Samarbejdet mellem Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter har eksisteret siden 2010, men blev denne august præsenteret af TOASTER som live audio-poetisk installation på Den Frie. Digtoplæsning, musik, lys, lyd og installation gik ofte op i bevægende øjeblikke af højere enhed, men værket kan vist ikke kaldes hverken eksperimenterende eller nyskabende.
Denne august indtog digteren Søren Ulrik Thomsen og orkestret Det Glemte Kvarter udstillingsstedet Den Frie med fusioner af digtoplæsning og klangfuld indierock med elementer af klassisk musik i performancen Et øjeblik var det som om alt dette skulle forsvinde. Det var altså igen muligt for publikum at opleve samarbejdet mellem digteren og orkestret, der har eksisteret siden 2010, men denne gang i en række intimkoncerter arrangeret og produceret af Toaster, hvor det rumlige aspekt skulle være en væsentlig medspiller i form af en labyrintisk installation, som også var mulig at besøge i dagtimerne udenfor koncerterne.
Desværre lod der indledningsvist til at være problemer med lyden, da jeg oplevede værket, så det var simpelthen svært at høre Søren Ulrik Thomsens oplæsning, der egentlig skulle fænge publikum an og drage os ind i værket. Men jeg fornemmede trods alt, Søren Ulrik Thomsens særlige rytme og blanding af patosbårede eksistentielle spørgsmål og beskrivelse af hverdagsgenstande og situationer, som fx i digtene Du kommer gående henimod sengen eller Tilgiv at jeg ser dine knogler før kødet. Jeg har holdt af dem, lige siden jeg som ung slugte hans digte og poetikker eller gik til hans digtoplæsninger.
Samtidig med den første digtoplæsning trådte musikerne nu frem rundt om og i installationen, der på mig ude fra mest virkede som en stor, tung konstruktion i Den Fries ellers smukke kælderrum. Men da to af musikerne efter digtoplæsningen tittede frem på skift i åbningen ind til installationen i en mindre pause i musikken, der mest blev fremført med cool rock attitude, blev jeg alligevel nysgerrig og følte mig henvendt til.
Nu kunne vi bevæge os ind i installationen sammen med musikerne og Søren Ulrik Thomsen, så lydens placeringer i rummet blev en endnu tydeligere del af performancen, mens vi gik rundt i den ret lille labyrint, ligesom spejlinger af musikerne gjorde, at vi undervejs i spejle kunne opleve de musikere, der befandt sig udenfor installationen.
Den sidste del af performancen, hvor vi alle var samlet i labyrintens midte, var efter min mening den bedste. Her var flere bevægende øjeblikke, hvor musikken, lyden, lyset og Søren Ulrik Thomsens særlige, rytmiske oplæsningsstil gik op i en højere enhed. Desuden var percussionisternes arbejde bemærkelsesværdigt spændende. Så for mig var det som koncert, værket fungerede bedst.
Et øjeblik var det som om alt dette skulle forsvinde var bestemt et (måske nostalgisk) besøg værd en små magisk sommeraften i København, men det var selvfølgelig ikke hverken et nyskabende eller specielt eksperimenterende værk, som man derfor måske kan undre sig over, at Toaster har programsat. Installationen lignede en hel del labyrintiske konstruktioner fra performances i 90’erne, som fx Athelas Sinfonietta har medvirket i. Installationen var heller ikke indarbejdet nok til egentlig at blive udnyttet særlig meget i performancen, ligesom konstruktionen som sådan måske var for stor til kælderrummet på Den Frie. Men de magiske øjeblikke af Søren Ulrik Thomsens digte og den klangfulde, rytmiske musik, der enten stod i kontrast til ordene eller bar dem frem, står alligevel tydeligt frem.