På den velkomponerede guidede lydvandring From the Finite to the Infinite to the Finite to the … af Marie Topp og Margrét Sara Guðjónsdóttir bliver den kultiverede natur i Valbyparken iscenesat, så indre landskaber og stemninger også kan opstå, og man måske kan mærke tiden.
Inde mellem en lille klynge af træer i Valbyparken står en person halvgemt. Hun ligner en af os, der har bevæget os ind i parken for at gå en tur og for at opleve lydvandingen From the Finite to the Infinite to the Finite to the …,. Hun er klædt i afslappet, almindeligt tøj, en rød trøje med en hvid skjorte over, og har en sort rygsæk i remme på ryggen. Men når vi ser efter, opdager vi, at hun bevæger sig uroligt, i ryk. Hun går lidt, er på vagt, og det virker på mig som om, hun ikke kan slippe sig selv fri. Hun kan ikke være fri i sin krop. Lige så pludseligt, som vi opdagede hende mellem træerne, lige så overraskende går hun bare. Hun forsvinder, og vi kan gå videre på vores vandring ført an af vores guide, som mødte os ved indgangen til parken, hvor vi også fik høretelefoner på.
På hele vores tur gennem parken hører vi markante, klange, lydlandskaber og en indtalt stemme med poetiske, filosofiske fragmentariske sætninger. Vi går både igennem åbne landskaber, vider, ser græsser og buske, blomster, men går også gennem skovområder. Det er som om jeg bliver endnu mere opmærksom på mine omgivelser, fordi min hørelse af skærme af og istedet fyldt op af From the Finite to the Infini– lydlandskabet. Så jeg ser detaljer, blade på buske, lysindfald mellem trækroner og skyformationerne over os næsten hyperrealistisk og tæt på kunstigt som i en film. Jeg lægger mærke til andre ting end jeg normalt ville, også på en slentrende gåtur. Samtidig er det også som jeg falder mere ind i mig selv, selvfølgelig fordi det ikke er muligt at småsnakke med de andre på vandringen pga. høretelefonerne. Jeg finder måske ind i en anden meditativ stemning, går ind i et andet ’mode’, hvor mit indre står frem og min tidsfornemmelse udviskes, eller som om tiden strækker sig ud. Mærker jeg så tiden?
Og så ser vi pludselig igen samme person, blændende, danser og koreograf, Marie Topp, sidder ved et træ. Vi får øje på hendes langt væk fra, også lidt som i en film, hvor lydlandskabet i høretelefonerne af Lucy Railton bliver soundscoret, som værket framer meget tydeligt. Sydhavn Teater undersøger også lige præcis koreografi, dans og billedkunst, hvor de krydser og kan bringes sammen.
Ind i mellem fik jeg dog også lyst til at tage høretelefonerne af. Jeg havde en følelse af at blive for manipuleret.
Da vi kommer lidt nærmere personen ved træet, kan jeg se, hun læner sig forover, bøjer sig sammen med hovedet hængende ned, så vi ikke kan se hendes ansigt. Men så begynder hun lige så stille at bevæge sig, da vi er kommet så tæt på, at vi stå i en lille halvkreds om hende og træet. Bevægelserne er nu meget mere flydende og ikke så hæmmede som før. Det kan virke som om, hun har gennemgået en udvikling, ligesom vi har som beskuere på vandringen. Hun bevæger sig i slow motion, som Marie Topp som koreograf netop er ekspert i og har undersøgt i flere af hendes vidunderlige vidstrakte og langsomme koreografier. Hun rejser sig helt stille op og vender sig om mod os, så en solstråle lige kan ramme hendes ansigtshud. Hun virker på en gang opgivende, og som om hun hengiver sig. Denne scene er for mig uden tvivl højdepunktet på vandringen. Hun forsvinder igen stille og roligt. Hun går bare, og vi kan følge efter hendes smalle ryg og se hende gå ud mod horisonten. Ud mod havet.
I den sidste scene bliver havet en virkelig stemningsfuld panorama-baggrund. Hun kigger først længe op i himlen, så sætter hun sig ned og graver i jorden. Til sidst forlader hun os, og vi bliver instruereret i at se en endnu en afslutning på vores telefoner; en sort/hvid collage-film, som det måske virker lidt spøjst at skulle kigge på, når man har udsigt til havet.
From the Finite to the Infinite.. gav i perfekt dosering interessante koreografiske øjeblikke med stemninger af opgivenhed og hengivenhed, et detaljeorienteret framet filmisk blik og måske en fysisk fornemmelse af tiden. Men jeg følte ind i mellem også, at værket blev for styret og patosladet i kraft af lydlandskabet i ørerene, og det kan selvfølgelig diskuteres om det tippede til den forkerte side.