HAUT, Fair Practice Kultur og prfrm arrangerede et vigtigt todages seminar med talks, workshops og debatter på Udviklingsplatformen for Scenekunst. Seminaret adresserede, hvordan vi skaber et Fair Practice Kodeks med bæredygtige arbejdsvilkår for scenekunstnere og kulturarbejdere.
Min veninde, en vildt sej performancekunstner, begyndte for mange år siden at tagge sine SoMe opslag med #artistgotpaid. Hun forsøgte selvfølgelig at gøre opmærksom på, hvor tit hun som kunstner var ude for ikke at blive betalt for sit arbejde, men ville vende det positivt om. Hun holdt dog op. Jeg tror, fordi det måske var for risikabelt at være kritisk overfor en branche og et arbejdsmarked, hvor konkurrencen er så hård, og solidariteten derfor kan være vanskelig. I hvert fald fulgte hendes kunstnerkollegaer ikke trop. Hun var måske for tidligt ude. For man kunne ellers have ønsket sig en hel syndflod af #artistgotpaid-tags kunne være med til at ændre en kultur, hvor kunstnere bliver tilbudt lysestager fra museumsshoppen i løn, ligesom tagget #metoo har været med til at omvælte magtstrukturer.
Men HAUT, Fair Practice Kultur og prfm gav i den grad fornyet håb til kunstneres og kulturarbejderes prekære arbejdsvilkår på todages-seminaret Perspectives On: Fair Practice Kodeks i december 2024. Seminaret tog udgangspunkt i et kodeks eller kompas, man kan henvise til og navigere ud fra, når man oplever urimeligheder i sit kunst- og kulturarbejdsliv. Udfordringer, som især selvproducerende scenekunstnere fra det frie felt, der nok var flest af til seminaret, oplever.
I Holland har man allerede politisk besluttet at implementere Fair Practice Code i kulturbranchen, hvilket på sigt faktisk har resulteret i flere penge til branchen. Og derfor pointerer kunstnerisk leder, Betina Rex fra HAUT, i sin velkomstintro også, at ideen med seminaret er at få alle i scenekunstbranchen til at tænke sammen og tale på tværs af branchens økosystemer om, hvorvidt et Fair Practice Kodeks med grundprincipper om fair pay, fair share og fair chain kan være et redskab til at løse nogle af branchens problematikker.
Fair Practice Codes fem hollandske principper
Billedkunstner, Maj Horn, har sammen med daglig leder i Dansk Komponistforening, Sine Tofte Hannibal, stiftet Fair Practice Kultur i Danmark. De indleder derfor også første dag af seminaret med en introduktion til Fair Practice Kodeks og til deres arbejde med Fair Practice Kultur.
Kodekset er baseret på fem værdier og principper: bæredygtighed, diversitet, transparens, solidaritet og tillid.
I 2016 fik det hollandske kulturministerium og socialministerium lavet en undersøgelse af, hvad de massive nedskæringer i kultursektoren årene før havde haft af konsekvenser.
”Kort fortalt var konklusionen, at branchen omsatte for det samme, men under markant dårligere arbejdsvilkår. Det blev man hurtigt enige om, man ikke kunne sidde overhørig”, indleder Hannibal.
Hannibal fortæller også, at politikeren, Zenia Stampe (RV), til deres nyligt afholdte høring, hvor folk fra Holland og Østrig forklarede om deres Fair Practice Code, udtalte, at et kodeks for kulturbranchen i Danmark var noget branchen selv måtte sørge for.
”Så i Danmark er det nok modsat Holland en bottom up proces. Vi er nødt til at starte, og så må politikerne komme efter. Det ville være utrolig værdifuldt, at det blev lige så naturligt at tale om arbejdsvilkår som at tale om kunstnerisk kvalitet og værdien for publikum i Danmark”.
I Holland har kodekset nemlig tydeligt givet kunstnerne en stemme og en styrket position. Så det er blevet helt legitimt at tale om vilkår i forhold til kunst i Holland.
