (1928) skrevet på forlæg af Tiggeroperaen ligger lige for som association fra begyndelsen af den modige dramatisering af Martin Andersen Nexøs episke flerbindsklassiker om Ditte Menneskebarn (1917-21) på Sydhavn Teater.
Hovedkarakteren i Ditte Menneskebarn på Sydhavn Teater ligger simpelthen under en kæmpe bunke beskidt vasketøj, som hun kravler op af og bliver dermed en diametral modsætning til den skumfødte Venus. I loftet i det tidligere kapel på Vestre Kirkegaard hænger også vasketøj på snore i et spil, som kan trækkes i så kjoler, nye kostumer og andre rekvisitter fires ned, når de veloplagte skuespillere Mille Marie Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard ikke kontinuerligt hænger eller tager vasketøjet op eller ned. Kvindernes hårde fysiske arbejde med evigt rødkolde fingre er konstant i spil i Ditte Menneskebarn på Sydhavn Teater.
Mille Marie Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard spiller alle rollerne. De skiftes også til at spille Ditte, for den måske enfoldige og naive pige kan være mange og har flere sider. Nok bliver hun udnyttet af alle mænd på hendes vej, selv den revolutionære, gifte boheme-mand med gode intentioner og idealer, som viser hende kærlighed for første gang. Men Ditte gennemskuer ham knivskarpt og stærkt til sidst, ligesom hun bliver ved med at insistere på sin selvstændighed og ikke at gifte sig på trods af, at børnene bliver ved med at komme.
Fremmedgørelse
Mille Marie Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaards forskelligheder udnyttes til fulde i Ditte Menneskebarn. Dalsgaards kantede energier op i mod Lindegaards rolige varme. Men de skærer begge overdrevne grimasser og laver store fagter i et væk, som jeg først blev irriteret over. Men Ditte Menneskebarn velinstrueret af tyske Mareike Mikat spilles i Sydhavn Teaters vanlige ekspressive, udvendige stil, der virker fremmedgørende for, at vi publikummer ikke indlever os totalt og glemmer den virkelighed, vi befinder os i uden for teatret. Vi skal have distance til at kunne reflektere og derefter handle.
Forestillingen er som sagt tydeligt politisk og vil tale direkte ind i vores samtids uretfærdigheder, hvor mennesker (særligt kvinder) i andre verdensdele lever under lignende trællevilkår som Ditte. Mille Marie Dalsgaard, leder af Sydhavn Teater, har igen rigtig godt set, hvordan vi en tid, hvor magtstrukturer i forhold til køn, seksualiteter og ophav endelig forsøges omvæltet, i samme ombæring skal huske at diskutere klasser.
Brugen af scenografiens vasketøjsdynger og snorespil af Laura Rasmussen gør disse reflektioner kødelige, for forestillingen brillerer heldigvis også ved sin æstetik og sanselighed. Vi kan som publikummer næsten selv kan mærke kulden, de våde fingre, smerterne i lænden, i armene og nakken ved det hårde korporlige arbejde, der bare fortsætter også lige efter børnefødslerne. Vasketøjet (og fødslerne, børnepasningen) har, som et sisyfosarbejde, ingen ende.
Volden i Ditte Menneskebarns liv får vi derimod ikke direkte at se i forestillingen, men voldtægterne og udnyttelsen løber alligevel som en rød tråd gennem Dittes udbyttede slægt. Hun er selv undfanget ved voldtægt og bliver selv gravid efter en, inden hun rejser væk ind mod byen for at opnå et andet liv end trællefamiliens. I Ditte Menneskebarn på Sydhavn Teater fylder nemlig særligt tiden i København understøttet af videoprojektioner med poetisk blødende bykort og iturevne hjerter.
”Nåede hun at blødgøre hjerter?”, spørger romanen og forestillingen så til slut. Det gjorde hun for mig at se, ligesom hun også nåede at give plads til refleksion i kraft Mille Dalsgaards stærke danske og internationale hold på Sydhavn Teater.