Hail to the Good Listener

Choreography // Marie Topp Sounddesign/ / Julia Giertz Light Design // Mårten K Axelsson Photo // Raphael Frisenvænge Solholm

Dansk Danseteater opfører koreografen Marie Topps konsekvente og minimalistiske værk, der afslutter hendes trilogi om sansernes kompleksitet og et feministisk blik på Det Kongelige Teater.

Scenen er beklædt i blå-nuanceret plys. Det vælter ned fra loftet, møver sig ud over nogle trappetrin på scenen og svømmer over det hvide scenegulv til kanten af publikumsrækkerne. I loftet hænger en orange plysstol og et tykt, blåt plysreb. Scenen er dyrisk blød.

Ned træder performer BamBamFrost fra trapperne langs publikum. Hun er iklædt denim og glitter og en neongrøn bodysuit, der anes under hendes denimsæt. Håret er stramt i en fletning. Med bare fødder træder hun ned på det blå kæmpe-patchwork-plys. Jeg fornemmer blødheden under mine egne fodsåler. Hun observerer publikum langsomt, intenst, afventende. Først stående. Derefter mens hun synker dybt ned i en ass-to-floor bred anden position.

Lyden af dyb bas rammer min solar plexus, og BamBamFrost sætter scenen med langsomme, subtile håndgestikulationer. Hendes krop bebos af den elektroniske musik. Der er en fornemmelse af besættelse. Musikken besætter BamBamFrosts krop, der styres af musikkens beats. Gradvist forsvinder hendes pupiller i øjnene, og den hvide hornhinde vender ud mod os. Samtidig forvrider hendes ansigt sig transformerende mellem smerte, glimtvise forsøg på smil, koncentration. En trancelignende besættelse residerer i hele hendes krop, hendes mave, ansigt, hud.

Scenen skifter ved lydens overgang til ’tickles’. Et koldt lys åbner hele scenen. Også publikums rum. Vi sidder meget nøgent, mens BamBamFrost klasker sig på brysterne, maven, i skridtet og føder med sine bevægelser en overgang til at begynde at kropsliggøre dyr. Hun kravler på det blå plys, møver sig, ruller, gror følehorn. Der er en kødelighed over de dyriske, billelignende insekter, før hun ender udenfor plystæppet bagerst på scenen og tramper bombastisk med referencer til hiphop og kasten af håndtegn. Det er råt.

Så er atmosfæren pludselig underspillet. Lyden ændrer sig til et bagvedliggende soundscape med computerspilslignende lyde. BamBamFrost træder frem på scenen med en ligefremhed, der taler til publikum i overført og bogstavelig forstand. Hun tørrer sved af panden, tager denimjakken af, banker sig på brystet og siger abelyde, hvorefter hun med humoristisk glimt i øjet siger ’just kidding’, hvilket får publikum til at le.

Det varer et kort øjeblik.

KENDRICK LAMAR PÅ ORANGE PLYSSTOL

Herefter intensiveres musikken igen. Der er en afventende fornemmelse i rummet, mens hun slanger sig op ad trappernes trin. Et lysspot og musikken klipper vores venten på klimaks. Spottet oplyser trappen og BamBamFrost, der står på øverste trin. Igen indfinder besættelsen sig. Der er destruktion, der er obstruktion i luften. Hendes hænder agerer pistol, knive, store greb, der trækker hendes ansigt ud ad led, forvrider hendes mund, mens savl begynder at løbe ud mellem hendes læber. Hun lader sin krop leve af musikken, musikken lever af hende, mens hun skiftevis viser publikum en udførlig kropsforståelse og teknik, der skifter mellem obstruktion af kroppens led og crump-lignende introduktioner.

Den rå tone fortsætter, da den orange plysstol falder ned og BamBamFrost overlegent sætter sig og rapper med på et nummer af Kendrick Lamar. Det er et højdepunkt, en energiudladning, der flyder over i publikum. De popkulturelle referencer bruser over i seksuelle, koreografiske toner, da hun graver ind i stolen under sit eget skridt og trækker, hvad der først ligner en gigantisk penis i orange plys, ud under sig selv. Hun vikler plyspenissen ud. Det viser sig at være et par orange plysbukser med countrysnit. Hun ifører sig dem, så hendes denimbukser stadig synes på hendes baller og hofter.

Et spot oplyser den orange plysstol, mens BamBamFrost trækker i et imaginært reb i loftet og siger ”du du”, som et tog, der skal til at køre videre, og det gør forestillingen så, transformere sig til et undervandsunivers med regn og torden som lydtæppe. Neonlys rammer BamBamFrost, der fremstår som en science-fiction-karakter, en undervandsdronning i stramt neon-suit, orange plys-country-bukser og denim. Det er et rungende JA til sammensurier. Jeg befinder mig som publikum under vand med hende. Hvidt vand og små bølger i hendes krop, små grooves. Der er en fornemmelse af at flyde, og bevægelserne vender tilbage til de i starten subtile, gestikulationer med særligt hænderne. Det går langsomt.

Disse mere langsomme passager vender tilbage igen og igen som en art neutralisering mellem større kraftudslag, kulturelle referencer og stor energiudladning. Det giver de energifyldte scener større effekt, og selvom det virker, er jeg ikke helt overbevist om de langsomme passagers værdi. Efterhånden som de gentages, fremstår de også lidt for lange, som ligegyldige mellemrum, der dog får publikum frem i sæderne, når scenen atter transformeres.