”Det har også ført til flere penge til kunstfeltet”, fortsætter Hannibal eftertrykkeligt: ”Ikke nok, men flere, og det er selvfølgelig et meget konkret udkomme. Til vores høring sagde de hollandske deltagere også, at de er opmærksomme på den vedvarende politiske opbakning. Så med et mere højreorienteret styre har de været spændt på om, kodekset ville blive båret videre, men det er det”.
I Holland har fonde og finansieringsinstanser desuden implementeret kodekset som en del af deres kriterier og retningslinjer. På den måde er kunstfeltets strukturer i Holland også blevet tydeligere både for branchen selv, men også for det politiske niveau og kan altså bruges til vigtigt lobbyarbejde.
Fair Practice Kodeks i Danmark
Maj Horn fortæller nu om Fair Practice Kulturs hovedmål og deres foreløbige arbejde. For fra 2023 -24 har Maj Horn og Sine Hannibal gjort et kæmpe indledende arbejde og holdt virkelig mange møder og workshops for at undersøge kunstfeltets problemstillinger, og om et kodeks kunne være en mulighed i Danmark.
” Vores hovedmål er selvfølgelig at samle branchen og have samtaler om Fair Practice, og hvad vi kan gøre for at sikre mere professionelle arbejdsvilkår. Et andet hovedmål var også at undersøge, hvad der sker i Holland og i resten af Europa og se, hvordan vi kunne koble os på det.”
Med støtte fra Bikubenfonden har Fair Practice Kultur faktisk kunne arbejde under Fair Practice vilkår og kunne invitere til deltagelse i workshops med honorarer og transportstøtte.
Fair Practice Kulturs konklusioner
Hovedkonklusionerne fra Fair Practice Kulturs undersøgelser er udmundet i en rapport, der også indeholder en dansk oversættelse af det hollandske kodeks og desuden kan findes online på engelsk. Rapporten lå samtidig på alle bordene, hvor scenekunstnere og kulturaktører var samlede på Udviklingsplatformen for Scenekunst til Perspectives On: Fair Practice Kodeks seminaret.
”De prekære forhold, som bærer hele branchen, er meget tydelige. Og mange, der har deltaget i workshops’ene har sagt, at det var godt at være sammen med nogen fra et helt andet felt og opdage, hvor meget de havde til fælles.”
Den næste konklusion Maj Horn nævner er betydningen af bæredygtighed, og Fair Practice Kultur mener hermed både social, økonomisk og grøn bæredygtighed. Det er selvfølgelig vigtigt at forholde sig til klimakrisen.
”Og ordentlig løn er ikke nok i forhold til gode arbejdsvilkår, vi skal vi have øje på alle de fem værdier”, tilslutter Hannibal, og Horn tager igen over:
”Det er fx vigtigt at tænke diversiteten sammen med økonomien og tænke i, hvem der har råd til at lave kunst”.
Den tredje konklusion er, at kodekset er et konkret redskab til handling og kan føre til udvikling og konkrete forbedringer.
”Det er også en handling, og det gør noget at have et redskab til at kunne tale om, hvad gode arbejdsvilkår er på vejen derhen”, slår Maj Horn fast.
Og den sidste konklusion er at tænke i, at kodeks vinder frem flere og flere steder i Europa. Jeg er også sikker på, min veninde ville spidse ører og bifalde, når de på seminaret siger, at man rigtig mange steder forsøger at udarbejde standarder og certificeringer for, hvad man mener er kunstneriske gode arbejdsforhold. Og den bevægelse er det selvfølgelig oplagt, at Danmark er en del af.
Men idet ikke alle EU-regler trumfer nationale love, er det stadig ulovligt at lave kollektive forhandlinger i Danmark indenfor overenskomstområder.
”Indenfor kompositionsområdet må der fx ikke laves vejledende tariffer. Det bliver anset som karteldannelse. Men når EU giver lov til det, kunne man overveje om, det ikke også skulle være tilladt nationalt. For det kunne faktisk give frie kunstnere og foreninger vejledende tariffer”, afslutter Hannibal, inden der åbnes for spørgsmål fra salen, hvor er det første spørgsmål også netop er, hvorfor de danske politikere er afvisende.
