Dokumentation som værk

Karin Hald
13. juni 2023

In process residency i samarbejde mellem HAUT, Live Art Denmark og Teater Zeppelin. HAUT og bastard.blog undersøger sammen måder at dokumentere kunstneriske arbejdsprocesser på.

I løbet af Linnea Langfjords IN PROCESS-residency hos HAUT udfoldede en undersøgelse sig, sammen med skuespiller Thalita Beltrão Sørensen og kunster Ida Brottman, hvor dokumentationen af live-værket, var omdrejningspunktet for selve værket.

Spørgsmålet, som var i fokus, tog udgangspunkt i en kynisme, som er opstået i forbindelse med optimering af forbrug, som derved også sætter spørgsmålstegn ved oprigtighed. Langfjord ønskede at udfordre, hvordan kunstneren oftest tvinges ud i at optimere sig selv, hvis denne ønsker at få succes, og dermed mere arbejde, flere residencies, arbejdslegater etc.

Langfjord arbejdede med at fremvise, hvordan vi er i gang med at gå til grunde, hvis alt, vi skaber, bliver skabt med tanke på fremstilling, og især en fremstilling, som ikke rummer mellemmenneskelige relationer. Det kommer til udtryk ved, at protagonisten/skuespilleren i værket er fanget i vakuum, hvor hun kun spejles i selv sig, og i en logik som udelukkende er præget af ønsket om at lykkes i et kapitalistisk øjemed.

Dette førte os videre til en diskussion om kunstnerens autenticitet i vores samtid, hvor fx SoMe samt dokumentation af kunstværker spiller en væsentlig rolle: Hvis vi læner os ind i gammeldags ide om kunstneren, som altid skabende ud fra et ideal om det ‘sande’ eller ‘skønne”’ hvor efterlader det så både kunstneren, men også beskueren, hvis live-art skabes ud fra en grundlæggende præmis om at tilgodese beskuerens behov?

Dette blev undersøgt i en optik af dokumentation, og Langfjord stillede spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt for live-værket at eksistere, for at dokumentere det og få det til at eksistere, hvis det i en forskruet kapitalismelogik egentlig handler om at markedsføre det og profitere fra det, for derved at få endnu flere muligheder for at performe.

Dokumentation som værk – Linnea Langfjord — Foto: Louise Herrche Serup

Langfjords egne tanker befandt sig i tråd med, at hun tidligere har arbejdet for et firma, som laver undersøgelser vedrørende, hvilke produkter som skal sættes i produktion, altså ‘minimum viable products’. Når virksomheder lancerer nye produkter, bliver selve produktet ikke produceret før en forbruger-og købsinteresse er bekræftet, og man markedsfører noget, der slet ikke eksisterer endnu, gennem reklamer, hjemmesider, PR og endda salg. Dette er globalt set en milliardindustri – at undersøge produkters levedygtighed.

Hvordan opfatter vi kunstneren, hvis hun pludselig begynder at lave værker på samme måde? Hvor alt er dokumentation og intet eksisterer, før en interesse fra omverdenen er vakt?

Linnea Langfjords kunstneriske praksis befinder sig mellem narrativ baseret scene- og performance kunst, video og scenografiske installationer. Siden 2021 har hun researchet, hvad dokumentationen af scenekunst og live-værker er og har specifikt fokuseret på, hvad det betyder, hvis dokumentationen kommer først og er selve værket. Hun er uddannet fra Information Experience Design fra Royal College of Art i London, og før det modtog hun en BFA fra Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam i billedkunst.

Da jeg kom ind i Teater Zeppelins Black Box, var der ingen mennesker på scenen og i stedet for at scenen befolkedes, som det oftest ville være tilfældet til en performance/forestilling, så begyndte en trailer, som i korte, præcise billeder fortalte historien om en ung kvinde, der arbejdede som konsulent med at skabe fortællinger om minimum viable products, samtidig med at hun selv drømte om at kunne leve af at skabe kunst fuldtid.

I traileren undersøgte protagonisten, hvordan mindre og mindre grader af håndfast virkelighed kan udgøre hendes verden; alting ophæves og bliver til ingenting for øjnene af både hende og os, hvorfor hun til slut også er nødt til at skrive, hvordan man trækker vejret, for også at glemme det og dø.

Da traileren sluttede, kom skuespilleren fra traileren, Thalita Beltrão Sørensen, ind på scenen, og det samme gjorde Langfjord, sammen med kunstner Ida Brottman. Nu begyndte de tre i en koreografi af henholdsvis skuespiller, fotograf/instruktør og producer at genindspille traileren, vi lige havde set, for øjnene af os.

En klaustrofobisk følelse af at være fanget i et loop ramte mig, og jeg blev i tvivl om, jeg også var i gang med at blive opløst i min forståelse, samt væren.

I denne live-version af traileren instruerede Langfjord skuespilleren, og gjorde dette på en måde, som mimer ligegyldig overfor øjeblikket, og hvor resultatet er det, som er for øje: det var som om, jeg kiggede ind i kapitalismens logik, hvor hjerteblod udelukkende handlede om profit, men ikke findes i selve skabelsen, ej heller i den menneskelige interaktion.

Hver gang Langfjord havde fået en scene i kassen, efter et eller flere forsøg, vendte hun sig om, og bad HAUTs fotograf Louise Herrche Serup om at tage dokumentationsfotografier, hvor skuespilleren bliver bedt om at genskabe de oftest store følelser, der var på spil, i en frosset tilstand.

Gentagelse på gentagelse skete med små forskydninger, hvor fortællingen samt oprigtighed i højere og højere grad blev sat spørgsmålstegn ved.

Det ledte til et spørgsmål i mig om, hvorvidt der er en forskel mellem det dybfølte og det indlærte, og bliver en følelse mindre sand og ægte ved, at den gentages eller sker på kommando?

Samtidig med at trailere blev genopført, blev den kvindelige protagonist mere og mere opløst, det samme var gældende for scenografien, hvor det eneste møbel, et bord, blev udskiftet af papir, hvor der stod skrevet bord. Det samme gør sig gældende for spejl og køleskab. Alting blev dermed ideen om noget, i stedet for at findes.

Der er en dyb nihilisme på spil, troen på kunstværket er tilsidesat for hardcore kapitalismelogik, som ikke lader til at kunne undslippes.

Hvis man skal tænke over Dokumentation som værk i forbindelse med teori, er det nærliggende at bringe Peggy Phelan på banen: Phelan er kendt for hendes tanker om, at performance kun er performance præcis når det sker, i realtid, alt andet er ikke længere en performance, men netop noget andet i sin dokumentation, sin gengivelse.

Det er som om Langfjord peger os i retning af, at vi hverken kan stille os her eller der: at fortidens idealer er så langt fra den nutid vi befinder os i, samt at vores samtid er dybt problematisk – spørgsmålet bliver: hvor går vi hen herfra, hvis vi skal blive ved med at trække vejret?

– en undersøgelse af live-værkets eksistens vs. dokumentation.

IN PROCESS residencies på HAUT afsluttes altid med en WORKSHARING, hvor kunstnerne møder publikum, mens deres arbejde stadig er i proces, og publikum får et indblik i det kunstneriske udviklingsarbejde – så afprøvning og efterfølgende feedback kan bidrage til den kunstneriske udvikling.