Recoil Performance Group sætter endnu en gang spot på relationerne mellem dansere og scenografi. I et samarbejde med Resonerende Rum bliver scenen i Sjælør Kirke en form for højtaler, hvorpå danserne excellerer i en forestilling om at kultivere jorden og kroppen.
Det handler om mennesker og muld, om kultiveringen af kroppe og jorden i Recoil Performance Groups komplekse, abstrakte og interessante danseforestilling HØST.
De to fabelagtige musikalske og meget forskellige dansere Hilde I. Sandvold og Josette Reilly bevæger sig rundt på den let forhøjede scene sat op i det moderne kirkerum. Lyset falder ned fra højloftets ovenlysvinduer og ind fra siderne. Udenfor og indenfor blander sig. Danserne er allerede lidt i gang, da publikum ankommer og får installeret sig på pladserne rundt om scenen. For nok er vi i et tidligere kirkerum, men stemningen er uformel sekulariseret.
Da forestillingen for alvor tager fat, viser det sig også, at HØST handler om store, men jordnære spørgsmål. Det moderne kirkerum passer altså som fod i hose til Recoil Performance Groups seneste produktion, der ligesom mange af koreografen Tina Tarpgaards andre værker også er en stærk undersøgelse af performerenes relationer til omgivelserne, scenografien. Tarpgaards danserne har i en række tidligere værker via bl.a. videomapping direkte kunnet påvirke scenografien. Men nu lader det, at Tarpgaard (modsat mange andre i denne coronatid) i sine sidste produktioner har bevæget sig væk fra arbejdet med digital teknologi for i stedet at fokusere på menneskets relationer til naturen og omvendt.
Kultur og natur
Danserne i HØST bevæger sig blødt og glidende rundt. De bruger hele scenen, hele rummet, fylder det ud med soli og enkelte synkrone duetter, så snart med bøjelige, fleksible kroppe og snart rykkende, hårde bevægelser. Begge dansere er utroligt musikalske ikke bare, når de i deres soli følger og næsten bliver musikken, som overvejende er en vifte af rytmer indenfor slagtøjsfeltet, lige fra jazzede, listige rytmer med brushes til mere percussive slagtøjspassager. Begge dansere kan også begge pludselig træde et skridt tilbage ud af den pulserende rytme, rykke modsat, for så lige på beatet at vende tilbage i den igen. Særligt Josette Reillys taktile dans til en optaget trommesolo med brushes gør indtryk på mig. Josette Reilly er udover at være samtidsdanser også neo flamenco danser, hvilket publikum og jeg for særligt syn for i en afsluttende virkelig kraftfuld og kunstnerisk flamenco dans præstation.
Danserne kroppes bevægelser skifter og rykker sig altså i HØST mellem de meget kultiverede udtryk og de mere frie. Flamencoens strengt kultiverede trin, men samtidig jordnære, sanselige tyngde, og samtidsdansens fleksible og frie styrke samtidig med den toptrænede, kultiverede dansekrop. HØST undersøger den kultiverede krop, de kulturelle påvirkninger vores bevægelser og vores kroppe er udsat for.
HØST er en undersøgelse af såvel landarbejderens som danserens krop i arbejde, læser jeg mig frem til i pressematerialet. Men det er for mig ikke vigtigt og heller ikke så tydeligt. Måske aner jeg det, da danserne planter et par græstotter ud på scenen, men græsset bliver muligvis mest en gimmick i forestillingen.
At hele scenen bliver en form for højtaler for musikkens trommespil fungerer derimod meget virkningsfuldt i HØST, ligesom danserne også bogstavelig talt sætter sig ned og trommer med på scenen. Musik, krop og bevægelser smelter helt sammen, idet dansernes kroppe må bevæge sig på og med den hoppende højtaler-scene. Klassiske dikotomier opløses. Til sidst kulminerer forestillingen så som sagt med et brag af en flamenco optræden. Flamencoen er netop også karakteriseret ved at bevægelse, danser og musik smelter sammen; danserens bevægelser i trommespillet med hælene bliver musikken.