Som en del af artikelserien ’Levende arkiver’ interviewer kurator Lotte Løvholm billedkunstner Jessie Kleemann om hendes performanceværker, der spænder over 35 års arbejde. Samtalen tager afsæt i Kleemanns seneste udstillinger på SMK og Rønnebæksholm og behandler arbejdet med publikum, klimasorg og genklangen af hendes groteske æstetik i tidsånden.
Lotte: Jeg er glad for, du har lyst til at tale om din performancepraksis med mig. Du har haft et travlt år, lavet mange interviews og din soloudstilling Tiden løber løber tiden på SMK er lige lukket. Du lavede et performanceprogram i tilknytning til udstillingen, og der var virkelig mange mennesker til din sidste visning af Lone Wolf Runner (2023). I andre visninger var der også mange, men der sad folk ned, og det var mindre kaotisk. Er du okay med, at stemningen ændrer sig så meget i det samme værk?
Jessie: Visningerne af Lone Wolf Runner på SMK har været så forskellige. Nogle gange har der været mange unge mennesker, andre gange ældre publikummer med et årskort, der har museumsstole under armen og sætter sig ned, selvom jeg ikke har placeret stole. Det er helt okay. Med dette værk er det første gang, jeg laver samme performance samme sted i løbet af et par måneder. Det var lidt angstprovokerende, og jeg overvejede, om der overhovedet ville komme nogen. Særligt før den sidste visning lige inden udstillingen lukkede, tænkte jeg, at der nok ikke kom så mange, bare nogle få, jeg kender. Og så var der helt sort af mennesker. Det var en udfordring. Jeg havde tænkt på forhånd, at jeg skulle have min tørfisk med, fordi det manglede. Jeg manglede noget, der kunne tilføje en form for sensorisk oplevelse. Jeg ville rigtig gerne dele det ud, men der var så mange mennesker, og jeg nåede ikke at åbne alle poserne. Dér er det nogle andre, der styrer værkets retning. Noget af tørfisken var stadigvæk i plastikken, men det gør måske heller ikke så meget, fordi det endte jo på nogle af publikums hoveder i stedet.
Lotte: Tager du ofte elementer ind og ud af samme performance?
Jessie: Ja, der er forskellige elementer, jeg tager ind og ud. Det er noget, jeg bestemmer alt efter, hvad der lige kan lade sig gøre. Jeg har tænkt en eller anden form for progression, som jeg gerne vil nå hen imod, og så er publikum med til at forme retningen.
Lotte: Du udvalgte dig blandt andet en ung mand, som blev en form for hovedkarakter i den sidste visning af værket. Hvordan valgte du ham?
Jessie: Han var så pæn i tøjet, og det virkede som om, han var på en rigtig fin date. Han havde sådan en kæmpestor smart phone og stod meget tæt med sin kæreste. Han stod forrest i mængden, og jeg tænkte, han stod lige for. Hvis bare jeg kunne få kontakt med ham, og få ham til at flytte sig, få ham til at tage min hånd og tage det tørrede rensdyr. Hvis jeg kunne få ham til det, så havde jeg gjort nok. Jeg tror ikke, jeg fik ham til at tage den i munden, men han var da med i alt muligt videre. Han flyttede sig ikke, og jeg tænkte, at det ikke var første gang, han var til performance: ”Okay, så kan han få lov til at være der som en af mine figurer”. Det er sådan noget, jeg løbende udvikler, når jeg står i mødet med publikum, så kan jeg mærke, hvad der er plads til lige her.
Til min performance på SMK i oktober måned lavede jeg en dukke af gammelt tøj. Han er meget tung. Under performancen fandt jeg to unge mænd, der var ret høje, og som ikke flyttede sig. Så jeg overleverede dukken til dem. Da de tog den, kunne de mærke, hvor tung den var, og de blev bare ved med at holde den, selvom de ikke behøvede.
Lotte: Du interagerer næsten altid i dine performanceværker, vil du ikke sige det?
Jessie: Jo, bestemt, men særligt efter pandemien, prøver jeg at være mere intuitiv i forhold til hvem i publikum, der tillader, at jeg kommer tæt på. Hvilke signaler sender de? Er jeg for insisterende, eller overskrider jeg nogle grænser? Kan min henvendelse gøres uden at være for frembrusende.
Lotte: Har der nogensinde været publikummer, der afviste dig?
