Dansk Danseteater opfører koreografen Marie Topps konsekvente og minimalistiske værk, der afslutter hendes trilogi om sansernes kompleksitet og et feministisk blik på Det Kongelige Teater.
De sidder ned med ryggen til os, til publikum, de fem kvinder på scenen. De sidder ned og bliver siddende længe, virkelig længe, før de langsomt, næsten umærkeligt begynder at bevæge sig lige så stille. Man bemærker nærmest ikke deres bevægelser, deres kroppe er tæt på at være fastlåste, men de er samtidig fleksible, forandrer sig ganske lidt over meget lang tid, måske næsten på og i trods.
De får langt om længe rejst sig op, og så står de igen stille længe. Men en af kvinderne bevæger så vist en arm en lille smule, mens en andens arm følger forsigtigt efter. De får derefter spredt sig ud på scenen. Det er ikke helt til at se, hvordan det sker. Bedrager vores sanser os? Kvinderne fylder rummet ud sammen med det knugende lyddesign; en konstant dyb rungen, som et stormvejr, en urovækkende magtfuld fare måske, men afbrudt af klare, sfæriske syntheziser-klange, violinstrejf, i forgrunden.
Koreografen og danseren Marie Topps sidste værk i trilogien om sanserne og et feministisk blik, Hail to the Good Listener,på Det Kongelige Teaters Takkeloft er en del af Dansk Danseteaters talentsatsning GENERATOR, som skaber samarbejder og præsentationer med kompagniets dansere af fremtrædende koreografer.
Sansernes kompleksitet
Topps konsekvent minimalistiske og stærke værk udfordrer muligvis ideer om samtidsdansen, ideer om, hvad dans, musik og kroppe er? Værket spørger, for mig at se, bl.a. til, hvor lidt og hvor langsomt man egentlig kan bevæge sig, men uden at opgive at finde et virkelig stærkt udtryk og dermed at finde ind til andre (kvinde)krops- og bevægelsesbilleder – måske ligefrem andre måder at være i verden på.
Vi, publikum ser, at kvinderne bevæger sig som i slow motion, og vi kommer måske i en form for trance, som det lader til, at kvinderne på scenen også er. Det er som om tiden står stille, men samtidig er det de umærkelige bevægelser, de små detaljer, en arms mikroskopiske drejning, en nakkes hældning eller en hofteskåls tiltning, vi pludselig ser. Vi lægger mærke til de små forandringer over tid i rummet. Lægger mærke til tiden.
Og vi fylder måske også alle i salen ud for vores indre blik. For mig er det i hvert fald som om landskaber former sig for mit indre syn. Især den knugende lydflade og reallydene af en storm, vinden i Hail to the Good Listener, hvis scenerum udover danserne er helt tomt, er suggestive. Vi får lov til selv at digte med på værket, og bliver måske også med værket opfordret til at lytte mere efter naturen – også i os selv.
Et feministisk blik
Jeg får også indre tilbageblik på indgangsscenerne i Lars Von Triers film Melancholia, hvor skuespilleren og hovedrolleindehaveren Kirsten Dunst bevæger sig langsomt og ørkesløst fremad, men det er, som om hun sidder fast. Bevægelserne i Hail to the Good Listener minder mig om de billeder.
Måske er billederne og bevægelserne i Hail to the Good Listener et udtryk for kvinders og minoriteters trættende og endeløse kamp mod patriarkalske strukturer. Og måske samler kvinderne sig kollektivt og finder styrke sammen til sidst?