Tivoli markerer Pantomimeteatrets 150års fødselsdag med at hylde dansen med en opsætning af balletten The World of John Neumeier – An Autobiography in Dance, som ikke bare er et overflødighedshorn af den anerkendte koreografs stærkeste og smukkeste dansescener, en hyldest til ham selv, men også et metablik på hans egen og dansens historie.
Han står og går og tager endda selv et par dansetrin på scenen. Den 85råige koreograf, danser og kunstnerisk leder af Hamburg Ballet, John Neumeier, måske bredest kendt for sine nyfortolkninger af Nøddeknækkeren og Romeo og Julie, går simpelthen ind og ud af sin egen historie på scenen i Tivolis koncertsal. Forestillingen The World of John Neumeier – An Autobiography in Dance er nemlig og selvfølgelig med den titel, en autobiografisk forestilling, som han selv har både koreograferet, instrueret og fortæller. Hans egen karriere, som har gjort, at han regnes for at være en af det 20. og 21. århundredes vigtigste koreografer er omdrejningspunkt for hyldestforestillingen til ham selv.
”Dance is my World”, byder han altså velkommen i den håndholdte mikrofon til sin egen fortælling om og ind i dansen. Klædt helt i hvidt med sort slips indleder han og står snart ved siden af og kommenterer på handlingen og på dansen. Store flotte scenarier vælder og folder sig også ud, hvor hele Hamburg Ballet kompagnis vidunderlige dansere (som dog ikke altid er synkrone) er med i fejende, energiske og vekslende formationer – fx til Irwin Gershwins kendte I got Rythm med høje hatte ført an af letbenede danske Ida Praetorius. John Neumeier kan på den måde stå som gammel mand og se på en yngre version af sig selv, danset af forskellige andre dansere, men kendetegnet ved samme kostume: hvidt tøj og sort slips. Han kan altså stå udenfor sig egen fortælling og forklare og berette.
The World of John Neumeier er faktisk også den første meta-ballet, jeg har oplevet, men jeg er heller ikke balletekspert. Et moderne performativt greb, som klæder balletten og tillader ham selv at tage styringen og guide, springe frem og tilbage i tiden, ind og ud af fiktionen, men samtidig også giver mulighed for, at uddrag (måske lidt overfladisk) fra hans enorme og diverse bagkatalog af både musikalske, abstrakte og handlingsballetter kan udfolde sig akkompagneret af Tivoli Copenhagen Phil.
For Neumeiers værker er vidt forskellige, men særligt de romantiske og intime duetter rammer mig. Romeo og Julie selvfølgelig. Men i Tivolis koncertsal er det faktisk duetten fra det famøse omdiskuterede værk Othello, der forståeligt blev aflyst på Det Kongelige Teater i 2022, som går lige ind. Jeg bliver ramt af bevægelserne, intimitetens detaljerede og følsomme sprog.
John Neumeier forklarer selv først, hvordan han ofte er blevet inspireret af litteratur og teater og derfor selvfølgelig af Shakespeare. Men duetten fra hans Othello, vi oplever i Tivoli, er faktisk en scene, der slet ikke findes i shakespearestykket, for det er en scene, der går forud for hele jalousidramaet. Neumeier har selv fundet på den; et erotisk og romantisk kig ind i Desdemona og Othellos soveværelse, inden de blev splittet af Jago.
De to dansere (Anna Laudere og Jason Reilly) står måske ret overraskende med ryggen til hinanden. De ser ikke hinanden klassisk, romantisk ind i øjnene, men de fornemmer derimod hinanden med ryggene og fingerspidserne, som de rækker ud, så de næsten rører hinanden. De kredser om hinanden længe uden at røre, så en intens og samtidig intim og øm spænding opstår. Og jeg er ikke i tvivl om, at de kender hinanden, men alligevel og måske derfor har brug for deres eget space, selvom de lige så gerne vil mødes, omfavnes. Den erotiske spænding er nemlig heller ikke til at fejl af. Scenen bliver et klart fysisk udtryk for, hvordan nærhed også kræver afstand. For det kan jo blive for meget, man kan føle sig opslugt af den anden.
Lidt efter lidt får de dog heldigvis nærmet sig hinanden, så Desdemona kan vikle Othello ud af sit lændeklæde, mens Othello giver hende tøj på – ikke omvendt.
En anden for mig vigtig sekvens bliver fra Neumeiers fortolkning af Thomas Manns Døden i Venedig, hvor en form for skyggedans eller dobbeltgængeri interessant opstår. Uddraget fra Neumeiers hyldest til danseren Vaslav Nijinsky, da han bryder sammen i et vanvittigt latteranfald står også stærkt, ligesom hyldesten til hans ven koreografen, Maurice Béjart, Opus 100 – for Maurice, hvor Alexandre Riabko og Edvin Revazov knækker skægt i kroppene og flintrer med armene à la Chaplin-maner rundt om et par væltede stole.
The World of John Neumeier – An Autobiography i Tivolis Koncertsal var fuld af danseglæde, store fejende dansescenarier og intime, poetiske duetter, historiske dansevingesus og en kærkommen mulighed for at opleve et klassisk ballet potpourri med et moderne tvist danset af et verdensklasse balletkompagni.
Nu kan vi så bare glæde os til New Yok City Ballet gæster Tivoli i august som yderlige fejring af Pantomimeteatrets jubilæum.
The World of John Neumeier
Tivolis Koncertsal d. 16. maj. 2024
Koreografi og iscenesættelse: John Neumeier
Dansere: Alle solodansere, solister og hele ensemblet fra Hamburg Ballet
Musik: Leonard Bernstein, Frederic Chopin, George Gershwin, Gustav Mahler, Sergei Prokofiev, Franz Schubert, Dmitri Shostakovich, Pjotr Tchaikovsky etc.
Scenografi og kostumer: John Neumeier, Jürgen Rose
Orkester: Tivoli Copenhagen Phil
Dirigent: Christian Øland
Mere fra Mette Garfield