Den spanske, internationalt anerkendte performankunst-legende Esther Ferrer gav ikke kun et absurd humoristisk og dermed afvæbnende rids af performancekunstens historie på Friisland, men også en virkelig fængslende minimalistisk performance lecture, der indskrev sig i hendes praksis’ kropslige undersøgelser af tomrum, gentagelser, sprog og tid.
Det går allerførst ikke helt op for mig, at hun ikke taler et sprog, som vi kender til, men derimod blander spansk, fransk, tysk, engelsk med sine egne ord. Hun taler et jibberisch, et nonsenssprog. Og hun taler hurtigt, næsten som et vandfald. Hendes ansigt er mildt, og hendes øjne er vakte. Hun er lille og væver, da hun først sætter sig ved skrivebordet foran publikum på Friisland.
Så begynder hun sin performance lecture. Men selvom sproget er nonsens, mener jeg, at jeg fanger det vigtigste af den 86årige spanske og internationalt anerkendte performancekunst-legende Esther Ferrers forelæsning om performancekunstens teori og historie.
For først opsnapper jeg ind i mellem et par ord og begreber og især navne, som fx Deleuze og Foucault. Publikum griner, da de nok, ligesom jeg, opfatter, at Esther Ferrer mimer akademiske situationer, mange af os kender til. Hvordan begreber, teorier og navne kan blive tæppe-droppet, men alligevel ikke helt indfanger det, der egentlig skal undersøges og diskuteres nemlig kunsten. Esther Ferrer får således hurtigt etableret en for nogen kendt kontekst og linet betydningsfulde samtidskunstbegreber og -teoretikere op, samtidig med hun humoristisk og elegant destabliserer akademiske (ofte maskuline) diskurser og hierarkier. Hendes absurde nonsenssprog og kvindekrop undergraver subtilt hegemoniske autoriteter og gør helt konkret opmærksom på sprogets magtstrukturer. Lecturen undersøger håndgribeligt, hvordan sprog både kan inkludere og ekskludere.
Lidt efter stiller Ferrer sig ud på gulvet og fortsætter på sit gentagende nonsenssprog beretningen om performancekunstens historie. Og hun springer fx ud af maleriet, nævner neo dadaismen, Fluxus og John Cage. Jeg tror også, hun forklarer, hvordan performancekunstnere i 60’erne gik imod feticheringen af kunstobjektet og imod det kapitalistiske (kunst)marked. Hun spiser en appelsin, tager sit gebis ind og ud af munden. Hun nævner tydeligt kroppen, tiden og nuet. Hun står pludselig helt stille, meget længe, så tiden og stilheden bliver fysisk konkret for os. Hun står sådan stille foran os med en arm i vejret. Så åbner hun med ét hånden, og en lille, rød fjer daler langsomt ned på gulvet.
Forinden har hun lagt sig ind under et hvidt klæde på gulvet og gjort det klart for os, at performancekunsten ikke er teater. Hun råber teatralsk op, og de fleste i rummet griner igen. Vi forstår. Performancekunsten dramatiserer og repræsenterer ikke. No no no no! Performancekunsten undersøger derimod via konkrete handlinger foretaget over tid i rummet.
I lecturen på Friisland undersøger Esther Ferrer tomrummet, stilheden, gentagelsen, processens vilkårlighed, det absurde og sproget alt sammen ud fra kroppen, ligesom hun systematisk har gjort det gennem hele sin kunstpraksis, der udover performanceværker også indebærer fotoserier, kunstfilm, projekter og installationer. Hendes praksis reflekterer dermed ikke bare 60’ernes forandringer, hvor kunstnere i protest begyndte at skabe interventioner i det offentlige rum. Hendes virke udspringer også af et medlemskab i kunstnerkollektivet ZAJ og flugter desuden med 60’ernes minimalisme og 1950’ernes neo dadaisme, hvor Fluxus kunstnere lavede performance-eksperimenter for at dematerialisere kunstobjektet, og John Cage udviklede nye, kreative tilgange med fokus på proces, tilfældighed, stilhed og tomrum.
“To do actions, all you need is the will to do them. From there, you can invent everything: the technique, the definition, the theory (if you need it), et cetera. It is the most democratic art form there is”, har Ferrer udtalt i et interview.
På Friisland demonsterede hun også på fineste vis, hvordan performancekunsten relaterer direkte til sit publikum og forstyrrer den klassiske subjekt-objekt-relation. Hun peger simpelthen på os alle sammen og ser os ind i øjnene. Dig, dig, dig, dig og dig. Ferrer er uprætentiøs og ’ægte’, og jeg bryder mig egentlig ikke om det ord i en kunstsammenhæng, men sådan er det. En helt enkel og naturlig, men alligevel særlig intens relation. Jeg har det i hvert fald som om, jeg har oplevet noget ganske særligt sammen med alle de andre i rummet, lidt som da jeg oplevede Yoko Ono på Louisiana for flere år siden. Måske var det næsten som om historiens vingesus fløj over os den dag på Friisland. For Ester Ferrers performance lecture undersøgte ikke bare tomrummet, gentagelsen, processen og sproget, men også fællesskabet. Og lecturen var ikke mindst et eksempel på, hvordan hendes undersøgelser er filosofi skåret ind til benet. I Ferrers håndgribelige undersøgelser af tid og rum virker intet overflødigt.