Et queer-fyrtårn har skiftet placering men ikke etos

Jørgen Callesen og Emma Castro Møller

Jeg går ned ad en stille vej i Vanløse, hvor jeg passerer værksteder af forskellig art, indtil jeg ser et hvidt skilt med sort skrift, hvor der står Warehouse9. I et par år har Warehouse9 været uden lokale efter, at de fraflyttede Kødbyen i 2021. Nu er de tilbage med eget sted og for nylig blev foråret budt velkommen af Warehouse9s åbning af deres scenekunstværksted, som de fejrede med et brag af et åbningsarrangement og derefter queer-performance i form af festivalen IPAF.

Emma Castro Møller og Jørgen Callesen byder mig velkommen med smil og masser af varme og viser mig rundt i det gamle glarmesterværksted, som nu er ved at blive omgjort til at være værkstedsplads for queer-kunstnere. Rummene er rå, charmerende og ikke mindst superbrugbare til den form for arbejde som de to co-directors har tiltænkt Warehouse9s videre færd.

Jeg har lyst til at høre historien om, hvordan Warehouse9 har udviklet sig igennem årene, og hvordan de to co-directors ser fremtiden for dette centrale sted i Danmark for queer-scenekunst med en social dimension. Til tider kan vi glemme at give taletiden til dem, som står bag en kunstnerdrevet organisation, men som er essentielle for, at denne slags steder kan eksistere – dette er deres fortælling om Warehouse9.

DE FORMATIVE ÅR

Karin Hald [KH]: I har eksisteret siden 2007, hvordan har I oplevet den rejse, I har været på indtil videre, hvad har været de vigtigste nedslagspunkter, og hvordan oplever I, at LGBTQIA+-scenen har udviklet og ændret sig i den periode, I har været aktive med Warehouse9?

Jørgen Callesen [JC]: Warehouse9 udsprang af et aktivistisk, queer-politisk miljø, som var Queeruption. Det var en international bevægelse, som var kritisk overfor gentrificering, men også kritisk overfor mainstream og kommerciel queer-livsstil, queer-politik, og hvordan queer-personer har mulighed for at udfolde sig, både socialt, kulturelt og familiemæssigt. Der var forskellige nedslag i forskellige byer, og så var jeg med til at starte en Queeruption i Danmark, som en festival i 2006.

Det udsprang meget af at være i besatte huse, fx i Berlin og Barcelona. I København fandt vi en ramme i Kulturhuset på Vesterbro. Den festival blev banebrydende, fordi den lagde grund for et mere alternativt queer-miljø, som stod stærkt frem. Mange forskellige kræfter stod sammen fra mange forskellige miljøer.

Jade Montserrat: Anthem, IPAF 2019. Foto: Jacob Tekiela

Efter det opstod et tomrum, fordi vi spurgte os selv: hvordan bærer vi dette videre? Hvad er der af muligheder i Danmark?

Vi ønskede at skabe en ny form for fristed, som skulle være kunstnerisk, queer og politisk. Det var starten på Warehouse9.

ET EGET RUM I KVIKSAND

I Kødbyen fandt vi et lokale, som var overset. Vi spurgte lederen af Kultur Vesterbro om, vi måtte leje det og så lave en queer-kunst-forening. Det fik vi lov til for 3000 kr. om måneden. Det var møgbeskidt og var godkendt som lager/værksted. Vi lavede en queer-kunst  organisation med en bestyrelse og et manifest i kraft af vores vedtægter.

Beck Heiberg & Charlie Laban Trier: Digging a Glittery Grave, IPAF 2020. Foto: Søren Meisner.
Beck Heiberg & Charlie Laban Trier: Digging a Glittery Grave, IPAF 2020. Foto: Søren Meisner

Fra 2007 var vi derfor formelt set et queer-kunstrum uden, at vi havde nogen som helst midler.

