Under Copenhagen Light Festival blev glasgangbroen over Jagtvej åbner med en glitrende laser-lysinstallation og syv dansere.
Har I lagt mærke til glasbroen over Jagtvej? Jeg havde ikke rigtig, men under Copenhagen Light Festival blev jeg opmærksom på det gennemsigtige, rektangulære rum svævende over byen. For pludselig dansede en lyskilde gennem glasbroen. Og flere lysstråler fulgte med, så en duet og flere formationer opstod. Farverne var blå-grønne og blev også ledsaget af røg, og min veninde, som jeg var sammen med ude at se forestillingen GRID af Astrid Sten Andersen, fortalte mig, da forestillingen var slut, at hun havde fået associationer til havet og dybhavsfisk. Lidt efter dukker nemlig også først en danser op, Astrid Sten Andersen (en ny stemme i dansk performancekunst) klædt i blå-grønne luftige og svævende gevandter, eller måske er det lyset, der smitter af på hendes tøj. Universet i gangbroen over Jagtvej kan i hvert fald kalde på underhavsbilleder, hvor højst specielle arter har udviklet sig gennem årtusinder, fx fisk, der har lys på.
Senere dukker flere danserne op bagved frontdanseren. De bevæger sig sfærisk og blødt, men også voldsomt og ekspressivt og er ind i mellem unisone. Nogle gange følger de meget præcist lyset, som også på et tidspunkt skifter til rødlige nuancer, men de går også imod lyskilderne, så danserne og lyset sammen udforsker rummet. Selvfølgelig især på langs i den rektangulære gangbro, som bliver en scene i byen, vi kan følge fra fortovet. Dansernes bevægelser er derfor også store, og lysets bevægelse gennem rummet er oftest langsomt og tydelige, så vi kan se det nede på fortovet. I en sekvens kravler danseren i fortrop også op på de store vinduers indramninger, så hele rummet, som måske kan ligne et eventyrligt akvarium, er i brug og formes til byrummet udenfor. Lyset er altså selvfølgelig ikke bare en scenografi men sin egen spiller i værket sammen med musikken, danserne og rummet. Jeg kommer også til at tænke på Metropolis Festivalen som i mange år har skabt forestillinger i Københavns byrum og gjort byen til scene og scenen til en by.
Forinden er vi publikum blevet udstyret med et headset og guidet til at svinge med armene eller gå ned og op i knæene, hvis vi fryser. Vi skal jo stå ude i Københavns kolde vinterfrost og opleve forestillingen, som ifølge pressematerialet også er udviklet med referencer til, hvordan krystaller opstår og eksisterer. Dermed læner forestillingen sig ind i naturvidenskaben, hvilket er et nyt format for Copenhagen Light Festival.
I headsettene hører vi de sfæriske, måske krystalliske, elektroniske klange, som danserne bevæger sig til, men på et tidspunkt pumpes lydlandskabet op og bliver til dansable beats, så vi står og danser på fortovet. Indledningsvist hører vi også en stemme tale om at være anderledes, for meget eller for lidt. At være udenfor grid’et, tænker jeg også, men også være sat i bås af grid’et eller akvariet. På den måde virker forestillingen måske feministisk, som et forsøg på at frisætte og italesætte og skabe nye rum og muligheder, men også ’bare’ nye æstetiske oplevelser i byrummet.