Lufthavn set gennem utallige nuancer

Foto: Søren Meisner

Da jeg kørte afsted mod Tårnby, på vej til at se Lufthavn i stykker, iscenesat af Andreas Liebmann i rammen af Tårnby Park Studio, som også står for en årlig performancefestival, drejede jeg af ved den sidste afkørsel inden lufthavnen. På min rute fra mit hjem på Sydsjælland går der ikke længe før skiltene viser lige dele mod København og lufthavnen. Enhver storby har sin lufthavn. Der var meget trafik, som der altid er, tæt på dette stykke af motorvejen – mange skulle nå et fly, og mange skulle hentes ved ankomstterminalen.

Jeg kom til at tænke på min egen første flyvetur: jeg var omkring 9 år gammel og skulle flyve fra Aalborg til København for at besøge min mors familie. Jeg glædede mig inderligt til at skulle op i flyet og mærke det lette fra jorden.

Foto: Søren Meisner

For mig personligt har lufthavnen mistet al sin charme set i dagens lys af de konsekvenser, som flytrafikken har for klimaet, og de sjældne gange jeg flyver, er det med en dårlig smag i munden. Denne skyldfølelse samt barndommens nostalgi hensatte mig i et følelsesregister, som spændte i både syd og nord og ikke mindst øst og vest, og betød, at jeg glædede mig til at se, hvordan nutidens ambivalens omkring flytrafik ville blive afspejlet i Lufthavn i stykker.

Foto: Søren Mesiner

Hybrid-performancen havde forskellige dele, som udgjorde en koreografi gennem et både humoristisk, poetisk, uhyggeligt og nænsomt orkestreret setup på biblioteket.

Indledningsvis blev jeg mødt af performere, som havde kostumer på, der tydeligt mimede flypersonale. Kostumerne havde et barnligt islæt, som gjorde dem genkendelige som autoriteter uden, at hierarkiet blev iscenesat som ubehageligt. I stedet var de venlige og imødekommende, tjekkede min billet, hvorefter ’boarding’ skulle påbegyndes.

Det lokale kor Ørestad Koret sang for os, hvorefter vi blev ledt ind og så Fremtidsklubben lave en version af Frankenstein, hvor monsteret blev vækket til live, og herefter blev scenen ændret til stolerækker, hvor først businessclass kunne boarde, derefter alle os andre.

Foto: Søren Mesiner

Det var en fin og tydelig reference at bringe fortællingen om Frankenstein i spil udover, at det engagerede Tårnbys børn og unge i performancen. Det, som gør, at Frankenstein forsat er en vigtig og relevant historie, er dens evige aktualitet: den handler om, hvordan vi skaber i vores eget billede, og når vi ser, at vores spejlbillede er et monster, så kan vi ikke rumme det og forkaster det. Det samme kan siges om et sted som en lufthavn, der afspejler et tidligere ønske om at skabe en bedre verden igennem globalisering, og hvor vi nemt kunne rejse og forflytte os, men hvor prisen i sidste ende bliver en vigtig brik i planetær ødelæggelse.

Foto: Søren Meisner

Efter at Fremtidsklubben havde afsluttet deres vækkelse af Frankenstein, begyndte et poetisk videoværk, som havde mennesker med en relation til lufthavnen i fokus. Hvordan de relaterede var dybt forskelligt: der var en ornitolog, som fortalte om, hvordan det er decideret ulovligt, at Kastrup lufthavn ligger så tæt på det fuglereservat, som findes på Saltholmen. En tidligere stewardesse fortalte om, hvordan det var hendes lykkeligste tid i hendes liv, da hun arbejdede i luften. En klimaaktivist stillede spørgsmål til de ikke eksisterende lufthavnsskatter i Danmark, og en tidligere ansat, som håndterede bagage, fortalte om, hvor ekstremt hårdt et arbejde det var. Især den sidstnævntes tale, blev jeg både rystet og rørt over: han fortalte, at ingen af hans kollegaer længere levede, og at han selv var 61 år gammel, men fuldstændig ødelagt i sin krop. Han spurgte ud mod os alle: ”Hvorfor er alle de, som havde dette job, døde så unge?”

Der var fortalere for lufthavnen, fx piloter samt flyentusiaster, men da en Amarkaner fortalte om, at vasketøj ikke kunne hænges ud til tørring af hans mor, da han var barn, fordi det blev gult af forurening, var det i højere grad en væmmelig følelse af undergang, jeg sad tilbage med end en jubel over lufthavnens betydning for os alle.  

