Kunstneren Mette Kit Jensens tværdisciplinære, uprætentiøse arbejder med installation, tekst og social praksis i det offentlige rum er rundet af en uddannelse fra Hamburgs Kunstakademi. Hendes kunstpraksis forstyrrer hierarkier.
På udstillingen Always Together – Mostly Happy, hvor 18 samtidskunstnere fra Danmark og Tyskland i anledning af Det dansk-tyske Kulturelle Venskabsår 2020 præsenterede værker i Den Rå Hal i Aarhus, virkede Mette Kit Jensens værker på mig som nogle af de mest klare og gennemarbejdede.
På en snor trukket gennem lokalet hænger en række stykker stof i douce rosa, gule og orange farver med påskrevet tekst. ”Ich wohne plötzlich mitten in Deutchland” eller ”Auch heute fahre ich immer noch mit einem unguten Gefühl rüber”. Det er citater fra lokale beboere i den lille landsby Bleckede i Niedersachsen, som Mette Kit Jensen interviewede på et residency, hun var på lige efter, hun havde gjort sin uddannelse på Kunstakademiet i Hamburg færdig. Jeg mødte Mette Kit Jensen på udstillingen i Den Rå Hal og havde igen senere en hyggelig og skæg samtale med hende i en skyggeplet på Assistens Kirkegård.
“Gardinerne er lavet i 2003. Jeg var lige blevet færdig på akademiet og vidste ikke, hvad det ville sige at være på et residency. Der var to andre kunstnere i naboatelierne, den ene skrev på et filmmanuskript, og den anden arbejdede med konkret maleri. De lukkede bare døren og arbejdede. Jeg syntes, det var så mærkeligt at være et sted, hvor man bare gik ind til sig selv, så jeg begyndte at gå rundt i landsbyen og kigge og snakke med folk”, indleder Mette Kit Jensen, da jeg opfordrer hende til at fortælle om sine værker på udstillingen i Den Rå Hal.
”Jeg fandt et arkiv i byen, og her opdagede jeg et kort, hvor man kunne se, at den ene side af floden ikke eksisterede. Floden, Elben, havde nemlig været grænsen mellem øst og vest, men det hele så meget idyllisk ud. Jeg blev interesseret i, hvad floden betød for folk, for det måtte have været dramatisk. Så jeg spurgte mig frem og stillede først folk et enkelt spørgsmål: Hvordan var det at krydse den flod første gang? Det kunne alle svare på, hvad enten de kom fra øst eller vest”.
Mangfoldigt perspektiv på verden
Mette Kit Jensens begyndende projekt kom også i lokalavisen Bleckeder Zeitung, der annoncerede, at hun ledte efter nogen, der havde været med de første færger over Elben efter murens fald.
”Jeg fik bl.a. besøg af en gammel mand, der kom en gang om ugen med sine scrapbøger og fortalte. Han satte mig også i forbindelse med andre. Det var sværest at få fat på folk, der boede på østsiden. Da jeg endelige kunne komme derover, fordi floden var iset til, måtte jeg rundt på store gårde. Flere steder kom hunde løbende imod mig, når jeg bankede på, nogle gange knaldede folk, ofte meget gamle mennesker, bare døren i hovedet på mig. Men jeg nåede at give dem en seddel med nogle spørgsmål. Der stod også et faxnummer, så de kunne svare mig. Da folk begyndte at tale med hinanden om det, begyndte de at sende mig svarene.”
Det blev et betydningsfuldt projekt for Mette Kit Jensen. Hun fandt ud af, hun var god til at tale med folk; en metode sammen med vandringer og tekster, hun siden har brugt meget i sin uprætentiøse, procesorienterede tværæstetiske praksis. Hun vil gerne vise de mange forskellige blikke og perspektiver, der er på verden.
I Bleckede var alle husenes vinduer dækkede med gardiner, fortæller Mette Kit, og der lå en gardinforretning midt i landsbyen, så hun begyndte at købe rester i butikken og valgte nogle af sætningerne ud fra samtalerne og svarene, hun havde modtaget. Citaterne fik hun trykt på stofstykkerne på et lokalt trykkeri.
