Efter endnu en corona-nedlukning især har medført fokus på udvikling af digitale (scene)kunstformater peger Metropolis København i sit 40. jubilæumsår denne sommer i stedet på kunstens potentiale til at gentænke samfundet i en genåbningskrisetid.
Jorden er indtørret, grå og fyldt med småsten og plasticaffald, andre steder er den derimod blød, sort og fugtig. Vi tramper i den, rører ved den, snuser til den og til græsserne, blomsterukrudtet, der smyger sig om vores ben. Vi kravler også op ad dynger af jord, triller og rutsjer ned af dem igen, mens lærkerne synger, og svalerne flyver rundt i luften over os. På toppen af jorddyngerne ser vi pludselig ud over en lysende saltsø, et månelandskab. Gravemaskiner og efterladte byggematerialer er også en del af det menneskabte landskab på Københavns jorddepot i yderkanten af Nordhavn. Her er overskudsjord fra eksempelvis Københavns metrobyggeri henlagt og her hentes jord til nye byggeprojekter. For bare 15 år siden var her kun hav, og i fremtiden vil den tidligere industribygning Tunnelfabrikken blive omdannet til ydre Nordhavns kulturhus og hele området blive til Københavns nye bykvarter, Lynetteholmen.
Men i løbet af et det sidste år har performancekunstneren Nana Francisca Schottländer udforsket og udviklet performancevandringen Bodyscaping i jorddepotet.
Naturens bevægelser
I Bodyscaping går vi således iført støvbeskyttelsesdragter og refleksveste i fem mindre grupper i hele tre en halv time ud i jorddepotet og undersøger, hvordan vi er som både kroppe og maskiner i det menneskeskabte miljø. Relationerne til hinanden, hvordan er vi som gruppe, og som individer bliver også indirekte udfoldet. Vi går først instrueret af vores guide med hinanden i hænderne som dele af en sammensat maskine eller fælles krop, men folder os dernæst ud af hinanden, da vi hver i sær lægger os i rendegraverens gab eller sætter os på hug for at nærstudere en stenurt og de mikroskopiske, blålige lus. Og vi både hjælper hinanden ned ad skrænter og løber om kap.
Men relationen til hele området, til jorden, græsserne og naturen har selvfølgelig hovedfokus i dette sitespecifikke værk. For mig ændrer relationen til omgivelserne sig i takt med undersøgelserne af landskabet og i takt med tiden går. Jorden trænger sig ind på mig via guidens nænsomme skub. Så det bliver lettere og lettere at tage jorden op i hænderne, blive beskidt, kravle og lægge sig ned. Det føles til sidst pludselig befriende at trille ned ad en skråning. Alle sanser vækkes, og forbindelser til områdets eget økosystem og til hinanden bliver fysisk forståelige.
Da alle grupperne kort mødes oppe på en bakketop udfører guiderne i Bodyscaping en let koreografi i landskabet på skråningen under os. De går rundt, løber, flytter sig fra deres positioner langt i mellem hinanden. Vi har samtidig frit udsyn til bakkerne, vandet og himlen. Solen er på vej ned. Naturens bevægelser bliver for mig den egentlige koreografi. Antropocænt er det landskabet fremfor mennesket, der er i centrum i Bodyscaping. Vi er her kun på besøg og må indgå i et nysgerrigt tilhørsforhold frem for at tænke i ejerskab.
Kunstens potentiale
Nana Francisca Schottländers Bodyscaping er derfor et af værkerne Metropolis København har inviteret til at være med til at gentænke samfundet efter den anden corona-nedlukning, der måske forståeligt nok især har været præget af udviklingen af digital (scene)kunst.
Men kunstens potentiale til at tænke nyt, stille spørgsmål og særligt dens evne til at forestille sig andre kollektive sameksistensformer, kunne man mene er oplagt og altafgørende i denne krisetid. Kunsten kan sit møde med verden og sansende erfaringsdannelse i modsætning til videnskabelige, rationelle analyser åbne for en flerhed af spekulative mulighedsrum i fremtiden.
Medlem af klubben
Performancegruppen hello! earth!’s Tuesday Night Sleeping Club, der inviterede lytterne til at udføre forskellige aktioner og ritualer inden sengetid, var således et andet programsat værk på Metropolis Københavns laboratorium i foråret. For overordnet undersøger radiokanal-værket om menneskets drømme under søvnen kan være en form for aktivisme. Tuesday Night Sleeping Club undersøger om de inaktive, magiske timer i mellemrummet mellem søvn og drømme har et potentiale til at gentænke vores samfunds rationelle og effektive dagtimer.
Inden jeg skulle opleve værket, downloadede jeg app’en til aktions- og natradioen af samme navn og blev medlem af tirsdagsklubben. Da jeg tuner ind, hører jeg først et drømmende lydlandskab med lyde af en skov og fuglefløjt afbrudt af en rar stemme med spørgsmålet: ”Er du vågen?”
