Digter, essayist og bastardskribent, Helene Johanne Christensen, har høstet rosende anmeldelser for sin anden digtsamling, Sammenfald. bastard har mødt hende til en samtale om at skrive med kroppen, tavs viden og hendes interdisciplinære arbejde på tværs af lyrik og bl.a. naturvidenskab.
Digtsamlingen Sammenfald er Helene Johanne Christensens anden udgivelse. Først rammer samlingens sanselighed måske én som læser. Derfor bliver mit indledende spørgsmål til forfatteren, der toner mildt nærværende frem på min skypeskærm, om hun vil sætte et par ord på forholdet mellem hendes debutudgivelse BLÅ og Sammenfald.
”I BLÅ er interiøret meget småt – de ting, der findes, er få, og spørgsmålet er, om de overhovedet findes som fysiske objekter. Det er nogle abstrakte rum, fordi BLÅ på en måde er et forsøg på at udtrykke en følelse. Men jeg ser det også som en koreografi. Der bliver skabt nogle rum, pladsen, et værelse og havet, og på de scener bliver genstande flyttet rundt. Det er meget scenisk, og alt foregår for at forandre relationen mellem jeg’et og du’et. Så BLÅ er meget anderledes end Sammenfald, som er meget mere jordbunden. Der er mere fysisk virkelighed, meget mere krop og flere genstande i Sammenfald, vokabularet er meget større”.
At skrive krop og sind sammen
Den overordnede bevægelse i Sammenfald er en, hvor jeg’et, der går fra at være lukket overfor verden til at åbne sig, hvorfor det?
”Ja, allerede i introdigtet har jeg’et et ønske om at være gennemsigtigt, men også fast, jeg’et vil krystalliseres. Så ønsket er at være lukket og fast. I første afsnit i bogen forsøger jeg’et også at slippe væk fra sin krop, sin fysiske tilstedeværelse og blive ren hjerne, fordi det er så besværligt og gør fysisk ondt at være en krop i verden. Jeg’et føler sig afskåret fra omgivelserne og resten af verden. Men hun finder meget hurtigt ud af, det ikke kan lade sig gøre”.
…hvad skal jeg med kroppen, når den ikke kan slå rødder, når den ingenting kan flytte eller bære, lyder det i et af de indledende digte.
”Når man ikke er forbundet med verden på nogen måde, hvad skal man så med den? Men så sker der en erkendelse af, at kroppen ikke er så skidt”, smiler Helene.
”Kroppen er et hjem. Den er ens nærmeste natur. Så følger et dansedigt med en erkendelse af, at kroppen ved alt muligt. Bevægelsernes selvfølgelighed, de foregår næsten uden for jeg’ets bevidste vilje. Digtet er ret vigtigt for resten af bogen. For derfra handler det om at forsøge at skrive krop og sind, som vi normalt forstår som adskilte, sammen. At lade bevidsthed og sanser falde sammen”.
Tavs, poetisk viden
Vil du uddybe, hvad det er kroppen ved?
”Det er det, jeg vil kalde tavs viden eller kropslig viden. Det sprogløse eller ordløse, det, der ikke kan udtrykkes med logik, fornuft og hverdagssprog. Men det kan lyrik udtrykke, når det er godt. Dans kan også udtrykke tavs viden. Det er ikke sprogløst forstået på den måde, at det ikke er kommunikation, for det er det. Det er fornemmelser, anelser og sensationer. De ting, man ved på den måde, at man ved dem med sikkerhed, men man ikke kan argumentere for det eller forklare, hvorfor det er sådan”.
Helene peger desuden på kroppens fysisk konkrete viden.
”Kroppen ved jo helt vildt meget. Den er jo sindssygt klog! Den sørger for, vi lever hele tiden, hjertet slår osv. Men også sådan noget som, hvordan man cykler. Jeg ville aldrig kunne lære én at cykle ved at fortælle hende: ’du skal træde i pedalerne og holde sådan her på styret og læne dig sådan…’. Man skal indoptage det som viden i kroppen”.
