Fotograf Frida Gregersen har gennem et helt år inviteret 12 personer til at interagere med en sokkel i Rudolf Tegners Statuepark. Hver måned har hun kørt en sokkel på sækkevogn ud i parkens hedelandskab, så hun sammen med deltagerne kunne undersøge forholdet mellem natur og kultur. Skellet mellem fotograf, model og omgivelser blev udviskede, og et individuelt såvel som kollektivt blik åbnede sig. Det er netop kendetegnende for Frida som person og hendes praksis, at hun involverer andre tæt ind i legende og performative undersøgelser for at skabe fotografier. Jeg besøgte Frida i hendes atelier på Amager til en samtale om hendes kommende udstilling Axis Mundi i Rudolf Tegner Statueparken.
Vil du fortælle om projektet Axis Mundi helt kort?
Min grundide var at lade kultur og natur møde hinanden og undersøge den dynamik, der findes her. Jeg brugte soklen som et symbol på kulturen og bragte den ud i naturen i Rudolf Tegners park. Og så inviterede jeg mennesket ind. For vi er jo begge dele. Vi er både kultur og natur. Og på den måde blev jeg hjulpet i min undersøgelse ved at lade mennesket være limen eller bindeled i projektet.
Og hvorfor skal kulturen møde naturen?
Som mange andre, der beskæftiger sig med naturen i dag, er det, fordi den er udfordret. Hvis vi skal redde økosystemerne, tror jeg, det er nødvendigt, at vi forstår os selv som natur. Vi er natur. Vi er en del af det hele.
Jeg er derfor nysgerrig på, hvornår det er kulturen, der overtager os, vores handlinger og mønstre? Og hvornår er det, vi er i sync med naturen og lader os bevæge i en strøm sammen med den?
Og I har lavet de her undersøgelser i et helt år?
Ja præcis. Jeg spurgte mig selv: hvordan kan mennesket bedst forbinde sig til naturen? Så kom jeg i tanke om, at man ofte kan mærke og registrere naturen særligt i ens fødselsmåned. Mange er knyttet til den måned. Så jeg tænkte, at hvis man inviterede deltagerne op i parken i den måned, de var født, så var der en særlig tiltrækningskraft mellem naturen og mennesket. Og på den måde kunne vi sammen udforske årets gang.
Så der er 12 portrætter, ét for hver måned, udstillet i parken?
Ja! Jeg fandt frem til 12 forskellige mennesker, med fødselsdag i hver deres måned. Hvert portræt repræsenterer en måned. Og sammen udgør de et helt år. Det vil sige, at du kan møde alle månederne på din vej rundt i parken. Jeg har lavet et kort, som du får i hånden, når du træder ind i parken. Her kan du se, hvor månederne er placeret. Så det er en form for cyklisk skattejagt, man begiver sig ud på…
Har deltagerne selv udvalgt et sted eller er det dig?
Når deltagerne ankom, inviterede jeg dem som det første til at gå en tur i parken og mærke efter om, der var et sted, der talte særligt til dem. Jeg var lidt nervøs for, om de alle ønskede det samme sted. Men fordelingen er blevet overraskende harmonisk. Nogle valgte høje og centrale punkter i parken, mens andre gemte sig i krat og snoede veje. Så nogle af værkerne kan måske være svære at finde .. men sådan er det jo også med en rigtig skattejagt
Har der været en opgave eller et koncept fra museets side om at forholde sig til Rudolfs Tegners statuer og til parken på en bestemt måde?
Nej, det har der ikke. Jeg har fået frie rammer. Statueparken blev mit arbejdsrum, min legeplads, i et helt år.
For mig var det vigtigste at sætte deltagerne fri og gøre det klart for dem, at ALT er okay! Intet kan være forkert. Derfor ønskede jeg også selv at være fri – og altså ikke være alt for påvirket af Rudolph Tegners skulpturer, når jeg sammen med deltagerne skulle skabe vores historie.
Men statuerne er der jo, og man kan ikke undgå at være i dialog med dem. Mange af deltagerne forholdt sig også til dem. Parken er fyldt med vitalisme og menneskelige følelser, igennem hans udtryk. Så jeg havde mere en parallel samtale, frem for konkret inspiration. På Rudolph Tegners vegne, kan jeg godt lige gøre sådan her op til himlen. (Frida løfter sine hænder op mod himlen som for at sige tak eller vise respekt). For han har haft så meget vilje og mange visioner. Virkelig imponerende. Tak for lån af parken Rudolph.