Foto: Søren Mesiner

Da filmen var slut, rejste de, der havde boardet først som business class sig, og det viste sig at være mennesker fra det dokumentariske videoværk, som vi netop havde afsluttet. De indbød nu os alle til høre dem holde korte foredrag om hvert deres ekspertiseområde, og vi blev omdelt i små grupper, som bevægede sig rundt på biblioteket.

Foto: Søren Meisner

Jeg nåede rundt til i alt 6 forskellige – Tårnbys borgmester, en dreng med pilotdrømme, en tidligere ansat ved flygtningestyrelsen, som havde hentet flygtninge hjem via fly, en flyentusiast, en klimaktivist og den lokale bedemand, som til tider også skulle enten få et lig bragt hjem eller få et fragtet til sit hjemland. Alle med hver deres version og opfattelse af lufthavnen, dens fordele og ulemper samt nødvendighed.

Foto: Søren Meisner

Det var korte, intense og smukke møder. Hver person talte sømløst, let og elegant om hvert deres vidensområde. Det var tydeligt, at de brændte for netop deres udgangspunkt, og der var en flot nuancering i at møde de mange forskellige vinkler på livet i og med en lufthavn og flyvning, som føltes usædvanlig at opleve gennem én performance.

At denne form for vidensdeling fandt sted på et lokalt bibliotek, synes den lille videns- og læsenørd i mig var en kæmpe fornøjelse. Der var en åbenhed, som samtidig ikke udelukkede at undgå svær stillingtagen, som fik lov at sameksistere side om side. Det var nemt for mig at blive duperet over klimaaktivisten, men når Tårnbys borgmester fortalte, at Kastrup er Danmarks største arbejdsplads med 23.000 ansatte, som alle havde stået uden arbejde under Corona-krisen, og hvordan det havde betydet, at mange ikke havde kunne betale deres husleje, så bliver det meget tydeligt at klimakrise hænger sammen med menneskeliv og skæbner på mange niveauer, og at en grøn omstilling kræver lige dele afvikling samt nye

Foto: Søren Meisner

Afslutningsvis sang Ørestad Koret en sidste gang for os, mens Andreas Liebmann som kaptajn og dirigent ledte dem igennem stigninger og fald i stemmeføring og til sidst gjorde de syngende kroppe til flyvemaskiner i deres egen ret.

Jeg ville ønske at langt flere performances så tydeligt undersøgte denne form for håndgribelig problematik og formåede på så flot en måde at være inddragende for en lokalbefolkning. Det var kunst, som der gerne måtte være meget mere af!

Foto: Søren Meisner

Lufthavn i stykker
Iscenesætter: Andreas Liebmann
Kunstnere: FUKK (Forenede Uafhængige Københavnske Kunstnere), David Sebastian Lopez, Max Morris Doherty, Samling (Helle Egsgaard og Marie Boye Thomsen), Ørestad Koret, Fremtidsklubben
Musik: Matthias Loose
Kostumer: Max Morris Doherty, Nadja Mattioli, Mette Sangaard Diederiksen
Teknisk ansvarlig og SOME: Fran De Pian
Produktionsassistent og kunstnerisk support: Nadja Mattioli

Medvirkende: Fremtidsklubben (Jacob, Viktoria og Christina Strandgaard Andersen, Nina Marie Sindahl, Ekko og Oona Liebmann, Sherish Saqib), Morten Ammitzbøll, Jørgen Hagen, Dragan Sørensen, Martin Erik Dworak, Meet Singh, Per Reichgruber, Knud N. Flensted, Sarkaut Tofiq, Nikolaj Kristensen, Grethe Bille, Gert Adriansen, Matúš Duda, Kenneth Burchhardt, Ørestads Kor

Tak til:
Sophie Grodin
Cecilie Ullerup Schmidt
Helene Filskov Bjerre Jensen
Brian Lykkegard
Paul Doherty

Lufthavn i stykker er iscenesat af Andreas Liebmann fra Tårnby Park Studio og udviklet i samarbejde med FUKK (Forenede Uafhængige Københavnske Kunstnere), performancekunstner David Sebastian Lopez, video- og maskekunstner Max Morris Doherty og kunstnerduoen Samling (Helle Egsgaard og Marie Boye Thomsen) med deltagelse fra det lokale Ørestad Koret og amatør- performancegruppen Fremtidsklubben. Lufthavn i stykker skulle oprindeligt have været afholdt i Københavns Lufthavn, men lufthavnen meldte sig ud af samarbejdet, fordi de frygtede, at forestillingen ville tiltrække miljøaktivister og opfordre dem til at demonstrere.

Mere fra Karin Hald