Livingstones Kabinets kabaretforestilling om Lillith på Bådteatret har masser af potentiale, men giver desværre ikke rigtig stemme og liv til det feministiske ikon. I stedet iscenesættes humoristisk og sensuelt et par banaliteter om kønsroller.
Hun tager ordet i begyndelsen, Lilith, den første kvinde. Hun tager ordet i Livingstones Kabinets kabaretforestilling om det feministiske ikon. Hun vil ikke underlægge sig manden, for hun mener, hun er ligeværdig med Adam. Derfor bliver hun også forvist fra Paradisets Have. Det er hende, Liliths stemme, der taler direkte som en slags voice over til os, publikum, bænket foran den lille scene på Bådteatret. Altså som en stemme fra oven.
”I kender mig godt, for i sidste ende er det jer, der har skabt mig”.
Men desværre forsvinder hun nærmest efter den skægge dialog, hun har med gud om, at hun vil ligge ovenpå manden. Hun vil som sagt ikke ligge under ham. Hendes historie bliver også hurtigt ridset op af stemmen fra oven. Hvordan hun faktisk blev skabt før Eva. Lilith blev nemlig skabt af jord samtidig med Adam, men senere dukker Eva så op, da gud tager et ribben fra Adam og skaber hende. Der er altså et lille problem i biblen, for gud skaber kvinden to gange.
Den lige så lovende efterfølgende scene om den kvindelige kødelighed, der netop skræmmer manden, havde jeg nok håbet blev fulgt bedre op. Amia Miang og Kristina Sørensen Ougaard udgyder i kor den sanselige, svulmende tekst i takt med deres æggende, vuggende kroppe i Adelaide Bentzon virkningsfulde, gentagelseskoreografi på det runde podie på midten af scenen foran røvballegardinerne udviklet af Dorte Holbek.
Forestillingen Lilith – verdens første kvinde om det feministiske ikon har nemlig mærkeligt nok en mand i centrum. Pete Livingstone sidder ved klaveret og spiller og synger sine kompositioner, hvis han ikke står midt imellem hans to skønne korpiger, Amia Miang og Kristina Sørensen Ougaard. For mig at se bliver de til assisterende kvinder igennem det meste af forestillingen. Lidt forenklet sagt gentager eller blotlægger forestillingen bare Hugh Hefners hykleriske påstande om at frisætte kvinden.
Pete Livingstone synger godt nok også klassikeren, This is a Man’s World, (som jo er skrevet af James Browns kæreste Betty Jean Newsome) med sin lyse stemme og fremviser desuden sine bløde arme og lave, ikke så klassisk maskuline, statur. Men det er efter min mening ikke nok til at queere og forstyrre de traditionelle kønsroller. Set uppet kommer det meste af forestillingen igennem til visuelt og musikalsk at gentage manden som centrum flankeret af to lækre, halvpåklædte kvinder. Selv når de tager Pussy Riot masker på bliver det lidt lækkert.
Men Amia Miang råber også heldigvis vredt i en monolog: ”alt jeg siger, er skrevet af mænd, så jeg kan udtrykke mine tanker og følelser”. Flere publikummer på båden griner. Men er indsigten om, at myterne og historien er skrevet af mænd og dermed dominerer vores kultur og perspektiv på verden, ikke slået fast? Kunne man ikke have håbet på et nå et spadestik dybere og nogle nuancer rigere i en samtids-performance (også i et kabaretformat) om feministen Lilith? Kunne man ikke have ønsket sig en sprække ind til noget andet end at præsentere det dominerende male gaze? Det kan man selvfølgelig diskutere. Jeg ville i hvert fald gerne have hørt mere til Liliths stemme. Hendes historie, reflektioner og visioner, en alternativ historie til de forældede kønsroller, kunne måske været blevet vakt til live og have overtaget en forestilling om hende? Der var for mig at se et rigtig godt potentiale i Liliths indledende stemme fra oven og i kvindernes første sanselige indtog på scenen.