Poesi, sang, ny cirkus og performancekunst blander sig sårbart og levende i den musikalske queer-kabaret med udgangspunkt i Luka Holmegaards digtsamling Havet i munden på AFUK. Havet bliver som hud, en kjole, og noget man kan synge, have i munden.
De tre performere, Faun Vium, Ludvig Lulu Brostrup og Luka Holmegaard, som alle er transpersoner, bærer, løfter og støtter hinanden igennem hele forestillingen Havet i munden på AFUK. De udviser omsorg for hinanden, en omsorg man har brug for, forestiller jeg mig, hvis man skal transitionere fra et pronomen og et kønshormon som base til et andet. Og hvis man skal møde en anden fysisk i en ny krop. Men også en omsorg vi alle har brug for ude på dating-markedet, tror jeg, og samtidig er det omsorg, vi har brug for i øjeblikket, for hinanden og mere-end-menneskelige arter, der kan være med til at give håb. På den måde åbner queer-kabaret’en Havet i munden på AFUK, for mig at se, emnet: at transitionere sig fra et køn til et andet. Vi kan alle spejle os i at forvandle os og har brug for at mærke nye mulighedsrum kan lukkes op og at køn kan være flydende.
Og jeg tror også, de fleste vil kunne nikke genkendende til den eufori, glæde, raseriet og ungdommeligt begær, som queer-kabaret’en iscenesætter i en collage af helt dugfriske scener, vi allerede fra begyndelsen bliver bedt om at tage blidt imod. Så vi instrueres som publikum også i at udvise omsorg, for de tre performere er alle ude i at skulle gøre ting, de ellers ikke gør, fx ny cirkus udfordringer og at skulle synge og bare stå på en scene.
I en af de første scener rådgiver Faun Vium også Ludvig Lulu Brostrup i at finde frem til sin ’feminine’, lyse stemme: ”Du løser det ikke ved bare at sætte luft på…”, siger hun. Salen griner genkendende og befriet i den genkendelse. Vi er hele tiden med performerne, også når de skal kravle op på hinanden og stå i en cirkus-pyramideform på hinandens skuldre og rygge. De har tydeligt svært ved det, og det er også lidt skægt. Nycirkus handler jo heller ikke om at være virtuose, men også om at kunne vække følelser i publikum, hvilket lykkes til fulde i Havet i munden, bl.a. netop fordi de medvirkende ikke mestrer disciplinerne, så alt står sprødt og lidt dirrende, ligesom en ung teenagekrop eller måske en krop i transition, en krop i et nyt køn? Vi klapper, som vi også er blevet instrueret til, men vi gør det ikke kun derfor, vi vil dem det bedste. Vi er sammen, og det bliver klart, hvordan vi er relationelle væsner, der skaber os selv og hinanden i vores blikke.
Stemmerne bliver, som sagt, også undersøgt konkret, og der reciteres også fra Holmegaards digtsamling: ”Jeg spørger en ven til råds”. For han vil gerne vide mere om, hvordan det var for vennen, da hans stemme gik i overgang.
”At svømme føles som at blive rørt ved over hele kroppen på én gang”, synger de også i et trestemmigt refræn.
Den nykomponerede musik af Mija Milovic er klangfyldt og organisk, lidt vuggende som et hav måske, men også ind imellem vild og voldsom. For raseri er også en del af fortællingen.
Vi bliver også aktiveret, da scenografien/rekvisitten, en stor transparent plastik-presenning, eller stort stykke stof, man kan se performernes hud igennem, skal foldes ud på scenen. Så tager vi alle fat i et lille hjørne og folder sammen presenningen ud, som selvfølgelig ikke bare er et stykke plastik, men ved scenekunst-magi bliver til et hav, et telt og en kjole. Havet vugger vi med, før vi løfter det op, så det bliver en kuppel eller en puppe, et telt, som Holmegaard kan kravle ind i og skabe billeder i, da der sættes lys. En rørende, længselsfuld scene fortolket fra digtsamlingen om et erotisk, sanseligt møde opstår lige der for øjnene af os, men alligevel privat, skjult inde i puppen.
“Jeg har det som om krop er fyldt med lys
Jeg har det som om krop er fyldt med lyyyyyys
Jeg kan blive helt svimmel af at få lov
Så mange er dem, der har prøvet er døde
Jeg kan blive helt svimmel af at få lov
Havet skinner…”
En anden bevægende scene for mig blev, da Faun Vium transformerer havet, teltdugen, pubben, om til et kæmpemæssigt kjoleskørt, hun tager på, da hun gennem et hul i midten dukker op som en anden skumfødt Venus, og begynder sin sang, som hun også synger med os: “Jeg kan høre det på dig”. Så drejer hun sig rundt, så kjolen næsten ligner en fiskehale, hun forvandler sig også til en havfrue. Noget mellem dyr og menneske. Noget midt i mellem.
Havet i munden på AFUK er en sanselig, længselsfuld, humoristisk, legende og vild queer-kabaret, der ikke bare behandler transformation, men hvis scenografi og kroppe også forandrer sig, så en naturlig og rørende dialog opstår mellem scene og sal og et omsorgsrum findes, som vi kan håbe på at kunne tage lidt med af ud i verden.