Har det været godt at have helt frie rammer?
Ja, frie rammer er godt. Jeg elsker frie rammer. Men jeg lavede jo så også ret hurtigt mine egne i kraft af dogmet med soklen og undersøgelserne af dynamikken mellem kultur og natur. På den måde holder jeg også meget af rammer. De kan være vildt sjove og brugbare. At der er noget helt konkret at undersøge ud fra .. at der er noget at bryde og skabe bevidsthed ud fra.
Hvad er det for et landskab, hvordan ser der egentlig ud i Rudolf Tegners Statuepark?
Det er et meget særligt sted. Et hedelandskab med lyng, ret bakket og med sandet jord. Det er et fredet område.
Jeg er vokset op ved Vesterhavet – og selvom det er noget helt andet, fornemmer jeg noget af den samme råhed i landskabet. Der er sådan en barsk og hårdfør fornemmelse i kræfterne deroppe.
Hvordan har du valgt, hvem der skulle være med i projektet? Er det nogen, du kender godt, eller slet ikke, måske?
Det er ret blandet. Flere af deltagerne kender jeg meget godt. Fx min gamle mormor på 90 år. Hun repræsenterer september måned. Jeg synes, hun var oplagt at have med. Et menneske, der har levet et langt, langt liv. Andre har jeg kendt knap så godt – og nogle få kendte jeg slet ikke. Det var faktisk virkelig dejligt med den variation. Det var med til at gøre alle oplevelserne meget forskellige, og min måde at arbejde på ændrede sig fra gang til gang.
Jeg forestiller mig, du også har valgt ud fra diversitet?
Ja, mangfoldighed. Det er en meget blandet flok. Et barn, en mor, tvillingebrødre, folk med forskellige baggrunde, køn, aldre osv. Det er meget blandet. Og faktisk er det som om, at de alle er blevet en form for arketyper.
Har du bedt deltagerne om det samme i forhold til soklen?
Jeg ønskede at spejle netop det, der udspillede sig foran mig – uden at instruere eller blande mig på nogen måde. Det blev altså deltagernes tilgang og deres bevægelser, der blev det ledende. De har selv valgt, hvilket tøj de ville have på … eller af. Nogle havde genstande med. Der var plads til at eksperimentere en masse.
Min mormor havde fx taget en sangbog og et æble med. Men hun endte med at plukke lidt lyng og pynte sig med det. De små udvekslinger har været vigtige. Det var også forskelligt, hvor lang tid vi brugte. Nogle åbnede sig først op over lang tid, mens andre kastede sig anderledes hurtigt ind i legen.
Og kan man sige, at soklen bliverdekonstrueret eller revet ned i Axis Mundiudstillingen i Rudolf Tegners Statuepark?
Ja, den får en rystetur. Bare den handling at tage den ud i parken og lade den stå der under åben himmel var vidunderlig! Det var som om, den stod og reloadede. Og så var der selvfølgelig alt det, folk fandt på at gøre med den. Den har virkelig været udsat for lidt af hvert. Alle gik til den på hver deres måde. Den blev ligesom masseret af alle.
Og så er der også din personlige?
Jeg fik jo allerede ideen i 2023, hvor jeg var en smule irriteret på soklen. Den mindede mig om, at vi som kultur har så travlt med at iscenesætte os selv hele tiden. Et overdrevent fokus på likes og anerkendelse. Og på den måde kom jeg til at koble soklen sammen med vores kulturelle adfærd – og på den måde fik jeg ideen om at lade kulturen møde naturen. Det var mit afsæt. Men min undersøgelse lavede heldigvis også rysteture med mig.
For det første blev jeg meget berørt af deltagernes forskellige historier og måder at udtrykke sig på. Der var store følelser i spil, og det var en smuk gave at opleve. Alle åbnede for noget væsentligt hos dem. På hver deres måde. Det var kæmpe berigende. Derudover kunne jeg pludselig mærke en stærk energi i at gentage en handling. Måned efter måned blev soklen kørt ud i parken, hvor den igen skulle modtage et nyt menneske. Jeg blev pludselig overrumplet af den kraft, der findes i ritualet. Det begyndte at fylde mere og mere i mig. Min opmærksomhed på ritualet blev større fra gang til gang, og også min egen måde at være i det på ændrede sig. På et tidspunkt landede der en guldsmed på min pande. Jeg fik en følelse af at blive hørt og forstået. Som at se mig i et spejl og forstå, at der er en proces i gang, som er ret vild. Der var så meget der blev forenet derude, som jeg slet ikke havde forestillet mig.