”Så hængte jeg dem op i det lokale udsigtstårn, der lå lige ved Elben, hvor jeg selv boede. Man kunne se dem ret langt væk og fra begge sider. Det var en åbenlyst god ide at hænge dem der. Jeg kunne så høre, at folk begyndte at snakke om det, når jeg sad og arbejdede på atelieret. Det viste sig, at folk ikke rigtig talte om den tid, men at jeg som udefrakommende kunne stille alle mulige dumme spørgsmål”.
Et menneskeligt touch
Da hun sidste år til Art Week Copenhagen blev bedt om at præsentere et værk på en båd, kom hun i tanke om projektet fra Bleckede.
”Nu er det at performe kun en lille del af min praksis, og jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle lave, men kom til at tænke på, at værket i Bleckede også handlede om en båd og om at komme over på den anden side. Så jeg fandt mine gamle noter og avisudklip frem og skrev det hele om til en fiktion. Det er 30 år siden muren faldt og i forhold til, hvad der sker nu med flygtninge og grænser, så tænkte jeg, det kunne være interessant.”
Mette Kit Jensen læste fiktionsteksten op på havnerundfarten til Art Week Copenhagen. Før folk kom om bord på båden, fik de også et visitkort med et navn, som pludselig dukkede op i fortællingen. På den måde blev de involveret i værket.
”Det var jo en båd, så der var ikke plads til så meget interaktion”, griner Mette Kit Jensen. ”En lille pige, Sally, jeg kender, fik jeg til at være letmatros, og min fars gamle nabo, som har været musiker ved siden af hans elektrikerjob, spillede harmonika. Vi var alle semiprofessionelle i denne sammenhæng, jeg kunne godt lide det menneskelige touch. Så da jeg blev inviteret til denne dansk-.tyske udstilling, ville jeg gerne vise det igen”.
Værket The First Time on the Other Side fra Art Week Copenhagen 2019 på båden kunne man opleve videodokumentation af på udstillingen i Aarhus, som åbner igen i Hamburg i Gängeviertel d. 18. september og løber indtil d. 26. september.
Åbne faggrænser i Tyskland
Akademiet i Hamburg, hvor Mette Kit Jensen blev uddannet, var det første akademi i Tyskland, som modsat udviklingen på akademierne nu, nedlagde faggrænserne. Det skete allerede i 1980’erne. Mette Kit Jensen begyndte i 1995 som 32årig sit studie på akademiet efter at have læst litteraturvidenskab i København en kort periode.
”Jeg har også arbejdet som teaterregissør. Begge elementer, at arbejde med litteratur/tekst og det iscenesatte, findes i min praksis. I begyndelsen af mit studie i Tyskland fik jeg også at vide, at alt det med iscenesættelse ikke hørte hjemme i billedkunsten”.
Hvad har du ellers med dig fra din uddannelse i Tyskland?
”Jeg havde skøjtet lidt rundt, så da jeg kom til Hamburg var det fedt med den tværfaglige og rent konceptuelle tilgang, som det havde, sikkert som det eneste akademi i verden den gang. Det var pludselig en fordel, at man havde forskelige indgangsvinkler, og mange af underviserne var Joseph Beuys elever. Det var en stor forskel fra Skandinavien, og så var det i 90’erne, hvor den relationelle æstetik brød frem”.
Mette Kit Jensen lavede sin diplomopgave i Hamburg hos kunstneren Franz Erhard Walther. Hun begyndte først hos en anden professor, men mødet varede kun en time. Han kunne ikke lide farven på hendes mappe, og fortalte hende, at hun havde et handikap fordi hun kom fra Danmark, et uland uden kultur, derudover var hun for gammel, og han brød sig ikke om, at hun gik i pels.