Hvorfor vil politikere ikke vil være med til at løse de her problemer?
”Det er en frygt for, at kodekset konflikter med den danske arbejdsmodel. Men som vi også ved fra Holland, så konflikter Fair Practice Kodeks ikke med de aftaler, der allerede er, men supplerer de mange kunstnere, som ikke er omfattet af overenskomsterne”, svarer Hannibal.
Og Maj Horn supplerer:
”Vi vil understrege, at kodekset handler om alt det, der ikke går ind under overenskomsterne. Hvordan kan vi lave strukturer for det, som gør det bedre. Derfor er det også vigtigt, at vi arbejder sammen med Dansk Kunstnerråd, som har flere stærke forbund under sig og har tal på, hvad og hvor, der mangler. Og alle brancher skal ikke nødvendigvis starte samme sted, men være med i kodekset alt efter, hvad der allerede er af brugbare aftaler”.
Prfrm – hvad er der brug for i scenekunstfeltet?
Fair Practice Kodeks’et gælder således selvfølgelig for hele kunstfeltet, men da HAUT med seminaret ønsker at sætte fokus på scenekunstbranchen, holder organisationen prfrms Maja Bonde Holze og Mikkel Søndergaard Kryger, som også er medarrangører, et oplæg om, hvad de mener rører sig på scenekunstfeltet. Prfrm giver nemlig produktionsbistand til især det frie felts kunstnere og en række mindre scener. Kryger lægger skarpt ud:
”Vores afsæt for at deltage i samtalen her er fra en prekær ansættelsessituation. Vi er fuldt bevidste om, at der er udfordringer rigtig mange forskellige steder i branchen. Men vores afsæt er også, at der er forskel på økonomi og handlerum alt efter, hvor man er i økosystemet. Og det er ikke kunstnerne i feltet, der skal betale for, at teatrene og scenernes økonomi kan hænge sammen”.
Holze tager over.
”Det, vi kommer til at pege på, er nogle af de aktuelle udfordringer, vi møder i vores hverdag. De handler om solidaritet, gennemsigtighed og tillid. For det er de områder, vi ved mest om”.
Vigtigt at have in mente i forhold til solidaritet, er naturligvis den asymmetriske magtrelation, når kunstnere fra det frie felt forhandler produktionsaftaler eller sælger værker til scenerne. Noget jeg ved min #artistgotpaid-veninde selvfølgelig kender til hudløshed.
Kryger fortæller også i tråd med Fair Practice Kulturs informationer om den store omsætning, det hollandske kunstfelt bevirkede på trods af nedskæringer:
”Den værdi, som bliver skabt af scenekunstnerne, kommer ikke så ofte scenekunstnerne til gode. Men der er rigtig mange andre i økosystemet, der får glæde af scenekunstnernes arbejde, fx scener, tilskudsgivere, hoteller, restauranter. Ofte havner værdien ikke i rette omfang hos scenekunstnerne. Så det skal man have i baghovedet, når man er i samarbejde med kunstnere fra det frie felt”.
Prfrm fortæller også indlysende, at tid som økonomi er vigtigt at tænke i, når man arbejder med kunstnere, der ikke får fast løn, og at prispresset er en anden problemstilling. Flere egns- og storbyteatre har tradition for at presse prisen.
”Og lige nu er turnesystemet struktureret, så det giver underskud til dem, der køber, så lad os finde en ny måde, så der kommer noget ud til kunstnerne”, opfordrer Holze og fortsætter.
”Og hvis man skal co-producere, så skal man altså reelt være med-producerende”.
Prfrm er ifølge Holze fan af overenskomster, men mener samtidig måske lidt overraskende, det er ærgerligt at gå glip af god kunst, hvis det ikke er muligt pga. faste løntakster. Så for prfrm handler det mest om tillid mellem arbejdsgiver og -tager, men der skal sondres mellem at være arbejdsgiver og prekær arbejdsgiver.
