Billedkunstneren og forfatteren Elisabeth Molin s spøgelseshus-agtige installation, Host, House, Hourglas, særligt udviklet til det århusianske Galleri Images rum fortæller i fragmenter om både at høre til og ikke høre til og spørger til vores virkeligheder.
Det er lidt som at være hjemme, da jeg besøger kunstneren Elisabeth Molin s udstilling Host, House, Hourglas på Galleri Image i Aarhus, men samtidig slet ikke. Objekterne i rummene virker bekendte; et spejl og en lænestol møder mig i indgangspartiet, og det næste rum kunne se ud som om, det bare ikke er malet færdigt endnu, måske skal der males videre på et andet tidspunkt? En lyserød farve fanger i hvert fald mit blik på den ene væg, og på gulvet er lagt lidt parketsildeben, mens en sølvlysestage pryder det tredje, bagerste rum.
Men der er samtidig noget fremmedgørende, måske unheimlich, ved rummene og objekterne i dem. Lænestolen er tapet til, så man ikke kan sætte sig, og giver mig associationer til en afspærret krimiscene, og spejlet er også et tikkende ur. Derudover er små plastikknogler sat fast i parketgulvet og minder mig om tegneserierekvisitter og vanitas-motiver, mens lysestagen hælder spøgelseshusagtigt skævt med et par gule, afbrændte klude hængt på. Det kan virke som om, nogen har opholdt sig i rummene og har efterladt tingene, eller som om en fremmed har flyttet rundt på objekterne, eller skal der til at ske noget i udstillingen, hvis tema netop er hjemmet og det at høre til eller ej?
Molin lader i hvert fald til at være optaget af et fravær i rummene; de kroppe, der ikke er til stede, men anes i deres efterladte rester og objekternes fortællinger, eller fraværet af de handlinger, der ikke har fundet sted endnu. Installationen giver dermed beskuernes kroppe plads til at reagere på og indtage rummene. Host, House, Hourglas skubber altså til muligheder for at digte videre på ens egne fiktioner om hjemmet idet, objekterne gemmer på remniscenser af (ur)fortællinger om hjem. På den måde undersøger udstillingen ikke bare tidsligheder, men også virkelighedsopfattelser og åbner komplekst til, hvordan virkeligheder og fiktioner lækker til hinanden. Når vi både kollektivt og personligt projicerer alt muligt ind i vores virkeligheder, kan man måske også spørge til, hvad de er? Og kan både fascineres af og problematisere, hvordan vi bl.a. lærer verden at kende gennem urfortællinger og tegneserie-agtige arketyper. Der er fx ideen om det perfekte hjem, man kun kan fejle i forhold til.
Elisabeth Molin leger altså med Host, House, Hourglas på Galleri Image som med den interessante installation Missing Scene på bladr i København med lag af historier og virkeligheder og arbejder stedspecifikt. Galleri Image kan nemlig både på grund af dets tilnærmelsesvise lejlighedsplan og dets hyggelige bindingsværkplanker i de hvidkalkede vægge fremstå ret hjemligt.
Objekterne og fotografierne i installationen Host, House, Hourglas kan også fungere som en slags indgange til forskellige måder at tilgå udstillingen næsten som i et computerspil, hvor man kun kan komme videre i spillet og gå ind ad en bestemt dør, hvis man fx får fat i den gule pen, mens man udelukkende kan gå ind ad en anden dør, hvis man er så heldig at komme i besiddelse af skakbrikken eller kende det rigtige klokkeslæt.
Den gule pen på et af fotografierne i installationen peger fx måske på den gule stribe tegnet på væggen i det inderste rum og går i dialog med de gule klude på lysestagen, mens de små knogler i parketgulvsfragmentet igen forskyder sig til en rest af en tegnefilmssekvens i videoværket eller taler forgængeligt med uret. Man kan på den måde nærmest gå på opdagelse som en detektiv og læse udstillingen materielt eller metaforisk eller psykologisk (hjemmet/ huset som metafor for selvet), eller det hele på en gang, eller noget helt fjerde. Sporene, der forskyder sig taktilt rundt i fotografierne, objekterne og i videoværket gør, at jeg som beskuer bemærker relationerne.
Hovedværket i udstillingen er dog for mig uden tvivl kunstvideoen set of ends (2021). Værket viser en serie billeder og korte videosekvenser, der kunne ligne tilfældige billedrester fra en mobiltelefon: et billede af en rød væg, en videosekvens af et vandglas med en lille hvirvelstrøm, et foto af sneklat på et fortov, eller en lidt mærkværdig tandbørste og en video af lysets spil mellem et sæt persienner; alt sammen fulgt af en voice over, der remser en masse ting op, der er, men som ikke ses på billederne: cracks you keep falling into, like pains of knowledge or veins of data informing you, filling you in, there were cleaning products smelling like ash…
Stemmen er altså løsrevet, hvilket åbner for fængslende, poetiske mellemrum mellem ord og billeder. Og den detaljerede lydside lægger endnu et subtilt lag eller endnu flere mellemrum til værket, for lydsiden er også sin egen. Lydene er helt almindelige dagligdagslyde, såsom vandplasken, eller den klikkende lyd, der følger de tre små prikker, når man chatter på messenger. set of ends zoomer altså ind på små almindelige kropsnære elementer og virker på den måde intim, taktil og herligt uprætentiøs. Så kroppen er der i set of ends, men uden at vi ser den, og dermed prikker værket måske ligesom hele installationen til vores omgang med teknologier. På gulvet rundt om skærmen, hvor videoen præsenteres, er også lagt et plastikunderlag med en billedside, der ligner en pool-overflade, hvilket leder mine tanker hen på billedrester fra internettet.
Host, House, Hourglas på Galleri Image behandler, hvordan vi i dag ofte bevæger os i verdner, hvor kroppen bliver tidsidesat. Vi kan via vores telefoner operere rundt i verden som spøgelser uden kroppe og i forskellige sammenhænge fremgå nærmest uden kontinuitet. Disse tomhedsfornemmelser og spøgelsesrum iscenesætter installationen Host, House, Hourglas på Galleri Image i Aarhus. Spændet mellem at ville kommunikere med og nærme sig andre i et rum uden krop.