Sammenfald er opbygget af fem afsnit. Afsnittet ’Hænderne som lygter’, er måske er et af bogens mest sanseligt poetiske og adskiller sig samtidig fra de andre, fordi det er form for fortælling. Vil du fortælle om det afsnit?
”Det er meget intuitivt båret. Der er stadig masser i det afsnit, jeg ikke ved noget om, hvilket jeg godt kan lide, en dumhed overfor det. Jeg håber, det giver plads til, at læseren kan fylde ud. I afsnittet er der en kvinde og et barn i verden, og der en en sanselighed i det hele. Det er bl.a. inspireret af barnets måde at møde verden på med hænderne eller munden først. Og den voksnes anderledes relation til omgivelserne, som måske har det med at være mindre sansende og mere analytisk og kategoriserende. Derfra bevæger digtene bevæger sig videre både ud og ind. Vi kommer helt ind i cellerne og nerverne i kroppen og helt ud i universet. Den bevægelse bliver en endnu større forbindelse”.
Sammenfald og omvendinger
At skabe forbindelser, sammenfald – som også er samlingens titel – mellem det mest intime og det allerstørste er et bærende tema i digtsamlingen. Derfor er Helene Johanne Christensens skrift også blevet sammenlignet med, efter min mening, en af de største danske lyrikere, Inger Christensens.
”Jeg skriver også essays, hvor det også handler meget om, at se sammenhænge og forbindelser mellem ting, man forstår som adskilte og ikke har forbundet før. Det samme gælder i lyrikken. Den kan sammenstille forskellige billeder, tider, fænomener og rum, der ligger meget langt væk fra hinanden. De sammenfald, overlap og forbindelser kan give noget helt nyt, i mellemrummene opstår nye ting. Det er vildt spændende at arbejde med. Jeg bliver hele tiden overrasket. I afsnittet ’Dobbelteksponeringer’ spejler jeg’et sig, portrætterer sig helt konkret i og med andre kvinder. Jeg’et lader sig falde sammen med dem.”
Og digtene skriver heller ikke ’kun’ sammenfald og dobbelteksponeringer frem, jeg’et lader sig ikke kun forbinde med verden, sin slægts kvinder og historiske videnskabskvinder; sanserne falder også sammen, udtrykket ’Hænderne som lygter’ er vel også et udtryk for synæstesi?
”Jo, følesansen som synssans. Det har jeg ikke tænkt på. Med videnskabens udvikling i Oplysningstiden, begyndte man virkelig at adskille og hierarkisere. Descartes fx adskilte sind og krop og placerede sindet øverst i hierarkiet. Oplysningstidens lys, det at oplyse noget og sig selv, henviser til at blive opnå viden. Verden bliver oplyst, og så forstår man den. Det, jeg bl.a. mener med ’hænderne som lygter’, er, at kroppen også er klog og tager imod oplysninger og opbygger viden. At man kan møde verden og få viden gennem sanserne, også andre sanser end den mest dominerende synssansen”.
Et digt i samlingen siger netop også: Hvis nu lyset i mig / er mørke / så vil jeg lære at elske det mørke / som om det var lys. Digtet forstår jeg som et forsøg på at omvende de traditionelle opfattelser af lys og mørke. Lys som bevidsthed…?
”Ja, og som det gode. Lige præcis. Det spiller på et citat fra Biblen, som bogen også har som motto: ’Hvis nu lyset i dig er mørke, hvilket mørke!’. Der er også mange problematiske ting ved citatet i konteksten i Biblen, men jeg synes, det er interessant, at lyset i os måske er mørke, men sikke dog et mørke! Altså et godt mørke? For vi har jo alle mørket i os, besværet, sorgen. I stedet for at forstå mørket, som noget der skal fordrives, så at prøve at forstå det på en ny måde. Vend det om”.
Slægtens kvinder og historiske videnskabskvinder
Hvorfor er det jeg’et og du går historisk tilbage til din slægts kvinder?
”Det er, fordi hele bogen er en undersøgelse af, hvordan findes man i verden. Hvordan relaterer man til verden, hvordan balancerer man mellem intellekt og sanser, og hvordan balancerer man mellem vildskab og normer? Jeg var nødt til at gå i dialog med nogen for at tænke over det. Så jeg spurgte min oldemor, mormor og min mor, hvordan var og er I i verden?”.