”Der er stor forskel på at være kunstnerisk leder i det frie felt og ved en etableret scene. For det er oftest den kunstneriske leder i det frie felt, der lægger flest arbejdstimer, hvis løn eroderer for at få et projekt til at ske”, fremhæver Kryger, hvorefter Holze tager over.
”Og så mangler der fora, hvor folk fra det frie felt kan komme til orde. For det er tit dem, der sidder i faste stillinger og har tid til at skrive klummer, debatindlæg og lobbye, der kommer til orde. Det frie felts kunstnere kan ikke på samme måde tale deres arbejdes mærkesager”.
Uigennemsigtige beslutnings- og prioriteringsprocesser forhindrer også muligheder for forbedringer.
”Vi er som producenter ude at bejle til forskellige scener og får ofte svar, som:’ Vi har allerede lagt programmet for denne sæson’. Men så spørger vi selvfølgelig: ’Har I tid sæsonen efter?’ Og det kan de så ikke tage stilling til. Det kunne være fedt, hvis vi fik en mere ærlig dialog”, forklarer Holze.
prfrm drømmer også om feedback fra fondene og en magtanalyse af bestyrelserne osv. i dansk scenekunst.
”For der er mange gengangere”.
Workshop
Jeg er ikke sikker på, min veninde ville have syntes om workshoppen til Perspectives On: Fair Practice Kodeks. Jeg forestiller mig, hun hellere ville have brugt sin tid i sit atelier. Men det kan også være, at hun ville have kastet sig ud i at brainstorme over, hvilke problemer, der er størst i vores prekære kultur- og kunstarbejde. Min veninde er nemlig et meget generøst menneske.
Og hun ville helt sikkert have genkendt alt, hvad der blev delt i gruppen efter vores solobrainstorming og lyttet omsorgsfuldt. I min gruppe blev ikke overraskende først nævnt: burn out, mange roller som selvproducerende scenekunstner, svært med work balance, ikke samme vilkår og forståelse som i andre brancher, inklusion/eksklusion (man skal komme fra en vis baggrund for at kunne arbejde med scenekunst), som forældre bliver man ofte valgt fra, og at skulle have et lønjob ved siden af (altså arbejde for at kunne arbejde).
”Jeg har også skrevet: ’der er for få til at løfte meget’. Og forventningerne er virkelig høje i forhold til de penge der bliver givet”, siger en også i min gruppe, mens en anden, der arbejder med kunstnere i residency-forløb, forklarer, at hun insisterer på at få samme løn som kunstnerne.
”Og jeg mener, at alle nye bevillinger skulle trækkes 10 %, som så skulle gå til det frie felt. For det er vores forskningsafdeling. Det giver ikke mening at udsulte det”.
Sidst spørger hun også til, hvad man gør, hvis man arbejder med kunstnere eller andre medarbejdere, som har problemer med alkohol eller andet misbrug eller spiseforstyrrelser eller lign.
”Hvordan passer vi på hinanden, hvordan arbejder vi med care?”
”Og der skal også være care for dem, der skal give den”, responderer en anden.
Senere bliver alle gruppernes problemstillinger vendt i plenum i salen, modereret af Horn og Hannibal, og til sidst skrevet op på den fælles tavle til brug for det videre arbejde med et Fair Practice Kodeks i Danmark. En god fælleskabsnote at afslutte første dag af seminaret på.
Et kompas – international inspiration
Anden dagen af Perspectives On: Fair Practice Kodeks-seminaret startede, efter en opfølgning og resume af førstedagens arbejde, med en inspirerende, international oplægsholder, jeg er sikker på, min veninde ville have bondet godt med.
