I den skægge 1:1 performance Dressing up – Poetisk Konsultation bliver jeg med hjælp af den nærværende performancekunstner, Seimi Nørregaard, og hendes klæd-ud-habbengut transformeret til en puma, der måske kan hjælpe med at ændre fremtiden.
”Skarpe tænder, den har skarpe tænder, ikke?” Seimi Nørgaard har bedt mig om at lukke øjnene, og jeg kan nu mærke noget skarpt mod mine hænder. Det er de helt små sansninger, en stoflighed, det intime nærvær, ordene og deres skabende transformative kraft, der har fokus i Nørgaards Dressing Up – Poetisk Konsultation og praksis generelt. Pauserne i konsultationen får også en stor betydning for mig. Nørgaards timing er exceptionel.
Jeg er taget ud på Amager til Eksrummet på Prags Boulevard til Seimi Nørgaards 1:1 performance, Dressing Up – Poetisk Konsultation. Jeg har sovet dårligt og er derfor en lille smule træt og kommer måske faktisk et par minutter for sent. Da jeg småløbet ad trappen og ind i rummet, får jeg som det første øje på en stor computerskærm. Den minder mig om skærmen, man skal registrere sig på, når man har en tid i mit lægehus. Og det er jo også en konsultation jeg skal til hos Seimi Nørregaard, men en poetisk en af slagsen.
Jeg hører nu en rømme sig inde fra rummet ved siden, der er skærmet af med et stykke stof. Og en siger ’jaaa’, så jeg forstår med sikkerhed, at jeg er velkommen til at gå ind.
Bag forhænget sidder Seimi Nørregaard, og hun ser med det samme på mig med sit særlige, klare, barnlige blik. Og idet jeg bliver mødt af det blik, er det lidt som om, jeg er trådt ind i en anden sfære. Der er også en masse stof, tøj og alverdens tingeltangel i kasser, på gulvet og reolerne, der understøtter følelsen og giver mulighed for at lukke verden uden for lidt ude.
Hun spørger pludselig efter en pause: ’Et dyr? Og jeg svarer vist: ’Skal jeg nævne et dyr, jeg kan lide?’ Hun nikker, ’ja’. Jeg tænker lidt og svarer så: ’en puma’. Jeg er et udpræget kattemenneske.
Seimi stiller nu en række spørgsmål til pumaen. Hvordan den er, ser ud, hvor den er, om den skal passes på? ’Nej, den er her for at hjælpe os med at være modige’, tænker jeg. Lidt efter lidt får vi talt os frem nærmere og nærmere ind på pumaen. Og Seimi begynder at finde ting frem, som vi kan bruge til at portrættere kattedyret med. Jeg får et dyrekranie i hænderne, som jeg godt kan lide at holde om, for jeg er ikke performer og kan blive lidt beklemt over at få fuld opmærksomhed og være på. Men jeg kan også godt lide at lade fantasien rulle og finde på pumaen sammen med Seimi. Det minder mig selvfølgelig meget om at lege ’klæd ud’, som da jeg var barn og at finde på sammen, alt imens legen udvikler sig. Bekostelige færdigproducerede kostumer er slet ikke nødvendige, nok nærmere begrænsende for fantasien. Så jeg får også et par pelsører på hovedet, som Seimi laver ved at klipse et par pelstykker sammen og derefter piberenserknurhår og en snude klistret fast med tape.
Da vi har fået samlet mere sammen til pumaen, de skarpe tænder, guldpapir til benene og en lang, sort hale, er det Seimi spørger: ’Kan man gå ind i pumaen?’ Ja, det vil jeg gerne, selvom jeg som nævnt ikke er en person, der elsker at performe og klæde mig ud foran folk, jeg ikke kender godt. Men jeg føler mig tryg i Seimi Nørregaards poetiske konsultation og har nok også brug for den. Det er skønt at lægge hverdagen udenfor bag mig. Jeg har helt glemt, at jeg er træt og lidt tyndhudet. Jeg vil faktisk gerne ind i pumaen. Man kan måske gemme sig der.
Seimi og jeg får klædt mig helt ud som pumaen, og nu spørger Seimi om hun må tage fotos. Jeg indvilliger, og vi får taget flere billeder. Jeg får heldigvis lov til at beholde dyrekraniet i hænderne. Jeg har brug for at kunne holde fast i noget. Seimi sender mig også billederne og spørger om, hun må dele dem, jeg svarer ja.
Efter fotosessionen må jeg lægge mig og hvile lidt, mens Seimi skriver ned. Til sidst læser hun det op,me hun har skrevet. Et lille digt om pumaen.
Seimi Nørregaards trygge og kreative selskab i den dejligt halvrodede installation med dens tilfældige miks af habbengut var kort sagt inspirerende, transformerende og skæg. Jeg kom til at tænke på performancekunstneren Sara Hammings serie af 1:1 værker, Whole Body Treatment 1-4, hvor hun som Seimi Nørregaard zoomede kritisk ind på behandlerkulturen. Dressing Up – Poetisk Konsultation gjorde i det helt små klart for mig, hvor vigtig kunsten er til at skabe alternative mulighedsrum, udover kunstens sanselige og intellektuelle potentiale til både at tænke nye måder at være sammen på. Men Dressing Up – Poetisk Konsultation gjorde de også klart at vi alle har kreative transformerende evner. Jeg kom dog i tvivl om, det egentlig var nødvendigt at tage fotos og at dele dem på SoMe, eller om ikke det havde været bedre blot at lade sig transformere alene sammen med Seimi, men jeg tænker, at værket nok gerne vil kunne skabe nogle andre selvbilleder end selvpromoverende retoucherede selfier og måske lade barnets fantasi overtage instagram indefra?