Værten, charmerende Daniel Nordback, guider mig til en række mikroaktioner, som laver sprækker i tid og rum, alle sammen p.g.a. corona-restriktioner udført alene i min egen lejlighed. Men vi lyttere bliver hele tiden husket på, vi er mange, der kollektivt udfører aktionerne samtidig.
Jeg går således som mange andre på det tidspunkt ud af min hoveddør og ind af den igen. Jeg kommer hjem på ny og ser måske mine velkendte rum fra et lidt andet perspektiv. Senere tager jeg også festtøj på, min fjerboa og lange sølvhandsker, nattøj og hat. Så bevæger jeg mig rundt i lejligheden med lukkede øjne, mærker med skuldre, albuer, tåspidser i omkredsen af (næsten) hele min bolig.
Lidt senere følger jeg stadig guidens instruktioner til aktioner. ”Forestil dig dem, der har boet her før”. Det er svært, men jeg får billeder af en ung mand, en lægestuderende og hans fester, testunder i vindueskarmen, intensiv læsning i soveværelset. Mit blik udvider sig i Tuesday Night Sleeping Club, så mit eget hjem bliver en scene, hvor jeg selv agerer og bliver opmærksom på min krop, mine sanser, særligt høresansen selvfølgelig. Jeg bliver opmærksom på andre ting og foretager mig noget, jeg normalt ikke ville gøre der.
Jeg kigger, guidet af Nordback, også ud af mit vindue over på den anden side, hvor jeg kan skimte mine genboer. Jeg forsøger at registrere, hvad de laver, de ser vist TV, laver mad, sidder i sofaen. ”Det er dig på den anden side i et andet hus, hvad laver du?”, spørger Nordback. Jeg bliver på den led i et større perspektiv i Tuesday Night Sleeping Club bevidst om kollektive forbindelser mellem mine omgivelser, medmennesker og mig. Forinden har vi også fået gentaget oplysninger om de natlige forsamlinger, vi også kan deltage i, som fx Fredsprojektet, der planter frø for syriske flygtninge kl. 6.00 ved Gammel Strand eller guidede 30 minutters sleep walk.
”Sover du?”, lyder det efterfulgt af et tungt åndedræt. Der gøres klar til søvnen og drømmene og mellemrummet i mellem.
Kvantefysik og kollektiv forandring
Tuesday Night Sleeping Club er ikke kun et rum for udforskninger i og af ens eget hjem, men også et rum for refleksionssamtaler om forskellige aktuelle begreber. Kvanteteorier udfoldes fx i en dialog mellem Daniel Nordback og Vera Mader, den ene af stifterne af hello! earth.
Mader forklarer, at ifølge den feministiske tænker Karen Barad, der bl.a. har skrevet Meeting the Universe Halfway: Quantum Physics and the Entanglement of Matter and Meaning, er fortiden ikke mulig at viske ud, men uretfærdigheder kan blive rekreeret og genoprettet. Historien forsvinder altså ikke, men kan repareres. At arbejde kollektivt er derfor, det der er muligt nu, idet tid og rum hele tiden skabes og er filtret sammen. Tiden er altså ikke lineær ifølge Barad, men alt er derimod i alt, og da vi skaber derigennem, kan vi kun kollektivt forandre.
Tanker, som sandsynligvis sammen med informationer om, hvordan vores forfædre sov langt mindre ad gangen, ligesom katte gør, er interessante at have i baghovedet, inden vi skal sove og drømme nye drømme. Men inden vi når dertil, gennemgår vi lyttere et ritual.
Vi bliver bedt af vores vært om at tage tøjet af. Først strømperne, dernæst det vi har på benene, nederdel, bukser og derefter, hvad vi har på overkroppen. Vi skal lægge alle beklædningsdelene ned på gulvet foran os, så der ligger en figur af vores tøj på gulvet. Så bliver vi bedt om at lægge os ned ved siden af. Lyde af bølgeskvulp efterfulgt af udsagn om, at det er forskelligt, hvordan vi går ind i fremtiden; at nogle springer, andre tager små skridt, mens andre igen løber ind i den. Jacob den anden stifter af hello! earth! siger så roligt: ”Vi ligger stille et øjeblik og lader et stormvejr passere igennem os. Spørg dig selv, er jeg vågen eller drømmer jeg?”
Sensuous City
I løbet af juli måned følger nu endnu et værk på Metropolis Københavns festival, der ønsker at gentænke indretningen af samfundet. Sisters Hopes Sensous City vil i et samarbejde med Nikolaj Kunsthal tage deltagere med på 24timers vandringer i byrummet for at udforske byens oversete steder og poetiske lag.
Nikolaj Kunsthal vil desuden være vært og ramme om natten, hvor deltagerne vil samles til fælles natteritualer, der skal give mulighed for nye tanker.