Nemlig Anne Breure, kunstnerisk leder af Theater Utrecht, pioner og en af initiativtagerne til Fair Practice Code i Holland. Hun er kendt for en ledelsesstil, hvor politik, organisation og kunstnerisk udtryk hænger sammen. Hun er med på seminaret online og indleder med at tilkendegive, det svære ikke er at blive enige om Fair Practice Code, men derimod hvordan det skal praktiseres.
Breure gentager, som Fair Practice Kultur, at kodekset er et vigtigt værktøj til at tale om vilkårene for kunstnere, og at det allerede skabte en ændring i Holland, da man begyndte at tale om, hvad kodekset skulle indeholde. Men hun pointerer også, at kodekset er blødt, hvilket både er dets styrke og svaghed.
”It’s never done. The strength and the challenges are, that the code is soft. These discussions take time. It’s a value driven thing”.
Breure kommer også med et eksempel på dette (som istemmer de problematikker prfrm nævnte), hvor kunstnere fx fra Berlin gerne ville vise deres værk på en lille scene, hvor hun arbejdede. Men hun havde ikke midlerne til at betale dem, så derfor overvejede hun først at tilbyde dem billetindtægterne, selvom hun vidste det ikke var fair.
”And the artists replied, ‘but its ok, we really want to show it in Amsterdam’. And I would get compliments from my funders for being able to show the piece and the artist would be happy. But we would all support a system, which is not sustainable at all. The Fair Practice Code is not giving the answer. But the code makes a different conversation. With the code I can say: ‘we can’t and shouldn’t do this to each other, because we are eating ourselves inside out’”.
Anne Breure pointerer også, at efter Fair Practice Codes indførelse i Holland, er der ikke noget, der er forbudt, og at Fair Practice Code omfavner allerede eksisterende regler og overenskomster om betaling, diversitet og inklusion og at disse hele tiden skal være i dialog for at nå det næste skridt. Men hun mener også overordnet, det handler om at prioritere og støtte færre projekter.
Afslutningsvist bruger Breure den forklarende metafor, et kompas, om Fair Practice Code:
“When you are at sea; there is north, east, west and south, and you navigate with it. Fair Practice Code also helps us have the conversations within the organizations and with others. And the most important thing is, that it’s ours. The Fair Practice Code in Holland came from the artists, the practitioners, and then it became a political instrument, and that is good, but remember it’s yours, it’s ours.”
Værdien af et Fair Practice Kodeks – tre teaterchefer
Nu følger en panelsamtale mellem tre teaterledere om Fair Practice Kodeks værdierne, og hvordan de arbejder med dem; Eva Præstiin fra Betty Nansen Teatret, Miriam Frandsen fra Toaster og Lotte Kofod Ludvigsen fra Bora Bora.
Lotte Kofod Ludvigsen fortæller først, hun blev introduceret til kodekset i 2017. Hun nævner desuden Bora Bora er optaget af spørgsmål om bæredygtighed, og at de prioriterer lange lokale partnerskaber med fire huskompagnier. Hun forklarer samtidig, hvordan de på Bora Bora har taget ansvar for at tjene flere penge og øget deres belægning. Og da de har fokus på at sælge billetter, kan man faktisk heller ikke, som Breure nævnte, få en aftale om at få box office salget. Hun svarer også på prfrms opfordringer.
”Og når vi laver co-produktioner, giver vi altid et fee, som ikke er, hvor det skal ligge. Men når vi køber turneforestillinger, så spørger vi, hvad det koster og siger, om vi har råd til det”.
Bora Bora har også arbejdet med et Code of Conduct og skævet til deres finske kollegaer, da de lavede deres version.
”Det har gjort en forskel, når fx en tekniker møder ind med en kasse øl, så kan man sige, vi tolerere ikke alkohol eller nogen form for påvirkning på arbejdet”.
Herefter fortsætter Præstiin, som indleder med, at hun ikke kendte til Fair Practice Kodekset, og husker os på, at Betty Nansens Teatret har et opdrag på at sælge 48000 billetter om året. Teatrets andre opdrag er derudover, dets kunstneriske profil.
”…som er rummelig, og så skal vi egen-producere”.
