I Sydhavn Teaters performancerum, P44, fortsætter de deres feministiske linje med en modig iscenesættelse af den spanske forfatter Iván Repilas komplekse tekst. Desværre lykkes det teksttunge sceniske værk vist ikke helt.
”Jeg er verdens største feminist!”, lyder den første replik fra hovedkarakteren Jeg/Garbo/Vergo/I.R.R. Han er divers og har mange navne og er iført leopardplettet pels og sylehøje stilethæle. Han fortsætter: ”Men lige nu står jeg og kaster æg på en gruppe kvinder”.
I Sydhavn Teaters performancerum, P44, fortsætter de den feministiske linje efter deres Ditte Menneskebarn-opsætning med en adaption af den spanske forfatter Iván Repilas’ komplekse og måske provokerende roman Feministen, så hovedkarakteren denne gang er en mand. Og man kan måske også diskutere, hvorfor et værk om feminisme og kvinders stadige kamp for ligestilling skal have en mand i centrum?
Usikker tekstbehandling
Vores hovedkarakter og fortæller i forestillingen Feministen spillet af charmerende Malik Grosos, der desværre har for mange problemer med teksten, er heldigvis flankeret af skønne og erfarne Maria Carmen Lindegaard, der spiller henholdsvis kæreste og mor til hovedkarakteren. Når hun taler og agerer, bliver jeg som publikum rolig, mens Malik Grosos sitrende usikkerhed og konstante snublen over ordene forplanter sig, så jeg i sidste del af den måske lidt for lange forestilling til sidst zoomer lidt ud. Jeg orker desværre ikke at skulle koncentrere mig om at forsøge at forstå, hvad han siger.
Energien fejler derimod ikke noget, så den teksttunge forestilling virker trods alt hæsblæsende og tempofyldt. Spillestilen er også udadvendt mod publikum næsten hele tiden og minder ind mellem om standup med mikrofoner eller om performancelecture-formater med projiceringer af tegnede figurer og farver på bagvæggen.
Kønnenes kamp
Fortællingen begynder enkelt. En mand møder en kvinde. Hun er Ph.D. studerende og feminist og åbner mandens øjne for uretfærdighederne mellem kønnene. Så han indledningsvist opretter en twitterprofil under navnet feminator. Forestillingen iscenesætter altså kønnenes kamp og trækker på den måde måske tråde helt tilbage til det græske drama Lysistrate af Aristofanes?
På et tidspunkt beslutter vores hovedkarakter sig dog for at presse kvinderne til for alvor at gå i kamp. Han vil tirre kvinderne til at blive aktive og ligefrem voldelige fremfor passivt at blive ved med at finde sig i uretfærdigheder. Han starter derfor en undergrundshær af mænd, der hader kvinder. De kalder sig Den Falliske Hær og gør alt for at få kvinderne ned med nakken.
Nu begynder fortællingen at blive scifi-agtig eller i hvert fald futuristisk fabulerende og kompliceret, for fortælleren er efter, at kvinderne har organiseret deres egen hær og gået til modangreb, fortsat leder af Den Falliske Hær. Det bliver uklart, hvis side han egentlig er på. Svigter han den feministiske sag, eller kæmper han sammen med sin på det tidspunkt ekskæreste og ofrer sig for kvindekampen, sådan som epilogen, en lydfil, publikum kan lytte til efter forestillingen, kraftigt antyder?
På den måde vender forestillingen tilbage til begyndelsen, hvor hovedkarakteren, en mand, erklærer sig som verdens største feminist samtidig med, at han står og kaster æg på en gruppe kvinder. Og komplekse og måske provokerende spørgsmål om, hvorfor og hvordan kønnene nogensinde skal blive ligestillede, hvis det kun kan ske, hvis en mand skal tage føringen i en voldelig kønsrevolution, lines således op i Feministen på P44’s lille scene.
Vigtige intentioner og gode ideer
For der er masser af vigtige intentioner og gode ideer i Sydhavns Teaters Feministen. At introducere et dansk publikum for Iván Repilas tekst og dermed som teatret i Sydhavn generelt gør det, give et internationalt udsyn, er en af dem. Jeg får i hver fald lyst til at læse roman-forlægget for at komme nærmere en forståelse af den tvetydige tekst, men tænker samtidig, der er masser af internationale kvindelige forfatter, jeg lige så gerne vil læse. Tydeligt at diskutere mænds rolle i feminismen og kvindekampen og dens kompleksitet er en anden vigtig intention og god ide.
Desværre fik Feministen ikke ikke helt det niveau, man kunne have håbet på. Måske fordi skuespillerne ikke har haft tid nok til at fordøje og lære teksten ordentligt, eller måske er instruktionen af Mille Marie Dalsgaard ikke lykkedes denne gang? Men sådan må det også være nogen gange, når man eksperimenterer, og det skal Sydhavn Teater i hvert fald krediteres for at blive ved med at gøre.