Fra 2007-09 lavede vi enkeltstående arrangementer. I 2009 lavede vi en ansøgning til Statens Kunstfond til en pulje, som hed “Kunsten og Kommunerne”. Der fik vi en 3-årig bevilling, og det var startskuddet til, at Warehouse9 blev et statsstøttet projekt. Det var de formative år, hvor vi også grundlagde en international festival, som så senere udviklede sig til at blive IPAF (International Performance Art Festival).

Driftsstøtten stoppede desværre i 2012, og det var tilfældigvis samme år, som Emma kom med.

Emma Castro Møller [ECM]: Der var netop ikke nogen fast støtte, og derfor var vi alle freelancere samtidig med, at vi drev en scene på frivillig og projektansat basis. Jeg kom ind på en flygtig basis pga. økonomien, og jeg boede fortsat delvist i London, hvor jeg arbejdede som freelance-producer indenfor Live Art og Performance-scenen.

Det første projekt, jeg arbejdede med på, var, da David Hoyle (legendarisk queer-kunstner fra UK), var på residency i tre måneder. Det var en helt fantastisk periode og indgang til Warehouse9s arbejde.

Det, der var fantastisk, var, at der var et virkelig stærkt community tilknyttet. Vi havde skønne mennesker omkring os, som troede på Warehouse9 og gerne ville hjælpe, også selvom midlerne ikke var der. For at sikre økonomien i Kødbyen havde vi mange baraftener og udlejninger til både gæsteproduktioner og mere kommercielle events. Det var sådan, vi overlevede i perioden 2012-2018.

Teo Ala-Ruona: Enter Exude, IPAF 2024. Foto: Søren Meisner
Teo Ala-Ruona: Enter Exude, IPAF 2024. Foto: Søren Meisner

JC: Den kommercielle driftsform gav os en indtægt, men det betød også, at vores profil blev udvandet af alle disse samarbejder, fordi de ikke nødvendigvis passede med vores vision.

Residencies var vigtige siden Warehouse9 start. Fx havde vi 2008-2011 et langvarigt samarbejde med en tysk transkønnet kunstner J. Jackie Baier fra Berlin, som arbejdede med den kunstneriske proces i at skabe portrætter af andre transkønnede. I residency-perioderne etablerede hun et fotostudie og viste sit arbejde løbende i forbindelse med forskellige events med open studio, clubbing og performance. Det samlede et helt community af transpersoner, som ikke havde så mange andre steder at tage hen. På det her tidspunkt var der meget debat om sexologisk klinik, som var meget patologiserende og stigmatiserende. Dette blev starten på foreningen T-lounge Society for og af transkønnede, som efterfølgende stod bag en række sociale cafe-arrangementer, debatter og performance-events.

Krishna Istha: First Trimester, IPAF 2024. Foto: Søren Meisner
Krishna Istha: First Trimester, IPAF 2024. Foto: Søren Meisner

ECM: Vi blev ved med at overleve på denne prekære måde, indtil vi flyttede ud fra Kødbyen. Kødbyen var kviksand, og det blev tydeligt for os, at vi skulle tilbage til at arbejde mere målrettet mod vores vision om at skabe et stærkt alternativ indenfor scenekunst for queer-kunstnere og ikke overleve ved at servicere og leje ud til andre.

I Kødbyen begyndte vi at blive kendt mere som et feststed, og det var slet ikke det, vi ville. Vi ville skabe et scenekunstnerisk alternativ i København for unik og genrebrydende kunst skabt af queer-kunstnere.

JC: At etablere en professionel platform, hvor queer-kunstnere kunne bidrage til at skabe mere diversitet i branchen var et ønske. Her har IPAF festivalen været vigtig, fordi den har fremvist det, som er kunstnerisk vigtigt for os, som også er at arbejde internationalt. Vi har et stort og godt omdømme internationalt pga. den festival.