Præstiin forklarer desuden, at de på Betty Nansen Teatret producerer ret anderledes med lange forløb (støttet af private fonde), fordi de har været optagede af ikke at skelne mellem udøvende og skabende kunstnere, og også er optaget af arbejdsmiljø.
”Jeg tror, alle kommer til at arbejde med ESG (Environment, Social, Governance) i fremtiden. Men vi skal have nogle brede skuldre til at implementere det. Vi skal have fat i fagforeningerne, brancheorganisationerne for, at de her brede værktøjer kan komme ind, hvor de ikke findes”.
Sidst nævner Præstiin i tråd med Breures standpunkt, at de kun kan arbejde som de gør, fordi de har valgt at sænke antallet af produktioner.
Nu følger Miriam Frandsen fra Toaster:
”Toaster er for det frie felt på feltets præmisser. Der står også i vores aftale, at vi skal arbejde med Cph Stage og HAUT. Toasters profil har været en open door politic. Det er lykkedes. Jeg har i hvert fald ikke sagt nej til nogen endnu”, smiler Frandsen.
I forhold til at være en gatekeeper, så slår hun også fast, at Toasters kurateringskonstruktion gør, at hele seks mennesker læser deres open call-ansøgninger. Men Toaster har også co-kurateret og inviteret Det Frie Felts Festival ind.
I forhold til Fair Practice Kodeksets solidaritetselement forklarer Frandsen, at ingen arbejder gratis på Toaster.
”Vi spørger, hvad det koster og betaler. Og når vi co-producerer på i Toaster, så går husene (Den Frie Udstillingsbygning eller Husets Teater) ind og overtager produktionen. Så hele økonomien, aflønningerne, billetsalget osv. sker i husene i samarbejde med kunstnerne”.
Men hvis Toaster giver tilskud til et projekt, så er det kunstnerne med deres egne cvr-numre, som producerer. Angående diversitet fortæller Frandsen også, det er skrevet ind i deres principper.
Miriam Frandsen afslutter åbent med at stille to vigtige spørgsmål til forsamlingen: Hvilke redskaber har jeg til at undersøge om, vi som institution gør, det vi siger vi vil i forhold til diversitet? Men som ikke er kvoter?
Medlemsorganisationerne
Tiden er så selvfølgelig kommet til medlemsorganisationerne. Dette panel er nok det mest diskuterende i løbet af begge seminardagene.
De inviterede er Sara Indrio fra Dansk Artist Forbund, Peter Mark Lundberg fra Dansk Teater og Søren Bang Jensen fra Dansk Kunstnerråd, som effektivt indleder.
”Dansk Kunstnerråd har lavet data. Og halvdelen af dem, der arbejder indenfor scenekunst, der kan leve af det, tjener 110.000 kr. om året. Så man skal leve rigtig billigt eller lave noget ved siden af”.
Peter Mark Lundberg fra Dansk Teater mener, at problemet er den store mangel på midler og bejler til at scenekunstnere står sammen.
”Vi har samlet de første fagforeninger. For det, vi selv kan gøre, er, at stå sammen om at få flere midler. Vi har også tæt dialog med cirkus-feltet og med dansemiljøet, og vi vil meget gerne også havde det frie felt med”.
Lundberg nævner samtidig, Dansk Teater selvfølgelig skal have et nyt navn og hedde Dansk Scenekunst, og at kontingentprisen er sat ned. Her griner en højt i salen. Og at de, som ikke kan være med i brancheforening, skal være medlem af en fagforening.
”Det er den danske model, velfærdsmodellen, at de to parter skal tale sammen og finde en løsning. Jeg er bange for en mærkningsordning vil fratage os det ansvar at tale sammen”.
Sara Indrio fra Dansk Artist Forbund byder nu ind og ser derimod mange positive takter med kodekset.
”Jeg mangler bare at se det i en dansk kontekst. For når man sammenligner med andre lande, så er der alle mulige ting i økosystemerne, som varierer”.