Og det gør den. Igen. Først til et sensuelt univers, underspillet med genkendelige bevægelser fra twerkens bevægelsesverden. BamBamFrost ses i denne scene bagfra, stående på trappen. Det blå plystæppe forstærker sensualiteten, og jeg imponeres over BamBamFrosts stærke evne til at blande såkaldte dansegenre, så dansen får lov til at fremstå som et narrativt sprog fremfor genre låst i bokse.

Lyduniverset river mig ud af sensualiteten. Vand der smelter, is der revner, cracking sounds og beats når mine ører. BamBamFrost iklæder sig et hvidt plyskostume, der ved første øjekast minder mig om en isbjørn. Sammen med lyden af smeltende vand, og det blå plystæppe, der nærmest ’løber” fra loftet’, kan mine klimatanker ikke lade være med at reflektere over muligheden for et lille klimaopråb. Men da BamBamFrost begynder en imponerende miming dance med sine hænder iført små ’fårehandsker’, ledes jeg i stedet over på tanker om ’en ulv i fåreklæder’, og at vi skal passe på falske profeter, dem der fortæller os løgne. Måske er dette sammensurium af tanker netop hensigten, eller også er det kostumets uheldige og blandede udtryk, der får mig til at tvivle på meningen. Jeg lader tvivlen komme BamBamFrost til gode og lader mig forføre, af de komisk, søde, dansende får.

”NO, NO, NO, NO, NO, NO…..”

BamBamFrost forlader scenen, og et øjeblik tænker jeg, at forestillingen er slut. YES kunne sagtens være endt her, men ind på scenen træder en ny performer; Lydia Diakite. Hun gemmer sine øjne og sætter sig med ryggen til publikum i et spotlys på scenen. Hun bærer samme denimkostume som BamBamFrost dog med orange glimmerfrynser og halvhøje countrystøvletter. Hendes bevægelser er bløde, sensuelle på plystæppet. Da vi får lov at se hendes øjne, viser Lydias blik os en nonchalant attitude, rolig, stærk og sensuel. Hendes udtryk passer perfekt ind i dette univers. BamBamFrost træder ind på scenen igen. Også iført høje støvletter. De to performere bruger hinandens kroppe til at skabe et tableau, hvor Lydia er øverst kiggende ud på publikum med hænderne på BamBamFrosts baller.

”No, no, no, no, no no, no, no, no, no…..” begynder at strømme ud fra højtalerne. Jeg afventer fortsættelsen ”…there is no limit” fra 90´er-mixet No Limit. I stedet for afslutningen på sangen, sætter performerne i gang i en reel countrydans til lyden af No Limit. På trods af små, men tydelige fodfejl i koreografien, er dette øjeblik en genialitet i forestillingen. Ordet ’NO’´s klare modpol til forestillingstitlen ’YES’ sammensat med mit indre øres evne til at fortsætte sangen ”there is no limit” blandet med de tydelige countryreferencer, frynser, denim og dans, er et humoristisk og skarpt input til netop JA til kaskader af livet. Da sangen får lov at fortsætte med sangstemmen i falset ”We do what we want and we do it with pride”, får jeg en nærmest opløftende stemning i kroppen af livets uendelige muligheder og muligheder for at være ustyrlige på livets vegne, hvis vi vil og tør. Det er enormt befriende, opløftende og humoristisk, og begge kvinders udtryk stråler af overlegen nonchalance.

Forestillingen afsluttes i det bløde hjørne igen. De to kvinders kroppe smyger sig på plystæppet og anvender hinandens kroppe til sammenflettede, indviklede positioner. Desværre står afslutningen ikke skarpt som det meste af resten af performancen, og i min optik kunne man sagtens have endt YES efter en lidt kortere version af country-genialitetens moment.

PLYSUDTRYK SOM KOREOGRAFISK PERFORMANCE

YES fremstår i sin helhed som en koreografisk, scenografisk performance med mange genialiteter både på det performative, visuelle og musikalske udtryk. Både BamBamFrost og Lydia viser sig som stærke performere med særligt stærke ansigtsudtryk. Plysscenografien overtaler mig efter en smule opstartsskepsis, og de på popkulturelle referencer, hiphoppen og det elektroniske skaber en gennemgående stærk, auditiv oplevelse.

Nogle lidt for lange scener og en desværre lidt vag afslutning, gør at jeg til tider zoner ud, selvom jeg forsøger at lade mig opsluge af langsomhedens værdi. Til sidst savner jeg en smule detaljegrad i udførslen i særligt de samarbejdskrævende elementer, hvor nogle passager, der skulle fremstå sensuelle kom til at fremstå ikke-gennemarbejdede og komiske. Men jeg vil lade det ligge. For overordnet set giver YES mig en fornemmelse af en eksplosiv bland-selv-pose med så mange geniale referencer, at jeg har lyst til at opleve forestillingen igen, da jeg er sikker på ikke at have opfanget halvdelen af referencerne korrekt. Det dansante, bevægelserne, og det modige blå og orange plysudtryk er et kærkomment, råt univers i mine oplevelser af koreografisk performance.

Hail to the Good Listener

Spilleperiode: Fredag d. 28. maj – 1. juni kl. 17:00 eller 20:00
Sted: Operaens Takkelloft, Ekvipagemestervej 10

Koreograf: Marie Topp
Kompagni: Dansk Danseteater
Lydkunstner: Julia Giertz 
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Kostumer: Maria Ipsen