Danserne er guld i et vigtigt værk om barnløshed på Betty Nansen Teatret. Desværre er iscenesættelsen utrolig klichefyldt og traditionel uden en eneste sprække ind til forestillinger om et liv uden for den patriarkalske børnefamiliekonstruktion.
Ballerinaen spreder benene helt i split igen og igen ud mod publikum på det skrå gynækologiske leje i danseforestillingen I Am Gold på Betty Nansen Teatrets scene. ”Træk numsen lidt længere hen mod mig. Kan du trække numsen lidt længere herhen?” lyder det også gentagne gange. Og ballerinaen tisser kontinuerligt på en graviditetstest, når hendes kæreste ikke kaster sig begærligt over hende, mens uret, hendes biologiske, tikker højere og højere. Men hun bliver ikke gravid. Hun danser derimod alene med længselsfulde arme, som vuggede hun det barn, hun ikke har.
Den ufrivillige barnløshed er temaet for danseforestillingen I Am Gold koreograferet, iscenesat og skrevet med forlæg fra bl.a. Tine Høegs fertilitets- og moderskabsroman SULT af Signe Fabricius. Titlen spiller på forskellen mellem guld og gold. Forskellen mellem den ekvilibristiske guldballerina og den golde, ikke brugbare kvinde.
Men alle 7 dansere er GULD i I Am Gold! Indenfor hver deres disciplin brillerer de forestillingen igennem. Astrid Elbo mere en overbeviser med ballerinaens sårbarhed og udvikling fra optimistisk ung kvinde til desperadaen besat af at få et barn. Sebastian Kloborg, der danser hendes kæreste, blander vidunderligt et moderne dansevokabular med klassiske ballettrin. Hans koreografi og udtryk er måske også forestillingens mest interessante og ekspressive. Hans afsluttende afmagt fylder hele hans krop og lejrer sig i min.
I Am Gold byder på både moderne ballet, MTV- og street dance og overraskende også på et større musical-agtigt stepdans-optrin. Forestillingen præsenterer altså både større og mindre dansescenarier og ikke mindst duetter.
Scenografien af Helle Damgård er symbolsk og enkel ligesom den kronologisk fortalte historie, der skitserer det unge par i fertilitetsbehandling. De gentagne fødselsdagsscener (hver gang til den samme franske house intro) viser selvfølgelig tidens gang. Surprise! Vores hovedperson bliver hvert år overrasket af sin kæreste og venner. Tallet på væggen bliver bare skiftet ud: 30, 31, 32 år. Og hvert år er hun stadig ikke blevet gravid.
Men så sker det (u)lykkelige, at et af parrets vennepar bliver gravide. Så misundelsen hos vores ballerina ikke er til at tage fejl af. Hun prøver at holde masken, men da veninden går rundt med sin store mave, sitrer og brager ballerinaen af jalousi. Hendes deroute og forvandling til babybesat kvinde begynder her og ender med, at hun på desperate skrøbelige ben og med vildt hår jagter manden, hvis sæd, hun ved, virker. Hendes kæreste derimod bliver brutalt afvist.
Historien i I Am Gold er efter min mening, desværre alt for tynd og klichefyldt, og de forklarende replikker virker unødvendige. Vi har fx forstået, at det handler om en fødselsdag, når der med glitrende oppustede bogstaver højt og tydeligt står ’Happy Birthday’ på væggen. Og karakteren i sølvpailletter, der symboliserer kvindens natur, lister mærkeligt nok mest rundt i baggrunden. Men enkelte optrin virker, som det kritisk satiriske og meget genkendelige (måske særligt på Frederiksberg), hvor alle danserne iført det perfekte barselsoutfit (bæresele med baby, smarte solbriller og en imaginær kaffe latte i hånden), omringer vores barnløse ballerina. Det perfekte liv, som i det neoliberale patriarkalske samfund selvfølgelig må være kernefamilielivet, indebærer et barn. Barnet er det sidste begærobjekt, der mangler, og intet kan erstatte det. Ikke en gang en succesfuld balletkarriere. Ballerinaen, kvinden er ingenting uden et barn. Hun er ikke guld, men gold. Kun gennem det ophøjede opofrende moderskab giver hendes liv mening.
I Am Gold præsenterer på den måde for mig at se stadig her i 2023 en meget traditionel og klichefyldt forestilling om kvinden, som vil gå alt igennem for at få et barn. Hun er ubrugelig og ikke fuldbyrdet uden et barn. Kvindens værdi og mening er traditionelt biologisk forbundet med at bære liv. Den barnløse kvinde i I Am Gold bliver også vanvittig og måske ligefrem farlig. Måske til en heks? Eller ligefrem døden, det modsatte af at skabe liv? I Am Gold skriver sig altså ind i en meget gammeldags kvindeopfattelse. Men måske er det stadig sådan i dag, at en kvinde, der ikke får børn, er farlig, for hvad kan hun så ikke finde på?
Udover en enkelt sitrende duet mellem det barnløse par, hvor bevægelserne overrumpler kantet, forskudt og skævt, viser I Am Gold efter min opfattelse ikke en gang rigtig sorgen over barnløsheden, fordi udtrykket og fortællingen mest holder sig på den overfladisk underholdende, lidt polerede og klichefyldte side. Forestillingen virker på mig muligvis også en smule hastigt sammensat med lidt fra alle hylder: eminent dans, et par replikker, musicaloptrin, lækker båndet (gammel) house musik og et par flotte, emotionelle popsange af Jeanett Albeck.
Med så betydningsfuldt og prekært et emne som ufrivillig barnløshed kunne man måske have håbet på et mere nuanceret blik på den barnløse kvinde og den ufrivillige barnløshed, og man kunne måske have håbet på bare en lille sprække ind til forestillinger om et andet liv end den neoliberale patriarkalske kernefamiliekonstruktion?
Jeg ville selv som barnløs kvinde gerne have set en fortælling, jeg kunne spejle mig i, men iscenesættelsen virker for mig at se ikke særlig rummelig og nuanceret, fordi den fortælling, der skitseres, stadig er en, hvor en rigtig kvinde er fertil. Iscenesættelsen rummer måske prisværdigt nok en flig af den ensomhed, man kan opleve som barnløs kvinde, der står udenfor kernefamilien. Men perspektivet i I Am Gold er stadig lukket, det er de andres ekskluderende blik på ballerinaen, der iscenesættes; at den barnløse kvindes liv må være mislykket. Jeg ville gerne have set en fortælling, hvor håbet om barnet brister, men efterfølgende bare en antydning af, at kvinden med tiden kunne leve rimeligt lykkeligt måske faktisk friere uden moderskabet.
Man kunne måske også have ønsket sig et kritisk blik på, hvem, det så er så vigtigt, får børn? Hvilke gener det er, der skal bringes videre frem for andres? I Am Gold har efter min mening desværre et ret entydigt forkælet 1st world problem perspektiv. Måske havde det været en ide at skæve til teoretikeren og forfatteren Donna Haraways Staying with the Trouble, hvor hun bl.a. skriver: make kin not babies.