Hun mener, man indtil videre skal se Fair Practice som et stykke chokolade, man skal have råd til.
”Jeg kender nemlig også mindre kompagnier, som ikke kan tilbyde overenskomstmæssig-løn. Så jeg er meget interesseret i at høre, hvad kunstnerne selv siger. Det er det vigtigste”.
Bang Jensen, som tydeligt er mest positiv overfor et Fair Practice Kodeks i Danmark især i forhold til det frie felt, svarer sine medpanelister i forhold til spørgsmålet, der endnu en gang bliver rejst i løbet af seminardagene, om de allerede eksisterende regler.
”Men i Holland refererer kodekset jo også til noget, der allerede er. Og i Danmark har vi også allerede et kodeks på 36 sider for god ledelse af selvejende institutioner. Den handler om bestyrelsesarbejde, årsrapporter osv., men ikke et ord om forholdet mellem organisationerne og kunstnerne. Ikke et ord om forholdet til dem, der kommer med indholdet”.
Inden der åbnes op for spørgsmål fra salen, afslutter Indrio med at slå fast, at vi ikke længere kan ignorere den bevægelse og det pres, der er i gang og kommer fra kunstnerne selv.
Efter at Miriam Frandsen fra Toaster påpeger kodekset er en mulighed for at fælles sprog, samler Sine Hannibal til sidst op:
”Samtalen om, hvad man forstår ved værdierne, er vigtig. I går sagde én fx, at man i stedet for at bruge ordet ’solidaritet’ skulle bruge ’ansvar’, og i Dansk Teater bruger man ordet ’fællesskab’. Det er en vigtig samtale at have, som kodekset også giver mulighed for”.
Fonde
Det sidste panel, men selvfølgelig mindst lige så vigtige, er selvfølgelig fondene. Her er oplæg fra Ghita Malling, udvalgsleder af Statens Kunstfonds Projektstøtte Udvalg for Scenekunstudvalg, Sanna Albjørk fra Bikubenfonden og Thomas Markmann fra Københavns Kommunes Scenekunstudvalg er senere med på med en videooptagelse.
Ghita Malling lægger ud med, at noget af det vigtigste for udvalget, hun sidder i nu, er at skabe et bæredygtigt arbejdsliv for de kunstnere, de skal give midler.
”Det har været meget svært i mange år. For hvordan kan vi gøre noget fair med 120 millioner, når vi får for mindst 600 millioner ind i ansøgningerne. Så det vi kæmper allermest for, er at få flere penge. Og vi har mange tanker om Fair Practice”.
I forhold til redskaber til at udøve Fair Practice svarer Malling næsten med et suk, at det er så diverst, så måske der ikke er brug for et enkelt redskab.
”Jo, hvis folk gerne vil arbejde under overenskomster, så gør vi gerne det. Men kunstnere indenfor fx performanceområdet producerer tit ikke på samme måde med overenskomster. Så skal der laves overenskomster, så alle har mulighed for at bruge dem. Men det vil lukke mange ude. Så redskabet kunne være at sikre rettigheder, så alle kunne arbejde lovligt på den måde, man ønsker at arbejde som kunstner”, afslutter Ghita Malling sit oplæg.
Sanna Albjørk tager nu over og forklarer, at da Bikubenfonden er en privat fond, beslutter de selvfølgelig selv, hvordan midlerne skal bruges, bare de følger fondens fundats. Hun nævner samtidig, at Bikubenfondens bestyrelsen i 2023 besluttede, at bæredygtighed skal gennemsyre alt, hvad fonden gør. Udover et socialt område med sårbare unge, så støtter Bikubenfonden udelukkende udviklingen af scenekunst og billedkunst, ikke længere produktioner.
”Vi ser på, hvordan vi kan være mere end bare penge, men også påvirke politisk i Danmark”.
Albjørk nævner også, at fonden arbejder meget med at udvikle arbejdsvilkårene for scenekunstnere i Danmark, og derfor også har støttet Fair Practice Kulturs indledende arbejde med Fair Practice Kodekset.
