Kunstkritikken har været erklæret i krise, men en ny kortlægning viser den overlever på digitale nichemedier. Et blik på kunstkritikkens historie peger på dens nødvendighed for den borgerlige offentlighed. Derfor bør disse nichemedierne også medtænkes i det kommende medieforlig.
Som følge af den digitale medieudvikling har kunstkritikken været erklæret i krise. Men en ny kortlægning udført af Forenede Kritikere har for nyligt vist, at kunstkritikken i Danmark overlever på digitale nichemedier. Vi kan rette blikket mod kunstkritikkens historie for at belyse, hvorfor et samfund har brug for kunstkritik. For helt siden oplysningstidens moderne borgerlige offentlighed har kunsten og dens kritik haft en fremtrædende betydning i samfundet. 1700-tallets idealer var en distanceret faglig kunstkritik knyttet til oplysningsfilosoffen Immanuel Kants begreb om den reflekterende æstetiske smagsdom.
Groft sagt overskrider denne smagsdom den personlige smag. Den faglige smagsdom reflekterer nemlig over, hvorfor man synes om en performance i modsætning til en privat individualistisk synsning. For målet for oplysningstidens borgerskabsidealer om kunstkritik var dannelse. Man havde altså som borger med dannelsesidealet pligt til at overskride sig selv mod almenheden. Den faglige smagsdom kan eller skal altså virke forstyrrende, så andre borgere offentligt kan respondere og deltage i debatten om kunsten og dermed samfundet.
Aktuelt har den digitale udvikling dog medført, at vi alle kan kalde os kritikere. Vi poster, liker og rater alle sammen på sociale medier, udover at bloggere uden tilknytning til en medreflekterende redaktion og influencere betalt af kulturmarkedet vinder kraftigt indpas. Parallelt til denne tendens kan man i dele af performancekunsten også se kunstkritikken/formidlingen på sociale medieplatforme bliver indoptaget som en del af værkerne, fx i immersive installationer som Anna og Esben Weile Kjærs udstillingskoncept for Alt_Cph: Over-Existing i 2018.
Kunstkritikken er ikke i krise
Kunstkritikken er altså blevet kærkomment udfordret. Det gælder særligt den konventionelle modernistiske kritikerposition, der ser sig selv i en ophøjet position i forhold til værket og desuden indsætter det i en kontekst. Denne traditionelle anmelderposition er magtfuld, da den har det store ansvar at være med til at skrive kunsthistorie.
Heroverfor står den positionsløse, postmodernistiske anmelder, der sjældent sætter i kunsthistorisk kontekst, bl.a. som følge af den generelle nedskæring på kritikkens spalteplads i dagbladene. Indenfor de seneste årtier er anmeldelsen nemlig blevet mere beskrivende og forbrugerorienteret. Denne postmodernistiske anmelder giver derimod sin smagsdom i kurateringen og værkbeskrivelserne, der således lægges frem for læseren til selv at tage stilling. Disse to positioner står naturligvis ikke skarpt optegnet, men krydser og blander sig med hinanden. Derudover kan kritikken og kunstformidlingen virke som en form for arkiv, særligt for efemeriske kunstarter.
Af alle ovenstående grunde har kunstkritikken derfor også været erklæret i krise. Men en kortlægning udført af ekstern lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, litteraturkritiker ved Dagbladet Information og medlem af paraplyorganisationen Forenede Kritikere, Kamilla Löfström viser som sagt, at mens de store dagblade som følge af aviskrisen og den digitale udvikling gennem flere år har skåret ned på antallet og omfanget af anmeldelser, så trives kritikken nu, ikke overraskende måske, på et stigende antal digitale nichemedier og tidsskifter. 52 i alt ifølge optegnelserne; et af dem er nærværende platform bastard.
(Læs Kunstkritikks Louise Steiwers interview med Kamilla Löfström her)
Corona og kunstens alternative rum
Med corona-pandemien har vi nu et mulighedsvindue til ikke blot at gentænke relationer til naturen, men også magtstukturer og sameksistensformer i hele samfundet. Og derfor er kunsten og dens kritik vigtigere end nogensinde.