”Jeg sad og tænkte, hvorfor taler han sådan til mig. Han havde sagt, han gerne ville tage mig som elev. Jeg besluttede, at jeg ikke gad tale med ham igen! Så gik jeg til Henning Christiansen; han sagde, du kan bare være her”, husker Mette Kit Jensen.
”Eksperimentet og radikaliteten var afgørende, men samtidig var der den tyske forvaltningsstruktur. Administrationen på skolen gjorde, der aldrig rigtig var noget, der kunne lade sig gøre. Hvis man bad om et rum, skulle man skrive sig op eller stå i kø til en nøgle. Det var meget kontrastfyldt. Ens diplomarbejde skulle man lave på skolen, og man skulle søge om at få en bestemt plads til præsentationen af det 14 dage i forvejen”.
Campingvogn og hotelværelse
Det var besværligt for Mette Kit Jensen, for det var iscenesættelse af rum og helst udenfor skolen, som interesserede hende. Til en af årsudstillingerne på akademiet i Hamburg købte hun en gammel campingvogn, da hun kunne ikke forholde sig til at få en væg, hun ikke vidste, hvor var.
”Jeg blev uvenner med hende, der stod for rumfordelingen, fordi jeg med campingvognen havde snydt mig udenom hendes autoritet, så da jeg skulle lave min diplomopgave, lejede jeg et hotelværelse og talte med Walther, som også arbejder i et udvidet felt, om det. Han syntes, det var en skidegod ide”, smiler Mette Kit Jensen.
”Så lavede jeg lidt om på tingene i værelset. Man skulle stadig henvende sig i receptionen og få en nøgle og selv låse sig ind. Det var meget minimalt og på en måde et selvportræt. Det var et eneværelse, hvor tv’et stod på mellemstation, og jeg havde sat solbeskyttelsesfolie på det, så prikkerne lavede en slags blomster på skærmen, og ved siden af sengen stod en termokande, en kop og en sukkerskål, der var væltet med mange millioner flere sukkerknalde, end der kunne være i sukkerskålen”.
Sengelampen havde hun skiftet til et UV-lys, mens fjernsynet kørte og væggene stod lyserøde.
”Det var et spooky rum, for det var lidt sådan, jeg havde det. Jeg var lidt udenfor det hele, for gammel, for dansk, for alt muligt. Jeg inviterede alle professorerne på kaffe i lobbyen for, hvordan skulle jeg ellers få dem over på hotellet, og så gik det helt crazy. De blev helt fjollede, fordi de kom et andet sted hen”, griner Mette Kit Jensen.
Hierarkier blev sikkert forstyrret, hvilket sidenhen har kendetegnet kunstnerens praksis.
Hun fortæller videre, at en af hotelmedarbejderne begyndte at støvsuge, fordi en af professorerne var en gammel flipper med møgbeskidte sko, og i receptionen stod tre Edgar Allen Poe bøger, så nogle troede hendes værk var relateret til hans forfatterskab.
”Og de skulle lægge sig ned, da de kom op på hotelværelset og kigge ned under sengen, så det blev virkelig sjovt. Jeg kunne ikke styre noget, og de synes alle sammen, jeg var virkelig dygtig efter fem år, hvor jeg ikke rigtig kunne få nogen i tale på skolen. Så jeg fik lov at tage en overbygning på 2 år”.
Hun har siden fx også lavet det kunstnerdrevne udstillingssted NLH-space om til en sauna.
Flanøse-figuren
Da Mette Kit Jensen vendte tilbage til Danmark, oplevede hun igen, hun var helt udenfor kontekst. Den gang var maleriet det hotte i galleriboomet på den danske kunstscene, og hendes arbejde med rum, installationer, tekst og handlinger var helt ved siden af.
”Jeg har hele tiden prøvet at finde min vej igennem det. Normen var dengang i Hamburg at lave ting ude i samfundet. Jeg ser, som sagt ikke mig selv som performancekunstner, men mere mine værker som handlinger; de er ikke performances, men en form for action og refleksion”.
Som Joseph Beyus begreb om social plastik eller social praksis?
