Sydhavn Teater visualiserer og stiller spørgsmål til fremtiden i et maraton af et immersivt værk. Fem internationale kunstnerhold overtager stafetten efter hinanden i løbet af de kommende fem måneder. Første etape handler om køn.
Jeg bliver lukket ind af The Zookeeper. Forinden har han givet mig instrukser om, at jeg måske godt kan komme til at føle mig som en voyeur inde i zoo’en, men at det er helt normalt. Og hvis jeg vil gå i interaktion og dialog med de indespærrede, skal jeg bare gøre det. Min telefon må jeg også gerne tage med, hvis jeg husker at hashtagge med Sydhavn Teater eller FuturX, når jeg uploader billederne. Billed-feedet er en del af værket. Desuden anbefaler han mig særligt at gå op ad trappen til venstre, så snart jeg er indenfor og få lagt mine tarokkort; at få gisninger om min fremtid.
Sydhavn Teaters seneste værk FuturX forsøger at anskueliggøre og at stille spørgsmål til vores usikre fremtid. Teatrets sanselige virkemidler og muligheder for at skabe andre rum, scenografier og hele parallelverdner er taget i brug i performancerummet P44. Og de ret små rum er til fulde og interessant udnyttet i FuturX, der ledet af de islandske kunstnere Sunneva Ása Weisshappel og Katrína Mogensen lægger ud med et fokus på køn.
De indespærrede i zoo’en er næsten alle iført det samme hvide undertøj. Det kunne minde om hospitalstøj. De har også næsten alle sammen uglet dreadlock hår. Deres køn og seksualiteter virker ikke særlig tydelige. Da jeg kommer ind, er de gang med at ælte en kæmpemæssig dej på køkkenbordet i det lille køkken. Fire performere er i gang med dejen, og der er vist ingen af dem, der er leder. De kæmper lidt om at skiftes til at tage styringen og tager ind i mellem pauser. Stener. Performerne har været i gang i mange timer, næsten hele dagen, og er måske, forståeligt nok, lidt matte i koderne. En anden gæst i zoo’en fortæller mig, performerne fx har lagt helt nyt klinkegulv i køkkenet i løbet af dagen.
Inde i det næste større rum bliver der vasket gulv og vægge. Hvad der er gået forud, kan jeg kun forestille mig, for der er tydelige spor af mørk maling eller en anden form for væske på de lyse gulvbrædder og den lave scene. Måske har et slags ritual fundet sted? Det kan have været voldsomt eller måske har én bare tabt en kop kaffe. Jeg opdager, der er en kværnen fra et andet sted: en dialog mellem to personer, et lydtapet, som ikke har noget at gøre med rengørings-performerne. Hvad mon der tales om? Det virker desorienterende og fremmedgørende, at lyd og rum ikke stemmer overens. Lidt uhyggeligt, ligesom afvaskningen af sporene fra noget jeg ikke ved, hvad er. Der opstår mellemrum, forskydninger, forstyrrende lag.
En kollega, der også er gæst i zoo’en, gør mig opmærksom på, at jeg skal kigge ind ad dørspionerne ind til lokalet ved siden af. Det er svært at se, hvad der foregår derinde, da jeg kigger ind i de små huller med glas, der ændrer og udvider perspektivet, men jeg kan ane to skikkelser. De sidder overfor hinanden ved et bord, ser det ud til. Så forstår jeg, det må være tarok-kortlæseren og en klient. Og pludselig går det også op for mig, at lyden, dialogen vi kan høre i rummet, jeg står i, er deres samtale. Det hele samler sig pludselig. De taler om vanskeligheden ved at handle, gøre noget for at få ting til at ske. De taler om fremtiden. Den fremtid, der er ligeså uvis, famlende, vaklende i forandring, som udtrykkene her i zoo’en. Der er små spor, indikationer i FuturX, som man kan sammensætte og måske opnå antydninger af billeder på fremtiden, ligesom tarokkort-læseren tyder kortene, maner et billede frem for klienten.
Jeg når desværre ikke at få tid hos tarokkortlæseren, så jeg begiver mig ned i kælderrummet, hvor en gravid kvinde ligger på en madras og roder med en mixerpult og en computer. Hun komponerer, tror jeg, sære susende lyde, og hun trækker også vejret tungt ind i et stort ventilationsrør. En smuk elefant. Mærkværdige blide scener badet i et pink-lillalys.
Desorienterende rum
Til sidst samler det hele sig igen lidt, da åbningstiden er ved at være forbi i FuturX, der ikke lader til at have nogen form for drivende dramaturgi i modsætning til fx Sisters Hopes immersive kostskoleformater eller i performancegruppen SIGNA’s totalverdener, der ofte har karakter af et spil. SIGNA og lillesøsteren Sister Hope har arbejdet med immersive værker i en lang årrække. Men FuturX virker på samme måde desorienterende på sine gæster, rummene og relationerne, parallel-verdenen lader til at være intentionelt ustabil og er måske et bud på fremtidens kulturtilbud.
Alle FuturX-performerne indfinder sig i det lyse rum med den lave scene, det største rum. To performere, unge kvinder, bliver nu smurt ind i mudder, de ligger apatiske på gulvet og snart smører alle hinanden ind i mere og mere mudder, mens de taler lidt i munden på hinanden. Tarokkort-læseren taler samtidig stadig til sin klient om manglende handling i forhold til fremtiden. Det kunne være et stærkt sanseligt udtryk og fysisk rum for vores antropocæne tidsalder, en tydelig dyster fremtid, som vi ikke lader til at (kunne) handle på.
FuturX er et performanceværk, der over de næste fem måneder vil behandle aktuelle problemstillinger som cyberspace, globalisering og biodiversittet. Det bliver virkelig spændende at følge værkets udvikling. Jeg vil fx særligt gerne være med til female fridays, kapitlet om biodiversitet af norske Ingrid Solvik og opleve SØS Gunver Rybergs musik. Sydhavn Teater blander prisværdigt lokalt og internationalt. De har inviteret fem forskellige internationale kunstnerhold til at ovetage stafetten efter hinanden til at eksperimentere med forandringerne af de lokale sydhavns-rum i P44. Og man kan komme og gå i åbningstiden som man vil, ligesom på et museum eller galleri. Det kan netop være oplagt for scenekunsten at tappe ind i et billedkunstmiljø, der lader til at have en meget mere kompleks fest ved at tale ind i og indgå i en digital billedverden, end teatret overordnet har.