”Vi er meget interesserede i, hvad det kan!”.
Hun er enig i, det frie felt betyder meget for scenekunsten og remser desuden op, hvad der paradoksalt mangler i feltet; lokaler, god teknik, mulighed for udvikling og honorarer. Hun nævner også, at fonden derfor for nylig har købt huset på Thoravej 29, hvor bl.a. HAUT er rykket ind.
”Vi samarbejder med fem partnere (HAUT, Udviklingsplatformen for Scenekunst, Toaster, Sort/Hvid og Fix & Foxy) om at lave det program, der skal være i huset de næste to et halvt år. Det er et forsøg på at skabe de gode arbejdsvilkår, som mangler, og et forum, hvor vi kan tale om, hvordan vi kan understøtte det frie felt”.
Som afslutning fortæller Albjørk, at når Bikubenfonden indgår samarbejder, så sikrer de sig, at der er afsat honorarer sat fra BKFs tariffer til kunstnerne, men også til ansøgerne selv.
Herefter afspilles en video med dramatikeren og manuskriptforfatteren, Thomas Markmann, der også sidder i Københavns Kommunes Scenekunstudvalg på syvende år. Men han taler i videoen ikke på vegne af udvalget og indleder med at stille et måske provokerende spørgsmål:
Bliver der produceret for meget scenekunst i Danmark?
Men han svarer først ikke på det. Derimod ridser han de retningslinjer, de praktiserer efter i Københavns Scenekunstudvalg op (udvalget uddeler 3 millioner i fire runder).
Markman siger også, som flere andre på seminaret, at der skal politikere ombord i forhold til et Fair Practice Kodeks i Danmark og vender til sidst tilbage til sit indledende spørgsmål.
”Hvis vi skal give ordentlige vilkår med overenskomstmæssige lønninger osv., må vi simpelthen give til færre kunstnere. Jeg skal fx stadig kæmpe for at få nogenlunde kontrakter med en ordentlig løn, selvom jeg har været i gang i virkelig mange år og har meritter bag mig. I øvrigt har jeg ingen pensionsopsparing, men det er noget mange kender til i branchen. Selvfølgelig kan vi opgradere kulturbudgetterne, men det kræver nogle politikere, der er med på, at det er vigtigt ”.
Samling af hele scenekunstfeltet – shout out til politikerne
På de to vigtige og stærkt inspirerende seminardage lykkedes det virkelig HAUT, Fair Practice Kultur og prfrm at samle folk fra flere aspekter af hele scenekunstfeltet til at samtale om forståelsen af kodeksets værdier, diskutere Fair Practice Kodeks i forhold til eksisterende regler og ikke mindst synliggøre de vanskelige vilkår scenekunstnere og særligt fra det frie felt arbejder under. Så man kan kun håbe branchen endelig i fællesskab kan skubbe til politikerne i Danmark, så fx min veninde (og jeg) ikke skal stå alene overfor et helt system og med tagget #artistgotpaid gøre opmærksom på, vi bliver ordentlig betalt for vores arbejde. Men ligesom tømrere, undervisere, lagermedarbejdere, rengøringspersonale, advokater, sygeplejersker og piloter selvfølgelig skal betales for vores arbejde og have rimelige arbejdsvilkår.
Dagenes samtaler, diskussioner og møder kan forhåbentlig blive de næste skridt i retningen mod et Fair Practice Kodeks i Danmark. Seminaret afsluttedes festligt, mere light og alligevel passende med bobler til alle ved uddelingen af den nystiftede Fair Practice Scenekunstpris indstiftet af Uafhængige Scenekunstnere og De Frie Koreografer.
Prisen gik til Dynamo – Workspace for circus and performing arts ud af de nominerede: Bora Bora, Teatret Svalegangen, Blaagaard Teater, Toaster, Warehouse 9, Sydhavn Teater og Aaben Dans.
#writergotpaid#writergotpaid#writergotpaid#writergotpaid#writergotpaid#