Den anerkendte koreograf, danser og tidligere kunstnerisk leder af Carte Blanche, Hooman Sharifi, undersøger sammen med musikeren Arash Moradi i The Dead Live On In Our Dreams, hvordan erindringen og vores forhold til den kan forme kroppen og vores virkeligheder.
Der ligger et stort stykke halvkrøllet guldpapir midt i det dunkle lokale. Det ligger faktisk ikke helt i midten af rummet, men lidt skævt og er lyst op af et blødt lys. Guldpapiret virker som en abstrakt form, en skulptur i rummet og giver en forgrund og baggrund, noget man kan nærme sig og bevæge sig rundt om. Bagerst i salen sidder musikeren Arash Moradi også med sit smukke, persiske strengeinstrument. Danseren og koreografen Hooman Sharifi træder nu ind på gulvet, der udgør scenen, vi, publikum sidder rundt om næsten i en cirkel. Måske giver det et særligt fællesskab at sidde sådan. Vi kan i hvert fald se hinandens reaktioner på værket.
Hooman Sharifi beder os roligt om ikke at tage billeder og om at slukke vores mobiltelefoner. ”Der kommer ikke til at ske noget ekstraordinært”, siger han afvæbnende og smiler. Han vil gerne have, at vi er til stede i nuet, uden medier, mens vi oplever værket The Dead Live On In Our Dreams.
Han fortsætter sin korte indledning, der for mig sætter en ramme for værket. Han taler om, hvordan erindringen virker. At vi i erindringen faktisk laver om på det, der egentlig skete. For bare det, at vi genkalder os en situation, fjerner os fra det, der skete. Gentagelsen i bevidstheden er allerede en ny fortælling. Der er ikke nogen oprindelig historie længere. Han fortæller så om sin veninde, som han plejede at besøge i Bruxelles. At han plejede at ringe til hende hver gang, han kom til Bruxelles. Og at han havde gjort det samme for ganske nylig. Hans fingre tastede automatisk hendes nummer ind på telefonen. Hans krop havde glemt, at hun var død. Som titlen på værket siger det: De døde lever videre i vores drømme…
Sharifi bliver nu stille og står længe i den ene side af salen til højre for guldpapiret. Lyset dæmpes yderligere, tror jeg. Jeg husker det jo ikke helt præcist, men sådan genspiller jeg det for mig i erindringens lys, mens jeg skriver. Sharifis store, elegante krop bevæger sig ganske lidt. Han står længe bøjet ind over sig selv, som er han knuget af noget eller gemmer på noget. Måske noget han ikke vil af med, noget han ikke vil eller kan glemme. Mørke skygger falder på hans krop og ansigt, så man ikke kan se hans ansigtsudtryk. Musikeren Arash Moradi begynder at spille samtidig med Sharifis bevægelser. Det er vidunderligt endelig at høre live musik i Dansekapellet. Og samspillet mellem Sharifis bevægelser og eminente lyssætning og Moradis musik er lige så vidunderlig. Strengeinstrumentets klange er for mig lige så melankolske og rørende som Sharifis store, sorgfulde krop, der forsigtigt begynder at bevæge sig lidt mere og mere rundt i salen. Jeg kommer til at tænke på sufidansere, der danser rundt og rundt. Ikke at Sharifis værk er religiøst, nærmere det modsatte, men han gentager de samme jordnære bevægelser, først foroverbøjet og krummet sammen, men lidt efter lidt bløder hans krop op og udfolder sig mere og mere stadig rundt og rundt i cirkulære mønstre. De gentagende bevægelser, dansen, virker transformerende, og som om de bare kan blive ved. Sharifi lader til at være interesseret i billeder på en bevægelig subjektivitet fremfor en meget gammeldags ide om et subjekts oprindelig kerne.
Han lægger sig så ind under guldpapiret, der derfor begynder at flytte på sig. Guldpapiret ligner måske et bjerglandskab med spidser, sprækker og skyggefulde dale. Og jeg kommer til at tænke på en linje fra et Rainer Maria Rilke digt: Udsat på hjertets bjerge. Måske gemmer Sharifi sig for omverdenen, går i hi med sin sorg. Skjuler sig fordi hans sorg gør ham udsat, og fordi han vil gemme på minderne. De sidder i hans krop.
Da han vender tilbage ud på gulvet, virker hans bevægelser endnu lettere, større. Måske er han i sine profane rituelle bevægelser og i sit hi kommet videre i sin proces. Han vikler dog først et stykke stof om den ene arm, som han så slår hårdt ned i gulvet igen og igen. Han virker vred, måske på døden eller over at være ved at glemme sine minder, over at tiden går eller over krisetidernes polariserende tilstande, og samtidig virker stoffet om armen også ambivalent som en bandage om et sår, og som om den tynger ham, men det lader måske også til, at bandagen giver ham styrke.
The Dead Live On In Our Dreams giver for mig nuancerede bevægelser, musik, abstrakte billeder og åbne rum for, hvordan erindringen og subjektivitet virker og på almenmenneskelige eksistentielle vilkår. Hvordan man mindes igen og igen i en sorgproces; at kroppen ikke kan give slip. Værket præsenterer, hvordan vores erindringer om fortiden former os, vores virkeligheder og fremtid, men dermed også hvordan den kan manipuleres, og at man ikke kan tale om noget oprindeligt. Men The Dead Live On In Our Dreams åbner for mig at se også til en mulig transformation og et håb. At erindringens gentagelser kan bevirke, at man måske sørger lidt mindre for hver gang man husker, men så glemmer man måske samtidig noget, man gerne vil huske.