Teater Sort/Hvid gør ikke kun et godt forsøg på at sammenstille operasang og nyskrevet techno-musik, men prøver også på at komme med en rasende opsang mod patriarketat og kapitalismens vold via Jeanne d’Arc karakteren.
”Mennesker/Ser I mig?/ Ser I det hellige lys?/ Mennesker/ Hvordan skal vi forestille os fremtiden?/ Hvordan skal vi det?/ Hvordan skal det lykkes,/når vi altid og altid og altid ser,/producerer, deler, drømmer,/ spiser, lover, giver, tænker,/ hvisker, skriger, forbander,/ priser, fordømmer, køber, sælger de samme billeder…”
Så stærkt, modsatrettet og sammenfattet om vores tid indleder Jeanne d’Arc, den unge kvinde, der kaldet af gud ledte Frankrigs hær mod England, i Anja Behrens, Nathalie Melbye og Søs Gunver Rybergs dystopiske og postdramatiske opsætning på Teater Sort/Hvid. Frankrig sejrede, men Jeanne d’Arc blev på trods brændt på bålet som kætter, men senere kåret til helgen. I dag bruges hun også som symbol på både frihed og nationalisme og rummer altså egenskaber af både hærfører, befrier, heks, religiøs fanatiker og idealist.
I operaen på Teater Sort/Hvid er Jeanne d’Arc karakteren heller ikke sort- hvid, men mangefacetteret. Hun bliver et kor af stemmer, som synger uddrag fra operaen Giovanna d’Arco af Guiseppe Verdi fra 1845, som jeg desværre ikke forstår, og derfor oplever jeg muligvis alligevel også opsætningen (som det fx ses af citatet fra indledningsscenen og de andre nyskrevne tekster), som et klart og entydigt musikdramatisk forsøg på et opråb i forhold til de altafgørende spørgsmål om kloden og vores fremtid. Krige brænder i Ukraine og Iran, som vi dagligt ser dronebilleder fra. Et visuelt udtryk som også konkret bliver en del af forestillingen, hvor en dorne flyver rundt og transmitterer velkendte videospils-lignende billeder på bagvæggen af den grå ødelagte modelby placeret midt på scenen.
Men jeg oplever også forestillingen (som det ses i indledningscitatet) som et kampråb imod den ødelæggende vestlige, patriarkalske vækstkultur, hvor vores begær bliver konstrueret og styret af overvågnings-kapitalismens algoritmer hen imod de samme generiske forbrugs-drømme. Og Jeanne d’ Arc karakteren, den unge kvinde, bliver som jeg ser det, en beholder, som forestillingen forsøger at lade rumme og udsige de komplekse, men også egentlig enkle spørgsmål til fremtiden. Hun er derfor ikke bare på én gang hærfører og idealist, men også en helbreder i den flotte og voldsomme afslutningsscene, da hun som en Jesusskikkelse rejses op på korset og brændes.
En scene, som minder mig om performancekunstenere som Yoko Ono og Marina Abramovics gentagende, smertefulde kropslige påvirkninger, hvor de medvirkende sangere og dansere sidder på scenekanten på Teater Sort/Hvid og propper sig med pommes frites, kan også ses som et billede på overforbruget, som er med til at sætte kloden og fremtiden i brand.
I samme scene sidder trommeslageren ophøjet bagerst på scenen for an gangs skyld stille. Han hamrer ikke løs på trommeskindene i Søs Gunver Rybergs elektroniske og bastunge, dystopiske forarbejdning af Verdis musik, som han ellers gør gennem det meste af forestillingen. En musik, som ikke bare brager og blafrer i vores trommehinder, men også får de mere end energiske, ekvilibristiske og frygtløse dansere til næsten at smadre deres kroppe i det mørke scenerum præget af metal og huller; et krigsunivers.
Stærkest står dog for mig udover de nyskrevne tekster af Ursula Andkjær Olsen, Mycelium, Elias Sadaq, Manilla Ghafuri og Alexandra Molkte Johansen, når blændende Katinka Fogh Vindelev iført brynje og læderbukser synger og spiller Jeanne d’Arc. Så lykkes det igennem hendes karakter at både at fusionere og samle techno beats, den klassiske opera sang, de nyskrevne kritiske tekster og den vildt ekspressive dans, så forestillingen opløser tiderne, og ikonet fra fortiden, den unge kvindes mange stemmer, kommer med et flertydigt opråb imod tech-giganterne og patriarkatet, som jeg forestiller mig er, hvad instruktøren og holdet bag har ønsket med forestillingen.
Jeanne d’Arc på Teater Sort/Hvid er et godt forsøg, men lykkes muligvis ikke til fulde, som fx Nathalie Mellbyes musik-dramatiske iscenesættelser af Bjørn Rasmussens dramatik på Århus Teater. Måske er konceptualiseringen ikke kommet helt på plads, eller måske har de ikke haft tid nok, og måske skulle den italienske skønsang have været mulig at læse i en oversættes eller forklares scenisk, men det er som med de fleste eksperimenter virkelig godt i hvert fald at undersøge og forsøge. Så derfor var Jeanne d’Arc også en stærk og velkommen postdramatisk oplevelse for mig.
”Retfærdighed det er ikke bare et ord, det er en tilstand, en rodløshed, et savn der aldrig falder til ro, styrken i at rejse sig, i at sige nej, i at elske, selv når verden siger du ikke skal, i at stille spørgsmål ved systemet, i at tro på retfærdighed, selvom du ikke kan se den. Riot, riot, riot, riot, riot”.
Dystopien kan som tragedien også rumme drømme om håb: at forestille sig noget kunne være anderledes.