For kunsten kan altid give alternative rum og vise os det andet, som ikke er underlagt økonomiens og politikkens rationelle principper. Kunsten har sin egen rationalitet, der kan lege og tænke nye tanker. Vi har fx for nylig oplevet, hvordan kunsten med en buste-happening kan kritisere forholdet til vores koloniale fortid og medfølgende billedpolitik. Kunsten kan gå forud og inspirere til at tænke et samfund i økologisk balance, tænke et samfund uden racisme, sexisme, homofobi og uretfærdig fordeling af klodens ressourcer. Kunsten kan bidrage til omvæltninger af eksisterende forhold, men kan også foreslå nye verdner og alternative mulighedsrum, der italesætter og beskriver et samfund på ny i modsætning til rationelle overvejelser om, hvad der er økonomisk muligt.
Gentænkningen af samfundet i lyset af corona-krisens mulighedsrum kalder således nu på nichekunstmedierne og kalder muligvis på en tredje kritikerposition. En kritiker, som snarere i en flydende subjektivitet fremfor et subjektivt geni engagerer læsere til at medreflektere i et fælleskab. Med begrebet criticality, defineret af professor, teoretiker og kurator Irit Rogoff er idealet for en kritiker ikke blot at være kuraterende, beskrivende og engagerende, men også at forsøge sammen med kunsten og læserne at medtænke og opdyrke nye muligheder og potentialer.
Den fagligt funderede og medtænkende kunstkritik kan endvidere bidrage til at binde folk sammen i et offentligt fælleskab om en sag, de kan være uenige om, som filosoffen Hannah Arendt fordrede i 1958 i bogen The Human Condition. Arendt mente allerede den gang, at den moderne borgerlige offentlighed, der opstod i oplysningstiden, var i krise pga. nedbrydningen af skellene mellem den private og offentlige sfære. Disse skel mellem det private og det offentlige rum er i kraft af den digitale medieudvikling blevet yderligere udviskede. Men kunsten og dens kritik kan bidrage til skabelse og opretholdelse af en kritisk reflekteret offentlighed, der modvirker dette.
Demokratiets mangfoldighed
Internettets mulighed for at styrke demokratiets mangfoldighed af stemmer kan i høj grad diskuteres. Langt hen ad vejen styrer tech-giganterne den digitale offentlighed med algoritmer, som fodrer os med mere af det, vi i forvejen søger på. Det, vi bliver eksponeret for i de digitale medier, er derfor underlagt kolossale kommercielle interesser løsgjort fra lovgivernes beslutninger og unddrager sig samfundets kontrol. Men kunstkritikken har et bud på en alternativ offentlighed, hvor den enkelte borger udfordres i sine holdninger.
Det er Axel Anderssons medborgerskabskritik et eksempel på. Han var tidligere redaktør ved det svenske Kritikerlabbet, som gennem en treårig periode eksperimenterede med kunstkritik. Han skriver i Framtidens kritik, at scenekunst og kunstkritik kan virke nedefra som medborgerkritik. De kan sammen bane vejen for og styrke både kritikken og den demokratiske borgerlige offentlighed med udgangspunkt i lokale forhold. På offentlige biblioteker kan borgere fx lære om og eksperimentere med kunstkritik af lokale kulturevents i samarbejde med fagfolk.
Nichemedierne i Danmark kunne ligeledes lade sig inspirere af ideerne om medborgerkritik og skal i hvert fald være med til at analysere, beskrive, engagere og medreflektere over corona-tidens nye kunstformater.
Nichemedierne skal med i det kommende medieforlig
Hvis vi ønsker at styrke den offentlige demokratiske debat, dialogen om kunsten og dermed den vigtige samtale om samfundet, bør nichekunstmediernes kvalitet, kontinuitet, udbredelse og flerstemmighed styrkes. Nichekunstmedierne, hvis udøvere ofte lever under samme vanskelige freelancevilkår som kunstnerne, bør medtænkes i det kommende medieforlig i foråret 2021.
Problemstillingen i det aktuelle medielandskab bliver nemlig polariseringen mellem en snæver kritikerkreds, der skriver om og for en udvalgt kunstelite, og de bredt kultur- og oplevelses-orienterede forbrugerguidende blogs og influencere.
Det er derfor nødvendigt med økonomisk støtte til nichemedierne for at kunne bibeholde og udvikle en kritik, som kan være medreflekterende, eksperimenterende, kontekstualiserende og samle i engagerende fælleskaber. Det er nu med coronakrisen, der er momentum for forandring – ikke blot til et mere bæredygtigt, antiracistisk og feministisk samfund. Der er et momentum til aktivt at drage konsekvensen af den digitale kunstkritikudvikling, så kunsten og dens kritik kan styrke den offentlige dialog og være med til at gentænke samfundet i en krisetid