Katia Krafft (1942-1991), en fransk vulkanolog, er sammen med flere andre historiske videnskabskvinder og kunstnere også en af Helene Johanne Christensens inspirationskilder i Sammenfald.
”Hun er enormt interessant som mange af de andre videnskabskvinder, jeg skriver om, fordi de bryder normerne. De er nødt til at gøre det, de gør. Katia Krafft udsætter sig selv for fare. Den destruktivitet er fantastisk spændende, jeg kan genkende den. Den hører ikke hjemme hverken i Victoriatidens kvindesyn, eller i de kvindekasser vi har nu. Vildskaben og viljen til at bryde med normerne”.
Det er vel et feministisk incitament at fremhæve og synliggøre de videnskabskvinder i bogen?
”Ja helt klart og ikke kun det. Også det at give kroppen og det ikke-menneskelige mere at skulle have sagt er et feministisk projekt”.
Kan man sige, din skrift er en écriture féminine?
”Jeg sad selv og tænkte på det. Nej, eller jo noget af den. ’Hænderne som lygter’- afsnittet og det første afsnit er nok beslægtet med écriture féminine. Det er vel et ret rummeligt begreb. Men de to afsnit er skrevet direkte fra kroppen, mens nogle af de andre digte og afsnit er skrevet mere med en blanding af krop og intellekt”.
Økokritik og det interdisciplinære
Sammenfald handler som nævnt om at skrive med kroppen bl.a. for at pege på kroppen som natur ogom at skabe forbindelser. Vil du sige noget om det økokritiske tema i bogen?
”Det handler igen om adskillelser og hierarkier, hvor sind er blevet sat over krop, og mennesket og kultur sat over natur. Jeg tror på, at hvis vi kan komme hjem i kroppen og lytte til den, så vil det være et rigtig godt skridt på vejen til at skabe forbindelser til de fysiske omgivelser og andre organismer og begynde at lytte og forstå dem bedre. Hvis vi begynder at forstå os selv som natur, ligesom dyr og mineraler og planter, så håber jeg, at den respekt og omsorg, vi kan få for os selv, også vil rette sig mod andet end mennesker”.
Helene Johanne Christensen er udover at være inspireret af fotografi, fx konkrete fotografier af hendes oldemor, mormor og mor samt et fotografi af kunstneren Ana Mendieta (1948-1985), også inspireret af andre kunstarter. I Sammenfald er som sagt også et betydningsfuldt dansedigt inspireret af den amerikanske koreograf og danser Bobbi Jene Smith (1983-). Hvad mener du, det tværæstetiske kan?
”For mig er det ikke kun tværæstetisk, men tværdisciplinært, fordi jeg også arbejder med naturvidenskaben og akademisk teori, bl.a. kvantemekanik og bevidsthedsforskning. Jeg tror, det handler om at afprøve alle mulige metoder til at forstå. Og en metode til at forstå er også at danse. Jeg går til gaga, fordi det netop er en dans, hvor jeg kan øve mig i at lytte til, hvad kroppen fortæller mig”.
Helene fortæller, at hun ligesom Bobbi Jene Smith, bruger gentagelsen i sine værker.
”Hun bruger, som jeg også skriver i et digt, gentagelsen til at nå til ’udmattelsens sted’. Hun laver den samme bevægelse igen og igen, til hun selv og bevægelsen bliver annulleret. Alt bliver skræller af og bliver helt råt og sårbart”.
Helene Johanne Christensen samler og afrunder smukt vores samtale med et citat af den norske forfatter, Tor Ulven (1953-1995):
”At skrive indebærer en omhyggelig planlægning for at træffe det, som ikke er planlagt og heller ikke kan planlægges, derfor bør alle bøger være lidt dumme, de bør have et felt af dumhed eller bevidstløshed, som forfatteren ikke kan fange, en slags blind dumhed, altså en form for intuition, altså i princippet en dårlig tænkning, en form for dumhed, men denne tilsyneladende dumhed kan i længden vise sig at være mere intelligent end forfatteren.”