”Ja, men hans værkbegreb er mere politisk”.
Så du tænker ikke dine handlinger i det offentlige rum som politiske?
”Jo, men på et mere subtilt plan. Det at gå rundt i byen som kvinde og at være flanør fx; det at gå rundt med et kvindeligt blik. Jeg har gjort det i 10 år, men ved stadig ikke helt, hvad det er, for det er jo mig, der har det -blikket.”
Den kvindelige flanør eller flanøsen er en figur, Mette Kit Jensen gennemgående har brugt i sin kunstpraksis gennem de sidste ti år.
”Jeg ville gerne kunne arbejde på noget også, når jeg ikke har en udstilling. At sidde og lave objekter ud i luften, det gider jeg ikke. Jeg blev så inviteret med til en performancedag på Koh-i-Noor af Claus Handberg og Frans Jacobi, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle lave, for jeg havde aldrig lavet en performance. Men jeg havde skrevet nogle historier ned fra, når man bare går rundt. Jeg havde også læst at flanører i 1800-tallet havde en skildpadde med, når de spadserede, så jeg tog en skildpadde med og læste historierne op til performancedagen. Folk kunne virkelig godt lide skildpadden. Så den har ligesom flanøsen fulgt mig, den står for det, jeg godt kan lide, den er langsom, den er flamboyant og en tilfældighedsgenerator.”
Mellem tilfældighed og iscenesættelse
Mellemrummet mellem tilfældighed og iscenesættelse præger Mette Kit Jensens praksis, og hun er optaget af, om man som kunstner er inde i eller udenfor værket og får ting til at ske.
”Det ligger også i flanøse-figuren, for man går derud for at være tæt på virkeligheden, men man er tit samtidig lidt distanceret, måske, fordi man ikke kan være der 100%. Nogle gange går man ud for at opleve noget, og så sker der ingenting, men undertiden skal man bare blive stående. Når man kan mærke, der er ved at ske noget skørt”.
Da Mette Kit Jensen fx arbejdede på et manuskript til en performance i fodboldklubben Skjold, oplevede hun på en flanøsevandring, at sælgerne på et loppemarked var hegnet ind af politiet, mens køberne og publikum på markedet stod udenfor.
”Folk blev stående og insisterede på at komme ind og købe. Politiet ville ikke fortælle, hvad der foregik, men jeg fik at vide, at der havde været et knivstikkeri. Politiet var ved at afhøre folk på markedet. Da jeg kom tilbage efter at have været henne at spise, var alt som før, men situationen ved at gå i opløsning. Når politiet var i den ene ende af markedet, begyndte folk at faldbyde varerne i den anden ende. Kan jeg ikke lige få lov at se den der lilla bluse? Må jeg købe den lampe”, leer Mette Kit Jensen igen.
Den oplevelse brugte hun til performanceværket Changing Room (2019) i omklædningsrummet i fodboldklubben Skjold. Det er karakteristisk for Mette Kit Jensens udstrakte arbejdsprocesser, at hun bruger elementer fra et værk i det næste. I Changing Room læste hun historien op, hun havde skrevet efter oplevelsen som flanøse på markedet og skabte lignende situationer, hvor status hele tiden skiftede, og ordenen brød sammen..
”Jeg kostede rundt med folk, der var streger på gulvet, de blev delt op i to hold, og de skulle danse ballondans. Der var alt muligt. Der var en regel fra kuratoren om, at der kun måtte være 22 i rummet, ligesom på et fodboldhold. Lydmanden, der var med måtte derfor være en af de 22 gæster. Han sagde, det var første gang, han var på et job, hvor han skulle lave bølgen”, griner Mette Kit Jensen.
Udover tilfældighed, iscenesættelse, vandringer, rekvisitter, tekster og handlinger i det offentlige rum, er afvæbnende humor også meget tydeligt et vigtigt element i kunstnerens praksis.
”Det skal være plads til tilfældet i iscenesættelsen, og man skal ikke vær bange for at sætte sig selv på spil”.