Vores bestyrelse har været så vigtig og støttende. De var med til at løfte Warehouse9 med succes ud af Kødbyen, hvor vi gik i direkte dialog med politikerne i Københavns Kommune om en løsning. 

Eisa Jocson: Macho Dancer, IPAF 2018. Foto: Jacob Tekiela

ECM: Omstændighederne i Kødbyen blev svære at overleve i, og derfor besluttede vi at flytte ud i 2021. Vi havde indbrud flere gange om ugen. Det var en kæmpe lettelse for os alle sammen at træffe den beslutning. Men det krævede, at vi fik lov til at tage vores bevilling med os fra kommunens side, fordi den var bundet op til bygningen. Vi fik det godkendt, og derefter blev Warehouse9 et flydende projekt uden et fast sted.

Det var en fantastisk tid på mange måder, selvom det var mærkeligt, fordi det også skete oven i Covid. Det var surrealistisk, men supernødvendigt, fordi det gav os pusterum til at reflektere over, hvad vi gerne ville som projekt, og hvad vi gerne ville efterlade i fortiden.

Grunden til, at vi fortsat kæmper for det her sted og projekt, er, fordi vi tror så meget på mødet mellem scenekunst og queer-kultur, en platform for queer-kunstnere, på at opbygge community, på at prøve ting af.

Lucy McCormick: Triple Threat, IPAF19. Foto: Jacob Tekiela

JC: Vi var samtidig også bekymrede for, om udflytningen fra Kødbyen ville skabe en distance mellem os og alle dem, som vi tidligere havde arbejdet sammen med, men det føler vi overhovedet ikke er sket. Tværtimod.

Vores etos er stadigvæk det samme: at skabe en platform for queer-kunst, som også har en social dimension.

ECM: Vi savnede at have et fast sted, det var meget at navigere i at bevæge os rundt mellem mange forskellige steder også, fordi vi ønskede at have kontrol over at være normkritiske og fx blot det at have kønsneutrale toiletter.

JC: Tilgængelighed er så vigtig. Det handler grundlæggende om, hvem der har tilgang til kunsten, og hvordan vi når endnu længere ud end de fastetablerede cirkler.

JC: Efter flytningen til Vanløse har vi tilføjet en taglinie til vores lokaler: “Værksted for Scenekunst”. Det har vi gjort for at støtte op om og være en del af det miljø, som findes omkring os herude, hvor der er mange andre værksteder. Vi er ikke en venue længere, vi er et værksted og en residensplads.

Linh Le: Performance til åbning af Warehouse9, februar 2024. Foto: Søren Meisner

KH: Hvad glæder I jer mest til, og hvad drømmer I om for Warehouse9?

ECM: Vi glæder os til, at vi føler, at vi er landet helt her i de ny lokaler. Det er vi langsomt begyndt at gøre nu. At vi får fastlagt det sidste, så er vi helt på plads med det første års program. Det første år er et pilotår for os, vi skal teste rammerne af, det kan være, der er ting, der skal ændres, og det er vi åbne overfor. Vi glæder os til, at huset bliver brugt, som det skal, at det er levende, og de forskellige communities har fundet os igen, og at kunstnerne har forstået Warehouse9’s lokaler som et værksted. Vi er en organisation, der har ja-hatten på, og hvor man kan komme og eksperimentere.

Vi drømmer både om nye forbindelser og om at genetablere gamle. Hele visionen er, at det bliver et research-development-sted med fokus på residencies af forskellige længder, fra to uger op til et år. Vi kan have worksharings og pop-up ting. Vi kommer til at invitere kunstnere til at prøve pilotprojekter af sammen med vores community. Open calls vil blive sendt ud her senere på året.

JC: Det her er et visionært kunstnerisk projekt. Warehouse9 er aldrig blevet set som et kunstnerisk projekt i sig selv, som vi egentlig synes, det har været. Vi glæder os til at kunne invitere en masse af de internationale kunstnere, som vi har kendt igennem tiden, og som har undret sig over, hvad der ville komme til at ske med os, efter vi flyttede fra Kødbyen.