Jessie: Der er altid nogen. Jeg har stået overfor nogen, der ikke ville tage mine vanter. Jeg har da også oplevet nogen, der løb væk, nøjagtigt som jeg kom hen til dem. Men jeg kan også godt være uhyggelig. Der sker et eller andet med mit ansigtsudtryk, når jeg performer. Det bliver fremkaldt af nogle ting, og så er jeg bare i det.
Lotte: Ja, du har en ret vild mimik, når du performancer. Hvor tror du, det kommer fra?
Jessie: Det er nok mange ting. Altså, jeg har en træning fra for mange år siden på Tuukkaq Teatret i Fjaltring, og jeg ved ikke, om den stadigvæk gør sig gældende. Det er der nogen, der siger: ”Man kan godt se, du er trænet på Tuukkaq Teatret”, siger de. Men jeg tror også, det handler om, hvilken stemning der er. Er der blod? Er der noget på spil?
Lotte: Det kan føles som en personificering af noget, der ligesom går ind i dig og tager over. Tager din mimik. Det er meget fascinerende.
Jessie: Jeg stiller aldrig spørgsmålstegn ved det, fordi det må virke. Det må have lov til at virke, tænker jeg. Jeg kan godt være skuespiller, men det er en helt anden proces. Når jeg laver performance, så er der som oftest noget, jeg ikke selv bestemmer.
Lotte: Vil du fortælle om din træning fra Tuukkaq?
Jessie: Teatret var en slags afstikker af Odin teatret, hvis metode kommer fra Jerzy Grotowski gennem Eugenio Barba. For eksempel kan jeg illustrere, hvordan man går på glas uden at gå på glas. Det er en form for disciplin, hvor man bliver trænet i at rense sig fra forskellige kropslige vaner for at kunne gøre ting.
Lotte: Hvordan kom du til at gå på skolen?
Jessie: Jeg var meget ung, og jeg vidste, at det måske var en kunstnerisk vej, jeg skulle gå for at kunne leve og ånde og begynde at blive et rigtigt menneske. Ikke sådan et monster. Mærkelig, uønsket og grim. Som man er, når man er et barn, der kommer fra en meget hård opvækst. Jeg har gået rigtig meget i terapi, som mange andre skabende mennesker, og jeg har prøvet at lave andet arbejde, men det er som om, kunsten får mig til at anstrenge mig for at leve et godt liv og prøve på at være noget for andre mennesker. Jeg kan ikke bare være i min egen boble. Det kan jeg ikke holde ud. Fællesskaber er vigtige. De er livsvigtigt for nogle. Vi er ikke maskiner.
Min praksis startede sådan helt basalt med kroppen, teater, træning og bagefter billedkunsten. Derefter fra tegningen og grafikken til maleriet og så til skulptur. Jeg gik ud og lavede sneskulpturer og andre sjove ting. Det er ligesom en kropslig udfoldelse. Det er tilstedeværelse.
Lotte: Jeg kom til at tænke på noget i forhold til det her med at improvisere. Der er noget, der fascinerer mig i mange af dine værker. Videoværket Arkhticós Dolorôs (2021) er filmet på indlandsisen, og du har det her flotte sorte klæde omkring dig, som vinden tager i, og du står foran smeltesøen Blue Lake uden sko på. Men undervejs bliver det alt for koldt at have bare fødder på isen, og du tager sko på. I princippet kunne du have klippet den del ud, hvor du tager skoene på, da det ikke er planlagt, men alt er med også din exit, hvor du sidder i helikopteren stærkt påvirket og bevæget. Så værket fremstår råt og ufiltreret. Hvordan forholdt du dig til redigeringen af værket?
Jessie: Jeg fik en invitation til at lave en performance på isen, der skulle dokumenteres og vises i Ilulissat til workshoppen ’At the Moraine: Envisioning the Concerns of Ice’. Min første tanke var, at det kan jeg ikke. Skal jeg være et overmenneske over for naturen? Det går aldrig. Jeg kommer fra Grønland og har set, hvordan det hele skifter, og isen har smeltet siden min barndom. Siden halvfjerdserne. Så hvem tror jeg, jeg er? At stå der og lave fantastisk kunst på isen. Det smerter mig alt for meget. Men jeg havde sagt ja til at deltage, så jeg besluttede at give dem en ufiltreret version, og det kunne man også se bagefter. Mod slutningen, hvor jeg nærmest knækker sammen. Vi mennesker har så meget sorg og så meget skam, men hvordan kan vi bære den og så stadigvæk være i det her. I afgrunden. Vi er i afgrunden, ikke? Det var så svært at lave den performance.