Kan du uddybe, hvad det var, der blev forenet?
Soklen, som jeg først var irriteret på, kunne altså forbinde tingene på en måde, jeg ikke havde forestillet mig.
Det lyder måske lidt vildt … men det var faktisk som om, at der opstod en lille opløsning af tid. I hvert fald for mig.
Energien var meget fortættet. Vi skabte et energirum midt i naturen, hvor kameraets klik var en bekræftelse af nuet. Det er en klassisk forståelse af fotografiets væsen, men som i det her projekt gjorde noget nyt for mig. Alting trådte tydeligt frem – og alting smeltede også sammen.
Jeg havde en samtale med en præst om disse oplevelser, og hun sagde: Jamen, det er jo Axis Mundi. Det er et gammelt fænomen, som kan oversættes til verdensaksen .. eller verdens midtpunkt. Det er en form for hellig akse, der forbinder det store hele, og hvor mennesker kommunikerer guddommeligt. Jeg blev så taknemlig for det begreb. Det beskrev fuldstændig hvad der foregik i parken … også uden at jeg helt selv var klar over det. Og på den måde fik jeg foræret udstillingens navn.
Vil du fortælle om tiden og det cykliske i projektet?
Ja, det er jo et projekt, der blev skabt på et år. Et årshjul. Vi har lært naturen at kende ved at mærke tiden, der går. Så projektet er også en hyldest til det .. en påmindelse om at vi lever, og vi dør. En undersøgelse, der minder os om, at vi skal dø … og leve! Jeg savnede dog en større udfoldelse af naturens kræfter. Der var fx ikke sne, og det regnede kun en gang. Af en eller anden grund blev den samlede oplevelse af vejret meget ensformig. Og det har jeg som det eneste lidt svært ved at acceptere. På den anden side – det kan også være et billede på det klimaskift, der finder sted. Årstiderne, som vi kender dem, ændrer sig. Men en snestorm havde været meget velkommen!!
Du arbejder på en måde, hvor du er lige så optaget af processerne bag kameraet, altså før fotografiet bliver taget med en legende, undersøgende og performativ tilgang til fotografiet. Og gerne i samarbejde med andre. Vil du sige noget om det?
Ja, jeg elsker det! Som da jeg var barn, hvor jeg fandt på en leg og inviterede andre ind i den. Jeg elsker at være i den situation, hvor jeg har fået en idé, men hvor jeg ikke ved hvad, der kommer til at ske derefter.
Det er det bedste rum at være i. Der hvor jeg skal bruge mig selv helt umiddelbart .. ikke tænke .. bare mærke og så handle. Jeg oplever også, at når jeg “tør” være i den form, så smitter det på andre. Og så bliver samspillet mere autentisk på en måde.
Det at finde på legen, få ideen, kan tage lang tid for mig. At udtænke og forestille mig alt muligt. Det er en længere proces, som jeg også nyder at være i. Og når den så er sluppet fri, ideen, så kan jeg gå fra hoved til krop. Blive en fisk i vandet.
Kan du sige noget om, hvad er det I har opdaget i jeres undersøgelser?
Det er klart, at der er en ændring i min måde at forholde mig til soklen på. Altså kulturen. Ikke at jeg har fået en ny viden som sådan – men jeg har fået en oplevelse af at være med kulturen på en ny måde. Og det bor i mig nu. Jeg er blevet mindet om, at kultur er menneskeskabt. Vi skaber den sammen. Vi har alle en historie, som vi bygger på. Alle efterlader vi noget i verden, som andre forholder sig til. Vi står på hinandens skuldre.
Soklen/kulturen var så lille derude i parken. Og naturen var det store bagtæppe, som vi lænede os ind i. Og den størrelsesorden, er jeg taknemlig over at have brugt tid sammen med. Det perspektiverer det hele. Ligesom når en astronaut ser jorden ude fra rummet. Så suser det lige i maven, og vi forstår, hvor små vi er.