Vi har lige indledt et samarbejde med et lignende sted i Austin, Texas, hvor vi har lavet et udvekslingsprojekt. Når vores hverdag fungerer, så kan vi hoste andre. I udlandet findes der mange steder som arbejder ud fra en lignende vision og tænkning som os, det er skønt at kunne knytte an til dem.

ECM: Både mig, Jørgen og Christian (sidstnævnte med-grundlægger og tidligere del af kerneteamet) har alle arbejdet meget i udlandet. Så vores praksis som kunstnere og kuratorer har et internationalt udsyn og er ikke bundet op på en dansk kontekst som sådan. Kunsten har en social funktion, vi vil skabe rum for det og udvide definitionen af, hvad scenekunst i Danmark er og kan være.

Grand Opening af Warehouse9, februar 2024. Foto: Søren Meisner

JC: Vi glæder os også meget til at se det samarbejde, vi har med HIMHERANDIT Productions og Genderhouse-festivalen i Århus udfolde sig.

ECM: Der er også nogle virkelig fantastiske queer-kunstnere, som arbejder i Danmark, og dem ønsker vi at støtte op om – så den internationale branche kommer til at se Danmark som et førende scenekunstnerisk land.

FK Alexander: (I Could Go On Singing) Over The Rainbow, Åbningsforestilling CPH Stage Festival 2018. Foto: Jacob Tekiela

KH: For mig har I været et fyrtårn i Danmark, når det kommer til at arbejde med diversitet og inklusion. Hvilke tiltag kunne I ønske at se foldet ud i en bredere kontekst og implementeret i højere grad for, at det arbejde, I finder så vigtigt, kunne blive endnu mere tilstedeværende i Danmark?

JC: Warehouse9 var med i et nordisk netværk, som hed Normkritisk Ledelse, med biblioteker, museer og kulturelle institutioner osv., og vi blev inviteret som en organisation, som har været first-movers. Mange store institutioner er blevet pålagt at udtænke visioner og handlingsplaner for diversitet og inklusion, og her havde vi mulighed for at starte samtaler om vigtige forskelle i de vilkår, vi arbejder ud fra.

Og en forståelse for, at vi ikke er institutioner ligesom dem. Det, vi repræsenterer, kan være topprofessionelt, supervisionært, og det har faktisk eksisteret længe bare uden, at de nødvendigvis har haft kendskab til det. Arbejdet med inklusion og diversitet skal være et ligeværdigt samarbejde ud fra parolen it’s never about us without us

ECM: Vi skal ikke kun inviteres, når vi skal opfylde en kvote. Det oplever vi stadig ret meget. Vi bliver også stadig spurgt om at lave ting gratis. Vi mangler, at de ser os som eksperter indenfor en vis type af marginaliseret kunstform og befolkningsgruppe. Det er blevet bedre, men der er stadig lang vej igen.

Vi har også stadig lang vej at gå internt. Forskellen er, at vi, som mindre organisation, selv-reflekterer virkelig meget. Vi skal ikke igennem alle mulige bureaukratiske hierarkier. Vi kan rykke hurtigt. Vores samarbejde er ret unikt. Der er forskel på Jørgen og mig, vi har forskellige uddannelser samt forskellige personlige baggrunde. Vi er ikke bange for at diskutere med hinanden. Vi er co-directors, og det giver en kritisk refleksion over det arbejde, vi gør sammen.

Vi har altid nytænkt Warehouse9. Som queer-person nytænker du dig selv hele tiden, det har det her projekt også gjort. Som en af vores medlemmer sagde, da vi skulle flytte ud af Kødbyen – de var ikke bange på vores vegne. Det har været hjertevarmende at opleve den opbakning, der har været igennem den transition, vi har været igennem som projekt.

Tak

Warehouse9

Mere fra Karin Hald