Lotte: Den ærbødighed, du har overfor naturen, kommer også frem i klippet, hvor du er nød til at tage sko på. Naturen er stærkest og skal nok overleve os.
Jessie: Det var den der følelse af, at elementerne performer, og jeg er med.
Lotte: Hvordan vælger du virkemidler i dine værker såsom kostumer?
Jessie: Jeg kan godt lide smokingjakker og lange gevandter som heksen, beskytteren eller helbrederen, men også hende, der kan ødelægge. Der er en taktilitet og en forlængelse af noget. Nogle signaler, man sender ud.
Lotte: Vil du fortælle om dit første performanceværk for kamera Kinaasunga fra 1988, hvor der er referencer til masken?
Jessie: På Tuukkaq Teatret lærte vi blandt andet om den østgrønlandske maskedans. Med Kinaasunga tænkte jeg: Nej, jeg laver ikke nogen maskedans. Nu er det en tekst, jeg har skrevet. Det er min tekst, og jeg vil bare gerne læse den og vise teksten som en performance. Det skal bare være en performance til en person. Det vil sige kameraet. Og så var jeg meget punket dengang med sortfarvet hår. Og malingen over munden var min måde at tydeliggøre alt det, man ikke må sige.
Lotte: Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig om den groteske æstetik, du ofte benytter dig af dine performanceværker blandt andet gennem din mimik, men også rekvisitter som spækken i Orsoq (2005. Jeg har en fornemmelse af, at det grimme og groteske ræsonnerer mere i vores samtid end tidligere. Føler du, der er en anden imødekommenhed, end der tidligere har været?
Jessie: Jeg ved ikke, om det er tiden, der gør det. Vi har krig, vi har haft pandemi, og vi har klimakrise. Det grimme og groteske er blevet et universelt sprog. Det har selvfølgelig hele tiden været der, men er blevet meget tydeligt. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg skal arbejde kunstnerisk med de spørgsmål, der plager mig, så må jeg gå ind i det og smide min forfængelighed væk. Jeg investerer nogle af mine egne blokeringer og min skam. Jeg prøver at leve mig igennem det, og det er det, jeg har gjort. Det er min lille sprække ind til kunstens verden.
Men for at sige det, som det er, så er der ikke meget interesse for mine værker i Grønland. Jeg har også oplevet at blive censureret bort på grund af min æstetisk. Også ude i verden, hvor min kunst ikke er ”grønlandsk nok”. Den er for meget og for stærk for nogen måske.
Lotte: I videoværket When the Raven Turns White (2021), som er skabt i samarbejde med Thomas Seest og senest udstillet på Rønnebæksholm i år, ser man dig som en hekseagtig skikkelse grave med dine hænder i en skovbund og på stranden. Vil du beskrive titlen på videoværket?
Jessie: Det er et grønlandsk ordsprog for en slags dommedag. Tulukkat qaqortippata. Når ravnene bliver hvide. Det er underforstået engang i fremtiden eller måske aldrig. Men nu ér ravnen jo blevet hvid, ikke? Vi har klimaforandringerne, og havet stiger.
Lotte: Der er også et lydspor. Er det din tekst og stemme på dansk og grønlandsk?
Jessie: Ja, det er det. Jeg går og skriver hele tiden. Jeg skriver mest på grønlandsk. Det er der, hvor det starter for det meste. Sprogene er ligesom to forskellige verdener, der eksisterer, og som så berører hinanden og fletter sig ind og ud af hinanden. De flyver for det meste hver for sig, men de kan betyde det samme, selvom de ikke betyder det samme.
Lotte: I værket er der meget fokus på dine hænder også, og jeg lagde mærke til dine fingertatoveringer. Har du lyst til at dele deres betydning?
Jessie: Oprindeligt blev tatoveringer syet, når man fx havde gennemgået en fødsel. Så havde man optjent sine prikker og havde en anden status i sit samfund. Jeg har arbejdet meget med Sassuma Arnaa figuren havets moder, og fik et dybt ønske om at få en tatovering, der symboliserede hendes afhuggede fingre. Det er en myte om en ung kvinde, der bliver smidt over bord af sin far, og da hun forsøger at komme op i båden og redde sig, skærer han hendes fingre af. Fingrene blev til havdyr, og pigen til havets gud, en urkraft, man skal vise respekt for. Man skal holde hendes hus rent for ikke at gøre hende vred. Hun talte så meget til mig, at jeg var nødt til at have hende tæt på mig. Når jeg taler med nogen af de gamle, taler vi om hende som en levende person. Eller det vil sige, hun lever i vores bevidsthed.
